søndag den 24. maj 2015

Vi starter nærmest karrieren med en slags pause...


MicMic har ikke fået meget spalteplads, selvom hun også har løbet stævner. Mic pigen er grøn som en golfbane i konkurrence-øje-med. Men hun gør det alligevel godt. Hun tænder på agility og arbejder med god fart og selvstændighed.

I går, hvor vi løb første stævnedag hos Ribe Hundevenner startede hun f.eks kun en klasse (spring 1), hvor hun blev nr. 2 ud af ca 15 hunde.


MicMic i Viby
Foto: Tina Hindsgaul

Jeg har indtil videre startet både spring og agilityklasser med hende, men de næste mange stævner (måske resten af 2015) har jeg dog besluttet, at hun ikke skal løbe agilityklasserne. Jeg har ikke fået indlært hendes balancebom tilfredsstillende. Dvs hun kan godt suse hen over den, men hun er sådan en lille spirrevip, der rigtig gerne vil springe af bommen. De første mange gange hun har prøvet bommen, er det også gået for fuld udblæsning med en bøjle at løbe under, fordi jeg gerne vil have hastighed på bommen.

Siden er jeg gået igang med at indlære 2 on/2 off (samme metode, som jeg i øvrigt har brugt på Ninja – løb uden stop på bommen først og indlært stopfelt efterfølgende). MicMic er ikke super fantastisk til udgangspositionen, og når man sætter bommen i et forløb, så er der ikke plads til at stoppe i den lille sheltie-hjerne. I stedet for jeg så bliver irriteret på hende, fordi jeg starter hende i klasser, som hun ikke er rigtig klar til, og dermed også lader hende få succes med en adfærd på bommen, som jeg ikke ønsker, så har jeg valgt, at hun ikke skal starte agilityklasserne indtil videre.
MicMic
Foto: Charlotte Jensen
Hvis nu vores agilityreglement var som i ”gamle dage”, så man i klasse 1 måtte tage forhindringer om, som hunden ikke har forceret korrekt (efter disk), så havde jeg måske ladet hende starte agilityklasserne. Fordi jeg så havde muligheden for at arbejde med hendes ”udfordringer” – endda under konkurrencelignende forhold. Men når jeg let kan risikere, at stå med en hund, der er disket inden balancebommen og man iflg reglementet ikke må sætte sin hund tilbage på et misset felt, så vælger jeg altså at undlade agilityklasserne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar