God rejse GammelFar

17 år blev det til. Kan man overhovedet forlange mere?

Jeg vil i hvert fald ikke forlange mere. Egentlig tror jeg da sagtens, at jeg kunne hive et par måneder mere ud af Charlie - og dog. De sidste par uger, har jeg bare set nogle ting ved ham, som fik mig til at træffe beslutningen og lade Charlie rejse over regnbuebroen, inden hans liv blev uværdigt.

R.I.P Charlie
16.06.98 - 10.07.15

Egentlig var Charlie en glad gammel fyr, der da også sprang rundt i haven og hyggede sig, men det meste af tiden lå han i sin sækkepude i stuen og sov. Det er vel også fint nok, når man er 17 år. Turen op og ned af trapperne klarede han selv, men det skete, at han mistede fodfæste og trillede et par trin ned. Når det skete, så var han altid total upåvirket og gik bare stille og roligt videre i underetagen. Typisk Charlie at tage alt sådan oppe fra og ned. Det var en af de ting, der var så fantastisk ved ham. Han lod sig aldrig slå ud eller hidsede sig op. Han havde et rigtig dejligt væsen.

Charlie var en særlig hund, og absolut ganske MORsyg. Det var vigtigt for ham at have styr på, hvor jeg var i huset, når jeg var hjemme. Sanserne var her på det sidste ikke så fantastiske mere, og det kunne godt knibe med at se forskel på, om det var mig eller Henrik. Og det var der stor forskel på i Charlies verden. For at finde ud af, hvem det var, snusede han dybt ind, hvis det var en nitte Henrik, så fnøs han med afsky, mens han ofte bare gik veltilpas til ro, hvis det var mig. Jeg har altid været den vigtigste for Charlie, og det har ofte været belastende for andre at passe ham, fordi han bare ville have sin mor.

Charlie med piv-mus i munden - og tæt tæt ved mig.
Det var svært at stikke

De sidste uger var det som om, at han ledte særlig meget efter mig og nogle af nætterne vadede han bare hvileløst på stuegulvet. Han plejede ellers bare at snuse ind under døren til soveværelset og konstatere, at jeg var derinde og derefter lægge sig i sækkepuden (som lå udenfor soveværelsesdøren) og sove.

Charlie på sin yndlingsplads

I en meget lang periode gik han sjældent længere væk fra hoveddøren end 10 meter, hvis der ikke var selskab af mig med i haven. Han klarede sine ærinder i bedet i forhaven og tissede helst bare op af blomsterkummerne lige udenfor døren (dem måtte vi fjerne til sidste, fordi der stank af pis, når man åbnede døren) Den sidste måneds tid har han ofte været udenfor i en time eller to - også selvom det var mørkt. Det er jo ikke let at kalde på en døv hund. Han kunne høre klap, men når man klapper lige udenfor huset runger lyden mellem bygningerne, og Charlie kunne ikke finde ud af, hvor lyden kom fra. Det var heller ikke let se ham, når det nu var mørkt. Vores have er over 4.000 kvm med div krat, små tilbygninger osv, så det var ikke bare lige sådan at finde ham. Jeg tænkte, at han nok bare var på opdagelse og gik og hyggede sig, men til sidst var jeg faktisk mere bange for, at han i virkeligheden for vild og derfor var "væk" så længe. Hvorfor skulle en 17 år gammel hund pludselig blive "eventyrlysten", når han i 2 år ikke har gidet at bevæge sig for meget rundt i haven. med mindre vi gjorde ham ved selskab?

Charlie får sig lige en hyggenussetur i haven, mens Tobias holder pause fra
hønsegårdsbyggeriet i påsken 2015

Charlie har været i min flok altid, i hvert fald lige så længe, at man kan tale om en flok. Han har været rigtig fin at have i flokken og altid været den kloge hund, som de unge hunde så op til. Han har sådan set aldrig gjort meget væsen af sig på den front. Han var den perfekte legeonkel og elskede hvalpe. Han blev faktisk helt ustyrlig, når han så hvalpe. Desværre fik han ikke meget fornøjelse af Ninjas hvalpe, da han var blevet for gammel til sådan rigtig at lege og han bemærkede dem knap nok. Fuji forgudede Charlie, og jeg har aldrig rigtig forstået hvorfor, for jeg kan ikke rigtig se en relation.

Fuji Hundehvalp har taget plads i kurven ved siden af Helten Charlie

Charlie var bestemt også Ninjas bedste ven, da hun var hvalp og unghund. Charlie fandt sig i alle hendes tossestreger. Hun slæbte rundt i kraven på den gamle dreng, og han sagde aldrig fra.

Da jeg købte  Charlie hos opdrætter Gert Ziegler i Dianalund i 1998, var han bare en lille mørk border terrier hvalp, og han var mit håb om en ny agilityhund. Charlie har ikke skuffet mig. Jeg fik ikke noget forærende, og jeg lærte meget af ham. Vigtigste lektie var, at man ikke skal træne for svære ting for tidligt. Bare fordi hunden er dygtig, så behøver man ikke hive VM banerne frem. Det dræbte en del fart for Charlie, og jeg har husket det lige siden og træner stadig mine unge hunde efter den lektie.

Jeg tror, at vi er til Jutlandia Cup 2014

Charlie var ikke en vinderhund i den forstand. Han var en hund, der slog til på sin utrolig stabilitet og jeg har ikke tal på hvor mange gange, han har vundet et stævne, når klasserne blev lagt sammen. Han var stort set altid sikker på en finaleplads og det er da også sket, at han har vundet finalerne, fordi han var stabil uden at være decideret langsom. Største resultat var da vi vandt et stort stævne ved Bremerhaven i Tyskland. Det var bare for vildt. Jeg anede ikke, at jeg havde vundet de sammenlagte klasser i klasse 3.

Charlie blev også den første danske Border Terrier, der kunne smykke sig med titlerne Dansk Agility Champion og Dansk Spring Champion.

Charlie i en yngre udgave

Det bliver så mærkeligt, at Charlie nu ikke er her mere. Slut med terrierkapitlet i mit liv. 25 år med terriere blev det til, og nu tæller huset kun hyrdehunde. Det bliver mærkeligt, at stuen ikke fyldes med hans gammelmandssnorke-/gnaske- og smaskelyde, som man hvor underligt det end kan lyde, måske også kommer til at savne. Næppe vil jeg savne hans lyse hår, der borede sig ind i alle tekstiler, men det hørte lige som med til Charlie.

Man kan vel altid snuppe en lur i en skål?!
Dania Cup 2014

Charlie været en fantastisk repræsentant for racen, og jeg ved, at flere har valgt racen efter at have mødt mig og Charlie. Den ære skal Charlie ikke glemmes for.

Charlie sov ind i mine arme hos dyrlægen ved middagstid. Jeg fulgte ham afsted på hans sidste rejse, og nu hviler han i vores lille skov, side om side med Diva og "Prinsessen".