Nogen gange hjælper det at sætte tingene i perspektiv. Det
kan somme tider ændre en beslutning. Derfor endte vi f.eks på præ-sommerferie
på Bornholm i slutningen af juni.
For mange år siden. Det er egentlig nok 15 år siden, var jeg
hjemme hos Tina Mette, da hun boede på Nørrebro. Jeg betragtede hendes mange
flotte agilitypræmier i stuen og bemærkede især nogle flotte keramikkrus. Hun
fortalte, at dem havde hun vundet til et rigtig hyggeligt agilitystævne på
Bornholm. Der hørte jeg første gange om sommeragilitystævnet på Bornholm. Jeg har
mange gange siden tænkt, at det stævne gad jeg godt være med til, og siden har jeg hørt mange andre rose dette stævne til skyerne. Men prisen på
en tur til Bornholm har altid afholdt mig.
Et løseligt lille budget for overnatninger på Bornholm incl
færgebilletter og stævnegebyr var kr. 5.000. Det var jo også en slat penge,
synes jeg. På den anden side set, så
havde jeg ikke tænkt sådan om en VM tur til Tjekkiet i efteråret. VM ture er
fuld af sjove oplevelser, god agility, masser af gode grin i bilen på vejen
derned og hjem igen. Men hånden på hjertet, så er det jo ud fra det familiemæssige
perspektiv en total ego oplevelser med minder, som jeg kun kan dele sammen med
min agilityfamilie (og mest med dem som har siddet i samme bil som mig).
Vores
USA tur sidste år fik mig virkelig til at se, hvor mange minder, der er i
oplevelser, som man deler med sin familie. Vi mindes og taler om USA turen meget ofte. Nogen gange flere gange om ugen.
Henrik er vild med Bornholm, Silas
er vild med at klatre i klipper (fandt vi ud af i USA), så jeg vidste, at en
tur til Bornholm ville vække lykke for hele familien. Derfor endte jeg med at prioritere turen til Bornholm og give
køb på en VM tur til Tjekkiet, hvis jeg ikke synes, at jeg kan finde pengene til begge dele.
Turen derover
Jeg havde et job-ærinde på Sjælland torsdag, så da jeg tog
familien med på kontoret i Taastrup, og da jeg havde fyraften kørte vi til
Køge, hvor vi spiste aftensmad og gik en tur i meget smukke Køge. Vi er ret
enige om, at Køge både er smuk, charmerende og hyggeligt. Der er så mange
smukke gamle huse i byen. Så vi fik virkelig travet Køge tyndt, inden vi tog
natfærgen fra Køge til Rønne. Underligt nok har jeg ikke et eneste billede fra Køge.
Vi ankom til Rønne kl 06.00 fredag morgen. Selvom
vi havde sovet i kahyt om natten, så var vi alligevel noget kvæstede. Vi kunne
ikke komme ind i vores hytte på campingpladsen før kl 15, så vi skulle finde på noget andet at lave i løbet af dagen.
Dag 1 - Svaneke/Rokkestenen
Vi fandt noget morgenmad hos en bager i Rønne og kørte
derefter lidt rundt på må og få, inden vi gjorde stop i Svaneke.
Svaneke vågner snart |
Svaneke var
ikke helt stået op endnu, så vi havde havnen og klipperne for os selv. Silas
var meget begejstret for klipperne. Ja selv hundene hyggede sig med at lege
bjerggeder på klipperne ved byen.
Fuji nyder udsigten |
I de små vandhuller kunne man fange haletudser og studere deres udviklingsstadie. Det var der flere væsener, som fandt interessant.
Et hyggeligt lille vandhul i klipperne |
Der studeres haletudser |
Der gik let et par timer bare med at hoppe rundt på klipperne og nyde morgenen og se Svaneke vågne op. Vi købte fisk på røgeriet og kørte ud til
Paradisbakkerne for at spise vores frokost.
I Paradisbakkerne fandt vi vej Rokkestenen. Den skal man ligesom bare forbi. Måske fordi man også forbinder det med sin obligatoriske folkeskolelejrtur til Bornholm.
Rokkestenen kan stadig rokke |
Vi konstaterede,
at den stadig kunne rokke, inden vi gik videre. Så var det tid til at tjekke
ind i hytten på Nordskoven Camping. Campingpladsen ligger lidt udenfor Rønne
helt op af plantage/skov og strand. Faktisk skal man gå mindre end 200 meter
før man står ved strandkanten. Det var virkelig lækkert, og det gav gode
luftemuligheder og flotte solnedgange.
Stranden nord for Rønne |
Fredag aften var det Sankt Hans, og tænk at være så heldig
at have mulighed for at opleve det på Bornholm? Det viste sig at være helt
ligegyldigt, for det øsregnede fra sidst på eftermiddagen til ud på aftenen.
Heldigvis havde vi taget nogle spil med på turen, som vi så i stedet kunne
hygge os med i hytten. Silas havde i julegave fået et spil Starwars Risk, som han gerne ville udfordre mig i. Jeg var helt sat af, for jeg har aldrig spillet Risk, og jeg aner stort set intet om Starwars. Jeg aner intet om, hvem der er god, og hvem der er ond. Det tog lang tid, før jeg fattede bare en lille smule, men jeg endte da med at vinde spillet.
Starwars Risk |
Når vejret skulle vise sig fra den side, så var jeg faktisk rigtig glad for, at jeg havde ændret min booking. For vi skulle egentlig have boet i en lille bitte bitte hytte, nærmest uden gulvplads. Jeg ændrede så bookingen til denne hytte. Der var der heldigvis masser af gulvplads, så ingen følte sig klemte.
Stævnet
Lørdag morgen kørte familien mig til stævnepladsen i
Østerlars, så de kunne have bilen at råde over, mens jeg var til stævne. Vores bil havde været proppet til bristepunktet, så alt hvad der
kunne spares væk, var sparet væk, derunder også mit stævnetelt. Heldigvis havde
jeg fået lov til at få plads i Louise Billes telt. Det skulle vise sig, at
jeg var mere end almindelig godt tilfreds med det. Ikke alene er Louise et
hyggeligt selskab, men jeg forstod altså ikke helt, hvorfor man
kalder Bornholm for Solskinsøen. For det var ikke lutter sol, der prægede weekenden.
Et af de løb, der var en våd oplevelse (foto: Leif Kjærgaard) |
Noget af det sidste, som jeg pakkede hjemmefra var mit lav-kvalitetsregntøj, som fylder minimalt. Så havde jeg da i det mindste regntøj med, hvis der skulle komme en lille bitte
byge, hvilket jeg naivt nærmest troede var en umulighed på Solskinsøen. Det skulle vise sig, at være en ganske god ide, for det var ikke det gode
sommervejr, der prægede stævnedagene. Men blæst, skyer og regn i en ”fin” blanding.
Tøserne på plænen bag banen - med grå skyer... |
Selve stævnet var et hyggeligt stævne med kun en ring, som
man blev ikke stresset. Stævnet er så vidt jeg kan forstå blevet "ramt" af popularitet, så deltagerantallet var steget med 20% i forhold til sidste år, så
der i år var næsten 100 ekvipager. Dvs små 400 starter pr. dag. Det blev nogle
lange dage.
Det tog dog ikke hyggen ud af stævnet, men det gjorde det lidt til en langtrukken affære. Ellers var det som et lille
stævne nu en gang er, når der kun er en ring. Men egentlig ikke så meget anderledes
end mange af de små DCH stævner, som jeg har oplevet i Jylland. Men for dem som kun er vant til at løbe DKK stævner med to eller tre ringe, så er det jo en skærende kontrast.
Bornholmerne
havde også venligt gjort opmærksom på, at der ikke kunne købes forplejning
under stævnet (med mindre det var forudbestilt), hvis man skulle blive ramt af sult. Og ellers fik de tingene til at køre glat uden at stresse rundt. Der var en superfin stemning, og deltagerne var søde til at springe ind og give en hånd, når der skulle sættes op og ned.
Ved disse lidt mindre stævner (som der jo ikke er så mange af) så er der jo ofte snak om "billige" certer i klasse 3, fordi klasserne er forholdsvis små, og det så måske er lidt lettere at komme til fadet og få klassens cert.. Det kunne der måske godt være noget om. F.eks vandt jeg en Ag3 med 10 fejl. Der kunne man godt have scoret sig et cert "bare" på at løbe fejlfrit. Jeg havde hørt, at nogen havde overvejet at tage til Bornholm for at prøve cert-lykken, men havde droppet det, fordi en af vores turbo-hunde også deltog, og da det er den hurtigste fejlfrie hund, der sætter banetiden, så gav de op på forhånd. Men sådan blev virkeligheden nu ikke kun, så der kunne nok også godt have været blevet til et cert, selvom man ikke har en decideret raket på banen (hvis man altså mestrede at få den fejlfrit igennem banen vel at mærke).
Regntøjsklædt dommer med følge "kridter" banen op |
Det var faktisk bare min lyst til at tage Bornholmerstævnet,
der bragte os dertil i første omgang. Stævnet havde dobbelt DM kvalifikation. Ninja var
forinden kvalificeret til DKKs DM. MicMic er godt nok ikke, men jeg har valgt
ikke at have det som mål i år. Jeg vil stadig have roen i mig selv til f.eks at
tage en balancebom om, hvis ikke feltet bliver forceret/markeret efter mine
succeskriterier, og jagten efter at nogle bestemte løb skulle være fejlfrie kan let ødelægge det. Men jeg havde trods alt et mål om, at MicMic gerne skulle
rykke op i klasse 3 i 2017.
MicMic på bommen foto: Leif Kjærgaard |
MicMic var faktisk bragende sej på Bornholm. Lørdag vandt
hun begge SP2 klasserne samt den ene AG2. Dermed rykkede hun op i klasse 3
allerede om lørdagen, og sæsonens mål blev nået. Udover de ordinære præmier til præmieoverrækkelsen fik hun også en oprykker-roset, der ønskede tillykke med titlen. Jeg var faktisk ikke klar over, at man kunne registrere oprykkertitler i agility på hundens stambog (men man kan selvfølgelig gøre det i lydighed, så hvorfor ikke også i agility?!)
Oprykningsroset |
Ninja var også oppe til præmieoverrækkelse i et par
klasser, men hun havde desværre fejl i de fleste af sine gennemløb. Dumme fejl, som at gå ud af slalom, løbe forbi slutspringet, løbe forbi et spring på midt på banen (flere andre hunde havde dog samme fortolkning af denne bane) og et par nedrivninger.
Ninja på vej mod tunnellen (foto Leif Kjærgaard) |
Søndag startede vi med en spring åben, som var en lækker
lille ræserbane. Både MicMic og Ninja vandt spring åben for hver deres
størrelse (deres tider lå indenfor samme sekund). Jeg var en meget hyppig gæst til præmieoverrækkelserne på Bornholm.
Faktisk var jeg vist oppe til præmieoverrækkelse i samtlige løb, som jeg
gennemførte. Så jeg fik rigtig taget for mig af retterne på præmiebordet. Jeg
antager at Bornholmerne også gerne vil se mig igen, hvis jeg skulle have lyst til at returnere,
for da jeg var til præmieoverrækkelse i den ene af de to spring åben løb, som
jeg vandt, så fik jeg også et gavekort til en start til næste års stævne på
Bornholm.
Sikke en fantastisk præmiehøst Jeg kan tælle 6 førstepræmier (det gav nemlig en bøtte godbidder) |
Det var lidt en balancegang at være på kombineret familie-/agilityudflugt
på Bornholm. Jeg ville gerne løbe stævne, men jeg ville også gerne være sammen
med familien og opleve øen sammen med dem. Det resulterede i, at jeg droppede den
sidste klasse begge dage, så jeg fik lidt mere tid sammen med familien. Lørdag
var stævnet sat til at slutte kl 19.30, og ved at skippe sidste klasse, kunne
jeg da i det mindste spise aftensmad sammen med familien og måske nå ud på en
lille tur.
Hygge i hytten. Silas læser Kaptajn Underhyler og Fuji er meget træt efter en dag på stævnepladsen |
Om ikke andet, så kan man vel altid nå ud og spise en is og gå en
tur ved stranden og nyde solnedgangen på stranden ved campingpladsen.
Den solnedgang var så god at slutte dagen af med. |
Bornholm har bare så meget lækker natur at byde på. Der er
så stor variation på øen, klipper, strand, vegetation osv alt efter om man er
nord, syd, øst eller vest. Vi nåede faktisk hele øen rundt på denne lille 5-dages tur.
Altså vi kom mere eller mindre rundt langs kysten på hele øen, men kørte også øen igennem på kryds og tværs.
Gudhjem |
Nogen af det mest charmerende ved Bornholm er de små gader og gamle huse i byerne. De små gader med idyliske huse er så charmerende og de fleste steder er gaderne så smalle, at jeg ikke forstår, hvordan biler kan passere hinanden.
Dag 4 - Bornholm rundfart
Mandag tog vi en tur til Helligdomsklipperne. Det var noget
af en opgave at have tre hunde i snor der. Der var virkelig noget at forcere
for dem (og mig i den anden ende af snorene). Henrik og Silas måtte tage turen alene hen til Den sorte gryde, mens jeg blev tilbage på det første stykke af klipperne med hundene og nød det gode vejr.
Tøserne ved Helligdomsklipperne |
Men efter en weekend med grå
himmel og til tider lidt for meget regn, så var vi taknemmelige for trods alt
at have tørvejr og blå himmel, selvom det blæste lidt. Hvis der endelig skulle komme regn, så var det fint, at det var under stævnet og ikke når vi skulle ud på tur sammen. Der er tørvejr nemlig at foretrække.
Ved Helligdomsklipperne |
Efter at have indtaget madpakkerne på klipperne, så fandt vi
BornPark, som er en nyopført minigolfbane med ca. 20 huller. Hvert hul var en
bornholmsk seværdighed. Det var rigtig flot lavet. Vi havde lavet en aftale med
Louise og hendes kæreste Svend, og det var rigtig hyggeligt at lave noget ikke
hunderelateret sammen med agilityfolk. Vi fik hurtigt brugt små to timer på
banen med grin, hygge og minigolf, og nærmest ikke et ord om hunde og agility.
Mini golf |
Vi sluttede af med en is hos Svaneke Is. De laver bare lækker og speciel is. Det er en kvalitetsoplevelse at købe sin is der.
Så vi var da også nødt til at komme forbi to gange på vores lille ferie. Det er ikke bare en chokolade is eller en jordbæris. Nej, der er eksperimenteret med smagen, og de uddeler gerne en lille skefuld af en variant eller flere, hvis man er i tvivl, inden man skal vælge.
Svaneke is. Jeg anbefaler varmt |
Bagefter måtte Silas (og hundene) vist hellere løbe lidt krudt af sig på
klipperne ud for havnen og røgeriet - igen!
Pjattet med klipper |
Ved røgeriet i Svaneke |
Vi sluttede af med at køre en tur forbi
Dueodde og indtage vores take-away aftensmad. Silas var meget betaget af det dybe hvide sand i de høje klitter. Desværre var det blevet pivkoldt og blæsende, så vi nåede ikke ned til vandet. Det var simpelthen for koldt og blæsende.
Ved Dueodde |
Hammershus/Hammerknuden
Inden vi havde set os om, var der desværre kun en dag på øen tilbage. Det kan godt være lidt svært at prioritere, hvordan sådan en sidste
dag skal bruges. Det blev noget med at komme lidt tidligt ud af døren og op til
Hammershus. God taktik for så var der ikke mange mennesker. Solen skinnede, og
det blæste en ret kold vind.
Hammershus |
Lidt forblæst MicMic poserer på muren |
Hammershus er en meget smuk ruin. Der er trods alt lidt mere at se end bare en bunke murbrokker, og så gør det jo heller ikke noget, at udsigten er fantastisk.
Ruinmur og smuk blå himmel |
På Hammershus afgjorde vi om gåturen skulle være den til
Vang mod Syd eller Hammerknuden rundt. Turen til Vang gik vi også, da vi var
der for 10 år siden. Så vi valgte Hammerknuden.
Vi lagde ud med lidt energi i form af frokost, så vi ikke skulle gå på tom mave. Frokost på en klippe med udsigt ud over Sandvig. |
Ikke det mest handicapvenlige terræn |
En flot tur i et lidt vildt og
varieret terræn. Jeg var spændt på, hvad Silas, som jo ikke er den store
vandrer, ville sige til turen. Men han klarede den flot. Vi fik lidt rusk af
vinden, men også masser af sol.
Vi tog et velforjent hvil på Hammer Havn, hvor vi fandt en meget lækker lille Havne café/ishus, hvor alt så ud til at være lavet fra bunden. Her nød vi en forfriskning og kom på toilet, inden vi fortsatte den smukke tur.
Pitstop ved Havnekiosken ved Hammer Havn. Hammerhus ses bagved på toppen af klippen |
Det var en lækker tur, hvor vi også fik nydt
Opalsøen, hvor der pt. er opsat en svævebane, der ender nede i vandet. Sikkert en
sjov oplevelse, men det så også ud til, at det var noget af et koldt gys. 150 kroner pr. tur, men det så ud til, at det var en fed oplevelse, hvis man skulle dømme ud fra ungernes begejstrede udtryk, når de spurtede om på den anden side for at prøve igen. Dog synes jeg, at svævebanen ødelægger noget af det smukke ved søen.
Sikkert mere sjovt end smukt |
Vores tur rundt om Hammerknuden var en frisk tur på lidt over 7 km, og det tog da også nogle timer at komme hele knuden rundt. Men det var en flot tur, der gav lidt ekstra sol-kulør i ansigterne.
Flot tur |
Meget forskelligt terræn og udsigt |
Så er vi snart i mål. Sandvig ses forude. |
Vi havde besluttet, at vi skulle prøve Nordbornholms Røgeri
i Allinge, for det skulle være øens bedste røgeri og have den bedste
fiskebuffet. Så der indtog vi aftensmaden. Egentlig var vi nok ikke så vildt imponerende over fiskebuffeten,
men vi havde en af øens bedste udsigter til vores middag, hvor vi sad i første
parket til klipperne og de små haletudse-/salamandersøer i klipperne.
lækker udsigt på en skøn sommeraften |
Silas
hyggede sig helt vildt med at fange salamandere i de små klippesøer, mens vi samlede appetit og nød
udsigten.
Henrik studerer fangsten på klipperne ved restauranten |
Hjemturen
Næste morgen var det bare tidligt op, da vi skulle sejle fra
Rønne til Sassnitz i Tyskland kl 08.00. Sassnitz er klart den billigste tur ud/hjem, når man bor i den sydlige del af Jylland. For os jyder kan den tur til
Bornholm godt blive en meget bekostelige affære, hvis vi skal tage over med
Rønne-Ystad, når man lige skal indregne 2 gange broafgift. Det var meget nemt at tage den vej hjem over Tyskland.
Da vi kom land i Tyskland var det ellers bare sommer med
23-25 grader. Vi kørte ind omkring Rostock for at nyde en frokost. Vi havde
ikke travlt, og vi gad heller ikke motorvejscafeterierne. Der er faktisk heller
ikke mange cafeterier på den motorvejsstrækning. Vi fandt en restaurant ved
havnen, som var gode omgivelser for den sidste hyggefrokost på turen.
God udsigt til frokosten. MicMic mener bestemt at hun skal ligge oppe fletdelen på chaiselongen |
Mens vi venter på maden. Både vi og hundene havde fået serveret drikkevarerne |
Inden man får set sig om, så har man brugt 5 hele dage på Bornholm. Det kan godt anbefales. Både med og uden stævnet. Men jeg ville helt klart ikke være taget den lange tur kun for at løbe stævnet. Med familieturen kom der lidt mere kød på turen, og jeg vurderer at turen var en succes, og der er risiko for, at turen kan gentages en anden god gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar