Hygge uden småbørn

For Henrik og jeg er denne uge arbejdsuge, men for Silas er det ferie. Dagplejen har ferielukket og på mandag starter han i børnehaven.
Derfor er Silas på ferie hos mine forældre og bliver forkælet med flødeboller og is på de underligste tidspunkter. Lige præcis som det skal være, når man er på ferie hos sine bedsteforældre.

Så vi skal da ikke sidde på vores flade i sofaen og kigge ud i luften, når Silas hygger sig nordpå. Så er det da med at gøre nogle af ting sammen, som måske ikke lige ville være Silas´ førstevalg. Så vi havde talt om, at vi skulle tage ud at spise sammen en af de aftener, hvor Silas var på ferie.

På jobbet i dag fik jeg den idé, at vi kunne tage på Trapholt i Kolding. Jeg har aldrig været der før, men fandt ud af, at de havde åbnet til kl 20 hver onsdag og cafeen om onsdagen serverede en grillbuffet med div kød og salater.

Trapholt - Skøn terasse med udsigt

Udsigt fra Trapholt over fjorden
Jeg: Hvad er mon det, der ligger derovre
Tobias: Det er dyrt!
Det tror jeg, at han har meget ret i. De teenagere er ikke så nemme at narre.

Det var en fantastisk aften til sådan et arrangement, for vi kunne sidde og nyde en af de sjældne sommeraftener med udsigt ud over fjorden. Efter maden tog vi en lille rundtur på Trapholt og så nogle af udstillingerne.

Synsbedrag... Lille Tobias på stolen og kæmpe Henrik!

Smart hat - ikk?

Det var lidt sjovt at køre afsted mod Trapholt uden at have fortalt Tobias og Henrik, hvad planen var. Jeg havde kun sagt, at vi skulle have både kulturelle og gastronomiske oplevelser. Tobias er lige så dårlig, som jeg til at blive "bortført" og gættede i et væk på destinationen. Men han gættede aldrig hvad planen var.

Logik for småbørn

Bagsædesamtale mellem Silas (2 år - meget tæt på 3) og Tobias (16 år):

Tobias siddende med en af Silas´ tegninger: Hvad er det, du har tegnet?
Silas: Farver
Tobias: Hvad er det, du har tegnet med farverne?
Silas: På papir.....

Lykken er din......

... hvis du vil have den.

Lykke er en underlig størrelse. Danskerne er efter sigende verdens mest lykkelige folk, men jeg synes, at jeg oplever mange, der higer efter en evig lykke, og giver udtryk for alt andet end tilfredshed med deres liv. Det er som om, mange siger, hvis bare.....

• jeg blev skilt og var fri
• vi vandt i Lotto
• vi kunne komme ud at rejse
• vi fik den nye flotte sofagruppe
• alle i familien havde deres egen bærbare eller IPad

Eller hvad udsagnene nu kan være....  Store eller små. Men ville det være en lykke? Næhh, jeg tror sjældent, at ovenstående ville bringe mere lykke. Jeg tror, at lykken handler om at finde roen i sig selv og finde ud af, hvad ens værdier er. Man skal holde op med at hige efter alt det, som man ikke har, og værdsætte det, som man har.

Lykkefølelsen kan være sådan lidt op og ned. Nogle dage føler man sig så lykkelig, at det er lige før man sprudler over. Jeg var meget forundret over, at mærke denne sprudlende lykkefølelse en dag midt i Silas´ kemoforløb. Selvom det nu er et par år siden, så husker jeg stadig min forundring over at have en stor lykkefølelse på netop det tidspunkt, hvor jeg måske burde være allermest ulykkelig og fortvivlet.

Det hele var stadig relativt nyt for os. Silas har vel været 5 måneder gammel og to måneder forinden, havde han fået diagnosen Langerhans Celle Histiocytose og en prognose på 50% for overlevelse, og jeg fattede ikke, at jeg kunne stå der midt i min angst og føle mig så fandens lykkelig..... Det var faktisk lidt af en øjen-åbner for mig og min opfattelse af lykke.

Siden har jeg dog observeret, at mange af de forældre med kritisk syge børn, som jeg har lært at kende gennem de sidste par år, ganske ofte udtrykker en stor lykkefølelse og ikke mindst taknemmelighed for de små ting i livet. For nogen af disse forældre skal der desværre nærmest mirakler til, hvis deres børn skal overleve (men miraklernes tid er ikke forbi), men det forhindrer dem ikke i at føle sig lykkelige, og det synes jeg på en eller anden måde er meget interessant.

Især hvis jeg kigger mig omkring, og mine øjne falder på personer eller familier, hvor tingene ser ud til at gå lidt ligesom en leg, men samtidig oplever at samme personer beklager sig i ét væk over småting og er utilfredse og kede af (i mine øjne) mindre betydningsfulde ting.

Jeg føler mig overbevist om, at lykken ligger foran ens fødder, hvis man bare vil være lykkelig og tilfreds i sit liv.

Fedt at prøve noget nyt

Vi er lige vendt hjem fra Dansk Hundeferie. Jeg deltog også sidste år, og det var rigtig hyggeligt. Ikke ambitiøst eller træningsmæssigt overdrevent seriøst (jeg kan ellers godt lide seriøs træning), men meget nede og på jorden og ferie med hygge og helt-nede-på-jorden-hundesnak. Ikke mindst var der tid og overskud til familien og campingferie. En skøn forening for mig.

Fællesspisning på campingpladsen

Den store grill var i brug

Samtidig synes jeg, at hundeferien holdes på en rigtig dejlig campingplads (Nymindegab Familie Camping), hvor der er fri adgang til et skønt vandland, hvor vandet er opvarmet til 27 grader (Teenageren og hans bedste ven, som var med lignede runkne rosiner) Gratis varmt vand i bruserne og ved opvask (hvilket ikke er en selvfølge). Men den fantastiske natur rundt om campingpladsen var noget af det mest interessant synes jeg. Pladsen ligger op Blåbjerg Plantage, og der var en fin ugenert vej ned til Nymindegab Strand (ca. 2 km). Faktisk lå der også tæt derpå en hundeskov, men de som kender mig ved, at jeg hader hundeskove, så det trækker ikke opad i min personlige vurdering.

Sidste år var jeg på klikkerholdet med Ninja. Det var ganske interessant, men som sådan ikke nyt for mig. I år ville jeg prøve noget helt nyt og meldte mig til spor/eftersøgning. Holdet havde vist mange navne, men det hele handlede om at bruge næsen.

Jeg har aldrig lavet det, der ligner søge-/sporarbejde med Ninja, og har ikke gået spor i 15 år eller noget i den stil. Vi havde fået lov til at bruge den skønne plantage til at lave næsearbejdet i.

Vi startede med at være sammen to og to på holdet. Den ene af os bandt hunden af ved vores fælles base, og så gik vi sammen ud i plantagen, hvor den "hundeløse" gik ca 100-200 skridt ud af stien/vejen og derefter gemte sig lidt inde i krattet. Derefter skulle den anden hundeejer + hund finde "den gemte person" ved hjælp af den fært, som man afsætter. Gradvist gjorde vi det så sværere og sværere.

Ninja - næsen er ikke kun til pynt

Ninja imponerede mig helt vildt på andendagen, hvor Anette Thøgersen var figurant ("den gemte person") for mig. Ninja nærmest pløjede skovstien op for at komme afsted og finde Anette. Hun trak som var hun en slædehund. Vældig fascinerende og især, når hun kom til at gå forbi stedet, hvor Anette var gået væk fra stien, og man kunne se, at færten var "væk". Så var det bare tilbage på sporet og finde Anette og hendes lækre godbidder.

Vi arbejdede også lidt med runderinger. Ninja ville ikke gø af figuranten, men det er også ok for mig. Jeg værdsætter, at hun er lydløs i det daglige.  Men hun synes, at det var sjovt at skulle løbe ud til figuranten, men ville da gerne lige løbe retur til mig for at sikre sig, at jeg også kom med. Så hun forstod ikke øvelsen helt, men pyt. Hun havde det sjovt!

Vi lavede også felt-søg. Det har vi heller aldrig rigtig prøvet. Det var hun faktisk ret hurtig til at fange. Dog kneb det lidt med at finde mere end en genstand i feltet. Den første gik ret fint, men nr to var svær for hende. Jeg tror, at hun tænkte, at hun jo havde fundet genstanden, og så var der vel ikke mere at lede efter. Feltsøg er en sjov og nem måde at aktivere sin hund på, og tænk sig, at jeg havde glemt denne fantastiske øvelse fra mine yngre hundedage. Bedst af alt, så er det jo også en øvelse, hvor Silas kan være med til gemme genstandene. Den ene dag, hvor jeg havde ham med i skoven, stod han næsten og hulkede af grin over Ninja, der snusede rundt i krattet. Nogen gange kan man undres over, hvad de små størrelser morer sig over.

Ninja og Silas holder pause

Jeg håber, at lysten til at lege lidt videre med dette næsearbejde hænger ved, for det var rigtig interessant og en dejlig måde at supplere mit sædvanlige hundearbejde.

Det har vi ikke råd til......

Hvor tit har du hørt den sætning - og hvor tit har du måske ikke selv brugt den?

Jeg tænker, at de fleste kan få råd til de ting, som de gerne vil, hvis de virkelig gerne vil. Naturligvis indenfor rimelighedens grænser, så et slot eller noget i den stil er ikke noget af det, som jeg hentyder til i dette indlæg, og der findes også folk, som desværre har så få midler, at det er meget svært at flytte ret meget rundt for dem, og hvor de bare må prioritere at få et usselt tag over hovedet og lidt mad i halsen - og ingen kigger misundeligt efter hverken deres kostplan eller deres bolig.

Men for størstedelen af den danske befolkning, så kan de prioritere sig ud af mange ting, hvis der er noget, som de virkelig gerne vil.

Når jeg hører folk sige, at de ikke har råd til dit og dat så tænker jeg ofte på denne lille episode, der udspillede sig i min mødregruppe.

Vi var i mødregruppen fire piger, og vi havde aftalt at mødes hjemme hos mig den efterfølgende torsdag. Jeg havde i skyndingen glemt, at denne torsdag ikke var så heldig for mig, da vi hver anden torsdag fik gjort rent. Jeg var lidt beklemt ved at skulle sige, at det ikke kunne blive hos os og måske mest af alt også hvorfor. Til sidst måtte jeg forklare årsagen, da de ikke lige kunne forstå, hvorfor jeg godt kunne deltage men ikke lægge hus til den torsdag. De tre piger reagerede også med et udtryk, der lignede en blanding mellem forargelse og misundelse og sagde nærmest i kor: "Hold da op! Har I da råd til det?? Det har vi godt nok ikke råd til!"

Jeg var næsten lidt flov, indtil jeg kom hjem og kom til at sammenligne min lille familie op mod de tre andre familier og forskellene i vores prioriteringer, som var åbenlyse for enhver.

To af familierne bor i nybyggede huse. De tre familier havde alle stationscars i den lidt større familieklasse. Ikke noget med at "nøjes" med en 307´er eller en Golf. Kan også huske, at den af mødrene fortalte, hvor dyrt deres fjernsyn havde været, for kun det bedste var godt nok for hendes kæreste (om jeg så adderede alle de fjernsyn, som jeg gennem hele livet kommer til at købe, så ville jeg vist ikke komme i nærheden af prisen for deres ene fjernsyn). Eller den far, der havde været ude at købe alle møbler til lillemanden - alt i spritnyt Leander.

Hjemme hos os gider ikke at bruge alle vores penge på bolig, og vi går ikke op i biler. Fjernsyn ser vi næsten ikke, og vi kunne da uden besvær nøjes med at ofre kr. 4.000 på vores fladskærm, for det er ikke vigtig for os. Men der er ingen tvivl om, at de andre tre familier kunne få gjort rent i uendelig mange timer, hvis de prioriterede på samme måde.

Jeg siger ikke, at vores prioritering er mere rigtig end deres, men jeg konstaterer bare, at det er forskelligt, hvad der har værdi for folk, og at det meget sjældent holder vand, når man siger, at man ikke "har råd". Man har råd, hvis man brænder nok for det. Langt hen af vejen, så vælger vi selv, hvad vi vil have råd til.

Mere Nutella og chips, sagde lægen

I mandags var vi til kontrol på Skejby med Silas. Hver måned er han inde til kontrol, hvor de måler og vejer ham. Derudover laver de et sug af slimet i hans lunger for at tjekke, om der er bakterier i. Hvis der er, påbegyndes en antibiotikakur - han er ca. på antibiotikakur 40% af tiden. Nogen gange pga svaret fra suget andre gange pga symptomer, som f.eks kraftig og tiltagende hoste.

Kontrolbesøget afsluttes altid med en kort konsultation med en Cystisk Fibrose-læge, hvor vi taler om så spændende ting som f.eks hoste, kost og afføring, hvorefter lungerne lyttes efter for mislyde.

Lækkert med en fed soft-ice
(det er dog ikke altid Silas kan "lide" is)

I mandags kiggede vi på Silas´ kurve. Han ligger jo noget under gennemsnittet med sine 88 cm og 12 kg. Han er i dag 2 år og 11 måneder. Højdemæssigt ligger han to trin under gennemsnittet og på vægten 1½ trin under gennemsnittet. Lægen forklarede os, at hvis vi kunne få ham endnu tættere på gennemsnittet på vægten, så kunne det måske også rykke på hans højde-kurve. Så lægen "ordinerede" masser af kalorier.

Flødeboller er dog altid guf!

Det kan godt synes lidt svært, var min første indskydelse, for Silas er meget kræsen, men kan dog godt lide mange mindre sunde og ret fede ting (sidstnævnte er fint nok, for CF-patienter kan ikke selv spalte fedt i kosten, og selv med enzymer tilsat måltiderne, så er der stadig et "spild"), og vi syntes ellers umiddelbart ikke, at vi ville give efter for Silas´ ønske om (flere) nutella madder, chips og TUC-kiks. Når vi kigger på ham i dag, så ser vi ikke længere en afpillet lille dreng, men i vores øjne ser han sund ud. Så vi synes dermed også godt, at vi kunne tillade os at stille krav til, hvad han spiser i et eller omfang indenfor det repertoire, han altså gider at spise (hvilket desværre er snævert). Lægen havde dog en anden opfattelse af det. Vi skulle ikke være så bekymret for, om han fik korrekt kost (sådan efter de normale kostanbefalinger), for han er dækket ind via sine ekstra vitamintilskud. Så vi skulle endelig bare lade ham æde chips, nutella og Tuc-kiks. Masser af fed mad. Hvor mange børn vil ikke misunde denne "diæt"?

Nu kommer Teenageren hjem...

Skoleåret er slut. Det var første år på Rydhave Slots Ungdomsskole for Tobias. Fredag kørte jeg op til efterskolen for at deltage i afslutningen og for at hente alle hans ting.

Tobias får overrakt sit afgangsbevis

Det bliver helt mærkeligt, at have ham hjemme igen. Jeg glæder mig til alle hans dejlige teenage-livsbetragtninger og hans underlige og sjove kommentarer.

Så langt øjet rakte i alle retninger holdt der pakkede biler

Han giver så meget livsenergi, selvom man somme tider kan få helt lyst til at ruske sådan en teenager i nakken, fordi den "slags" bare nogen gange har en meget alternativ vej til at nå frem til "fornuften". Som om det mest er af princip, at de ikke vil forstå.

Tobias er en sand mester i at hygge og lave lækre specialiteter til os om aftenen. Jeg håber virkelig, at vi får en rigtig dejlig sommer sammen hele familien, inden han igen drager afsted til Rydhave for at tage 10. kl. og vi alle igen skal undvære ham i et år.

Der skrives i mindebøger.
Jeg er sikker på, at denne bog er guld værd for dem bagefter.

Efter at have skrevet dette indlæg, så vil jeg starte bilen og køre op til Tobias´ svigerforældre for at hente min teenager hjem til en dejlig lang sommerferie. Nu får jeg nok at se, om det passer, hvad alle forældre siger. De fortæller alle, at det er nogle nye unge mennesker, der kommer hjem fra et efterskole-ophold......

En dejlig afslappende lørdag....

Vågnede kl 07.30 og lå og gassede i sengen til ved 8-tiden. Så var det op og igang med div. morgenrutiner. Klokken 10 var vi klar til at køre ind til byen, hvor vi havde aftalt at spise brunch, for det er bare så sjældent, at vi gør det. Når vi nu var inde i storbyen, så var der også lige et par andre ærinder.


Klokken 12.30 var vi hjemme igen, og så pakkede jeg lidt materialer til at lave kort af og kørte de ca. 15 km til Årøsund for at tage den lille færge til Årø, hvor jeg mødtes med en håndfuld scrappiger, der var taget på scrapweekend i et sommerhus på øen. Jeg fik lige lov at aflægge denne "loge" et eftermiddagsbesøg, hvor jeg fik lavet lidt kort, gået tur og hygget mig.

En lille hyggesludder på stranden

Retur med færgen kl 18.15 og så hjem og lave roastbeef med avocado-kartoffelsalat (det var bare en lækker kartoffelsalat - mums). Efter maden var det badetid for Silas, som bare var i superhumør og efter badet speedede rundt og "fjolledansede" til tonerne fra Dûne, mens han hvinede af fryd. Klokken 21.30 besluttede jeg, at det var sengetid for ham. Ikke fordi han var træt - bare fordi klokken var mange for en purk på knap 3 år. Jeg tror ikke, at han var enig, for kl 23 sov han stadig ikke.

Efter fjolledansen var jeg vist også varmet lidt op og skiftede til løbetøj og løb min lille tur på 2,4 km (ikke så langt, men bedre en 2,4 timer i sofaen). Ninja var med, så da vi kom tilbage var vi vel begge varme, så hvorfor ikke fortsætte med lidt agility i haven...??

Så blev kl 22.30 og resten af dagen står vist bare rundtur i blogland, facebook og så et varmt bad, før dynen kalder. Jeg synes, det har været en perfekt dag - og for mig ret afslappende. Ved godt, at der sidder et par stykker, som måske ikke helt kan få øje på det........

Kingsmoor Cup 2011

Traditionen tro afholdt vi i Ribe Hundevenner et tredages agilitystævne i pinsen. Det blev vores største stævne nogensinde med over 200 tilmeldte hunde. Der var lidt over 70, der overnattede på pladsen, og mere end 100 personer havde bestilt mad til et eller flere af måltiderne. Det var ret vildt og en total umulighed at gennemføre sådan et stævne uden hjælpende hænder fra folk udefra.

Desuden havde der i uge 23 været agilitykursus i klubben, så mange hænder havde været i gang i klubben hele ugen. Min uge behøvede ikke et ugekursus for at være travl og stressende. Jeg havde dog af andre årsager meldt fra i år, hvilket vist også var meget godt, for jeg var temmelig ophængt i sidste uge med arbejdet, og det havde umiddelbart været fuldstændig umuligt at holde fri.

Fredag måtte jeg dog tvinge mig selv til at pakke arbejdet sammen og køre vestpå for at hente Tobias, der var hjemme fra efterskole. Han kom med toget og derefter kørte vi ud på stævnepladsen.

Jeg skulle selv deltage ved stævnet med Echo. Lørdag gjorde han det super godt. Han løb fejlfrit i tre af sine 4 løb. Han vandt Agilityklasse 1 med 8 sekunder, blev nr. 5 i Agility Åben og i Spring 3 rev han desværre næstsidste spring, hvilket var rigtig ærgerligt, da han ellers havde vundet et certifikat. Meget flot præstation af Echo-drengen, der jo ikke får skyggen af agilitytræning i det daglige. Men "aflastningsfamilien" holder ham godt i gang med leg og lange gåture, så det er ikke fordi jeg tager en fed sofahund og hiver den rundt på banen.

Selvom man ikke er sofahund, så kan man godt blive rigtig træt efter sådan et stævne...
Her ligger Echo helt "smeltet" efter stævnet

Søndag løb han også et pænt løb i Spring Åben, hvilket gav en DM-kvalifikation, så nu mangler vi "bare" en enkelt i agility for at kvalificere os til DM. I den anledning har jeg tilmeldt mig DKK stævnet i Vejen i den sidste weekend i juli.

Hans stabile indsats i de åbne klasser gav os faktisk også en plads i finalen. Dog gjorde jeg mig heller ikke de store forhåbninger om at kunne vinde finalen, da Echo ikke er den allerhurtigste hund. Det havde så ikke behøvet at være en hindring, for i mellemklassen skulle man "bare" løbe fejlfrit for at vinde, da finalen blev vundet med fejl. Echo blev desværre disket, da han løb mellem hjul og ramme, så han kunne slet ikke komme i betragtning. Men jeg var meget tilfreds med hans indsats til stævnet.

Tilskuerne sad tæt til finalen

Tillykke til vinderne af finalen, der hver vandt et gavekort på kr. 2.000 til Kingsmoor foder.
I lille klasse var det Susanne Prier med Unique. Susanne løb med 30% af hundene i finalen for små hunde, så hun havde virkelig nogle kort på hånden der. Det kneb vist lidt med vejret i forvejen for hende og det blev da ikke bedre af, at hun skulle løbe med tre hunde indenfor ganske kort tid.

I mellem klassen vandt Marianne Blom Larsen med Zippo finalen. Underligt at mellemhundene fik fejl i lange baner, for finalebanen var faktisk rigtig god og fair og spændende på den gode måde.

I stor klasse vandt Sarah Lorentzen med Succes, og Sarah besatte også 2. pladsen med Succes´(og for den sags skyld også min egen Ninjas) mor, Simic. Det er da ganske imponerende synes jeg.

Vinderne af Kingsmoor Cup 2011

Jeg var alene afsted til stævnet sammen med Silas og alle hundene, for Henrik var meget ophængt af en programmeringsopgave, der skulle være klar til test tirsdag morgen. Tobias var godt nok på pladsen, men han boede i telt sammen med sin gode ven, men var faktisk rigtig sød til at give en hånd i klubben.

Først og fremmest skulle jeg tage mig af Silas og hans basale behov, så skulle jeg gerne hjælpe til i klubben. Som stævnet skred frem viste det sig, at Silas havde raget en fæl gang øjenbetændelse til sig, hvilket nok forklarede, at han til tider var lidt pylret. Til aller sidst kom mine egne hunde, som næsten gik for lud og koldt vand. Puha hvor kan man få dårlig samvittighed overfor alle; Silas, klubkammeraterne og hundene. Så jeg har virkelig nydt at stævnet var overstået og at være hjemme igen og have bedre tid til familien og hundene.

Men det er dejligt at læse de mange positive tilbagemeldinger på diverse blogs og på Facebook.

For travlt til blog!!

Det lyder måske også lidt mærkeligt at have for travlt til at blogge, især når man fra onsdag til søndag i sidste uge var campingferie. Og nu lige har overstået en "pinseferie". Men nogen gange er det bare ikke det samme som, at man har god tid. For sidste onsdag - aftenen før vi tog til Jesperhus Resort, valgte min pc at stille træskoene, så jeg havde ikke nogen pc med på ferien, men nassede Henriks i et par timer på ferien (men ikke for at blogge)

Silas foran Flaghøjen i Jesperhus Blomsterpark

Selvom vi var på ferie i Kr.Himmelfartsferien, så synes jeg nu ikke at der var ret meget afslapning over de 5 dage på camping. Vi fejrede Tobias´ 16 års fødselsdag på campingpladsen. Vi fandt derved ud af, at man sagtens kunne være 15 personer i forteltet.

Ferien i Jesperhus bød også på et par smut op i Blomsterparken, som Silas i den grad elskede i år. Ikke pga blomsterne, men pga aktiviteterne. Han taler stadig meget om toget, der kørte rundt i parken og på campingpladsen. Vejret var mere end fantastisk. Flot solskin og total blå himmel og temperaturer på den anden side af 20 grader alle dage.

Kollektiv middagslur i indhegningen foran forteltet

Vi to hjem om søndagen, selvom vi faktisk havde købt en pakke, der gjaldt fra onsdag til mandag, men da min chef havde indkaldt til to dages salgsmøde mandag morgen kl 9 - vel at mærke i Birkerød, så var det bare med at komme hjem og få pakket ud og pakket noget af det sammen igen, så jeg kunne ile videre tidligt mandag morgen.
De to dage i Birkerød var spændende, men jeg havde meget svært ved at sidde stille på stolen og i det hele taget koncentrere mig. Jeg havde for et par uger siden fået besked fra en større jysk kommune om, at de ville indgå en aftale med mig (eller firmaet måske snarere), men når man arbejder med offentlige udbud, som jeg jo gør, så er der en standstill-periode, hvor de andre tilbudsgiverer kan gøre indsigelser. Først når den er udløbet, må man underskrive aftalen, og de dage var ganske opslidende for mig, da jeg en gang tidligere har måttet se en stor ordre forsvinde efter en konkurrents indsigelser, men det skal jeg nok lade være med at trætte bloglæserne med, men brændt barn skyr som bekendt ilden....

Men nu er aftalen i hus og en kæmpestor arbejdsbyrde er allerede igang. Efter at have holdt møde med kunden i onsdags er 2-do listen blevet alen lang! Så det var faktisk ganske svært at gå på weekend fredag, men det var en stor nødvendighed, da vi i Ribe Hundevenner skulle afvikle et ret stort agilitystævne med ca. 200 deltagende hunde. Så enhver kan jo nok regne ud, at de sidste tre dage heller ikke har budt på afslapning (mere om stævnet i næste indlæg).