Men hvorfor lige pludselig så stævnetræt? Måske har jeg været lidt rigeligt afsted til stævner. Måske er det nogen gange for meget at ræse rundt med to hunde, som ofte skal løbe samtidig i hver sin ring. Nogle stævner er værre end andre på det punkt.
Grundet min ansøgning til landsholdet var der også et par stævner/weekender, som jeg også lige måtte sætte ekstra i kalenderen. Jeg var 5 dage i Holland for at være med til WAO. Super oplevelse! Alt i alt, så har jeg haft mange gode agilityoplevelser. Jeg har egentlig også nået de få målsætninger, som jeg havde for sæsonen, men jeg har også været meget afsted, og det er måske derfor jeg er lidt mat i koderne lige nu.
De her to kan holde mig igang til stævnerne |
Lørdag var der til gengæld lækkert sommervejr. Ikke helt hvad vejrudsigten havde stillet os i udsigt, men det var da rigtig lækkert med godt vejr. Jeg ræsede i pendulfart mellem de to ringe, hvor det ene løb afløste det andet. Det er til tider lettere stressende at løbe med to hunde i hver sin klasse og hver sin størrelse. Jeg håber dog, at det hjælper lidt, når de begge er i klasse 3. Set ud fra hvor hektisk det er at løbe med Ninja og MicMic til de samme stævner, så har jeg da slet slet ikke travlt med at komme igang med Fuji til stævnerne. Kan slet ikke se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre at løbe med hende også.
Ninja Foto: TDK Foto |
Jeg synes ikke, at jeg har for vane at lægge mig ud med folk til stævnerne. Jeg værdsætter faktisk, at folk vil bruge deres fritid på at være hjælpere, dommere osv til stævnerne. Uden dem kunne stævnerne ikke afvikles. Derfor forsøger jeg også i alt mit stress og jag at opføre mig pænt og ydmygt overfor hjælperne. Husker at sige tak, når de yder mig fleksibilitet, række hånden i vejret, når de siger mit navn for informere folk om startrækkefølgen eller "overdrage" mig til dommersekretæren. Hvis jeg kommer til at opføre mig mindre hensigtsmæssigt, så er jeg ikke for "fin" til at stikke en undskyldning og en evt. forklaring. Jeg ved, at jeg er en af de personer, som let kan blive "stævnestresset" og komme op og køre. Jeg ER konkurrencemenneske, og jeg forsøger at være fokuseret på det løb/den bane, som er foran mig. Jeg er heldigvis blevet meget bedre til at tøjle det, og mener, at det hverken skal gå ud over hjælpere, konkurrenter eller hundene. Der kan ske mange mærkelige ting, når man propper 100 konkurrencemennesker sammen på et lille område, men alle bør behandle hinanden med respekt (som de fleste agilityfolk da også gør).
Overvejende sol over stævnearealerne, dog med få mørke skyer.... |
Sommeraften på campingarealet. Vi var kun to campister, så der var masser af plads |
Inden jeg havde set mig om, havde jeg købt for kr. 200 lodder i det amerikanske lotteri. Men jeg vandt også mange lækre ting: 2 fribilletter til Ree Park, 2 fribilletter til Fregatten Jylland, Weber køletaske, rygsæk, håndklæde, sportstaske, gavekort til MacDonalds, en pose lækker the, to drikkedunke. Det var da nogle meget heldige lodder, jeg fik fisket op af bowlen.
Jeg fik også løbet 5 førstepladser hjem ud af mine 8 gennemløb. Ninja vandt spring åben lørdag og agility 3 søndag. MicMic vandt spring 1, agility 1 og spring åben om lørdagen, og så var jeg oppe til et par sekundære placeringer også. Præmiebordet var så mest foder, men jeg fik også et par spande godbidder fra Maxi Zoo og noget kosttilskud. Det kan godt være lidt svært, når præmiebordet rummer så meget foder, når man har et "fast forhold" til et bestemt fodermærke. Men heldigvis kan jeg afsætte foderet på anden vis, så præmierne går nu ikke til spilde. Uanset hvad, så var der mange flotte præmier, takket være et stort sponsorarbejde.
Sikke en præmiehøst!! vundet på held og dygtighed i en blanding |
Da jeg kørte hjem fra stævnet sidste weekend, så var det med en følelse af, at jeg nu gik på en tiltrængt stævneferie. Gudskelov havde jeg ikke meldt mig til Dania Cup. Da der fredag begyndte at tikke statusopdateringer ind på facebook fra agilityvenner, der var ved at gøre klar til at køre mod Sjælland, så blev jeg næsten helt stresset ved tanken om, hvordan det ville have været, hvis jeg også lige skulle pakke til en uge derovre. Henrik havde ellers inden tilmeldingsfristen sagt, at hvis jeg havde lyst til at tage afsted, så skulle jeg da endelig gøre det. Det var jo rart nok med den tilkendegivelse, selvom jeg altså ikke greb opfordringen. Det er mange fede ting ved at tage til ugestævner, men i år er jeg mæt. Havde jeg været til Dania Cup, så havde jeg helt sikkert hygget mig med det, men nu hvor jeg ikke er med, så følger jeg med på sidelinjen via Facebook, men jeg er ikke det fjerneste misundelig.
Når jeg føler sådan lige nu, så det er jo heldigt nok, at hele sommeren ikke er spækket med hund og stævner. Faktisk er der nærmest ingen sommerplaner, og jeg tror det er første gang, at der faktisk ikke er eller bliver en hundeplan i ferien. Vores sommerferie ligger HELT åben, men vi finder da nok ud af noget at bruge ferien på. Jeg kan i hvert fald altid ryste nogle gode ideer ud af ærmet. Måske en tur med campingvognen i DK, måske en tur til Tjekkiet eller Østrig, måske svinge en malerpensel, måske rykke græsplænen lidt i stykker, så den kan blive til en bedre agilitybane.... Ja, der er da muligheder nok.
Nu vil jeg bare holde et lille stævnebreak, inden efterårsæsonen pludselig er der. Så er vi nok klar igen i løbet af august, når vi (læs: jeg) lige har trukket vejret. Imens kan jeg hygge sammen med min dejlige familie. Det nyder jeg også.
Hele familien igang med praktiske opgaver |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar