Fionia Cup

Åh Gud, hvor er jeg langt bag ud med at blogge. Det er bare fordi, jeg nu har holdt 5 ugers ferie/orlov, og så har der slet ikke været tid til at blogge, men måske får jeg indhentet lidt af det.

I hvert fald kan jeg starte med sidste uges aktivitet, som var det store internationale agilitystævne på Fyn, Fionia Cup. Der var deltagere fra nær og fjern. De fjerneste kroge var nok Japan og USA. Men der var naturligvis også mange agilityvenner fra DK.

 



Foto: Åsa Eriksson

 Jeg kunne vel skrive et vildt langt indlæg om stævnet, men vil forsøge at fatte mig lidt i korthed, og allervigtigst rose komiteen bag Cuppen (samt alle de flittige hjælpere) for et godt stævne, som virkelig var professionelt organiseret. Selve stævnet klappede perfekt, og jeg kan vist kun komme i tanke om et par skønhedsfejl: Hyppigt strømsvigt på den ene af de tre campingområder (dog ikke, der hvor vi lå), manglede toiletpapir på toiletterne flere aftener og en lidt stemningsforladt finale, som virkelig manglede en speaker med engagement, som også kunne fortælle lidt om de ekvipager, der løb i finalen. Men men det er jo bare små skønhedsfejl, og intet andet.

Et kig ud over stævnearealet

Omvendt vil jeg da også gerne fremhæve nogle rigtig fede ting ved stævnet. Først og fremmest vejret. Det var fantastisk vejr hele ugen!! Godt nok ikke rigtig noget, som man kan rose komiteen for... Jeg synes også, at det var en god idé at udlevere færdigtrykte og -monterede nummerskilte, som jeg antager gjorde det nemmere for hjælperne at identificere den enkelte ekvipage, når skiltene var ens udformet. Skiltene kunne også fungere som en lille souvenir, hvis man er til det. Jeg var også ganske vild med stedet, hvor stævnet blev afholdt. Det var så bynært og alligevel med masser af plads til hundene og vores aktiviteter. De lokale kiggede også nysgerrigt forbi.

Ninja ser agility
(Foto: Tina Hindsgaul)

Jeg startede stævnet med et rigtig dejligt AG2 løb, hvor vi blev nr. 2 ud af 54 hunde, og dermed sikrede vi os også oprykning til AG3, hvilket som sidstegevinst betød, at alle mine løb resten af ugen lå på den anden side af middag, hvilket var meget belejligt for mig, da vi jo havde Silas med, men da Henrik havde meldt sig som hjælper (hvilket jeg bifaldt), så var jeg alene om, at få Silas gjort klar om morgenen.

Foto: Tina Hindsgaul

Ud over de åbne klasser, så havde jeg klasse 3 banerne at prøve kræfter med, og der var mange nye og svære ting for os. Det er også som om, at sværhedsgraden lige får et nyk opad, når der er ugestævner. Men jeg synes, at vi lavede nogle rigtig pæne ting, selvom det måske ikke var så let at se på resultaterne. Vores bedste placering i klasse 3 var en 3. plads i SP3, hvor der var omkring 90 hunde. Hendes tider på de baner, hvor der f.eks bare var en nedrivning, lå også indenfor cert-rækkevidde, så jeg har kun grund til at være tilfreds.

Må jeg præsentere....

Min lille nye sheltiepige.

 

En del af jer har allerede set mig sammen med hende til agilitystævner, da hun har været hos mig en måneds tid nu. Tusind tak til Vivi Kræmer for at vise mig den store tillid at "låne" hende med hjem på prøve.

Efter at jeg egentlig havde afskrevet muligheden for at få sheltie igen, så dukkede muligheden for at tjekke en 6 månders hvalp ud og se, om vi var det rette match. Sådan en chance får man ikke særlig tit. 

Der er nemlig et par ting, som har gjort mig forbeholden overfor at få en sheltie igen. Først og fremmest har jeg observeret, at Ninjas øjne plirrer rundt i hovedet på hende, når små hunde gør. Og ja, sheltien er en latent gø-maskine. Jeg kan også bedst lide små sheltier. Jeg synes, at deres charme daler, når de runder 38 cm. Så jeg ville jo helst have en sheltie, der var lille og ikke specielt gøende. Det er jo svært at spå om, når de er 8 uger. Derfor havde jeg faktisk opgivet, indtil jeg blev spurgt om jeg ikke kendte nogen, som manglede en sheltie tæve på ½ år, der gerne ville arbejde. Og da jeg fik at vide, at den pt kun måler 33 cm og i øvrigt ikke rigtig gør, så blev jeg da meget interesseret.

Tror hun er halvt retriever...

Det er ingen hemmelighed, at jeg savner Diva, men jeg ved også godt, at jeg ikke får en ny Diva, men jeg nyder allerede at have den der lille handy 5-6 kgs hund, som jeg kan sidde og nusse i armene.

Herhjemme leger hun meget med Ninja. De to hygger sig helt vildt sammen og bedst af alt, så løber de lydløst rundt, når de leger. Hun er glad, energisk og meget imødekommende sheltie - især når hun føler sig tryg. Det har været lidt omvæltende for hende at blive slæbt rundt til div. stævner mv.

Ninja og sheltiepigen trækker...

Kan hun så arbejde? Ja, det tror jeg bestemt nok, at hun kan. Hun er da allerede blevet godt tændt på agility, bare ved at være tilskuer, men jeg har ikke lavet så meget med hende endnu, men jeg synes, det virker meget lovende. Så vi må se, hvad vi kan drive det til.

Med sig hjemmefra fik hun i øvrigt kaldenavnet Micro, men jeg er ikke så gode venner med "cr-lyden" og forsøger at omdøbe hende til Miko, men det er faktisk ret svært, når man har kaldt hende Micro i mere end en måned, så vi må se, hvad hun ender med at hedde.

Still going strong

Selvom man er en ældre herre, der i dag bliver 15 år, så er man alligevel en frisk og glad hund. Jeg er utrolig glad og taknemmelig for stadig at have min gamle dreng hos mig. Jeg er Charlies et og alt, og han kan være en pine for min familie, når jeg ikke er hjemme. Hvis han er det "mood", hvor han synes, at han mangler mig, så piber og klager han, men det har han nu gjort hele livet.

I fuld firspring

Charlie er stort set døv. Jeg kan som regel komme i kontakt med ham ved at slå i gulvet med en flad hånd eller klappe. Hvis det følges op med håndtegnet for "kom", så smiler han nærmest og løber hen til mig.

Han er heller ikke for gammel til leg, og kan da stadig også finde på selv at invitere til en leg. Det synes jeg er ret imponerende.

Leg på græsplænen

Da Ninja var i løbetid for nylig, var han da også ret elektrisk og løb rundt efter hende i haven, mens han prustede og stønnede.

Men Charlie er også den ældre herre, der nogen gange går lidt i stå og står som en saltstøtte på den samme plet i mange minutter. Måske har han glemt, hvad det var, han skulle. Han sover også en del, men han er en rigtig glad hund, der nysgerrigt følger med i, hvad der foregår - når han altså er vågen.

Kært barn har mange navne.
Ham her bliver også kaldet "Nissen"

Lige nu er der heldigvis ingen tegn på, at Charlie er ved at "tjekke ud.

Alle billeder i dette indlæg er i øvrigt fra i går aftes. Ikke de bedste, men dugfriske...

Skarrildhus

I mit job har jeg lært, at det markedsføringsmæssigt kan være af stor betydning, at man har en historie at fortælle. Jeg har længe vidst, at det var sandt, men forrige weekends hyggelige kæresteophold bekræftede blot dette endnu en gang.  

 

 

I vinters var jeg til et seminar om cirkulær økonomi, hvor der var fokus på bæredygtighed og genanvendelse. Dette seminar blev afholdt på Skarrildhus i det midtjyske. Hoteldirektøren fik inden frokosten ordet og fortalte om Skarrildhus´ arbejde med bæredygtighed. F.eks laves maden kun af årstidens råvarer og helst lokale råvarer. Skarrildhus ligger midt i skov og hedelandskab og har sin egen flotte rododendron park. Inden arrangementet var overstået vidste jeg, at her skulle jeg hen igen. Jeg ville faktisk gerne dele oplevelsen med Henrik og ikke mindst var maden også lækker og anderledes.

 

Lidt fra parken

 

Tænk sig at være så heldig, at jeg få uger efter opdagede en sweetdeal, hvor man kunne få et ophold med 3 retters menu, overnatning og morgenmad for sølle kr. 798. Så var det da bare med at slå til. 

Sidste fredag "bortførte" jeg så Henrik til den jyske hede. Forinden havde jeg dog haft en del bøvl med overhovedet at booke opholdet. Først ringede jeg og forespurgte om der var ledige værelser til denne dag. Det var der, men jeg skulle sende en mail til dem, hvorefter de så ville bekræfte. Jeg sendte så en mail, som aftalt, men hørte ikke lige noget fra dem. For at være sikker ringede jeg dem op en uges tid efter. Næh de havde ikke modtaget min mail, men der var værelser, så hun ville lige tjekke op og ringe tilbage til mig. Jeg sagde, at det behøvede hun nu ikke, bare hun sørgede for et værelse, men hun insisterede. Hun ringede dog aldrig tilbage, og da vi stod og skulle tjekke ind i, så var der ikke reserveret noget værelse til os. Ret så klodset, men jeg var nu stadig positiv, og vi fik et værelse uden problemer.

 

 

Vi gik os en tur i området inden middagen. Bestemt smukke omgivelser. Det var nemt at finde vores bord i restauranten. Der var nemlig et menukort med navn på bordet, og aftenens menu så rigtig spændende ud.

Aftenens menu - klik på billedet for større udgave

Da jeg jo er født med munden fuld af søde tænder, så synes jeg, at særlig desserten, som var en ren symfoni af rabarber, var fantastisk. Middagen var utrolig lækker med overraskelser som blandt andet bøgeblade…. Ikke fordi de i sig selv var en stor smagsoplevelse. 

Men det var bare så skønt at sidde og hygge over maden i rundt regnet tre timer. Ingen Silas, der skulle have opmærksomhed og ingen aftenrutiner. Tak til min far og Tobias, der tog sig kærligt af Silas, hunde og murerarbejde derhjemme. Efter middagen var vi stopmætte og valgte at gå os en tur. Det blev en ret lang tur i skoven, som blev mørkere og mørkere, jo tættere vi kom på midnat. 

 

 

Inden vi vendte snuderne hjemad næste formiddag, fik vi det skønneste morgenbord med masser af lækre specialiteter. Det er f.eks længe siden, at jeg har fået øllebrød med flødeskum, som også var at finde på morgenbuffeten sammen med de mere traditionelle ting, som æg og bacon. Det mest specielle, jeg stødte på, var dog roesirup, som jeg smagte sammen med yoghurten med hjemmelavet müsli og bær. Det smagte ganske godt.

Dejligt vellykket ophold med lidt forkælelse til. Jeg gentager det gerne en anden gang. Og helst også når parken blomstrer.

Magt over vejret?

Man kunne fristes til at tro, at det er, hvad vi har i Ribe Hundevenner.

Det meste af maj måned er gået med stævnedeltagelse. Fire weekender i rap har Ninja og jeg turneret rundt i Jylland (med en enkelt afstikker til Sjælland også) til et noget blandet vejr. Det bedste vejr havde vi absolut på hjemmebanen i Ribe. Det var nærmest sommeragtigt, men sådan har vi haft det alle årene. Dette var vores 7. pinsestævne med 3 dages stævneafvikling med masser af overnattende deltagere, der skal forplejes. Kæmpe stykke arbejde, som primært bæres hjem af få folk i klubben.



Min skønne Ninja

Igen i år var det hele en succes. Det er simpelthen løn i sig selv at opleve den gode stemning, den frie tone og de tilfredse deltagere.

Fra en af langsiderne

Der var god stemning i campingområdet, og det gode vejr tillod jo lidt ekstra hygge udenfor. Weekenden efter kørte jeg til DCH Løgumkloster, hvor de på forhånd havde annonceret, at de var dem med den gode mad og det dårlige vejr. Lørdag viste det sig da også at holde helt stik. Tja, det var lidt som om det kun var hos os i Ribe, at vejret var godt under samtlige gennemløb.

Silas, min lille solstråle fik duftet lidt til den lokale botanik

Uddrag fra præmieoverrækkelsen

Præmierne hos os er heldigvis altid roste. Det er jeg jo glad for, for dem har jeg haft ansvaret for de sidste 7 år. Jeg synes, det er vildt svært at blive ved med at finde på nye ting til præmiebordene, så jeg sendte efter stævnet en føler ud på Facebook, hvilket gav god feedback. Så nu har jeg lyttet og suppleret op med nye og spændende præmier, som jeg håber vil falde i god jord, når vi igen holder internationalt DKK stævne midt i juni.

 (Tak til Natasha for lån af de fleste billeder i dette indlæg)

På græs igen....

Foråret lader jo vente på sig, men i sidste weekend var vi egentlig ret heldige med vejret om lørdagen, hvor vi i Ribe Hundevenner afholdte vores klasse 1 og 2 stævne.

Det er altid sådan et hyggeligt stævne. Det er ret lille med kun en ring og masser af nye hunde, som ofte debuterer til dette stævne. Det giver sådan en afslappet stemning, for der er ikke noget som helst, der tæller til "noget". Ikke noget DM og ikke noget landshold mv.

Ninja var også støvet af i dagens anledning. Jeg startede med sammen med Silas at køre ud i klubben om fredagen med sneglehuset efter bilen. Så var der plads til at installere sig lidt og gøre præmier klat til lørdagens stævne. Vi startede dog med lidt undervisning ved Sarah fredag aften.

Silas graver efter regnorme, mens jeg træner
(fredag aften var piv-kold)

Jeg/Ninja blev til fredagens træning præsenteret for nogle baner, som vi ikke plejer at løbe og blev bedt om at løse dem lidt anderledes end jeg plejer, når jeg træner hos Sanne.

Her er lidt video fra træningen - Dygtig hund!

For mig er den ene handlingsmetode ikke mere korrekt end den anden, og selvom det for nogle andre lidt er som en religion, så er agility i mine øjne ikke en religion. For mig udelukker den ene måde at handle hunden på ikke den anden .

Lørdag til stævnet fik jeg da også lejlighed til at prøve at lege lidt med begge handlingsformer (karakteriseret ved enten at handle meget bagved eller meget foran). Jeg indrømmer gerne, at jeg mest har trænet Ninja ved at løbe meget bag hende.

Et lille kig ud over banen.
Der var masser af plads til teltene

Jeg fik da også spørgsmålet om hvorfor jeg nu valgte mest at handle bagved til stævnet, når nu fredagens træning med at handle mere foran hunden var gået så godt. Dertil kan jeg kun svare, at jeg kigger på en banen og vælger den handlingsform, som jeg umiddelbart synes passer bedst til mig og hunden på den givne bane.
Så for mig er det lidt som at kigge i værktøjskassen og tage det værktøj der passer til "jobbet" - og ikke bare insistere på at tage boremaskinen, når man egentlig skulle save.

Nå men hvordan gik det så?
Ninja gennemført to af sine fire løb - begge uden fejl og begge ved at vinde klassen. Dvs hun vandt en Agility klasse 2 samt en spring klasse 2. Jeg var ret stolt, for jeg synes der var flere rigtig gode hunde i klassen.

Forude venter maj måned, hvor der stort set er stævne i alle weekenderne.

Man skal høre sandheden fra de fulde børn....

Kender I det med, at man står med et barn i hånden. Barnet kommer med en kommentar om en person, som er indenfor hørevidde. Udsagnet er sandt, men ikke så passende, hvis man kan sige det sådan. Sådan er det også med Silas. Her er et par eksempler:

• Jeg mødes med en dame, som jeg ikke kender, men som jeg bare kort skal udveksle noget med. Da hun går fra stedet, siger Silas meget højt: "Hun har gråt hår, så er man godt nok gammel"

• Henrik er ude at handle sammen med Silas og ser en kørestolsbruger, hvortil Silas´ kommentar er : "Nej, Far prøv at se. Det er godt nok ikke smart" Vi er lidt overraskede over denne kommentart, fordi hans farfar også sidder i kørestol, så han er da lidt "vant" til at se en kørestolsbruger. 

• I dag kommer en joggingløber prustende forbi vores have og Silas kommenterer igen: "Hun løber godt nok langsomt, hende der"

Autist eller ej?

I december startede jeg egentlig på at skrive et blogindlæg, som jeg så aldrig fik færdiggjort og udgivet.
Det blev til efter en statussamtale i Silas´ børnehave, hvor vi blev tilbudt, at Silas kunne blive udredt for autisme med børnepsyk.

Det er ikke fordi det er en fremmed tanke for os, at Silas kunne ske at have en diagnose indenfor autisme-spektret, men lige da jeg hørte afdelingslederen fra Specialkorpset fremsige det, så stak det mig alligevel lidt i hjertet, og en lettere irrationel del af min hjerne ønskede bare at lukke øjnene for det og tænke, at ”det nok gik væk”.

Men min mere rationelle del af hjernen vågnede så op og tænkte, at hvis der er noget om snakken, så er det med at få den diagnose, så Silas kan få den hjælp og de tilbud, som han har brug for – i særdeleshed, når han om få år skal i skole.

Siden statusmødet har vi haft ekstra opmærksomhed på autistiske træk hos Silas, og vi ser da heldigvis også at der er nogle af trækkene, som han ikke konsekvent har. F. eks søger han ikke rigtig andre børn, men den anden dag i børnehaven spurgte han mig nu alligevel, om han ikke snart skulle have nogen med hjem og lege. Han leger fantastisk sammen med min venindes jævnaldrende knægt - til trods for, at det to drenge er vidt forskellige.

Samtidig gør en autist heller ikke noget, fordi andre skal se det eller beder om opmærksomhed, men jeg da hørt Silas sige ”Se mig” samt påkalde sig total fremmede menneskers opmærksomhed.
Hvis man fortæller ham om en plan for en dag, men så ændrer i planen, så er han total ligeglad med det, hvilket jo heller ikke er så typisk et autist-træk.

Mistanken falder måske nok mest på hans meget nørdede sider, hvor han jo er langt foran sine jævnaldrende og heller tider spørger og søger viden om alt muligt. Men det har givet vis også vakt pædagogernes interesse, at han er lidt reserveret overfor andre børn og ynder at leve sig ind i sine egne verdener af tegnefilm og spil fra IPad´en.

Vi har da også selv haft mistanken om noget autisme-relateret ret tidligt i Silas´ liv, så vi var nok ikke så chokeret, da fagfolk også begyndte at snakke om det, men mange andre, som jeg har talt med (som arbejder indenfor feltet eller selv er forældre til autistbørn) har delte meninger om, hvorvidt Silas falder indenfor kategorien. Dog kan vi vist godt konkludere, at hvis der er noget om snakken, så er det i den lette ende af skalaen.

En "Cancermor" fortalte mig, at engelske undersøgelser havde vist, at "Cancerbørn" faktisk godt kunne blive pseudo-autister. Så måske skyldes "det hele" bare Silas´ start på livet, som jo blandt andet indbefattede, at han stort set var isoleret fra jævnaldrende børn og fremmede omgivelser de første 15 måneder af hans liv.

Imorgen er der opfølgende møde med børnehaven, så derfor rører det jo lidt ekstra på sig i disse dage. Indstilingen er skrevet og vi kommer helt sikkert til at drøfte det til mødet.
Men uanset hvad alt det her ender med, så er Silas en skøn solstråle i vores liv, og endnu en diagnose kan ikke slå os i gulvet. Som Henrik sagde, da vi undrede os over, at vi formåede at bevare roen, da vi havde snakken i børnehaven sidst, så er det lidt som, hvis man tager en lort og lægger den oveni en mødding.....  Who cares?

Familiehygge i Tyrkiet

I sidste weekend vendte vi hjem fra en lang påskeferie, som vi tilbragte i Alanya (eller rettere i Mahmutlar lidt øst for Alanya). Vi har fået luftet sommertøjet lidt, men er bestemt ikke blevet solbranket. Det gør ikke så meget for mig, men for Tobias, som er rigtig gode venner med solen, var den del vist lidt en skuffelse. Men jeg ved, at han nød at holde ferie sammen med os andre uanset vejret.



Tobias tjekker lige vandet - Det var smækfuldt med kræfter

Temperaturen var ca 20 grader med overskyet vejr de fleste af dagene. Tyrkerne syntes, det var pisse-koldt. Henrik og jeg har det med at befinde os på feriestederne udenfor sæsonen. I efteråret besøgte vi Samsø, bedst som de var ved at "lukke" hele øen om ørerne på os. Og nu Alanya, hvor dele af byen nærmest virkede spøgelsesagtige, fordi restauranterne stadig var lukkede for vinteren. Ligeså var hele strandområdet med alle de udskænkningssteder, der plejer at være der. Dog åbnede et par af strandudskænkningerne på vores sidste dag i Tyrkiet, hvor Tobias sagde, at han havde set et termometer vise 31 grader.

Ellers var det som at besøge Rømø  eller Løkken om vinteren. Godt nok hader både Henrik og jeg at være, hvor man skal gå og stå som sild i en tønde, men men vi havde vist ramt Tyrkiet et par uger for tidligt.

Lidt strandhygge blev det også til.
Vandet var dog lidt for vildt til Silas

Morgensol på terassen
Familien sover, og bollerne er i ovnen.
Hvis jeg skal med på et billede, så må jeg som regel selv tage det...

Nå men det har nu ikke ødelagt ferien. Vi var så heldige, at have lånt en skøn ferielejlighed af en god bekendt. Hun havde samtidig fikset vores transport til/fra lufthavn samt leje af bil i en uge. Det var meget rart og trygt, at man blot kunne vælte ud fra lufthavnen og lade sig transportere hele vejen til lejligheden. Jeg har siden læst, at man bør afholde sig fra selv at køre bil i Tyrkiet efter mørkets frembrud. At køre bil dernede i dagtimerne er da heller ikke for folk med "blød hat", og det kræver en vis portion koncentration, da man bør forvente at alle andre trafikanter/løse hunde/fodgængere m.fl. er rimelig utilregnelige. En af dagene oplevede vi f.eks en gadehund, der lavede udfald mod vores bil, da vi kom kørende.

Dejlig udsigt fra 9. etage

Formålet med ferien var primært afslapning og hygge. Men i anledning af, at vi også havde bilen, så kunne vi lige så godt bevæge os ud på egen hånd. Vi var inde i Alanya et par gange og et smut oppe at se Dim Grotten.

Faktisk lidt stolt af at det lykkedes mig at tage billeder i grotten
- uden at bruge autofunktionen...

Vi var også så naive, at vi troede, at vi måske kunne sejle en tur på Dim Floden og spise vores mad på en af de flod-restauranter, som vi havde læst om, men floden synede nu lidt fattig på vand og alle restauranterne var lukkede, så flodturen vekslede vi blot til en tur til Alanya og en køretur i bjergene, hvor man nok kunne se at boligstandarden var noget ringere end nede i Mahmutlar. Vi mødte også flere "vilde" dyr. Blandt andet ham her:

I byerne skulle man passe på ikke at køre de vilde hunde ned.
I bjergene var der helt andre udfordringer på vejene.

Der var så meget afslapning over ferien, at der gik tre dage, før vi fandt ud af hvad klokken var i Tyrkiet, og hvad kursen på den tyrkiske lire var. Det kan man da kalde en rigtig ferie, ikk?

Man skal nok være gjort af et lidt specielt stof for at være med vores familie på ferie. For vi har ikke noget program. Vi står op, når vi synes og giver os god tid. Så det betyder, at vi først kommer ud af døren sidst på formiddagen, eller hvornår vi nu finder ud af, hvad vi skal.

Den eneste dag, hvor vi havde planerne klar før morgenmaden var den dag, hvor der var marked. Der var boder i lange baner og masser af frugt og grønt.

En lille klase bananer.
Der var flere banan-plantager rundt om Mahmutlar

Dette er dog fra en landsby, vi kom igennem på bjergturen.
Jeg undrede mig bare over, at æggene stod der i en papkasse i 25 graders varme

Hvad har vi så lært om Tyrkiet? 

Tyrkerne er rigtig søde og gæstfrie. Man føler sig meget velkommen hos dem, og de vil rigtig gerne hjælpe. Samtidig fandt vi også ud af, at de gerne vil snyde ved enten at sælge for dyrt eller sælge noget bras. Eller ved at kombinere de to ting i samme handel.

Denne gut ville helt sikkert også gerne snyde.....
Vi købte nu ikke noget af ham

Så vi lærte også at det var en god idé at handle i nogle af de butikker med tøj osv som befandt sig i vores eget kvarter, for hvis vi gik ned med noget, som ikke var i orden, så byttede de det da bare. Og man skal forvente, at en del af det går i stykker ret hurtigt. Faktisk synes jeg ikke, at vi købte meget, men af ting, som ikke holdt en uge efter købet var følgende: Et par solbriller, et ur, en polo til Silas, en polo til Tobias samt et etui/cover til mobil. Så "good quality" og "Istanbul quality" er ikke nogen blåstempling af god og holdbar kvalitet. Men noget af det var også bare så billigt, at man da næsten ikke kunne tillade sig at forlange, at det skulle kunne holde ret længe.

Det er så dejligt at være på ferie med familien. Her er et par ekstra billeder fra ferien:

Ja tak - flere is, siger Silas
Denne is kaldte vi "Gokkesokken"
Den tyrkiske stavemåde af isens navn, lå ret tæt på

Silas hygger på skuldrene af far
Under armen er hans trofaste følgesvend på ferien - Theo

En drink på en bar
En lille aften-gåtur for Tobias og mig
(Tobias ville gerne lige følge med i fodboldkamp)

Tobias og masser af mad fanget på en lokal restaurant
Det var faktisk god mad her!

Så går turen hjemad.
Silas tegner et fly - med sæder og senere passagere

Vel hjemme igen.
Theo 1 genforenes med Theo 2
Kan du gætte hvilken en, der har været i Tyrkiet?
(Heldigvis kan de vaskes...)

Fotokursus med Tosafoto

          

For snart mange år siden købte jeg mig et spejlreflekskamera og så skulle jeg rigtig ud og tage nogle fede billeder. Jeg må så bare indrømme, at jeg bare ikke rigtig fattede alt det der med ISO, blænde og lukkertid, så jeg har mest bare haft kameraet stående på auto, portræt eller sport. Jeg synes også, at jeg har taget mange gode billeder, men jeg har ikke fattet at stille på noget som helst af det.

Torben forklarer....

Derfor har jeg længe ønsket mig et kamerakursus, og jeg havde hørt godt om Tosafotos kamerakursus. Der var bare ingen af deres kurser, der lige passede til min kalender eller min geografi. Så jeg håbede bare, at det kunne lykkedes mig at arrangere noget selv. Det lykkedes at få skrabt 8 deltagere sammen til en weekend med kameraindstillinger.

Over halvdelen af os deltagere havde stadig til gode at pille ved indstillingerne på vores kameraer.  Så vidt jeg husker var der kun tre deltagere, der ikke brugte div autoindstillinger på deres kameraer.

Jeg har lært noget, men der er stadig lang vej igen, og jeg synes, der er vildt meget at lære, og jeg synes det er lidt svært. Et er at holde styr på blænde, lukkertid og ISO, men når så vi kommer til lysmåling og dybdeskarphed, så bliver det da vildt svært.

Leg med kamera

For at sikre, at vi ikke blot falder tilbage i autofunktionen, så har jeg booket Tosafoto til et billedebehandlingskursus i oktober. Det vil da være lidt for pinligt, at komme i oktober og sige, at man har opgivet at bruge funktionerne, og jeg forventer til den tid at have en masse billeder, som skal kæles lidt for.

Det smarteste ved vores kursus og deltagerne er, at vi alle har vores gang på Sannes Hundecenter, har oprettet en facebookgruppe, hvor vi kan hjælpe hinanden lidt og oploade nogle af vores billeder. Så har vi da også det tilfælles, at vi godt kan lide at skyde hundebilleder (hvilket Tosafoto også er formidable til).

Ninja var også model for at øve kontrasterne
(billedet er ikke mit, da en del af mine egne kursusbilleder
er forsvundet i en fejlslagen overførsel)

Dagen efter kursets sidste dag fløj vi på ferie i Tyrkiet, og så fik jeg da også lidt mulighed for at leje med kameraet. F.eks at tage billeder i lejligheden om aftenen uden at bruge blitz – hip hurra, allerede der syntes jeg, at jeg havde fået meget ud af kurset, for jeg hader det blitzlys som kameraerne er født med.  Eller at tage billeder i modlys uden at mit hovedmotiv bare bliver en mørk klat.