 |
| Hvalsø Hundevenner havde virkelig arrangeret det flot - ikke kun vejret! |
Det er heller ikke blevet til så meget træning på agilitybanen, for at sige ingen træning, fra feb til maj. Hvor Ninja var skadet. Så er der altså nogle småting der let smutter. Jeg har brugt alt min energi på MicMic i maj, så vi var klar til WAO, og ellers synes jeg, at jeg har haft rigeligt at se til med job og alle de ting, der har været omkring Silas. Så det er stort set kun blevet til intensiv træning i denne uge, fordi jeg kunne se, at der var nogle bestemte indgange til slalom, som drillede os.
Så hvad kan man egentlig også forlange? Ikke meget mere end jeg har fået, kan jeg kun sige. Så det gør jeg så heller ikke. Nå men man skal jo ikke give op uden kamp, og jeg ville jo gerne med på holdet. Der var stadig en mulighed for at snige sig ind på en af de sidste mandater til NM. Det var en meget reel mulighed. Forudsat, at vi løb godt på lørdagens udtagelsesbaner. Så derfor tog jeg alligevel afsted.
Vi løb så bare ikke godt. Vi blev disket i det første løb. Fik 10 fejl i det næste og 15 fejl i det sidste. Virkelig under standard. Det gav os ca 8 point ud af de 300 point, der blev delt ud. Så vi kom altså med en 11. plads, og gik derfra med en 15. plads på den samlede pointplacering i bruttotruppen.
Det gav os naturligvis ikke nogen landsholdsplads. Så den del af missionen lykkedes ikke ret godt. En anden del af missionen, som havde været min bekymring, var hvor meget det ville fylde for mig mentalt. Hvor meget ville jeg lade mig påvirke af landsholdshalløjet til stævnerne og i hverdagen generelt. I hverdagene kunne jeg da godt tænke over stillingen, men så heller ikke ret meget mere end det. Jeg kunne ikke redegøre for stillingen og pointforskellene mellem ekvipagerne.
Det var ikke meget til stævnerne vil jeg sige. Ofte var jeg slet ikke lige klar over, hvilke af dagene, der var landsholdspoint at hente. Jeg løb bare, og hvis det var gået op for mig, at jeg lige havde løbet en klasse, der gav landsholdspoint, hvor jeg f.eks ikke løb ret godt, så kunne jeg da godt tænke, at det var ØV, men ikke noget jeg gik og ærgrede mig over. Omvendt blev jeg så bare glad, når jeg havde gode løb og fik point, som jeg ikke var helt forberedte på. Men det var ikke det vigtigste for mig til stævnet. Det vigtigste var, at have et fedt løb sammen med Ninja.
Jeg har på intet tidspunkt været ærgerlig eller skuffet over Ninja. Jeg har elsket at løbe med hende. Ligesom jeg altid har elsket det. Min hund, vores fælles glæde på banen har været det primære. Landsholdspoint var bare en mulig bonus. Det var sådan, som jeg ville have, at det skulle være, men det var også, hvad jeg frygtede at sætte på spil. Min frygt blev gjort til skamme.
 |
| Ninja er helt speciel for mig |
I'm taking a ride
With my best friend
We're flying high
We're watching the world pass us by
Never want to come down
Never want to put my feet back down
On the ground
Det beskriver det vist meget godt. Agility er noget helt specielt og er en helt særlig "medicin" for mig (og den eneste i øvrigt). Da jeg tog til samling lørdag havde det hele ugen været sådan, at min hjerne havde tumlet med nogle bekymringer ift Silas, sygdom og frygt for fremtiden osv. Det er nok bare sådan noget, man skal døjes med i perioder, når man er forælder til et barn med en kronisk livstruende sygdom. Samtidig har jeg følt mig presset af jobopgaver, sygehusbesøg, IV kur og de satans bekymringer. Jeg har været pirrelig og ked (sådan har jeg det faktisk meget sjældent).
Det nagede mig også, da jeg ankom til pladsen lørdag, og jeg følte mig lidt slidt og synes ikke, at jeg havde "plads" til andre i mit hoved. Bekymringerne nagede mig, indtil vi havde overstået det første af de tre løb. Så var der ikke plads til det i mit hoved mere, og jeg fik det lagt på "hylden", og det har ikke siden plaget mig i samme grad, som i den forgangne uge. Det har kun været flygtige tanker. Det er jo ret utroligt! For det har ellers bekymret og frustreret mig til tårer hele ugen. For at berolig læserne, så må jeg hellere indskyde, at Silas har det fint!
Efter at det udtagne landshold blev offentliggjort under aftensmaden, så kunne nogle af os godt daffe hjem og behøvede ikke at bruge en halv søndag i Hvalsø også. Ikke at der var noget galt med det, for Hvalsø Hundevenner er verdens bedste værter. Sikke de havde lagt sig i selen for at give landsholdssamlingen de bedste rammer. Vi skulle bare koncentrere os om at løbe. Tak til alle de mennesker, der helt frivilligt brugte deres weekend på det. Stemningen blandt deltagerne var fin, ingen sure miner og brok. Så vidt jeg lige opdagede i hvert fald.
Jeg begræd ikke, at jeg skulle køre hjem. Vejrudsigten sagde sommervejr også i dag, og jeg glædede mig til en familiesøndag med en eller anden udflugt. Der er vel ikke noget, der så skidt, at det ikke er godt for noget andet. Jeg handlede ind til madpakker til familieturen på hjemvejen, og en lydbog, Depeche Mode, en liter cola og en red bull fulgte mig de 220 km hjem. Humøret var højt, da jeg kørte ind i indkørslen kl 00.15. Jeg gik fløjtende rundt og pakkede ud. Min skuffelse var da virkelig velbearbejdet. Naturligvis vil jeg gerne med på landsholdet, når jeg melder mig, men vi havde skisme bare ikke formatet i år, og det fylder ikke mere end det i mit hoved.
Vi havde i dag så en helt fantastisk udflugt til Årø, som en lille ø ved Haderslev. Jeg synes, at det er en skøn lille perle, og vi forsøger at tage en tur dertil hvert år. Bare fordi den er hyggelig, og øer bare er noget helt særligt. Tempoet er nede, og naturen er smuk, og det er lidt som i en anden tid. Som om nutiden ikke helt er nået til de små øer.
 |
| Afsted det gik på øens hovedvej |
 |
| Silas på smukke Årø |
Det er fint at øve sig i at cykle på Årø, for det er en lille ø med ret få indbyggere og få kilometer veje, så der er ikke så meget trafik, og folk kører ikke så stærkt. Det var en skøn afslappende søndagstur for hele familien.
 |
| Tak for i dag, Årø |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar