Tandlægeskræk

Det er i dag fredag d. 13. Det siger næsten sig selv, at det er dømt til at blive skidt dag, især når man har en tandlægeaftale stående i sin kalender.

Men faktisk startede dagen med, at jeg væltede noget besværet ud af min seng for at komme ind i stuen og snooze min mobil, der ligger trygt i stuen, for at jeg ikke bare stikker den en lige højre i søvne, når den larmer kl 06.03, for derefter at sove videre.

Onsdag morgen havde jeg det næsten på samme måde i ryggen og tænkte, at det nok var noget, som jeg bare kunne gå væk på tur med hundene. Men nej, det hjalp aldeles ikke noget med en frisk travetur. Så da jeg ankom til kontoret i Taastrup lignede jeg en, der var blevet støbt i en hjørnesofa.

Bedste arbejdsstilling var lænet/hængende ind over skrivebordet. Jeg kunne simpelthen ikke rette mig op og gik som en gammel krumrygget heks, der havde glemt sin stok. Heldigvis var det lykkedes mig at få en aftale med Niels Poulsen (M-Touch), som med "kærlig" behandling fik mig rettet ud, så jeg kunne stå og gå oprejst. Det var meget heldigt, for jeg havde en tøjpræsentation for 20 mennesker torsdag morgen. Så torsdag var min ryg/lænd heldigvis ok, men måske var støvler med høj hæl ikke det mest smarte at vimse rundt i, for i morges var det skidt igen.

Jeg var heldig at få en tid hos massøren kl 9, og jeg siger bare, at det gjorde sindsygt ondt. Jeg lå bare der og stønnede og klagede lidt, mens hun "gravede" i min balde. Mens jeg lå der og led, så tænkte jeg på det forestående tandlægebesøg, som jeg vidste i princippet ville gøre mindre ondt end massagen og nok også ville tage betydelig kortere tid. Jeg ville bare så meget hellere ligge to timer på briksen hos massøren end en halv time hos tandlægen. Massøren fik løsenet spændingerne, og så var jeg kørende igen.

Klokken 12.30 tjekkede jeg ind hos tandlægen, og jeg sad i venteværelset og ledte efter kræfter til at mande mig ordentlig op og tage det roligt. Jeg var velforberedt, og havde fundet musikken på Spotify og taget min øretelefoner med.

Efter en del år og mange mange gange med dårlige oplevelser, fandt vi for nogle år siden ud af, at den ordinære bedøvelse er lang tid om at virke hos mig. Det betyder faktisk, at tandlægerne ofte har "ordnet" tænder på mig uden, at jeg har været ordentligt bedøvet, og jeg er meget følsom i min mund, så det gør rent faktisk temmelig ondt. Jeg husker, at jeg hos skoletandplejen fik trukket nogle af de store mælketænder ud, og i dag tænker jeg da også på, om jeg overhovedet var ordenligt bedøvet dengang. Jeg har også fået lavet nogle fyldninger hos skoletandplejen, og jeg husker det kun som noget helt forfærdeligt, selvom jeg havde fået injektioner (som jo så tilsyneladende ikke nåede at virke, før det hele var overstået) og sågar lattergas.

Sidste gang jeg skulle have lavet en fyldning var for en måned siden (tandlægen havde så bare overset dette hul på røntgen, derfor måtte jeg nu desværre afsted igen nu). Faktisk var de to huller kommet, fordi jeg få to år siden fik lavet en fyldning i min bagerste tand, som resulterede i at der kom en lomme mellem de to bagerste tænder. Det betød, at jeg ofte kunne fiske kødstykker ud fra dette mellemrum, og min logiske sans kunne jo godt regne ud, at det på sigt ville resultere i et nyt hul (eller to). Tandlægen tilbød godt nok også at lave det om for 1½ år siden, men det kunne jeg ikke overskue. Det fortæller måske lidt om, hvordan jeg har det med tandlæger og fyldninger. Tanken om at hun igen skulle bore, kunne jeg slet ikke magte. Det har så i princippet kostet mig kr. 2.500 at udskyde det så længe.

Men da hun skulle lave fyldningen for 1 måned siden brugte hun en ny og stærkere bedøvelse, og den virkede hurtigt og var meget effektiv. Jeg kunne virkelig ikke mærke noget som helst, selvom jeg tidligere har kunnet mærke noget on/off og nærmest har ligget som på nåle med forventningen om, at der ville komme et jag et eller andet sted. Faktisk har jeg ofte ligget som en flitsbue med knuede hænder og flexede fødder.

Denne gang satte jeg mig i stolen og var rimelig afslappet. Jeg havde forinden også forsøgt at tale mig selv til ro med fornuft. At jeg skulle huske, at det faktisk slet ikke gjorde ondt sidste gang. At det ikke tog særlig lang tid. At jeg kunne "flygte" ind i min medbragte musik. At jeg i virkeligheden var en frygtelig kujontøs, når jeg tænkte på alle de ting, som Silas ofte står model til uden at beklage sig synderligt og så går jeg helt i spåner over et tandlægebesøg, når jeg nu er et voksent og rationelt menneske.

Tandlægen lagde samme slags bedøvelse som sidst, og jeg kunne straks mærke pulsen stige, og jeg kunne mærke hvert et hjerteslag, mens jeg lå der. Tandlægen gik ud, mens vi ventede på, at bedøvelsen skulle virke. Jeg fandt min Iphone frem for at starte musikken fra Spotify. Jeg bemærkede, at mine hænder rystede, så jeg næsten ikke kunne ramme de rigtige taster på skærmen. Men jeg fik da tændt for musikken. Det var Jean Michel-Jarres Equionox album, som skulle holde min hjerne beskæftiget med noget andet og overdøve lydene fra tandlægens instrumenter i min mund.

"Dejligt" udsigt fra stolen

 Da bedøvelsen virkede gik hun igang, og jeg arbejdede seriøst med at slappe af, og bemærkede, at mine fødder faktisk var afslappede og mine hænder heller ikke så sammenkrammede. Det gjorde ikke det mindste ondt, og jeg fokuserede på musikken (Jean Michel-Jarres album har det med at hvirvle mine tanker væk) og lukkede alt andet ud. Jeg forsøgte, at forestille mig, at tænderne og tandlægen ikke havde noget med mig at gøre. Mentalt gik jeg ligesom væk og lod dem gøre deres arbejde. Det virkede faktisk over al forventning, og tandlægen kunne gøre borearbejdet færdigt, uden at jeg måtte afbryde det (som jeg egentlig plejer at gøre 4-5 gange), fordi jeg ikke magter mere.

Musik i ørerne

Da det hele var overstået og fyldningen slebet til, kunne jeg stige ud af stolen igen og bare være glad for at være kommet på den anden side af denne begivenhed. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal få mig selv til at holde op med at køre op over tandlægebesøg og fyldninger i sær. Selvom der ofte kan gå 5 år mellem en fyldning, så hader jeg det bare så ubeskriveligt, og nu har jeg endda oplevet et par gange, at det slet slet ikke gør ondt. Så jeg håber, at der går mange år, før jeg skal bores i igen.

Resten af fredag d. 13. har heldigvis været ret ukompliceret.