Hvad kosten gør ved kroppen..... tankevækkende!

For en måneds tid siden vågnede jeg en søndag morgen og tænkte: Nu gør jeg det fandme!

Har læst og lyttet lidt til folk, der har lagt kosten om til LCHF og fundet det interessant at læse, at denne omlægning har kunnet bringe dem ud af farezonen for diabetes 2, give dem energi, stabilt blodsukker, vægttab og mange andre herligheder.

Jeg var mest af alt træt af pludselig at sidde og hænge i sofaen klokken 22 og ikke kunne hænge sammen af træthed, og så havde jeg en hovedbund, der kløede og skællede, så jeg var ved at blive vanvittig. Tænk, hvis jeg kunne blive det kvit?!

Fra den søndag morgen fjernede jeg ris, pasta, mel, kartofler og stort set også sukker (også lightprodukter, som jeg nu i forvejen ikke spiste) fra mit "menukort" og tænkte ikke på hvad fedtprocenten var i de ting, som jeg spiste. Dog ved jeg, at mit fedtindtag ikke når LCHF-niveau.

Har der så været nogen gevinst? Første gevinst fik jeg i løbet af et par dage, hvor jeg mærkede at min sukkerafhængighed var omdannet til "sukkerligegyldighed". Tidligere kunne jeg på min vej fra kunde til kunde nærmest jagte bagerbutikker om eftermiddagen for at få et "sukkerfix", nu kan jeg let gå ind til en bager kl 15 uden trang til at købe noget som helst. Bare konstatere, at der er kager i "disken".

Mange eftermiddage har jeg siddet og nikket af træthed, og ganske ofte har jeg været nødt til at holde ind og sove 10 minutter for ikke at havne i grøften. For ikke at tale om alle de gange jeg har skyllet energidrikke og slik ned i lange baner, for at holde mig kørende. Ikke en eneste af de dage, hvor jeg har holdt kulhydratindtaget nede, har jeg haft behov for en "morfar" eller for at købe slik og energidrikke. Det er dælme en gevinst af de helt helt store!!

Nu kan jeg blot betragte mine kolleger, der sukkerkolde og febrilske roder i skuffer og skabe ved 14-15 tiden. Hvor er det befriende ikke at have den trang, nu hvor blodsukkeret ikke svinger op og ned.

Nå men det var jo bare sidegevinster. Hvad med det som jeg gik efter?

Aftentrætheden. Jo. Jeg synes også, at der er en positiv forandring. Dog ingen revolution der, og som en gammel dame over 40 år, så må jeg nok bare erkende, at min krop vil have mere end 5 timers søvn.

Hovedbunden. Jeg syntes klart, at jeg mærkede en bedring, men var i tvivl, om det bare var indbildning, for jeg kunne stadig se lidt skæl, men tænkte, at det nok bare var, fordi jeg gerne "ville synes", at der var mindre skæl. Den anden dag var jeg inde hos frisøren, som jo nok er den eneste, der som sådan glor i hovedbunden på mig, og hun (og to af hendes kolleger i salonen) har kommenteret min meget tørre hovedbund ofte de sidste par år, og alverdens shampooer/kure har ikke haft nogen særlig effekt. Undrende konstaterede hun, at min hovedbund stort set så normal ud. Der var to tørre pletter på hver side af hovedet (derfor kunne jeg stadig få håret til at "drysse").

Det er nu underligt og uhyggeligt, hvad kosten gør ved ens krop....

Hvad sker der så, hvis men en dag bare æder løs af kulhydrater og sukker? Ja en eftermiddag i Kolding Storcenter lukkede jeg øjnene for kulhydratindhold og åd en portion nachos med kylling. Synes jeg blev lidt tung i benene, men tænkte, at det nok var noget pjat. Sluttede familieudflugten af med en Chai Latte, der var så spækket med sukker, at mit hjerte hamrede løs. På hjemvejen måtte jeg overlade rattet til Henrik, for jeg var så afsindig træt, at jeg ikke magtede at køre bilen længere. Henrik fik rattet, og jeg sov helt bevidstløs ved siden af. Min eneste middagslur den sidste måned... Den del er jo ikke særlig hensigstmæssig.

Jeg savner ikke brød, pasta, ris og kartofter, men jeg savner, at ideerne til mad bare falder mig helt naturligt. Jeg er vokset op med at størstedelen af et aftensmåltid bestod af ris eller kartofler og sådan har Henrik og jeg også levet sammen.

Nå men jeg ville også bare lidt dele min interessante erfaring med jer på bloggen.

Andre som mig.....

I morgen går turen til Skejby til den månedlige kontrol med Silas. Men imorgen er der lidt ekstra på programmet. Der er nemlig CF-skole. Silas skal for første gang møde andre børn med Cystisk Fibrose. De er tre drenge til morgendagens arrangement. De har det til fælles, at de til sommer skal starte i skole og ikke mindst at PEP-masken og kreon-pillerne er en del af deres alles hverdag.

Pandekager med nutella. Et måltid, der skal indtages en del kreoner til

I løbet af det sidste år er det gået op for Silas, at "andre" ikke skal peppe eller spise kreoner, og han spørger nogen gange, hvorfor bedstevennen Oliver f.eks ikke skal det. Vi forsøger at forklare, at der er mange andre, der har andre "udfordringer" og medicin, som de skal tage. For ja, vi ønsker ikke at gøre ham mere "syg" end nødvendigt.

Forud for vores accept af Silas´ deltagelse på CF-skolen har vi da også haft nogle betænkeligheder. Både hvad angår smitterisiko mellem CF-patienter (indbyrdes kan de i værste tilfælde smitte hinanden med bakterier, som ikke rigtig bider på os andre, men som kan være kroniske for CF patienter) men også på om mødet kan få Silas til at føle sig mere "syg".

Faktisk tror jeg, at Silas er lidt spændt på morgendagen. Jeg indrømmer gerne, at jeg er meget spændt på hans møde med ligesindede.

Min lille hjælpetræner

Silas er utrolig glad for MicMic og mit hjerte smelter simpelten, når jeg ser dem sammen. Silas går glad tur, når bare han må gå med MicMic, og hun følger troligt ham, selvom jeg går bagved med de andre.

Stolte Silas på gåtur med MicMic

Efter dagens gåtur, så spurgte jeg Silas, om han kunne tænke sig at hjælpe mig med at træne lidt med MicMic. Meget begejstret svarede han ja.

Silas fik til opgave at lægge godbidder på baljen, når MicMic tog porten/slalomindgangen korrekt. Og det var jo nemt for ham at finde ud af, for jeg jublede "dygtig!!", så var det bare at bukke sig ned og lægge en godbid. De var begge to så dygtige.

Alle er klar til øvelsen. (Ninja er kontrollant)

Han var også frisk til at hjælpe mig med en fremadsendelse.

Fremadsendelse

Det var bare så hyggeligt. Jeg glæder mig allerede til vi skal ud og træne sammen igen. Med hjælp fra Silas skal MicMic nok blive en helt fantastisk agilityhund.

Ja det var bare en helt perfekt weekend, for den bød også på et dejligt besøg af Tobias og Svigerdatteren. Det var dejligt at have dem her.

Nu som sølvstøber

For nogle måneder siden købte jeg en sweetdeal, hvor jeg kunne få et tre timers kursus i at støbe sølvsmykker.

Så på kurset medbragte jeg et ældre "uægte" smykke, som jeg altid godt har kunnet lide, men som man godt kunne se var noget "skrammel". Efter kyndig vejledning lavede jeg støbeformen til mit smykke.

Aftryk i støbeformen

Så er støbeformen klar

Så købte jeg en kedelig sølvske hos Bodil Aas smykkeværksted, hvor kurset blev afholdt. Jeg smeltede skeen om til en fin sølvklump, som jeg hældte ned i støbeformen og vupti - ud kom der en fin afstøbning af mit smykke. Nu skulle der bare files, slibes og pudses.

Skeen smeltes

Resultatet blev rigtig flot, og nu kan jeg igen bære det flotte smykke, der nu er af ægte tretårnet sølv. Prisen var vel ca kr. 100,- og en masse knofedt, måske kan vi kalde det hjertesved.

Det ægte og uægte smykke side om side

Så smukt blev mit smykke

1. april skal jeg afsted igen, så må vi se, hvad jeg så kan finde på at lave til den tid.

Flyv fugl….

At være mor er jo heldigvis en evig titel. Men de kære børn er kun til låns. De får min ubetingede kærlighed. De fylder mig med glæde, stolthed og omsorg. Jeg ønsker mine drenge alt det bedste, men det er svært helt at slippe dem og lette sine beskyttende vinger.

I juledagene bekendtgjorde Tobias, at han ville flytte sammen med sin kæreste i Holstebro. Beskeden var ret uventet og jeg blev vred, skuffet og fortvivlet. I mine ører lød det aldeles tumpet og ikke særlig velovervejet. Jeg indså dog snart, at jeg ingen "magt" havde ift beslutningen.

Det var som at stå med en hest, der rev trækketovet ud af mine hænder. Jeg kunne hverken fange eller holde den. Kun gøre mit bedste for at den ikke løb direkte ud på motorvejen eller i havnen. Derfor gør jeg mit bedste for at hjælpe Tobias til at træffe de (i mine øjne) rette valg og skabe sig et godt fundament for hverdagen, når han flytter.

Nu 8 uger efter beskeden er dagene til Tobias flyver fra reden talte. Den 3. marts starter han på sin nye læreplads i Herning. Jeg er sikker på, at det bliver spændende for ham. Jeg er utrolig glad på hans vegne, når det nu er det her han vil. Jeg stolt over, at han "tør" flytte så "langt" væk (Holstebro... Herre Gud!). Stolt over, at han virker til at være kommet godt på vej. Det betyder uendelig meget for en som mor, at ens børn trives og har det godt. Det er så opslidende hvis man fornemmer, at de halter eller løber af sporet.

Så jeg har et lidt ambivalent forhold til næste weekend. Jeg er ked af igen at skulle undvære ham i hverdagene, for nu ved jeg, at "hjem" ikke er hos mor mere, men omvendt glæder jeg mig også til han og kæresten får styr på bolig, økonomi og det hele, så jeg ikke mere bekymrer mig om det. Puha hvor det slider at skulle slippe og se om vingerne nu også kan bære….

Midt i det hele, er det en stor trøst, at Silas har beroliget mig med, at han først flytter, når han bliver 49 år. Han har også allereder regnet sig frem til, at det først er om 44 år. Silas er i sandhed en solstråle.

Håndbold

En gang så jeg altid EM og VM for både herrer og damer, men de seneste år, har jeg lige som ikke rigtig fulgt med.

Men før jul fik jeg en fin invitation sammen med nogle af mine kolleger, som gav mig mulighed for at komme ind og se semifinalen ved EM i herrehåndbold. Håbet var naturligvis, at de danske drenge ville nå dertil.

Fin stemning før kampen

Som flertallet af landets befolkning ved, så var det jo i fredags, og de danske drenge nåede så vidt. Jeg havde set alle Danmarks kampe op til semifinalen. Det var jo rart at være opdateret, og ikke skulle starte med at sidde og ikke kunne finde ud af, hvem der var hvem på holdet osv.

Manden med den sjove hat

Lad mig bare sige: Det var en kæmpe oplevelse. Sikke en stemning, der var i Boxen, når 14.500 tilskuere heppede på sammen hold. Et er den stemning, som man også helt klart fornemmer, når man sidder hjemme i stuen, men at sidde i den selv, var noget helt andet. Alle var bare venner på sådan en aften, og man "highfivede" med hvem som helst.

Dansk scoring

Tilskuerrækkerne var også rød/hvide
Faktisk sidder den en lille klump kroatere på billedet her,
men hvem lægger mærke til det. De er jo også rød/hvide!

Kampen var umanerlig spændende, men faldt jo heldigvis ud til Danmarks fordel.

Et par dage efter denne kamp havde jeg kampens små musikbidder kørende i hovedet, og tog mig selv i at gå rundt og nynne/synge/fløjte dem. Jo, det var så sandelig en oplevelse at se så stor en kamp i Boxen.

2013 - Tilbageblik

2013. Tak for nu. Det har været et oplevelsesrigt første halvår. Det har budt på den største rejseaktivitet i flere år. Ferier, rejser og "tid nok" blev afløst af et ret hektisk andet halvår.

Januar:
Året var ungt endnu, da Henrik, Tobias og jeg tog afsted på skiferie i Østrig sammen med 40 andre fra vores lille landsby. Jeg tror bestemt, at de andres skiferie var bedre end min. Det var ikke en succes for mig at stå på de meget isede pister, men bortset fra timerne med brædder under fødderne, så var det en skøn og hyggelig ferie.

Henrik og jeg i St. Michael

Februar:
Charlie står pludselig og hænger og dingler derfter rundt i gangen. Jeg ræser tudende afsted til dyrlægen. Helt uvant med tanken om at skulle aflive en gammel hund uden at kunne forberede mig selv lidt bedre. Det gik dog ikke så galt. Dyrlægen kaldte det idiopatisk vestibulært syndrom (og forklares nærmere som noget flimmer i hjernen, som man ikke ved, hvad kommer af - og som går væk igen). Efter ganske kort tid var Charlie lige så fin igen, og jeg har ham heldigvis stadig. Trods sine 15 år og 6 måneder er han still going strong.

Charlie slikker sol i sommers

Marts:
Denne måned husker jeg bare som VINTER og snestorm herude på landet.

Vinterstemning ved Vilstrup Strand

April:
Største højdepunkt i denne måned var en tur til Alanya sammen hele familien. Vi var heldige at få lov til at låne en rigtig skøn ferielejlighed dernede. Vi havde en skøn dase-ferie, hvor i vores lejede bil fik set os lidt omkring. Efter at Tobias er vendt hjem efter mere end to år på efterskole mv. så var det bare superrart at være samlet igen.

Tobias nød Alanya

Mine skønne drenge med en gadesælger,
der regnede med at vi ville købe hele boden

Maj:
Vi blev beriget med MicMic, som er vores allesammen glade morgenhumørbombe. Det glæder mig især, at hun har taget Silas med storm. Da Silas nu er gået fra meget svært at acceptere hunde (både mine og andres) til at sige, at MicMic altså er hans hund. Tilmed har den lille skønne sheltiepige lappet lidt på mit afsavn efter Diva. MicMic er dog ikke Diva, men hun "smager" lidt derhen af.

MicMic

Ellers gik hver weekend i denne måned med stævner, og pga helligdagene så var det tilmed 3-dages stævner.

Juni:
Min store teenager Tobias fyldte 18 år. Det føles helt urealistisk, at ens lille søde dreng med lyst hår nu pludselig er blevet 190 høj og bred over skuldrene.

Året 2013 var også super godt for en danske Depeche Mode fan, som mig. Midt i juni gik turen til Parken, hvor jeg (for jeg ved ikke hvilken gang) oplevede de engelske drenge trykke den af. Som altid står jeg efter koncerter og "mangler" at høre ca 20 numre, som jeg syntes burde være på set-listen.

Border Collie og Depeche Mode.
Jeg anede ikke, at der var sammenhæng

I denne måned skød jeg gang i 6 ugers ferie/gammel barselsorlov. Men med mine mange planer for sommeren, så var de 6 uger ikke een for meget.

Første uge af de 6 uger spenderede jeg på ugekursus i agility i min hjemklub, Ribe Hundevenner. I år var det en rigtig positiv oplevelse at deltage. Nu følte jeg mig mere klar og Ninja noget mere rutineret. Det er ligesom nemmere at løbe agility i en uge sammen, hvis man har opbygget et samarbejde.

Silas tapper på IPad og Ninja ser agility-TV

Vi startede mine mange ugers frihed med en lidt spontan tur til Kreta. Det var bare den bedste ferie ever. Flere gange dagligt frydede jeg mig sådan over familien, samværet, vejret, ferien og ikke mindst at se mine to drenge hygge sig så meget sammen. Ferien var tom for planer, så vi tog dagene, som de kom.

Søskendehygge i poolen

Mine skønne drenge på Kreta

Juli:
Den måned gik da totalt i hundene. Først var Silas og jeg på Dansk Hundeferie sammen med min gode veninde Mona og hendes knægt Oliver. Henrik efterlod vi hjemme, så han kunne arbejde. Drengene hyggede sig sammen hele uge. Mona og jeg gjorde det samme, og vores hunde blev trænet hver dag. Dejlig måde at holde ferie på.

Der var nok at holde styr på på lufteturene på Hundeferien.
Dertil også to drenge, der flimrede rundt

Fra hundeferien gik turen direkte videre til Fionia-Cup på Fyn. Stort internationalt agilitystævne. I denne uge var Henrik dog med, men han havde stillet sig til rådighed som hjælper til stævnet, så mens jeg løb agility, så var han en af de flittige sjæle, der sørgede for at holde hjulene igang til sådan et arrangement. Ninja var super fed at løbe med, og jeg synes, at hun leverede nogle gode løb, selvom vi vist lige skulle finde melodien på de svære klasse 3-baner, som hun jo var nyoprykket i.

Skønne Ninja

Sidst på måneden havde Henrik og jeg en skøn tur til København, hvor vi så Aladdin i Operaen. Faktisk var det min julegave, som vi indløste. Det var en skøn tur på en fantastisk sommeraften.

Fantastik sommeraften foran Operaen

August:
Måneden gik vist mest med arbejde, stævner rundt omkring. Fandt faktisk ud af, at jeg kan nå en del DCH-klubber på under tre kvarters kørsel 40. DCH Løgumkloster, DCH Aabenraa, DCH Kolding, DCH Ødis Bramdrup for bare lige at nævne nogle stykker. Fedt når man ikke behøver at køre så langt og startgebyret er forholdsvis lavt, som det er i DCH.

Jeg gør et hæderligt forsøg på få familie og agility til at enes, og det er lidt lettere, når klubberne ligger tæt på.

Hængekøjehygge i haven

Familietur til skønne Årø

September:
Højdepunktet i denne måned var så absolut at deltage til DM i Agility sammen med Ninja. Det var første gang, hun var kvalificeret. Resultatmæssigt gik det ikke særlig fantastisk, må man sige, men jeg synes, at Ninja løb fantastisk og fejlene var mine.

Jeg var også inviteret til Foreningen Cancerramte Børns familieweekend, hvor jeg pga DM kun kunne deltage fredag aften. FCB ville gerne hædre mig som "Årets FCB medlem". Årsagen til det er mit arbejde med Cancerkort.dk, hvor jeg gennem de sidste 5 år har indsamlet over kr. 200.000. Det er jeg både glad for og stolt af, og jeg har også sendt mange taknemmelige tanker til nogle af alle de personer, som har bidraget med deres indsats - både i form af at lave kortene og ved at sælge for mig.

Smuk buket fra Foreningen Cancerramte Børn

Oktober:
Henriks og min tur til Lønstrup står stadig klart for mig. Jeg kan kun anbefale det. Vesterhavet er noget særligt - også i Lønstrup. Maden på Villa Vest fra fantastisk, og værelserne på Lønstruphus var romantisk badehotelsstemning. Åh jeg gør det gerne igen, men vil så foretrække de lysere måneder i stedet.

Maden på Villa Vest glemmer vi sent.
Lækkert!!

Sammen med mine gode veninde Mona og hendes søn Oliver var vi i sommerhus i Saksild. Drengene fik rigtig leget, og vi fik virkelig nydt sammen af dejlig mad og afslapning. Silas fik langt om længe lært at cykle uden støttehjul. Her hvor vi bor er det svært at tage en lille ny cyklist med ud, og Silas har heller ikke været så optaget af at skulle lære at cykle. Så det var lidt en sejr at se ham cykle selv.

Silas og "hans" MicMic

Oliver og Silas pjatter i haven i sommerhuset

November:
Den måned var særligt ophidsende for Charlie, som pludselig opdagede, at en "ny" hund var flyttet ind. Det er så MicMic jeg hentyder til her. Hun flyttede godt nok ind i maj måned, men Charlie "opdagede" hende først i november, da hun kom i løbetid. Siden har han i øvrigt elsket hende, og inviteret hende til leg flere gange med de fineste nejebuk, man kan forestille sig fra en 15 år gammel hund.

Smukke MicMic

Tobias fik desuden endelig snøvlet sig sammen til at få taget sit kørekort færdigt, og siden har jeg næsten ikke set min bil

Tobias på første tur bag rattet

December:
Magen til trist december måned - i hvert fald vejrmæssigt - skal man lede meget længe efter. Synes ellers vi har forsøgt at jule den lidt ekstra i år.

Vi var til den årlige juletræsfest hos Foreningen Cancerramte Børn. I år havde vi mine forældre med. Det var super hyggeligt. Silas lavede en rigtig fin juledekoration helt på egen hånd. Han var super stolt.

Silas er stolt af sit værk

Det lykkedes os også at få et juletræ indenfor dørene for første gang i 13 år. Silas nød at pynte træet, og han var faktisk også rigtig god til det. Nu er jeg overbevist om, at juletræet er kommet i vores hjem for blive. Ja altså ikke det samme træ, vel?!

Nu med juletræ

Ellers synes jeg at december var alt for hektisk og alt for meget arbejde. Jeg nåede med nød og næppe at få smidt 7 julekort afsted med posten, så ingen af dem, som havde tiltænkt mig med et julekort blev "snydt". Jeg plejer ellers også at sende nogle julehilsner pr. mail, på Facebook og her på bloggen, men det blev der ikke tid til i år. Nogle af gaverne blev pakket ind i nattens mulm og mørke.

Juleaften blev holdt hos mine forældre sammen med min bror og hans yngste datter. Hyggelig aften.

Juleferien er gået uden de store planer, for en gangs skyld har vi været hjemme siden 2. juledag. Tiden flyver alligevel afsted.

Klar til nytårsdesserten kl 23....
Henriks fantastisk chokolade-fondant med brombær-mousse

Nytårsaften holdt vi også herhjemme sammen med min gode veninde Mona, og vi nød virkelig en fantastisk menu, som vi alt i alt vel brugte 5 timer på at spise. Torsdag d. 2. januar er min sidste fridag. Ingen skal betvivle, at jeg har nydt alle fridagene i fulde drag. Nu samler jeg kræfter til at kaste mig ind i 2014, og alle de mulige forandringer, som jeg aner i min krystalkugle.

Godt nytår til jer alle!

Kærlighedens julekalender

Søndag d. 1. dec overrakte Henrik mig en pakke. Jeg gloede meget overrasket på denne pakke. Var den virkelig til mig, og hvad mon det gik ud på? Der sad et lille træhjerte med et et-tal på. I gaven lå en julesok og en opfordring til at hænge den op og se, hvad der ville ske.

Siden er der sket det, at jeg har pakket dejlige, varme, praktiske og hjertelige pakker op hver dag.

Hvor er det hyggeligt med pakkekalender!

Pakkerne har blandt andet indeholdt DVD med Mick Øgendahl, gavekort til 5 x friskbagt hjemmebagt morgenbrød, biobilletter, slik, te, julepynt, blomsterbuket og en sød liste over 10 ting han elsker ved mig. Masser af ting, der er valgt med stort omhu og kærlighed.

Den på alle måder hjerteligste gave

Det er så smukt og personligt, og jeg føler mig så ufattelig heldig, elsket og priviligeret over denne totale overraskelse. Faktisk har jeg kendt Henrik i snart 10 år nu, og jeg har tidligere diskret vinket med en vognstang "udtalt mig positivt" om pakkekalendre fra Matas eller det lokale "chokoladefabrikat", hvortil Henrik har fnyst og med foragt i stemmen sagt, at det da var død-upersonligt.

Sammenlignet med Henriks juleoverraskelse, så må jeg jo give ham så meget ret. For Henriks pakkekalender tåler ingen sammenligning!!

Det der med julen

Jeg er nu sådan set ikke rigtig jule-fan, og plejer ikke rigtig at have pyntet til jul. Faktisk har vi heller ikke haft juletræ de sidste 13 år. Først fordi vi ikke rigtig havde plads og så bare fordi vi ikke skulle holde jul hjemme.

Silas´ helt egen julekreation med to forskellige løs

Kalenderlys og juledekorationer har der dog altid været. I år er der skam også kommet en lille smule julepynt op i hjemmet, men det mest utrolige er, at vi nu har fået købt og pyntet et juletræ.

Silas var meget optaget af det, og ville gerne være med til at købe det. Så efter at have set luciaoptoget i børnehaven, så kørte vi på juletræsjagt. Træet ind i bilen og hjem og pynte.

Juletræet - så fint pyntet af Silas

Godt nok er jeg vokset op med, at træet først skulle pyntes d. 23. dec, men så synes jeg nu, at vi får alt for lidt ud af juletræet. Nu står det så og kaster hygge og juleglans over stuen, og jeg forstår faktisk ikke helt, hvorfor vi skulle undvære et juletræ i så mange år.

Lindring af ubehag

Fordi Silas har cystisk fibrose tilbydes han hvert år en influenzavaccine. I år tilbød Skejby, at bedøve Silas og andre CF-børn med lattergas ved vaccinen. Simpelthen for at mindske ubehaget. Det ville naturligvis være unødigt, hvis ens barn bare er cool. Så kan man lige så godt få det overstået.

Silas er desværre ikke så cool mere. Det er tydeligt at f.eks udsigten til at blive suget fylder rigtig meget i hans hoved allerede, når vi fortæller ham, at han skal på sygehuset. Han følger dog villigt med ind i undersøgelsesrummet, men når vi kommer til selve suget, så stritter han så meget imod, at jeg ikke kan holde hans arme mere. Og ingen skal være i tvivl om, at jeg hader at være hans mor, når han bliver suget. Det er en ubeskrivelig magtesløs og trist følelse at være med til at påføre ham angst og gøre "ting" under tvang. Selvom man forsøger at forklare, at man jo gør det for at passe på ham, så har det ikke nogen effekt på hans angst.

Så med tilbuddet om lattergas, så kunne man både vaccinere og suge, mens Silas var bedøvet. Derfor takkede vi ja.

Silas blev total fjollet af lattergassen

Silas tog vildt godt imod lattergassen og blev totalt gøglet og meget grinende. Vaccinen gik ret godt og uden den helt store ballade, men det var svært at overdøve reaktionen ifm suget. Den var stadig voldsom, men ikke så slem, som normalt. Sygeplejerskerne er altid enorm tålmodige og pædagogiske. Det er så prisværdigt og en god investering for et barn, der aldrig kommer til at slippe sygehuset.

Sygeplejerskerne foreslår dog, at vi fortsætter med at bedøve til de næste kontroller, hvis der skal suges.  Dermed håber vi at kunne vende hans reaktion, så han igen kan tage det mere roligt. Og nej selvfølgelig kommer han ikke til at synes, at det er fantastisk at lægge hovedet bagover og få en slange op gennem næsen og ned i luftvejene, men tænk hvis man kunne dæmpe angsten lidt?!