Så meget mere end bare en ekstra hund i flokken

Da jeg i maj måned hentede MicMic hos Kennel Kræmer ved Hobro, var jeg slet ikke klar over den sidegevinst, hun ville bringe med sig.

Det har altid været sådan, at Silas har accepteret mine hunde, men aldrig villet dem eller interesseret sig spor for dem. I det hele taget interesserer han sig utrolig lidt for hunde og tager normalt aldrig kontakt til andres hunde. Faktisk er han nærmere lidt bange for andres hunde, og da han i pinsen oplevede, at en hund til vores stævne i Ribe hoppede op og nappede ham i jakkeærmet, så tænkte jeg, at det nok ville få enormt lange udsigter med hans positivitet overfor hunde efter den kedelige oplevelse. Og eftersom hunden i den kedelig oplevelse var en sheltie, så havde jeg da nok ikke forventet, at det netop var en sheltie, der skulle omvende Silas.

MicMic og Silas

Men pludselig i sommerferien var MicMic det mest fantastiske i Silas´ øjne, og pludselig var det altså hans hund (hvis man spørger Silas vel at mærke). Han elsker den lille hund og går gladeligt med på gåtur, hvis han må gå med MicMic. Gennembruddet kom nok fordi han nu havde været sammen med sin gode ven Oliver, der jo interesserer sit temmelig meget for deres hunde.

Pludselig er det blevet cool at gå tur

Behøver jeg at sige, at jeg er lykkelig for denne nufundne kærlighed. Jeg havde slet ikke set det komme, at MicMic kunne åbne denne dør. Jeg bliver så varm om hjertet hver gang, Silas bukker sig ned over MicMic og giver hende en krammer. Selvom det er helt forkert hundesprog, så lader jeg ham gøre det, for hun bakker ikke for ham og vil ham rigtig gerne. Nu må tiden så vise, om jeg må få lov til at løbe agility med "Silas´ hund"