Ikke en ønskestart på sæsonen

Forrige weekend startede agilitysæsonen for mig og mine hunde. Jeg glædede mig til at komme igang efter 5 måneder uden stævner (for MicMic var det over et halvt år). Ninja og jeg startede hos DCH Vejle om lørdagen, og vi kom ikke særlig heldig fra start. Disk i to løb pga forkert bane og en slalomfejl i et af løbene. Det var en kold dag, og jeg havde Ninja i bilen. Hun lå på et tykt tæppe og var pakket ind i et varmt dækken. Jeg sørgede for at varme op og skridte af ifm løbene, og synes bestemt, at jeg var ekstra omhyggelig pga kulden.

Da jeg henter Ninja inden banegennemgangen til mit fjerde løb, hoppede hun ud af bilen og ville først ikke støtte på venstre bagben, men kom så ned på benet efter et par skridt og går, dog noget urent, men ikke haltende. Jeg tænker, at hendes ben måske havde sovet, da hun lå i bilen, men jeg kan godt se, at hun aflaster det, når hun står. Jeg trækker hende naturligvis var dagens sidste løb.

Det er første gang, jeg har oplevet, at måtte trække en af mine hunde fra et løb, fordi den pludselig og helt spontant er halt (bortset fra Dania Cup i 2014, hvor Ninja faldt af bommen, men det var noget mere dramatisk og åbenlyst, hvorfor hun ikke var rentgående efter den omgang).

Dagen efter behandlede Niels Poulsen Ninja, og hun var spændt op i det meste af kroppen, og bagefter virkede hun helt ok igen, for jeg har jo heller ikke set, at der er sket noget, som ligefrem kan have udløst en skade. Så jeg regnede med, at det var det. Jeg pakkede hende ikke ind i vat eller tog særlige hensyn i sidste uge, men jeg løb heller ikke agility med hende.

I weekenden var vi en tur ved Vadehavet, og på en gåtur hundene fik lov at tonse løse rundt i en times tid. Ninja og Fuji løb og legede. De jagtede hinanden og de ting, som de hver i sær løb med i munden. Der var ikke noget unormalt at spore på Ninjas gang. Da vi kommer tilbage til sommerhuset, og hundene har "sovet løbeturen ud", så kan jeg se, at Ninja igen trækker på venstre bagben.

Igår mandag var jeg så hos Jacob på Nordre Dyrehospital. Det var også Jacob, der stod for den primære behandling af Ninja, dengang hun faldt af balancebommen. Han kunne ikke finde noget "slemt", men kunne konstaterede, at hun ikke var så vild med, at han havde fat i den muskel der går fra lysken til forsiden af knæet på venstre bagben. Han var ikke panderynkende bekymret, selvom jeg naturligvis bliver det. Det er jo samme ben, som dengang i 2014 - i øvrigt den eneste skade Ninja nogensinde har haft, og jeg har ikke set noget til den hverken før eller siden.

Nu står den så på 14 dage uden de store udskejelser og på smertestillende. Den første uge i snor og næste uge "bare hund", der må løbe frit uden at "tosse". Så må vi se, hvordan det hele ser ud, når Jacob har fat i hende igen om 14 dage. Men jeg kan allerede se nu, at Ninja og jeg ikke skal til WAO sammen og løbe, for det er jo i denne weekend, der skal løbes om pladserne på det hold. Det var en lidt kedelig erkendelse, men den havde jeg jo sådan set allerede i lørdags, da jeg så hende gå urent efter leg på diget ved Ballum. Nu krydser jeg bare fingre for, at to uger på smertestillende/antiinflamatorisk heler skaden op, når jeg kombinerer dem med strækøvelser af bagbenene. Ellers ser det ud til, at eventuelle landsholdskvalifikationsløb kommer i fare, men nu ser vi lige, hvad Jacob siger om 14 dage, før jeg drager forhastede konklusioner.

Men ikke hele sæsonstarten var trist. Jeg skal da ikke glemme at berette om MicMics opstart her efter at have holdt stævnefri siden august. Jeg var til stævne i Vallensbæk om søndagen (dagen efter, at jeg var i Vejle med Ninja), hvor MicMic skulle løbe på gulvtæppe for første gang. Jeg skulle lige finde ud af hvor meget, jeg faktisk skulle støtte hende, da hun havde lidt svært ved at bremse og dreje, når hun kom op i fart (og det gør hun jo heldigvis). Det kostede os nogle fejl/disk. Vores første to løb blev vi disket i og i det tredie fik hun en vægring, men sluttede dog på en fin 2. plads. Der var faktisk kun en fejlfri hund i klassen. Sidste agilityløb var vi fejlfri i, og MicMic vandt klassen og fik et fint lille "notat" i sin startbog. Nu mangler vi et fejlfrit ag1 løb, før hun er i klasse 2. Så vi er godt på vej.

Det var i øvrigt et meget tilrettelagt stævne, hvor tingene bare kørte derudaf. Nogen gange næsten lidt for hæsblæsende. Alle løb lå nærmest lige efter hinanden, så det var et uafbrudt loop af at varme op - gå bane - løbe - skridte af - gå bane - varme op - løbe - skridt af.....

Præmierne var helt og aldeles fede, og der var altid noget at vælge imellem på præmiebordet. Jeg forstår sådan set godt, hvorfor VAS stævnerne er så populære. Hvis jeg skulle have glemt det, for det er nemlig mange år siden, at jeg sidst har været til stævne der, men der går ikke lige så lang tid, før jeg kommer igen næste gang.