Jutlandia Cup - skærende kontrast til sidste års cup

Uge 29 gik i Guldager ved Esbjerg, hvor der var ugestævne med deltagere fra 16 forskellige nationer. Jeg skulle løbe med Ninja og MicMic, og jeg håbede da også, at vi kunne levere nogle hæderlige resultater.

Ugens resultater
Første dag var jeg fejlfri i den åbne klasse med Ninja og det gav en 10. plads, og det er jo ikke så ringe, når der er over 250 deltagere i klassen, så jeg startede med at være rimelig ovenpå.

Fra præmieoverrækkelsen

Så ja, første dag var sgu mægtig, men så kneb det også derfra med de fejlfrie løb, og jeg fik et par dage uden, at nogen af hundene kunne løbe fejlfrit. Det var en anelse frustrerende, men jeg fik tænkt lidt over det. Mine løb og min kommunikation med begge hunde fungerede, og det var sådan nogle små ting, som gjorde, at løbene ikke var fuldendte. Konklusionen var, at vi var tæt på at være "der", hvilket jo ville være meget bedre end, hvis mine hunde var vildt langsomme eller løbene var total rodede og det var tilfældighederne, der førte os gennem banerne. Så jeg forsøgte at bevare optimismen, og kom stærkt igen dagen efter hviledagen, hvor Ninja og jeg fik trykket et super godt AG3 løb af. Det var virkelig et godt løb, og det indbragte mig 1. pladsen (foran 116 dygtige ekvipager). Det var helt vildt. Jeg indkasserede også et agilitycertifikat for præstationen, så nu mangler vi blot et cert. for, at Ninja kan kalde sig DKAGCH.

Cert, asti. roset og et stort smil

Cuppen slutter altid med en spændende finale, og alle vi vel gerne være med til at løbe denne finale? Ja, jeg vil i hvert fald gerne. Gamle Charlie sikrede mig altid en billet til de der finaler, men Ninja er en tand hurtigere og konkurrencen i stor klasse noget hårdere, så der kan hurtigt rykkes rundt på tingene. Torsdag aften lå vi nr. 13 til finalen, men vi blev desværre disket i det sidste kvalifikationsløb og endte derfor på en delt 26. plads, hvilket jo i virkeligheden var lige udenfor finaledeltagelse. Men et afbud gav mig adgangsbilletten til finalen, og jeg havde faktisk en meget mærkelig følelse over, at skulle løbe denne finale. Jeg ville egentlig utrolig gerne, men jeg "turde" næsten ikke, og jeg var ganske grådlabil. Faktisk stod jeg og tudede op af Sarah, der har opdrættet Ninja nogle timer før finalen. Hun smilede kærligt og sagde, at jeg skulle vente med at tude til jeg havde vundet finalen... :-)

Jeg undrede mig over følelsen, for jeg elsker at løbe finaler og bliver normalt "høj" og tændt, men jo mere jeg tænkte over det og "smagte" på mine følelser, jo mere overbevist blev jeg om, at jeg "blot" var enormt overvældet. Dels fordi jeg sidste års Cup mest var præget af bekymring og chok, da Ninja som bekendt blev skadet efter et styrt fra balancebommen. Jeg tager det bestemt ikke for givet mere, at mine hunde bare kan løbe agility, så taknemmelighed er nok den følelse, der i hverdagen fylder mest i mit sind (ikke kun i agility, men også generelt pga vores forhistorie med Silas). Men jeg var også totalt overvældet over at træde et skridt tilbage og se, at Ninja og jeg faktisk var blandt de bedste 10% af de store hunde.



Finaleløbet
I finalen skulle jeg løbe som nr. 4 ud af de 28 deltagere. Da jeg stod til start, tænkte jeg bare kærligt på søde Ninja, der fandt sin "plads" siddende mellem mine ben - klar til start. "Nu skulle vi bare ind og have det sjovt". Første del af banen var tricky, og jeg havde set en del "tabe" deres hunde der og få en disk ved, at deres hunde havde valgt den forkerte tunnel. Så jeg skulle ikke nyde noget af, at vende ryggen til min hund i den kombination. Jeg handlede nok en smule anspændt på de første 4-5 forhindringer, men så speedede vi op, og jeg hørte publikums heppen og support. Efter den lange tunnel, der var placeret efter bommen, så jeg Ninja komme ud og tvivle et øjeblik, inden hun sprang kort over springet efter tunnellen. Nu var der kun 4 forhindringer tilbage og ved anden sidste, når jeg at tænkte, at jeg pokkerme skal holde den HELE vejen, og jeg er virkelig lettet, glad og stolt, da vi kommer i mål. Tror måske endda jeg kniber en tåre igen.... Ja, den taknemmelig tudeprinsesse, det er mig!


Nu er der bare tilbage at være tilskuer og se om min føring holder. Folk giver den jo gas i en finale, og derfor er der også ofte mange, der diskes. Denne bane var dog efter min smag en anelse for svær til en finale, for det fjerner jo spændingen, når ekvipagerne diskes på forhindring nr. 4. Der blev nu også delt disk ud andre steder, lige så vel som der var fejl og gennemløb, der ikke var så hurtige som mit og Ninjas. Vores føring holdt faktisk lige indtil næstsidste ekvipage, hvor vi måtte se os slået med et halvt sekund. En anden plads er vel egentlig "første-taber-pladsen", men jeg var og er vildt stolt af placeringen. Jeg synes stadig, jeg har meget at lære i stor klasse, og jeg har aldrig haft så høje tanker om mig selv, at jeg troede, at jeg kunne bide skeer med "de store".

Præmieoverrækkelse for finalen

MicMic
På cuppens sidste dag leverede MicMic også sit eneste fejlfrie gennemløb, og vi blev nr. 2 i Spring 1. MicMic løb ellers fantastisk, men havde lidt svært ved at kapere slalom. Hun havde også et prægtigt tempo på banen, og så kan det kræve sit at få afpasset tempoet efter, at man også kan forcere en slalom korrekt.

Smilende MicMic
(Foto: Tina Hindsgaul)

MicMic er bare så sjov en hund at løbe med, for hun er simpelthen så glad, når hun løber agility. Det er lige før hun smiler i hele hovedet.

Ninjas hvalpe
Jeg var så heldig, at alle de danske hvalpe var med ved Jutlandia Cup. Det var rigtig dejligt at gense dem alle, og have lidt mere tid til at nusse og betragte dem, end jeg typisk vil have på en almindelig stævnedag. Det blev faktisk også til et lille familieportræt. Det er ikke nogen nem opgave at tage et billede af sådan en flok banditter.

Doody, Darwin, Ninja, Fuji, Logan

Alle fik de leget på plænen efter billederne blev taget, og det gik rigtig fint. Ninja mente godt nok at Doody trængte til lidt ekstra opdragelse, så hun var lidt efter ham, men ikke mere end hun også gerne ville lege med ham. Men hun var helt tydeligt "mor".

Hviledag
Cuppen byder også altid på en hviledag. Den brugte vi i Blåvand Zoo. Et rigtig hyggeligt sted, som jeg gerne vil anbefale. De har åbent hele året rundt, og stedet har masser af små oaser, hvor man kan sidde og spise sin medbragte madpakke. Deres eget udvalg af mad svarer nok til hvad klubhuset i den lille lokale fodboldklub kan diske op med, men til gengæld må man også spise sin medbragte mad i cafeteriet.

Fuji betragter en struds

Jeg havde kun taget Fuji med derud, for ja, man må nemlig også have hunde med i Blåvand Zoo. Fuji skulle jo ikke løbe agility, og jeg tænkte, at hun nok ville have godt af en op på opleveren uden de andre. Det skal jeg da også lige love for, at hun fik. Hun var godt nok på lakridserne med alle de fremmede indtryk. Ikke mindst lugten af rovdyr, når man pludselig stod ud for et rovdyranlæg fik godt nok skærpet hendes sanser.

Der var masser af oplevelser i Blåvand Zoo

Vi andre kom også tæt på dyrene. Nogle af dem endda rigtig tæt. F.eks fik vi en slange rundt om halsen. Silas var rigtig sej og ville de rigtig gerne. Hvis man ikke passede på, så rakte aberne også ud efter en.

Esbjerg
Det var i øvrigt første gang, at Esbjerg husede Jutlandia Cup. Det var let at køre til vandet derfra. Ikke  kun til Blåvand, som lå en halv times kørsel derfra, men også til Hjerting Strand, hvor jeg samme med drengene også tog et smut til stranden og nød en is, men solen gik ned.

Is-selfie

Silas fjoller

Det var en smuk aften, og jeg er glad for at vi fik sparket os afsted, for når først præmieoverrækkelsen var overstået og familien var fodret af, så var der ikke ret meget mere energi på kontoen, og man kom ikke rigtig afsted til noget.

Smuk solnedgang

Ny bane
Da stævnet var slut, og sidste præmieoverrækkelse var overstået var vi vist alle lige så trætte som et alderdomshjem. Henrik havde haft hjælpertjans hver dag fra 8-17, så han var også noget brugt. Så vi snuppede en overnatning mere, og næste dag stod den på pakning af campingvogn og ikke mindst af min nyindkøbte agilitybane. Faktisk var det den bane, som finalen blev løbet på, som jeg på forhånd havde købt. Det var lidt sjovt, for vinderen af finalen vandt 5 spring, men jeg jokede lidt med, at det var bedre, at blive nr. 2, for jeg havde jo fået hele banen hjem

Ny bane - flotte farver!

Nu glæder jeg mig så bare til at kunne bygge baner i haven, som nu kan blive betydelig mere komplette end før, hvor jeg manglede den del forhindringer for at have en komplet bane. Da jeg sad og noterede mine fejl for Jutlandia Cup ugen, var det også ret tydeligt, at det var den manglende vedligeholdelsestræning, som kostede os fejlene. Især voldte ugens mange svære slalomkombinationer en del problemer.