USA del 3

Del 3 er den sidste del af min rejsedagbog fra vores USA tur i oktober sidste år (dag 11-12-13-14-15-16-17-18). Tænk at det kan tage tre måneder at færdiggøre sådan en beretning.

Det var en spændende og hård tur, vi havde i uge 2 af vores tur. Det var den lange køretur, som bragte os til fire forskellige stater. Det var en stor oplevelse, men også rart at vende hjem, som Silas kaldte det hjemme hos Jennifer. Silas og Henrik tog sig en slapper hjemme i Jennifers hus om søndagen, mens jeg tog med Jennifer til stævne i Morgan Hill.

Banegennemgang på bane 1 og 2 (ud af 3)

Det var et mindre stævne, og klasserne var ikke helt de samme, som det vi løber i Danmark. Ja, det var interessant at være med til, og jeg fik talt med mange andre udøvere. Men en dag var nok, når man bare var tilskuer, så jeg var faktisk glad nok for, at jeg havde valgt at bruge lørdagen på at snuppe en ekstra dag i Yosemite, så jeg kun var med til stævnet en enkelt af de to dage. Men det var klart meget interessant at være med. Det har jeg tidligere skrevet et indlæg stævnet, som du kan du læse her, hvis du har lyst.

Grundet en lidt presserende opgave på jobbet, måtte jeg desværre spendere 12 timer med at arbejde om mandagen. Sådan er det bare at arbejde med udbud. Siden er udbuddet blevet annulleret, så det var sådan set spildt arbejde. Så mandag fik vi ikke set så meget, men Silas trængte vist også bare til at tage sig en slapper og en dag mere i slow motion, hvor man bare kunne lege og ikke skulle noget. Om aftenen hyggede vi os sammen med Jennifer og hendes familie. Vi lavede mad sammen og efter maden, ville deres drenge Ian og Cole gerne spille et spil, og de fandt Twister frem. Vi avancerede spillet lidt ved at næste step i spillet skulle siges på dansk. Dvs hvilken legemsdel og hvilken farve den skulle flyttes hen på. Det var ikke let for dem at sige "Højre hånd på rød". Det gødede bestemt underholdningen.

Twister. De voksne laver krumspring og drengene styrer spillet - på dansk!

Tirsdag var en dag, som jeg havde set særligt frem til. Tirsdag er nemlig den dag, hvor alle i "klanen" skal afsted til den ugentlige agility-class. Faktisk var det en del af vores planlægning, at jeg skulle med til træning, så vi kunne ikke tage på en længere tur denne dag. Vi besluttede os derfor for at køre til Santa Cruz, som ligger ca en times kørsel væk fra Jennifer. Santa Cruz er lidt ala Løkken, hvis jeg skal komme med en sammenligning til noget på dansk.

Palmer og blå himmel ved Santa Cruz

Og sammenligningen holdt faktisk meget godt stik. Har du f.eks prøvet at besøge Løkken udenfor sæsonen? Der er meget meget stille deroppe, og jeg husker også godt, at jeg ifm et kundebesøg skulle handle lidt frokost i Super Brugsen i Løkken. En ret stor butik med mange mange hylder. Om vinteren står varerne helt fremme på hylderne i én række. Tager du en dåse flåede tomater, så kan du se helt ind på bagvæggen på reolen. Om sommeren er det til gengæld helt anderledes.

Tivoli set fra strandsiden

Santa Cruz er garanteret livlig om sommeren. Der er et stort tivoli beliggende helt ud til den brede sandstrand. Tivoliet havde lukket, da vi var der, da de var igang med at renovere og gøre klar til sæsonen. Ja også fordi der ikke var et øje i byen. Eller næsten ikke et øje. Vi gik os en tur langs stranden, der ligger ud til Monterey Bay.

Stranden var fyldt med store sammenfiltrede klumper af tang

Selvom stranden ligger ind i en bugt, så er der godt gang i havet. Der var skyllet tang og vandplanter ind på stranden, og vi morede os med de store klumper med vandplanter, der lå på stranden. Den ene slags tang lignede en pisk, og det havde vi lidt sjov ud af.

Tang-pisk

Silas og jeg gik en soppetur, og Silas mente godt, at han selv kunne styre at soppe der, men bølgerne var bare lidt vilde, og der var pokkers meget strøm. Gå hjem og vug Vesterhav!

Henrik er også ved at blive fanget i bølgerne

Nogen gange kom bølgerne meget langt ind, og vi endte med at have våde bukseben, selvom vi havde smøget dem godt op. På et tidspunkt satte jeg mine sko fra mig for at smøge bukserne lidt mere op. Pludselig kom en bølge og sendt mine sko på en sejltur længere ind på stranden, hvor Henrik kunne redde dem.

Det var nogle hæftige bølger, som man gjorde klogt i at holde øje med

På stranden undrede jeg mig over en fotograf, der sad og skuede med sit kamera ud over, hvad der for mig at se, var "ingenting". Det viste sig så, så at hun var mor til den ene halvdel af et ungt par, der gik længere nede af stranden, og hun sad der for at forevige øjeblikket, hvor fyren i forholdet faldt på knæ og friede. Ja, så fik man da også det med.

Stemning fra stranden

Frokosten indtog vi på en restaurant på Santa Cruz Wharf, hvor restauranterne lå side om side. Det var dog lidt svært at finde et sted, hvor man kunne få lov til at komme ind og spise med bare fødder (mine sko var blevet godt våde af den ufrivillige sejltur på stranden). Vi endte dog på en god restaurant, hvor Silas fik en fish´n chip der fik ham til at klappe i hænderne. Frisk veltilberedt kvalitets fastfood er heller ikke at fornægte for en purk som ham.

Silas var godt tilfreds med sin frokostret

Vi andre valgte dog nogle andre lækre fiskeretter. Inden vi fik set os om, så havde vi brugt en hulens masse tid i Santa Cruz.

Lækker og billig frokost med havudsigt til.

Vi havde også besluttet os for en gåtur. Henrik ville så gerne ud i en skov med redwoods. Jeg havde læst, at der var nogle nord for Santa Cruz, men det var vist ikke lige der, hvor vi stoppede. Vi kunne i hvert fald ikke rigtig se nogle høje træer. Men vi fik gået en smuk tur, som dog virkede noget længere end de ca 2 miles, som de havde skrevet på deres ruteoversigt ved indgangen til skovområdet.

Havet var vildt og slog op ad klipperne og nogen gang op over kanten.
Bemærk personerne på toppen.

Vi endte nærmest med at skulle løbe retur til bilen til sidst, fordi jeg skulle nå tilbage og følges med Jennifer til agilitytræning, hvor jeg også endelig skulle se Black Jack løbe. Det glædede jeg mig bare så meget til. Jeg havde allerede mødt ham flere gange på ferien og nusset ham, og han havde "nusset" mig (læs sprunget voldsomt op og forsøgt at slikke mig i hele hovedet), men jeg havde endnu ikke set ham i action. Han er super glad hund, og jeg var heller ikke i tvivl om, at han også havde masser af drive på banen.

Henrik og jeg ræsede sydpå mod San Jose, hvor Jennifer bor. I norgående spor var der total myldretid og trafikken stod nærmest stille. Jeg kørte meget friskt til og håbede ikke, at jeg ville påkalde mig politiets opmærksomhed (jeg havde jo stadig ikke noget kørekort med på turen. Det i øvrigt ikke dukket op her tre måneder efter, og jeg har nu bestilt et nyt kørekort). Da vi drejer af motorvejen, siger Henrik undskyldende, at han er kommet til at taste en forkert adresse ind på GPS´en, og vi er 20 minutter væk fra Jennifer. Desværre 20 minutter for langt sydpå. Og hvad gør man så? Så vender man bilen og kører på motorvejen igen, men denne gang i nordlig retning. Altså den retning, hvor trafikken nærmest er frosset fast. Henrik ringer til Jennifer og forklarer, at vi nu er meget mere forsinket og ikke har nogen ide om, hvornår vi kan være fremme pga den stilllestående trafik. Han beder hende om at køre uden mig og efterlade en adresse, og så må jeg forsøge at finde det selv. Jennifer tror ikke, at det er muligt at finde stedet på egen hånd og vil stadig vente. Selvom vi forsøgte at sige til hende, at hun altså ikke skulle vente, fordi vi ikke vidste, hvornår vi kunne komme fri af trafikken, så viste det sig altså, at hun havde ventet på mig alligevel. Jeg vidste bare, at hun var alt for gæstfri til at køre.

På vej op til Power Paws kunne hun så også fortælle mig, at Nick havde meldt afbud, fordi han var syg, hvilket jo betød, at jeg ikke fik Black Jack at se på banen. Øv, hvor var jeg skuffet over det. Men jeg endte alligevel med en herlig aften sammen med Jennifer og Susan og i øvrigt en del af de andre agilityfolk, der godt kunne huske mig fra sidst, hvor jeg også var med til træning samme sted.

Banen ved Power Paws

Instruktøren var så flink at låne mig sin gamle border collie på 9-10 år. Han var en fin fyr. Ikke en racer, men heller ikke langsom. Han var ganske fin at løbe med. Det var sjovt at få lov at løbe med. Vi fik også trænet en alternativ opgang til balancen, hvor tunnellen lå under op-/nedgang på bommen som et U. Man sendte hunden i tunnellen og derefter op på bommen. En rigtig skidt opgang, men ingen af hundene havde problemer med den opgang, og det var bestemt hunde med skub i røven, der var med på holdet. Jeg fortalte, instruktøren at hvis man diskede op med sådan en tilgang til et felt i Danmark, så ville der lyde et ramaskrig - også til træning. Hun forklarede mig, at denne kombination forventede de at se til Nationals, som skulle være et par uger efter min hjemrejse, så det var nødvendigt at få den trænet. Hvis man ellers ser på bort fra lettere uhensigtsmæssige opgange til feltforhindringerne, så er banerne i USA ofte mindre udfordrende end dem, som vi ofte løber herhjemme.

Cirka sådan var den del af banen udformet

Der var en, som havde medbragt nogle rigtig fine småkager. Flot pyntet med glasur og det hele. Det kunne man jo godt blive fristet af, men nej det var slet ikke sådan nogle småkager. Det var faktisk hjemmelavede hundekiks. Det var vist noget med en hundefødselsdag eller en oprykning, som der skulle fejres. Meget kunstfærdigt, og der var lavet små fine poser med to cookies til hver, så alle kunne snuppe en pose med hjem til vuffi.

Smukke håndlavede/hjemmelavede hundekiks

Onsdag var vores hoveddestination, at vi skulle se redwoods. Nu skulle det altså være. Vi skulle op til en skov lidt nord for San Francisco og kørte over Golden Gate Bridge. Vi var så heldige at have klart vejr og smuk udsigt mod byen fra det populære udsigtspoint fra den anden side af broen, hvor man havde god udsigt over San Francisco Skyline og Golden Gate Bridge. Der var masser af andre turister, der skulle tage selfies med Golden Gate Bridge i baggrunden, så der var lidt trængsel.

Silas poserer med Golden Gate Bridge i baggrunden

Mens vi stod der, dukkede der pludselig en håndfuld soldater op og tog opstilling. Der udspillede sig så en mindre ceromoni der på pladsen for to soldater, som havde meldt sig frivilligt til flerårige kontrakter med Forsvaret.

Militærceromoni

Vi kørte videre i vores jagt på redwoods. Vores venner havde anbefalet os at køre til Muir Woods National Monument, hvor man kan se de smukkeste virgin træer, altså de træer, der aldrig er blevet skåret ned.

Indgangen til Muir Woods

Redwoods er de her gigantiske fyrtræer, som virker endeløse, når man stiller sig ved stammen og kigger op. Sidst jeg var i USA og denne gang også forsøgte jeg, at tage billeder, der skulle vise hvor ualmindelig høje træerne var, men det kan man bare ikke. Enten billede er retfærdigt.

Træerne er ufattelig høje

Jeg tog en lille video i stedet. Det er lidt bedre, men stadig.... Det er ikke så mærkelig, at det er svært at gengive, for træerne kan nemt blive 100 meter høje.

Nationalparken/skoven var speciel og ikke decideret "trimmet". Det var som om, den havde lidt sit eget liv. Det gjorde bare skoven mere charmerende. Der var etableret stier, men jo længere ud på turen man kom, jo mindre veletablerede virkede stierne.

Silas og Henrik på stien mellem de gigantiske træer.
Ja træerne er enorme!

Det var faktisk en meget lang tur med flere temperaturskift. Vi startede med at gå i "bunden" af skoven, som var rimelig fugtig og kold. Det var strålende solskin udenfor skoven, men det fik vi ikke meget fornøjelse af, for solen kunne simpelthen ikke trænge ned i bunden af skoven og varme skoven op.

Måske ikke den mest handicapvenlige sti på turen

Efterhånden som vi gik kom vi længere opad og blev det pludselig markant varmere, og både Henrik og jeg var imponeret over, hvor godt Silas hang i. Men det havde han faktisk gjort på hele turen, både Grand Canyon og andre steder, hvor vi fik gået meget, men også generelt på de lange køreture, som jo godt kan være opslidende for en knægt på 8 år.

Silas i rask gang

På hjemvejen gjorde vi holdt i San Francisco for at spise vores aftensmad. Vi faldt i kæde-mad på Applebee´s. Ja ikke noget særligt, og jeg skulle nok ikke have haft den isdessert, som jeg bestilte til sidst. Isen var lidt krystaliseret, og jeg måtte på toilettet flere gange de følgende timer. Jeg skulle nok have droppet den dessert. Men så er det jo heldigt, at man kan købe et mave-reparations-kit på 7eleven. Der er bare ingen grænser, hvad man kan købe af medikamenter.

Ude på gaden gik vi tur i souvenir-butikkerne og så faldt vi lige en turistfælde. En "pirat" gik rundt med en rød ara, som han introducerede folk for. Han satte papegøjen på ens skulder og så startede ellers en større forestilling. Ja, vi havde set ham lave den med en flok unge mennesker, og det var såmænd meget sødt og charmerende. Papegøjen sad på folks skuldre, og så skulle man kysse med papegøjen på hans kommando, og han opførte så sin sjove forestilling/tale, hvor turisterne og papegøjen var hovedpersoner, mens han optog det hele på ens mobiltelefon. Det var faktisk rigtig sjovt og festligt.

Papegøjekys

Filmen varede 5 minutter og han tog vel 50 billeder med telefonen samtidig. Han var faktisk ret ferm til at betjene telefon, papegøje og tale med os samtidig. Han ville så have 20 dollars (ca 140 kroner) for ulejligheden bagefter. Der var ingen købetvang, men vi kunne da ikke rigtig sige nej, og det har da også været meget sjovt at se igen efterfølgende. Man kan bruge kr. 140 på så meget andet pjank, men min store bekymring siden har gået på om papegøjen mon var bedøvet, og den tanke kan ikke rigtig slippe mig. Egentlig bryder jeg mig ikke om dyr, der skal interagere med fremmede mennesker/turister mod betaling.

Næste dag startede vi et meget lille roadtrip. Hjemmefra havde vi nogle løse planer om at besøge Monterey Bay Aquarium og tage på hvalsafari fra Monterey. Hvalsafarien startede tidligt om morgenen, og krævede derfor en overnatning i området. Vi startede med at gå ind i Monterey Bay Aquarium, som er et gigantisk vandlivsmuseum, der ligger helt ud til vandet.

Silas laver spas og lader som om han sidder på bunden af akvariet

Det var et rigtig flot museum, der viste fisk og havdyr rigtig godt. Blandt andet var vi meget fascineret over den måde, som de viste goplerne som f.eks vandmænd og brandmænd på.

Vi brugte tre timer på de flotte udstillinger, hvor der også var noget "hands-on" udstillinger, hvor man blandt andet kunne ae en rokke. Rokken havde dog fået kuperet giftspidsen, så vi ikke skulle lide samme skæbne som Steve Irwin.

Silas aer en rokke

Det var bestemt ikke nogen billig attraktion. Vi kom af med ca 1.000 kroner for os tre, og det var jo ikke fordi det var dobbelt så godt som Kattegatcentret, selvom det var mere end dobbelt så dyrt. Vi var faktisk ikke inde og se ret mange af den slags attraktioner. Vi var mere optaget af at se nationalparker og landskaber, og det var da heldigvis ikke nær så dyrt.

Cannery Row

Monterey er faktisk en meget historisk og sjov gammel by, hvor alle bygningerne i havneområdet tidligere rummede fiskekonservesfabrikker. Man havde bevaret disse bygninger og fabriksstilen på bygningerne på blandt andet Cannery Row, hvor restauranter med havudsigt og butikker lå side og side. Helt klart meget turistet, men også charmerende. Vi fik os et "lille" måltid på en mexikansk restaurant og så var vi ellers stopmætte, da vi gik tur på havnefronten.

Også helt nede langs vandet, havde man ladet fortiden leve

Vi besluttede os for at tjekke ind på det hotel, vi havde fundet i udkanten af byen og tage os en lille slapper, inden vi ville køre tilbage til byen. Vi tjekkede vejrudsigten på hotellet. Silas ville gerne se hvaler, men vejrudsigten varslede regn og tåge, og derfor afblæste vi hvalsafarien, for vi var i forvejen blevet gjort opmærksom på, at den var en meget kold og blæsende affære, og hvis den så også skulle være våd, så var det nok næppe den store succes. Tågen ville nok heller ikke bringe os mange hvaler indenfor synsfeltet.

Om dagen var det svært at undgå udsigt over vandet fra restauranterne

Vi havde aftalt at køre tilbage på Cannery Row, når det blev mørkt og finde os en lækker dessert. Vi valgte en restaurant, hvor menukortet var illustreret på en bakke, hvor der var lavet en portion af alle de desserter, der var på menuen. Det var meget håndgribeligt og indbydende, så vi bestilte hurtigt tre forskellige og alle meget lækre desserter.

"Menukortet"
Det var svært at vælge.... Men vi valgte tre forskellige

Mums.
Store og lækre desserter

Vi lagde planer for den kommende dag og besluttede os for at køre af Highway 1 mod syd, hvor vejen går helt ude ved kysten. Det skulle være en særlig smuk tur, hvor man kommer meget tæt på naturen og kan se det vilde og fascinerende hav slå ind mod klipperne.

Turen blev måske ikke helt sådan som vi drømte om. Det var jo desværre tåget. Nogen steder så tåget, at man ikke engang kunne se vandet fra vejen, selvom man kørte lige ovenfor.

Henrik vrænger lidt på næsen af tågen

Jeg tror, at Henrik og Silas syntes, at det var lidt kedeligt, så de fik den "fantastiske" idé at spille Uno på bagsædet, men jeg havde nok at gøre med at styre bilen på de snoede veje. Desværre har begge lidt tendens til køresyge, og vejen snoede sig i hårnålesving, så sådan et spil fik hurtigt en ende, og bagsædet blev i stedet indtaget af et par halvvisne fyre. 

Trods tågen var der også smuk udsigt nogle steder på ruten

Efter en lur på bagsædet er man klar til at lege klatreabe

Køreturen var lang, og jo længere sydpå vi kom jo mere lettede tågen, men vi gik virkelig glip af meget flot udsigt på turen. Mine amerikanske venner var derimod ret vilde med billederne, som jeg havde taget, fordi de syntes, at tågen og skyerne gav en flot og lidt uhyggelig stemning. Jeg vil nu også hellere have haft sol og klart vejr.

Opklaring

Efter at have kørt i nogle timer så vi et skilt med søløver, og holdt ind lidt nord for San Simoen, hvor der var søløver i lange baner. De lå klumpet sammen langs stranden. De var en anelse ildelugtende og lidt støjende, men de var meget sjove at stå og betragte.

Der lå flere hundrede søløver langs kysten
Her var to rivaler, der var meget vågne, men ellers var resten ubeskrivelig dovne.

Turen fortsatte ned til Hearst Castle, som er et af de få slotte, som man kan finde i USA, og så kan vi vel altid diskutere, om det egentlig er et "rigtigt" slot. Det er opført af en bladkonge med storhedsvanvid. Hans navn var William Hearst, og de store arealer, som han lod slottet opføre på havde han arvet fra sine forældre, hvorefter han besluttede at bygge "a little something". Slottet er inspireret af Europæiske slotte, som han ofte besøgte som barn sammen med sine velhavende forældre.

Hearst Castle

Stedet havde sin storhedstid i 1920´erne og -30´erne, hvor fornemme gæster som Chaplin, Garbo, Churchill, Roosevelt og mange mange andre hyggede sig på det fornemme slot, som vist var datidens dyreste privatopførte bygning. Hearst indkøbte vilde dyr, og man kunne dengang se antiloper, zebraer og andre vilde dyr græsse på sletterne rundt om slottet. Hvis man var heldig kunne man stadig spotte en zebra på sletterne. Han havde faktisk også løver og tigre. De gik dog i bur, da han havde dem.

Indendørs pool

Slottet var også specielt, fordi det var en "collage" af europæisk slotsinventar fra især Grækenland og Frankrig men også flere andre steder i Europa, hvor Hearst havde udnyttet, at der var økonomisk krise og købt ind til sit slot. Der var f.eks inventar fra Versailles i Paris.

Fra en af slottets mange sale

Som turist blev du ledt gennem slottet i skarp bevogtning af kustoder, der holdt øje med, at du ikke så meget som satte en finger på den forkerte side af afmærkningen eller trådte udenfor de løbere, der var lagt ud til publikum. Det var lidt et wannabe slot og så en historie om en mand med et ego på størrelse med..... ja jeg kommer til at tænke på Trump.

"riddersalen"
Blandt andet med inventar fra Versailles

Når vi taler om Trump, så har jeg også lyst til at nævne, hvordan vi oplevede præsidentvalget i selveste USA. Vi var der jo få uger før valget, og jeg vil sige, at det umiddelbart fyldte mindre i USA end hjemme i Danmark. De eneste steder, hvor vi så noget, der lignede en valgplakat var, da vi kørte gennem agerbrugsdistrikterne og østover mod Grand Canyon, hvor der var plakater/skilte med "Make America great again". Der var da også duellerne i fjernsynet, men det var ikke et samtaleemne på gaden eller generelt. Jeg har en fornemmelse af, at man ikke rigtig taler politik.

Udsigten på vejen ned fra Hearst Castle
Det er bare tomme marker...

Efter at have besøgt slottet kørte vi ned langs vandet og fandt et sted, hvor vi kunne komme ned til vandet (det kan man ikke alle steder pga de mange klipper, der er langs kysten). Vi gik en tur ved vandet. klatrede på sten og tog billeder og nød en helt fantastisk flot solnedgang, inden vi fandt en restaurant, hvor vi kunne spise aftensmaden.

Silas kigger ud over vandet fra en stor klippesten, der stod på stranden

Restauranten lå lige ved stranden, og man betalte nok også lidt for den fine udsigt, men det er bare sådan i USA, at når solen går ned, så er det bare mørkt. Det hyggelige tusmørke, som vi har i Danmark findes ikke derovre. Så vi fik ikke den fine udsigt, men vi fik da aftensmad, inden vi begav os den lange tur retur mod San Jose og Jennifers hjem.

Lørdag var også en særlig dag at glæde sig til. Fordi Nick var syg om tirsdagen, og han og Black Jack derfor ikke dukkede op til træning, så havde vennerne lige fået arrangeret en træning hjemme hos Rachel. Det var der, hvor vi i del 1 af min beretning fra turen havde været hjemme og kigge på gummispåner som underlag til udendørs agilitybane.

Så fik jeg da også rigtig prøvet at løbe i gummispånerne. Der har også været nogen, der har spurgt hvordan gummispånerne var at løbe i. Dertil kan jeg sige, at de er meget ligesom en ridehusbund med flis. Man står fint fast, og bunden er ikke for tung at løbe i. Spånerne skulle kunne holde i årevis og kan bestilles i flere forskellige farver.

Nick og BlackJack

Det var fedt, at det var lykkedes at arrangere ekstra træning. Min opfattelse er den, at det ikke er så let sådan bare lige at arrangere træning, da der ikke er så mange arealer/baner at gøre brug af. Så jeg var så glad for, at de lige fik arrangeret dette. Det viste sig også, at de havde lavet et helt sammenskudsgilde, hvor de fleste havde lidt med til bordet. Der var alt fra champagne til grøntsagstærter. Meget hyggeligere end en bruchtur på restaurant bagefter.

Lækker sammenskudsbrunch

Jeg var helt benovet over alt det, som de havde stillet an, og det var så hyggeligt og helt afslappet. Men nu er de generelt meget afslappede, og gør ikke så meget stads ud af at skulle gøre alt så fint og flot, fordi man er gæst. Jennifer forklarede mig, at det vist mest handlede om at se "giraffen", når amerikanerne stimlede sammen og var sociale udenfor agilitybanen i anledning af min tilstedeværelse. Ellers er de vist ikke så gode til at hænge ud sammen udenfor agilitysporten.

Jeg var også så heldig, at Nick lod mig prøve at løbe lidt med Black Jack, og han var super lydhør overfor mig også, selvom han aldrig har prøvet agility med andre. Han havde samme power som sine søskende, men han kunne ikke så meget endnu. Det var rigtig dejligt at se ham arbejde og prøve ham selv.

BlackJack i slalom

Da vi havde trænet færdig skulle jeg sige farvel til Nick, Susan, Rachel, Kraig og ikke mindst Black Jack. Jeg havde også denne gang haft mange hyggelige timer sammen med dem, og jeg nød at de satte tid af til samværet hen over disse uger. Afskeden med Black Jack var også denne gang svær. Jeg er helt afklaret med, at de hvalpe, som er født hjemme hos mig, ikke mere er mine, når de er flyttet, men jeg blev sgu lidt berørt, da jeg nussede ham farvel.

Super opmærksom BlackJack, der holder øje med Nick ud af øjenkrogen

Mens Jennifer og jeg var ude på agilitybanen, var Henrik og Silas sammen med Jennifers mand Chuck og deres tvillingedrenge ude på tur. De havde også en hyggelig dag, men hvor vi havde solskin og lækkert vejr, næsten for lækkert til agility, så havde de lidt regn.

Vi mødtes med dem ved Gillroys Outlet Center, hvor jeg skulle købe nogle Nike Free sko til Tobias. Henrik skulle også lige have sig et par sko. Vi handlede ind på vejen hjem og så gik vi ellers i køkkenet og lavede mad, og menuen blev noget sjov eller speciel. Vi vidste ikke helt, hvad vi skulle have til aften, men Jennifer havde købt en kæmpe pølse med hakket oksekød til hundemad, men tilsyneladende var hundevennerne enige om, at det der kød var prima kvalitet, så det skulle vi da lave burgerbøffer af. De fodrer bestemt deres hunde godt, kan jeg nu berettet om, for det var nogle lækre burgerbøffer, og vi havde en perfekt sidste aften sammen med Jennifer og hendes familie og Karla fra "klanen", som jeg også er stødt på nogle gange under mine besøg.

Den sidste middag, hvor jeg fandt ud af, at "hundeæde" ikke er så ringe endda

Søndag var sidste dag, så der skulle der bare pakkes og provianteres lidt. Jeg havde købt en lækker sportstrøje i Walmart ugen forinden, og sådan en ville jeg gerne have en mere med hjem af. Bare i en anden farve. Jeg gjorde klar til at tage på indkøbstur på egen hånd, da Jennifer annoncerede, at hun gerne ville med. Det er lidt sjovt, for vennerne i "klanen" går helst ikke ud i fysiske butikker, men køber "tingene" på nettet i stedet. Og hvis de endelig skal i en butik, så er Walmart den sidste af alle butikker, de vil besøge. Vi tog afsted sammen, og jeg gik på jagt efter sportstrøjen i en anden farve. Jennifer forsvandt ud i butikken, der vel har størrelse som et mindre Bilka varehus, og jeg nåede da godt nok at tænke på, om vi mon ville finde i hinanden igen. Det havde Jennifer også kort nået at tænke, men hun kiggede sig så omkring, og så mig som en langt, tynd og blond starut mellem de mange mørke, små og buttede (nogle af dem også overbuttede) personer i Walmart. Ja, for det er sådan stamkunderne ser ud, hvis man skal være lidt fordomsfuld.

Walmart - håndkøbsmedicinafdelingen

Jeg fik provianteret og kigget mig omkring, uden at jeg skulle se på Silas´og Henriks utålmodige blikke, for de var efterladt hjemme i huset. Jennifers drenge var meget interesseret i Silas, og de fandt da også ud af at hygge sig sammen. Det gik nemmest ved hjælp af Ipads, hvor de kunne spille de samme spil og kommunikere om det. Silas kom da også nogen gange og spurgte os, hvordan man sagde det ene og det andet, for han ville gerne forsøge at kommunikere lidt med drengene på engelsk. Jeg var faktisk ret stolt af hans mod til forsøge at snakke engelsk.

Ipad hygge

Inden vi havde set os om, var den dag jo også ved at være brugt, og Jennifer var så venlig at køre os til lufthavnen.

Ventetid i gaten

Det var så fantastisk og overvældende en tur, og der går ikke mange dage, hvor jeg ikke tænker på et eller andet fra turen. Inde i mit hoved skal jeg bare snart afsted igen. Hvis alt går efter planen vil Jennifer og familien (og måske flere fra "klanen") rejse til Europa i 2018, og vil forsøge at lægge et Danmarksbesøg ind i planerne. Vi håber på et ugestævne i 2018 og en plads til hende blandt deltagerne. Imens tænker jeg stadig lidt over, hvilke ting, som jeg ville berige en amerikaner med at se, når de besøger Danmark. Det er jo svært at hamle op med Grand Canyon og prærielandskaber i vores lille land. Men jeg kan da sagtens finde en ghost town her i Udkantsdanmark.