USA del 3

Del 3 er den sidste del af min rejsedagbog fra vores USA tur i oktober sidste år (dag 11-12-13-14-15-16-17-18). Tænk at det kan tage tre måneder at færdiggøre sådan en beretning.

Det var en spændende og hård tur, vi havde i uge 2 af vores tur. Det var den lange køretur, som bragte os til fire forskellige stater. Det var en stor oplevelse, men også rart at vende hjem, som Silas kaldte det hjemme hos Jennifer. Silas og Henrik tog sig en slapper hjemme i Jennifers hus om søndagen, mens jeg tog med Jennifer til stævne i Morgan Hill.

Banegennemgang på bane 1 og 2 (ud af 3)

Det var et mindre stævne, og klasserne var ikke helt de samme, som det vi løber i Danmark. Ja, det var interessant at være med til, og jeg fik talt med mange andre udøvere. Men en dag var nok, når man bare var tilskuer, så jeg var faktisk glad nok for, at jeg havde valgt at bruge lørdagen på at snuppe en ekstra dag i Yosemite, så jeg kun var med til stævnet en enkelt af de to dage. Men det var klart meget interessant at være med. Det har jeg tidligere skrevet et indlæg stævnet, som du kan du læse her, hvis du har lyst.

Grundet en lidt presserende opgave på jobbet, måtte jeg desværre spendere 12 timer med at arbejde om mandagen. Sådan er det bare at arbejde med udbud. Siden er udbuddet blevet annulleret, så det var sådan set spildt arbejde. Så mandag fik vi ikke set så meget, men Silas trængte vist også bare til at tage sig en slapper og en dag mere i slow motion, hvor man bare kunne lege og ikke skulle noget. Om aftenen hyggede vi os sammen med Jennifer og hendes familie. Vi lavede mad sammen og efter maden, ville deres drenge Ian og Cole gerne spille et spil, og de fandt Twister frem. Vi avancerede spillet lidt ved at næste step i spillet skulle siges på dansk. Dvs hvilken legemsdel og hvilken farve den skulle flyttes hen på. Det var ikke let for dem at sige "Højre hånd på rød". Det gødede bestemt underholdningen.

Twister. De voksne laver krumspring og drengene styrer spillet - på dansk!

Tirsdag var en dag, som jeg havde set særligt frem til. Tirsdag er nemlig den dag, hvor alle i "klanen" skal afsted til den ugentlige agility-class. Faktisk var det en del af vores planlægning, at jeg skulle med til træning, så vi kunne ikke tage på en længere tur denne dag. Vi besluttede os derfor for at køre til Santa Cruz, som ligger ca en times kørsel væk fra Jennifer. Santa Cruz er lidt ala Løkken, hvis jeg skal komme med en sammenligning til noget på dansk.

Palmer og blå himmel ved Santa Cruz

Og sammenligningen holdt faktisk meget godt stik. Har du f.eks prøvet at besøge Løkken udenfor sæsonen? Der er meget meget stille deroppe, og jeg husker også godt, at jeg ifm et kundebesøg skulle handle lidt frokost i Super Brugsen i Løkken. En ret stor butik med mange mange hylder. Om vinteren står varerne helt fremme på hylderne i én række. Tager du en dåse flåede tomater, så kan du se helt ind på bagvæggen på reolen. Om sommeren er det til gengæld helt anderledes.

Tivoli set fra strandsiden

Santa Cruz er garanteret livlig om sommeren. Der er et stort tivoli beliggende helt ud til den brede sandstrand. Tivoliet havde lukket, da vi var der, da de var igang med at renovere og gøre klar til sæsonen. Ja også fordi der ikke var et øje i byen. Eller næsten ikke et øje. Vi gik os en tur langs stranden, der ligger ud til Monterey Bay.

Stranden var fyldt med store sammenfiltrede klumper af tang

Selvom stranden ligger ind i en bugt, så er der godt gang i havet. Der var skyllet tang og vandplanter ind på stranden, og vi morede os med de store klumper med vandplanter, der lå på stranden. Den ene slags tang lignede en pisk, og det havde vi lidt sjov ud af.

Tang-pisk

Silas og jeg gik en soppetur, og Silas mente godt, at han selv kunne styre at soppe der, men bølgerne var bare lidt vilde, og der var pokkers meget strøm. Gå hjem og vug Vesterhav!

Henrik er også ved at blive fanget i bølgerne

Nogen gange kom bølgerne meget langt ind, og vi endte med at have våde bukseben, selvom vi havde smøget dem godt op. På et tidspunkt satte jeg mine sko fra mig for at smøge bukserne lidt mere op. Pludselig kom en bølge og sendt mine sko på en sejltur længere ind på stranden, hvor Henrik kunne redde dem.

Det var nogle hæftige bølger, som man gjorde klogt i at holde øje med

På stranden undrede jeg mig over en fotograf, der sad og skuede med sit kamera ud over, hvad der for mig at se, var "ingenting". Det viste sig så, så at hun var mor til den ene halvdel af et ungt par, der gik længere nede af stranden, og hun sad der for at forevige øjeblikket, hvor fyren i forholdet faldt på knæ og friede. Ja, så fik man da også det med.

Stemning fra stranden

Frokosten indtog vi på en restaurant på Santa Cruz Wharf, hvor restauranterne lå side om side. Det var dog lidt svært at finde et sted, hvor man kunne få lov til at komme ind og spise med bare fødder (mine sko var blevet godt våde af den ufrivillige sejltur på stranden). Vi endte dog på en god restaurant, hvor Silas fik en fish´n chip der fik ham til at klappe i hænderne. Frisk veltilberedt kvalitets fastfood er heller ikke at fornægte for en purk som ham.

Silas var godt tilfreds med sin frokostret

Vi andre valgte dog nogle andre lækre fiskeretter. Inden vi fik set os om, så havde vi brugt en hulens masse tid i Santa Cruz.

Lækker og billig frokost med havudsigt til.

Vi havde også besluttet os for en gåtur. Henrik ville så gerne ud i en skov med redwoods. Jeg havde læst, at der var nogle nord for Santa Cruz, men det var vist ikke lige der, hvor vi stoppede. Vi kunne i hvert fald ikke rigtig se nogle høje træer. Men vi fik gået en smuk tur, som dog virkede noget længere end de ca 2 miles, som de havde skrevet på deres ruteoversigt ved indgangen til skovområdet.

Havet var vildt og slog op ad klipperne og nogen gang op over kanten.
Bemærk personerne på toppen.

Vi endte nærmest med at skulle løbe retur til bilen til sidst, fordi jeg skulle nå tilbage og følges med Jennifer til agilitytræning, hvor jeg også endelig skulle se Black Jack løbe. Det glædede jeg mig bare så meget til. Jeg havde allerede mødt ham flere gange på ferien og nusset ham, og han havde "nusset" mig (læs sprunget voldsomt op og forsøgt at slikke mig i hele hovedet), men jeg havde endnu ikke set ham i action. Han er super glad hund, og jeg var heller ikke i tvivl om, at han også havde masser af drive på banen.

Henrik og jeg ræsede sydpå mod San Jose, hvor Jennifer bor. I norgående spor var der total myldretid og trafikken stod nærmest stille. Jeg kørte meget friskt til og håbede ikke, at jeg ville påkalde mig politiets opmærksomhed (jeg havde jo stadig ikke noget kørekort med på turen. Det i øvrigt ikke dukket op her tre måneder efter, og jeg har nu bestilt et nyt kørekort). Da vi drejer af motorvejen, siger Henrik undskyldende, at han er kommet til at taste en forkert adresse ind på GPS´en, og vi er 20 minutter væk fra Jennifer. Desværre 20 minutter for langt sydpå. Og hvad gør man så? Så vender man bilen og kører på motorvejen igen, men denne gang i nordlig retning. Altså den retning, hvor trafikken nærmest er frosset fast. Henrik ringer til Jennifer og forklarer, at vi nu er meget mere forsinket og ikke har nogen ide om, hvornår vi kan være fremme pga den stilllestående trafik. Han beder hende om at køre uden mig og efterlade en adresse, og så må jeg forsøge at finde det selv. Jennifer tror ikke, at det er muligt at finde stedet på egen hånd og vil stadig vente. Selvom vi forsøgte at sige til hende, at hun altså ikke skulle vente, fordi vi ikke vidste, hvornår vi kunne komme fri af trafikken, så viste det sig altså, at hun havde ventet på mig alligevel. Jeg vidste bare, at hun var alt for gæstfri til at køre.

På vej op til Power Paws kunne hun så også fortælle mig, at Nick havde meldt afbud, fordi han var syg, hvilket jo betød, at jeg ikke fik Black Jack at se på banen. Øv, hvor var jeg skuffet over det. Men jeg endte alligevel med en herlig aften sammen med Jennifer og Susan og i øvrigt en del af de andre agilityfolk, der godt kunne huske mig fra sidst, hvor jeg også var med til træning samme sted.

Banen ved Power Paws

Instruktøren var så flink at låne mig sin gamle border collie på 9-10 år. Han var en fin fyr. Ikke en racer, men heller ikke langsom. Han var ganske fin at løbe med. Det var sjovt at få lov at løbe med. Vi fik også trænet en alternativ opgang til balancen, hvor tunnellen lå under op-/nedgang på bommen som et U. Man sendte hunden i tunnellen og derefter op på bommen. En rigtig skidt opgang, men ingen af hundene havde problemer med den opgang, og det var bestemt hunde med skub i røven, der var med på holdet. Jeg fortalte, instruktøren at hvis man diskede op med sådan en tilgang til et felt i Danmark, så ville der lyde et ramaskrig - også til træning. Hun forklarede mig, at denne kombination forventede de at se til Nationals, som skulle være et par uger efter min hjemrejse, så det var nødvendigt at få den trænet. Hvis man ellers ser på bort fra lettere uhensigtsmæssige opgange til feltforhindringerne, så er banerne i USA ofte mindre udfordrende end dem, som vi ofte løber herhjemme.

Cirka sådan var den del af banen udformet

Der var en, som havde medbragt nogle rigtig fine småkager. Flot pyntet med glasur og det hele. Det kunne man jo godt blive fristet af, men nej det var slet ikke sådan nogle småkager. Det var faktisk hjemmelavede hundekiks. Det var vist noget med en hundefødselsdag eller en oprykning, som der skulle fejres. Meget kunstfærdigt, og der var lavet små fine poser med to cookies til hver, så alle kunne snuppe en pose med hjem til vuffi.

Smukke håndlavede/hjemmelavede hundekiks

Onsdag var vores hoveddestination, at vi skulle se redwoods. Nu skulle det altså være. Vi skulle op til en skov lidt nord for San Francisco og kørte over Golden Gate Bridge. Vi var så heldige at have klart vejr og smuk udsigt mod byen fra det populære udsigtspoint fra den anden side af broen, hvor man havde god udsigt over San Francisco Skyline og Golden Gate Bridge. Der var masser af andre turister, der skulle tage selfies med Golden Gate Bridge i baggrunden, så der var lidt trængsel.

Silas poserer med Golden Gate Bridge i baggrunden

Mens vi stod der, dukkede der pludselig en håndfuld soldater op og tog opstilling. Der udspillede sig så en mindre ceromoni der på pladsen for to soldater, som havde meldt sig frivilligt til flerårige kontrakter med Forsvaret.

Militærceromoni

Vi kørte videre i vores jagt på redwoods. Vores venner havde anbefalet os at køre til Muir Woods National Monument, hvor man kan se de smukkeste virgin træer, altså de træer, der aldrig er blevet skåret ned.

Indgangen til Muir Woods

Redwoods er de her gigantiske fyrtræer, som virker endeløse, når man stiller sig ved stammen og kigger op. Sidst jeg var i USA og denne gang også forsøgte jeg, at tage billeder, der skulle vise hvor ualmindelig høje træerne var, men det kan man bare ikke. Enten billede er retfærdigt.

Træerne er ufattelig høje

Jeg tog en lille video i stedet. Det er lidt bedre, men stadig.... Det er ikke så mærkelig, at det er svært at gengive, for træerne kan nemt blive 100 meter høje.

Nationalparken/skoven var speciel og ikke decideret "trimmet". Det var som om, den havde lidt sit eget liv. Det gjorde bare skoven mere charmerende. Der var etableret stier, men jo længere ud på turen man kom, jo mindre veletablerede virkede stierne.

Silas og Henrik på stien mellem de gigantiske træer.
Ja træerne er enorme!

Det var faktisk en meget lang tur med flere temperaturskift. Vi startede med at gå i "bunden" af skoven, som var rimelig fugtig og kold. Det var strålende solskin udenfor skoven, men det fik vi ikke meget fornøjelse af, for solen kunne simpelthen ikke trænge ned i bunden af skoven og varme skoven op.

Måske ikke den mest handicapvenlige sti på turen

Efterhånden som vi gik kom vi længere opad og blev det pludselig markant varmere, og både Henrik og jeg var imponeret over, hvor godt Silas hang i. Men det havde han faktisk gjort på hele turen, både Grand Canyon og andre steder, hvor vi fik gået meget, men også generelt på de lange køreture, som jo godt kan være opslidende for en knægt på 8 år.

Silas i rask gang

På hjemvejen gjorde vi holdt i San Francisco for at spise vores aftensmad. Vi faldt i kæde-mad på Applebee´s. Ja ikke noget særligt, og jeg skulle nok ikke have haft den isdessert, som jeg bestilte til sidst. Isen var lidt krystaliseret, og jeg måtte på toilettet flere gange de følgende timer. Jeg skulle nok have droppet den dessert. Men så er det jo heldigt, at man kan købe et mave-reparations-kit på 7eleven. Der er bare ingen grænser, hvad man kan købe af medikamenter.

Ude på gaden gik vi tur i souvenir-butikkerne og så faldt vi lige en turistfælde. En "pirat" gik rundt med en rød ara, som han introducerede folk for. Han satte papegøjen på ens skulder og så startede ellers en større forestilling. Ja, vi havde set ham lave den med en flok unge mennesker, og det var såmænd meget sødt og charmerende. Papegøjen sad på folks skuldre, og så skulle man kysse med papegøjen på hans kommando, og han opførte så sin sjove forestilling/tale, hvor turisterne og papegøjen var hovedpersoner, mens han optog det hele på ens mobiltelefon. Det var faktisk rigtig sjovt og festligt.

Papegøjekys

Filmen varede 5 minutter og han tog vel 50 billeder med telefonen samtidig. Han var faktisk ret ferm til at betjene telefon, papegøje og tale med os samtidig. Han ville så have 20 dollars (ca 140 kroner) for ulejligheden bagefter. Der var ingen købetvang, men vi kunne da ikke rigtig sige nej, og det har da også været meget sjovt at se igen efterfølgende. Man kan bruge kr. 140 på så meget andet pjank, men min store bekymring siden har gået på om papegøjen mon var bedøvet, og den tanke kan ikke rigtig slippe mig. Egentlig bryder jeg mig ikke om dyr, der skal interagere med fremmede mennesker/turister mod betaling.

Næste dag startede vi et meget lille roadtrip. Hjemmefra havde vi nogle løse planer om at besøge Monterey Bay Aquarium og tage på hvalsafari fra Monterey. Hvalsafarien startede tidligt om morgenen, og krævede derfor en overnatning i området. Vi startede med at gå ind i Monterey Bay Aquarium, som er et gigantisk vandlivsmuseum, der ligger helt ud til vandet.

Silas laver spas og lader som om han sidder på bunden af akvariet

Det var et rigtig flot museum, der viste fisk og havdyr rigtig godt. Blandt andet var vi meget fascineret over den måde, som de viste goplerne som f.eks vandmænd og brandmænd på.

Vi brugte tre timer på de flotte udstillinger, hvor der også var noget "hands-on" udstillinger, hvor man blandt andet kunne ae en rokke. Rokken havde dog fået kuperet giftspidsen, så vi ikke skulle lide samme skæbne som Steve Irwin.

Silas aer en rokke

Det var bestemt ikke nogen billig attraktion. Vi kom af med ca 1.000 kroner for os tre, og det var jo ikke fordi det var dobbelt så godt som Kattegatcentret, selvom det var mere end dobbelt så dyrt. Vi var faktisk ikke inde og se ret mange af den slags attraktioner. Vi var mere optaget af at se nationalparker og landskaber, og det var da heldigvis ikke nær så dyrt.

Cannery Row

Monterey er faktisk en meget historisk og sjov gammel by, hvor alle bygningerne i havneområdet tidligere rummede fiskekonservesfabrikker. Man havde bevaret disse bygninger og fabriksstilen på bygningerne på blandt andet Cannery Row, hvor restauranter med havudsigt og butikker lå side og side. Helt klart meget turistet, men også charmerende. Vi fik os et "lille" måltid på en mexikansk restaurant og så var vi ellers stopmætte, da vi gik tur på havnefronten.

Også helt nede langs vandet, havde man ladet fortiden leve

Vi besluttede os for at tjekke ind på det hotel, vi havde fundet i udkanten af byen og tage os en lille slapper, inden vi ville køre tilbage til byen. Vi tjekkede vejrudsigten på hotellet. Silas ville gerne se hvaler, men vejrudsigten varslede regn og tåge, og derfor afblæste vi hvalsafarien, for vi var i forvejen blevet gjort opmærksom på, at den var en meget kold og blæsende affære, og hvis den så også skulle være våd, så var det nok næppe den store succes. Tågen ville nok heller ikke bringe os mange hvaler indenfor synsfeltet.

Om dagen var det svært at undgå udsigt over vandet fra restauranterne

Vi havde aftalt at køre tilbage på Cannery Row, når det blev mørkt og finde os en lækker dessert. Vi valgte en restaurant, hvor menukortet var illustreret på en bakke, hvor der var lavet en portion af alle de desserter, der var på menuen. Det var meget håndgribeligt og indbydende, så vi bestilte hurtigt tre forskellige og alle meget lækre desserter.

"Menukortet"
Det var svært at vælge.... Men vi valgte tre forskellige

Mums.
Store og lækre desserter

Vi lagde planer for den kommende dag og besluttede os for at køre af Highway 1 mod syd, hvor vejen går helt ude ved kysten. Det skulle være en særlig smuk tur, hvor man kommer meget tæt på naturen og kan se det vilde og fascinerende hav slå ind mod klipperne.

Turen blev måske ikke helt sådan som vi drømte om. Det var jo desværre tåget. Nogen steder så tåget, at man ikke engang kunne se vandet fra vejen, selvom man kørte lige ovenfor.

Henrik vrænger lidt på næsen af tågen

Jeg tror, at Henrik og Silas syntes, at det var lidt kedeligt, så de fik den "fantastiske" idé at spille Uno på bagsædet, men jeg havde nok at gøre med at styre bilen på de snoede veje. Desværre har begge lidt tendens til køresyge, og vejen snoede sig i hårnålesving, så sådan et spil fik hurtigt en ende, og bagsædet blev i stedet indtaget af et par halvvisne fyre. 

Trods tågen var der også smuk udsigt nogle steder på ruten

Efter en lur på bagsædet er man klar til at lege klatreabe

Køreturen var lang, og jo længere sydpå vi kom jo mere lettede tågen, men vi gik virkelig glip af meget flot udsigt på turen. Mine amerikanske venner var derimod ret vilde med billederne, som jeg havde taget, fordi de syntes, at tågen og skyerne gav en flot og lidt uhyggelig stemning. Jeg vil nu også hellere have haft sol og klart vejr.

Opklaring

Efter at have kørt i nogle timer så vi et skilt med søløver, og holdt ind lidt nord for San Simoen, hvor der var søløver i lange baner. De lå klumpet sammen langs stranden. De var en anelse ildelugtende og lidt støjende, men de var meget sjove at stå og betragte.

Der lå flere hundrede søløver langs kysten
Her var to rivaler, der var meget vågne, men ellers var resten ubeskrivelig dovne.

Turen fortsatte ned til Hearst Castle, som er et af de få slotte, som man kan finde i USA, og så kan vi vel altid diskutere, om det egentlig er et "rigtigt" slot. Det er opført af en bladkonge med storhedsvanvid. Hans navn var William Hearst, og de store arealer, som han lod slottet opføre på havde han arvet fra sine forældre, hvorefter han besluttede at bygge "a little something". Slottet er inspireret af Europæiske slotte, som han ofte besøgte som barn sammen med sine velhavende forældre.

Hearst Castle

Stedet havde sin storhedstid i 1920´erne og -30´erne, hvor fornemme gæster som Chaplin, Garbo, Churchill, Roosevelt og mange mange andre hyggede sig på det fornemme slot, som vist var datidens dyreste privatopførte bygning. Hearst indkøbte vilde dyr, og man kunne dengang se antiloper, zebraer og andre vilde dyr græsse på sletterne rundt om slottet. Hvis man var heldig kunne man stadig spotte en zebra på sletterne. Han havde faktisk også løver og tigre. De gik dog i bur, da han havde dem.

Indendørs pool

Slottet var også specielt, fordi det var en "collage" af europæisk slotsinventar fra især Grækenland og Frankrig men også flere andre steder i Europa, hvor Hearst havde udnyttet, at der var økonomisk krise og købt ind til sit slot. Der var f.eks inventar fra Versailles i Paris.

Fra en af slottets mange sale

Som turist blev du ledt gennem slottet i skarp bevogtning af kustoder, der holdt øje med, at du ikke så meget som satte en finger på den forkerte side af afmærkningen eller trådte udenfor de løbere, der var lagt ud til publikum. Det var lidt et wannabe slot og så en historie om en mand med et ego på størrelse med..... ja jeg kommer til at tænke på Trump.

"riddersalen"
Blandt andet med inventar fra Versailles

Når vi taler om Trump, så har jeg også lyst til at nævne, hvordan vi oplevede præsidentvalget i selveste USA. Vi var der jo få uger før valget, og jeg vil sige, at det umiddelbart fyldte mindre i USA end hjemme i Danmark. De eneste steder, hvor vi så noget, der lignede en valgplakat var, da vi kørte gennem agerbrugsdistrikterne og østover mod Grand Canyon, hvor der var plakater/skilte med "Make America great again". Der var da også duellerne i fjernsynet, men det var ikke et samtaleemne på gaden eller generelt. Jeg har en fornemmelse af, at man ikke rigtig taler politik.

Udsigten på vejen ned fra Hearst Castle
Det er bare tomme marker...

Efter at have besøgt slottet kørte vi ned langs vandet og fandt et sted, hvor vi kunne komme ned til vandet (det kan man ikke alle steder pga de mange klipper, der er langs kysten). Vi gik en tur ved vandet. klatrede på sten og tog billeder og nød en helt fantastisk flot solnedgang, inden vi fandt en restaurant, hvor vi kunne spise aftensmaden.

Silas kigger ud over vandet fra en stor klippesten, der stod på stranden

Restauranten lå lige ved stranden, og man betalte nok også lidt for den fine udsigt, men det er bare sådan i USA, at når solen går ned, så er det bare mørkt. Det hyggelige tusmørke, som vi har i Danmark findes ikke derovre. Så vi fik ikke den fine udsigt, men vi fik da aftensmad, inden vi begav os den lange tur retur mod San Jose og Jennifers hjem.

Lørdag var også en særlig dag at glæde sig til. Fordi Nick var syg om tirsdagen, og han og Black Jack derfor ikke dukkede op til træning, så havde vennerne lige fået arrangeret en træning hjemme hos Rachel. Det var der, hvor vi i del 1 af min beretning fra turen havde været hjemme og kigge på gummispåner som underlag til udendørs agilitybane.

Så fik jeg da også rigtig prøvet at løbe i gummispånerne. Der har også været nogen, der har spurgt hvordan gummispånerne var at løbe i. Dertil kan jeg sige, at de er meget ligesom en ridehusbund med flis. Man står fint fast, og bunden er ikke for tung at løbe i. Spånerne skulle kunne holde i årevis og kan bestilles i flere forskellige farver.

Nick og BlackJack

Det var fedt, at det var lykkedes at arrangere ekstra træning. Min opfattelse er den, at det ikke er så let sådan bare lige at arrangere træning, da der ikke er så mange arealer/baner at gøre brug af. Så jeg var så glad for, at de lige fik arrangeret dette. Det viste sig også, at de havde lavet et helt sammenskudsgilde, hvor de fleste havde lidt med til bordet. Der var alt fra champagne til grøntsagstærter. Meget hyggeligere end en bruchtur på restaurant bagefter.

Lækker sammenskudsbrunch

Jeg var helt benovet over alt det, som de havde stillet an, og det var så hyggeligt og helt afslappet. Men nu er de generelt meget afslappede, og gør ikke så meget stads ud af at skulle gøre alt så fint og flot, fordi man er gæst. Jennifer forklarede mig, at det vist mest handlede om at se "giraffen", når amerikanerne stimlede sammen og var sociale udenfor agilitybanen i anledning af min tilstedeværelse. Ellers er de vist ikke så gode til at hænge ud sammen udenfor agilitysporten.

Jeg var også så heldig, at Nick lod mig prøve at løbe lidt med Black Jack, og han var super lydhør overfor mig også, selvom han aldrig har prøvet agility med andre. Han havde samme power som sine søskende, men han kunne ikke så meget endnu. Det var rigtig dejligt at se ham arbejde og prøve ham selv.

BlackJack i slalom

Da vi havde trænet færdig skulle jeg sige farvel til Nick, Susan, Rachel, Kraig og ikke mindst Black Jack. Jeg havde også denne gang haft mange hyggelige timer sammen med dem, og jeg nød at de satte tid af til samværet hen over disse uger. Afskeden med Black Jack var også denne gang svær. Jeg er helt afklaret med, at de hvalpe, som er født hjemme hos mig, ikke mere er mine, når de er flyttet, men jeg blev sgu lidt berørt, da jeg nussede ham farvel.

Super opmærksom BlackJack, der holder øje med Nick ud af øjenkrogen

Mens Jennifer og jeg var ude på agilitybanen, var Henrik og Silas sammen med Jennifers mand Chuck og deres tvillingedrenge ude på tur. De havde også en hyggelig dag, men hvor vi havde solskin og lækkert vejr, næsten for lækkert til agility, så havde de lidt regn.

Vi mødtes med dem ved Gillroys Outlet Center, hvor jeg skulle købe nogle Nike Free sko til Tobias. Henrik skulle også lige have sig et par sko. Vi handlede ind på vejen hjem og så gik vi ellers i køkkenet og lavede mad, og menuen blev noget sjov eller speciel. Vi vidste ikke helt, hvad vi skulle have til aften, men Jennifer havde købt en kæmpe pølse med hakket oksekød til hundemad, men tilsyneladende var hundevennerne enige om, at det der kød var prima kvalitet, så det skulle vi da lave burgerbøffer af. De fodrer bestemt deres hunde godt, kan jeg nu berettet om, for det var nogle lækre burgerbøffer, og vi havde en perfekt sidste aften sammen med Jennifer og hendes familie og Karla fra "klanen", som jeg også er stødt på nogle gange under mine besøg.

Den sidste middag, hvor jeg fandt ud af, at "hundeæde" ikke er så ringe endda

Søndag var sidste dag, så der skulle der bare pakkes og provianteres lidt. Jeg havde købt en lækker sportstrøje i Walmart ugen forinden, og sådan en ville jeg gerne have en mere med hjem af. Bare i en anden farve. Jeg gjorde klar til at tage på indkøbstur på egen hånd, da Jennifer annoncerede, at hun gerne ville med. Det er lidt sjovt, for vennerne i "klanen" går helst ikke ud i fysiske butikker, men køber "tingene" på nettet i stedet. Og hvis de endelig skal i en butik, så er Walmart den sidste af alle butikker, de vil besøge. Vi tog afsted sammen, og jeg gik på jagt efter sportstrøjen i en anden farve. Jennifer forsvandt ud i butikken, der vel har størrelse som et mindre Bilka varehus, og jeg nåede da godt nok at tænke på, om vi mon ville finde i hinanden igen. Det havde Jennifer også kort nået at tænke, men hun kiggede sig så omkring, og så mig som en langt, tynd og blond starut mellem de mange mørke, små og buttede (nogle af dem også overbuttede) personer i Walmart. Ja, for det er sådan stamkunderne ser ud, hvis man skal være lidt fordomsfuld.

Walmart - håndkøbsmedicinafdelingen

Jeg fik provianteret og kigget mig omkring, uden at jeg skulle se på Silas´og Henriks utålmodige blikke, for de var efterladt hjemme i huset. Jennifers drenge var meget interesseret i Silas, og de fandt da også ud af at hygge sig sammen. Det gik nemmest ved hjælp af Ipads, hvor de kunne spille de samme spil og kommunikere om det. Silas kom da også nogen gange og spurgte os, hvordan man sagde det ene og det andet, for han ville gerne forsøge at kommunikere lidt med drengene på engelsk. Jeg var faktisk ret stolt af hans mod til forsøge at snakke engelsk.

Ipad hygge

Inden vi havde set os om, var den dag jo også ved at være brugt, og Jennifer var så venlig at køre os til lufthavnen.

Ventetid i gaten

Det var så fantastisk og overvældende en tur, og der går ikke mange dage, hvor jeg ikke tænker på et eller andet fra turen. Inde i mit hoved skal jeg bare snart afsted igen. Hvis alt går efter planen vil Jennifer og familien (og måske flere fra "klanen") rejse til Europa i 2018, og vil forsøge at lægge et Danmarksbesøg ind i planerne. Vi håber på et ugestævne i 2018 og en plads til hende blandt deltagerne. Imens tænker jeg stadig lidt over, hvilke ting, som jeg ville berige en amerikaner med at se, når de besøger Danmark. Det er jo svært at hamle op med Grand Canyon og prærielandskaber i vores lille land. Men jeg kan da sagtens finde en ghost town her i Udkantsdanmark.

Tandlægeskræk

Det er i dag fredag d. 13. Det siger næsten sig selv, at det er dømt til at blive skidt dag, især når man har en tandlægeaftale stående i sin kalender.

Men faktisk startede dagen med, at jeg væltede noget besværet ud af min seng for at komme ind i stuen og snooze min mobil, der ligger trygt i stuen, for at jeg ikke bare stikker den en lige højre i søvne, når den larmer kl 06.03, for derefter at sove videre.

Onsdag morgen havde jeg det næsten på samme måde i ryggen og tænkte, at det nok var noget, som jeg bare kunne gå væk på tur med hundene. Men nej, det hjalp aldeles ikke noget med en frisk travetur. Så da jeg ankom til kontoret i Taastrup lignede jeg en, der var blevet støbt i en hjørnesofa.

Bedste arbejdsstilling var lænet/hængende ind over skrivebordet. Jeg kunne simpelthen ikke rette mig op og gik som en gammel krumrygget heks, der havde glemt sin stok. Heldigvis var det lykkedes mig at få en aftale med Niels Poulsen (M-Touch), som med "kærlig" behandling fik mig rettet ud, så jeg kunne stå og gå oprejst. Det var meget heldigt, for jeg havde en tøjpræsentation for 20 mennesker torsdag morgen. Så torsdag var min ryg/lænd heldigvis ok, men måske var støvler med høj hæl ikke det mest smarte at vimse rundt i, for i morges var det skidt igen.

Jeg var heldig at få en tid hos massøren kl 9, og jeg siger bare, at det gjorde sindsygt ondt. Jeg lå bare der og stønnede og klagede lidt, mens hun "gravede" i min balde. Mens jeg lå der og led, så tænkte jeg på det forestående tandlægebesøg, som jeg vidste i princippet ville gøre mindre ondt end massagen og nok også ville tage betydelig kortere tid. Jeg ville bare så meget hellere ligge to timer på briksen hos massøren end en halv time hos tandlægen. Massøren fik løsenet spændingerne, og så var jeg kørende igen.

Klokken 12.30 tjekkede jeg ind hos tandlægen, og jeg sad i venteværelset og ledte efter kræfter til at mande mig ordentlig op og tage det roligt. Jeg var velforberedt, og havde fundet musikken på Spotify og taget min øretelefoner med.

Efter en del år og mange mange gange med dårlige oplevelser, fandt vi for nogle år siden ud af, at den ordinære bedøvelse er lang tid om at virke hos mig. Det betyder faktisk, at tandlægerne ofte har "ordnet" tænder på mig uden, at jeg har været ordentligt bedøvet, og jeg er meget følsom i min mund, så det gør rent faktisk temmelig ondt. Jeg husker, at jeg hos skoletandplejen fik trukket nogle af de store mælketænder ud, og i dag tænker jeg da også på, om jeg overhovedet var ordenligt bedøvet dengang. Jeg har også fået lavet nogle fyldninger hos skoletandplejen, og jeg husker det kun som noget helt forfærdeligt, selvom jeg havde fået injektioner (som jo så tilsyneladende ikke nåede at virke, før det hele var overstået) og sågar lattergas.

Sidste gang jeg skulle have lavet en fyldning var for en måned siden (tandlægen havde så bare overset dette hul på røntgen, derfor måtte jeg nu desværre afsted igen nu). Faktisk var de to huller kommet, fordi jeg få to år siden fik lavet en fyldning i min bagerste tand, som resulterede i at der kom en lomme mellem de to bagerste tænder. Det betød, at jeg ofte kunne fiske kødstykker ud fra dette mellemrum, og min logiske sans kunne jo godt regne ud, at det på sigt ville resultere i et nyt hul (eller to). Tandlægen tilbød godt nok også at lave det om for 1½ år siden, men det kunne jeg ikke overskue. Det fortæller måske lidt om, hvordan jeg har det med tandlæger og fyldninger. Tanken om at hun igen skulle bore, kunne jeg slet ikke magte. Det har så i princippet kostet mig kr. 2.500 at udskyde det så længe.

Men da hun skulle lave fyldningen for 1 måned siden brugte hun en ny og stærkere bedøvelse, og den virkede hurtigt og var meget effektiv. Jeg kunne virkelig ikke mærke noget som helst, selvom jeg tidligere har kunnet mærke noget on/off og nærmest har ligget som på nåle med forventningen om, at der ville komme et jag et eller andet sted. Faktisk har jeg ofte ligget som en flitsbue med knuede hænder og flexede fødder.

Denne gang satte jeg mig i stolen og var rimelig afslappet. Jeg havde forinden også forsøgt at tale mig selv til ro med fornuft. At jeg skulle huske, at det faktisk slet ikke gjorde ondt sidste gang. At det ikke tog særlig lang tid. At jeg kunne "flygte" ind i min medbragte musik. At jeg i virkeligheden var en frygtelig kujontøs, når jeg tænkte på alle de ting, som Silas ofte står model til uden at beklage sig synderligt og så går jeg helt i spåner over et tandlægebesøg, når jeg nu er et voksent og rationelt menneske.

Tandlægen lagde samme slags bedøvelse som sidst, og jeg kunne straks mærke pulsen stige, og jeg kunne mærke hvert et hjerteslag, mens jeg lå der. Tandlægen gik ud, mens vi ventede på, at bedøvelsen skulle virke. Jeg fandt min Iphone frem for at starte musikken fra Spotify. Jeg bemærkede, at mine hænder rystede, så jeg næsten ikke kunne ramme de rigtige taster på skærmen. Men jeg fik da tændt for musikken. Det var Jean Michel-Jarres Equionox album, som skulle holde min hjerne beskæftiget med noget andet og overdøve lydene fra tandlægens instrumenter i min mund.

"Dejligt" udsigt fra stolen

 Da bedøvelsen virkede gik hun igang, og jeg arbejdede seriøst med at slappe af, og bemærkede, at mine fødder faktisk var afslappede og mine hænder heller ikke så sammenkrammede. Det gjorde ikke det mindste ondt, og jeg fokuserede på musikken (Jean Michel-Jarres album har det med at hvirvle mine tanker væk) og lukkede alt andet ud. Jeg forsøgte, at forestille mig, at tænderne og tandlægen ikke havde noget med mig at gøre. Mentalt gik jeg ligesom væk og lod dem gøre deres arbejde. Det virkede faktisk over al forventning, og tandlægen kunne gøre borearbejdet færdigt, uden at jeg måtte afbryde det (som jeg egentlig plejer at gøre 4-5 gange), fordi jeg ikke magter mere.

Musik i ørerne

Da det hele var overstået og fyldningen slebet til, kunne jeg stige ud af stolen igen og bare være glad for at være kommet på den anden side af denne begivenhed. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal få mig selv til at holde op med at køre op over tandlægebesøg og fyldninger i sær. Selvom der ofte kan gå 5 år mellem en fyldning, så hader jeg det bare så ubeskriveligt, og nu har jeg endda oplevet et par gange, at det slet slet ikke gør ondt. Så jeg håber, at der går mange år, før jeg skal bores i igen.

Resten af fredag d. 13. har heldigvis været ret ukompliceret.

Året der gik - 2016

2016. Endnu et år fløj afsted. Men sådan er det med tiden, når man er i godt selskab og gør ting, som kan godt lide.

Når vi går ind i et nyt år, så kigger jeg mig altid tilbage her på bloggen og kigger på, hvad året har bragt mig, min familie, mine hunde og alt det, som er mit liv. Og når jeg sammenholder diverse aktiviteter, så synes jeg faktisk, at det balancerer rimeligt. Jeg synes i det hele taget, at balance er en kunst, når man som jeg har en sport, der tager så meget tid både i træning og stævner. For det er vigtigt for mig, at jeg også har tid og oplevelser sammen med familien.

Foto: Morten Kanne-Hansen

Jeg har dog registreret, at jeg en stor del af året har følt, at jeg konstant var et skridt eller to bagefter. Hængepartierne har stået i kø. Blandt andet har jeg taget en masse billeder gennem 2016, og jeg har ikke fået redigeret ret mange af dem. Det er både min nieces konfirmation i maj samt stævnebilleder, hvalpetræf m.m. Den væsentligste årsager til det er min perfektionisme. Jeg bliver aldrig tilfreds med de ting, som jeg laver og nurser om det for længe for at gøre det bedre. Det gælder mine billeder, mine blogindlæg for den sags skyld også samt nogle af mine arbejdsopgaver.

Min opsummering er primært lavet for min egen skyld, men andre må naturligvis også gerne læse med, men den får mig også til at stoppe op og tænke, og den får mig også til at tænke lidt over, hvad det kommende år skal gå med. Hvad skal jeg sammen med familien og hvad skal jeg "udrette" sammen med mine tre hunde i den kommende sæson. Jeg har naturligvis gjort mig nogle tanker og sat et par ting ind i 2017 kalenderen, men der er plads til meget mere, men det er jo heller ikke meningen, at hele året skal være booket op i løbet af januar.

Planlægning 2017

Januar:
Små begivenheder kan man efterfølgende have meget glæde af, og sådan var det også med januars største begivenhed. Min altid søde og hjælpsomme far kom forbi nogle dage og hjalp os med at få gjort klar til en ny brændeovn. Da vi flyttede ind stod der et stort gammelt skrummel, som ikke var til meget nytte og så var den ualmindelig grim. Vi fik ikke meget varme ud af den, men det tog os mange år at komme så langt, fordi vi først skulle bryde sådan en "fin" repos ned, som den gamle meget grimme ovn stod på, og så skulle der lægges fliser ud på vores meget skæve gulv. Nu nyder vi så endelig at have fået en brændeovn ind i stuen, som varmer ordentlig op uden at skulle bruge en rummeter træ om ugen (overdrivelse fremmer forståelsen)

Der blev også plads til at kursus med Jane Elene Christensen. Jane havde som altid lavet en interessant bane til kurset, som vi også endte med at kunne løse, selvom det kunne se håbløst ud på papiret.

Februar:
Tine og jeg fik røntgenfotograferet Fuji og Darwin på hofter, albuer og skuldre. Det er nu kun BlackJack i USA, der endnu ikke er hd-fotograferet, men de 4, som jeg kender status på, har fået A på hofter, 0 på albuer og OCD ikke påvist. Altså samme status som både deres mor og far.

Da vi alligevel var igang med at fotografere, så snuppede jeg også lige MicMic med. Hun fik fotograferet sine hofter, og de var også begge status A. Jeg har haft i overvejelserne at parre MicMic efter forespørgsel fra et par hanhundeejere, men jeg har også været meget i tvivl. Faktisk synes jeg, at det ser ud til at være relativ svært at komme af med sheltiehvalpe, og at flere hvalpe bliver hængende længe - eller altid. Jeg synes, jeg har oplevet flere, som indenfor de sidste par år, som ikke har kunnet afsætte deres hvalpe, og den situation kunne jeg ikke tænke mig at havne i.

Tre slappe hunde

MicMic har et fedt temperament, en enorm glæde og stor lyst til at arbejde. Og så er hun ikke et konstant gøende "spektakel". Hun er en lille humørbombe, og hun er altid glad. Hun har også et par minusser, men det er nok svært at finde en hund, der ikke har det. Men jeg har nu heller ikke anskaffet mig MicMic med avl for øje.

MicMic - min lille agilityhund (Foto: Tina Hindsgaul)

Marts:
Påskeferie. Vi startede med familiehygge med en tur til Fregatten Jylland og hyggetur i Ebeltoft by. Jeg var sjovt nok ikke god til at besøge disse skønne steder på Djursland i de 25 år, jeg boede deroppe.

Ebeltoft har mange charmerende og skæve gader og huse

Derefter var Henrik og jeg så heldige, at vi kunne stikke af på kærestetur til Frederikshavn, mens mine forældre passede hunde og Silas. Gavekortet på et hotelophold med middag var iøvrigt en julegave fra dem. Der er tid og nærvær til et andet samvær, når ikke der er en lille lyshåret dreng, der afbryder enhver samtale eller en hund, der puffer til en eller anden arm eller skal kaldes ind på gåturen. Jeg havde i skyndingen helt glemt denne tur, og derfor er jeg glad for lige at blive mindet om den på mit tilbageblik.

Udsigt fra Bangsbo mod nord og Frederikshavn By

I denne måned var jeg på endnu et agilitykursus med Jane Elene Christensen. Jeg synes, at jeg fik lært mange gode ting, som jeg ofte bruger på agilitybanen, og egentlig er jeg også blevet så begejstret for Janes undervisning, at jeg nogen gange køber en afbudsundervisningstime på Sjælland, hvis jeg kan kombinere det med, at det er en dag, hvor jeg alligevel er på job på derovre.

April:
Måneden startede nærmest med stævne på Vilhelmsborg. Cherie og jeg lavede en tur ud af det og kørte sammen derop og overnattede i en hytte ved Saksild Strand. Det blev en super hyggelig tur, og for mig var det også et helt fantastisk stævne rent resultatmæssigt. Ninja løb som en drøm, og MicMic leverede også fine, men mere usikre løb grundet manglende rutine.

På Silas´skole var der Rynkeby løb, og Silas fik en sponsorseddel med hjem, hvor hans personlige sponsorer kunne skrive på, hvad de ville bidrage med pr. omgang Silas tog til Rynkebyløbet. Jeg delte hans sponsorseddel på Facebook og så greb det ellers om sig. Silas endte med at have sponsorbetaling for ca. kr. 400 pr. omgang og det endte med at give i omegnen af 4.000 kroner til Rynkebyløbet. Faktisk var hans bidrag omkring 10% af skolens samlede bidrag. Det var lidt vildt, og jeg var stolt over min lille knægt og ikke mindst stolt over, alle dem som bakkede os op.

Så er de klar til afgang

I april var vi også en tur i Tivoli. Silas elsker forlystelsesparker, men hvilket barn gør ikke det. Vi havde en hyggelig, men også lidt kold tur.

familieportræt ved spejlene

Min jagt på at gøre Ninja til svensk agility- og springchampion satte ind i april, hvor Dorthe Johnsen og jeg kørte en tur til Kalmar og håbede, at vi kunne være heldige derovre. Det var vi desværre ikke, men vi havde en hyggelig tur og fik løbet nogle spændende baner.

Maj:
Måneden startede med en fantastisk forårsdag, og det var rigtig heldigt, for det var den dato, som min niece blev konfirmeret. Nadja blev konfirmeret i Kolind Kirke af samme præst, som konfirmerede mig og døbte Tobias. Det var hendes sidste hold konfirmander, før, og hun gik på pension. Dem fik hun sendt ind i de voksnes rækker med en god, nærværende og humoristisk prædiken. Festen blev holdt på Restaurant Stockfleth på Ebeltoft Havn, hvor Nadja fik besøg af Topper, som er den hest, som hun har part i på rideskolen.

Nadja og Topper

Mors dag er ikke noget, som vi går op i her i huset, men denne her mors dag kan jeg nok alligevel godt huske tilbage på. Det var nemlig en fantastisk dag, fordi Henrik havde sat sig for at forkæle mig, og jeg havde overladt dagen til hans planlægning (noget der ikke sker så tit).

Udsigtspunkt mod Kalvø - her spiste vi morgenmad

Han havde lavet den lækreste picnic brunch, og sammen kørte vi ud i det sønderjyske landskab, hvor vi alle tre spiste den lækre mad, inden vi gik en tur. Senere gik udflugten mere spontant til Als og sluttede med en lækker is på havnen i Sønderborg. Det var en rigtig hyggelig dag.

Is på havnen i Sønderborg

Mine forældre havde også guldbryllup i maj. Så vi fik rigtig set hinanden i familien i denne måned. Mine forældre gider ikke rigtig suppe, steg og is, så de havde i stedet inviteret børn, børnebørn og oldebørn i Tivoli Friheden i Aarhus. Fint alternativt til en fest, og der var også aktiviteter for enhver smag, selvom jeg jo syntes, at fokus forsvandt lidt fra guldbrudeparret.

Spisning i restauranten

Maj måned er også altid en meget stævneaktiv måned, og det blev der faktisk også plads til med både deltagelse i Maxi Zoo Cup i Viby og Kingsmoor Cup i Ribe Hundevenner. Det er altid hyggeligt med disse 3-dages stævner, hvor Silas og jeg bor i campingvogn på stævnepladsen. Silas hygger i campingvognen med Ipad, lave film og tegne og går sådan lidt til og fra stævneringene. Om aftenen plejer vi at hygge med at gå ture og måske spille spil, hvis energien er til det.

Aftentur til stævnet i Viby

Juni:
Fuji kommer på sit første agilitykursus, og jeg forventede intet særligt af hende, og det er jo i sig selv ikke svært at indfri. Men hun kunne bare så meget mere end "intet". Hun er generelt lidt hektisk, men arbejder godt, bruger hovedet og er lydhør, og jeg er vildt glad efter kurset med Sarah Lorentzen.

Fart er det bedste i verden iflg Fuji

I min jagt på svensk certifikat tog jeg en weekend til Sveland Cup i Hässleholm. Der var skarp konkurrence og spændende baner, og denne gang fik jeg sørme et springcertikat med hjem og en fin championtitel til Ninja. Vi kvalificerede os også til finalen, og det var i det hele taget en stor oplevelse at løbe deroppe. Det havde været fedt, hvis jeg kunne have delt den med andre danske udøvere, men jeg var taget derop helt alene, og søndag var jeg eneste dansker.

En smilende Ninja med sin roset-høst fra Sveland Cup

Måneden sluttede af med en tur til Mandø sammen med en flok hundevenner. Faktisk var der på et tidspunkt 36 hunde i det lille vænge, hvor vi boede. Det gav nu ikke anledning til uro. Faktisk var det Silas og hans gode ven Oliver, der var de mest larmende i det vænge - måske endda på hele den fredelige campingplads.

Mandøhygge - pandekager over bål

Juli:
Jeg blev så glad for Mandø, at jeg i sommerferien vendte tilbage og blev der i 10 dage - også sammen med en stor del af hundetosserne. Blandt disse dage var heldigvis også i den eneste uge af sommerferien, hvor vi havde seriøst sommervejr i Danmark. Vi nød de 24-28 grader ude på den lille Vadehavsø.

Total afslapning på campingpladsen

Fantastisk badeferie

Vi havde en fantastisk badeferie, hvor vi, når der var lavvande, gik ud i sejlrenden og tog en dukkert i det klareste og mest lækre vand. Vi havde alle hundene med, og der gik vi så ude på det lave vand med ca 30 hunde løs mellem hinanden. Det gik let og smertefrit uden konflikter mellem hundene, selvom mange af dem ikke kendte hinanden på forhånd.

Balsam for sjælen

Sådan en campingtur på Mandø er det mest afslappende, man kan forestille sig. Det er i sandhed bare det, som man i moderne dansk kalder "tøffetid". Ferien var dog tæt på at slutte meget trist, da jeg på en af feriens sidste dage mødte køre "udrykning" mod fastlandet med MicMic, som i løbet af få timer var blevet meget skidt tilpas.

Stakkels MicMic ved foden af regnbuebroen

Hun var tæt på at dø, sandsynligvis af en forgiftning forårsaget, af at hun havde spist lidt af en krabbe dagen før. Heldigvis fik dyrlægerne gang i hende igen, og hun var allerede dagen efter frisk som en havørn. Pyha!

På grund af et trist afbud fra en skadet ekvipage på holdet, så fik jeg tilbuddet om at tage til European Open i Frankrig. Jeg takkede ja og var så heldig at kunne køre sammen med Daniel Eichler derned. Det lykkedes faktisk at få bikset sådan en plan B sammen det sidste døgn før afgang. Så der var styr på kørsel og overnatning. Jeg husker turen i det franske som ret kold, arrangementet som uorganiseret, og underlaget som hårdt og ujævn. De gode resultater fra Danmark var der heller ikke mange af. Men alligevel var turen god og hyggelig sammen med de andre danskere.

Ninja og jeg er fotograferet på stævnepladsen ved EO

August:
MicMic var på agilitybanen virkelig vokset sammen med mig, og nu begyndte vi at kende hinanden og kunne løbe lidt mere sikkert sammen. MicMic og balancebommen havde været lidt uvenner i starten af sæsonen, men det så også ud til at virke nu. Jeg havde konsekvent sat hende tilbage på balancebommen, hvis hun forlod den uden en release, så vi havde mange diskvalifikationer på den konto.

MicMic elsker at give den gas og nu er hun klar igen

Til weekendstævnet i DCH Kolding var hun dog helt fantastisk og hun vandt faktisk begge åbne klasser, så jeg glædede mig rigtig meget til at løbe hendes sidste klasse på stævnet - agilityklasse 1. Desværre kommer hun til skade i en tunnel og laver en forstrækning af ledbåndet på indersiden af skulderen. Det betød så en lang pause til MicMic. Vi er først startet op med at lave lidt agility her efter jul.

Jeg havde arrangeret en dag for Ninjas hvalpe. Tine og Annmari kom ned til mig, og vi fik trænet lidt agility i haven og fik snakket og snakket. Om aftenen kørte vi over til Rikke ved active-dogs.dk for at prøve at hyrde. Det er superskønt at se hvalpene igen, og de er også altid glade for gensynet. Alle besidder et stort drive og stor lyst til at samarbejde med deres fører.

Ninja - Fuji - Darwin - Doody

Ingen af os har dog umiddelbart planer om at hyrde, men det var meget rart at se, om de kunne se ideen i det med fårene. Jeg har hyrdet et par gange siden, og har da også tænkt mig at skulle det i 2017, når nu der igen er lidt lyst om aftenen.

Fuji venter på adgang til o

DCH Varde var værter ved Jysk Mesterskab. Ninja blev Jysk Mester i 2015 og sørme om vi ikke også genvandt den titel i Varde. Det var et rigtig godt stævne, og jeg må se, om jeg ikke kan huske at putte det ind i stævnekalenderen i 2017.

Jysk Mester

September:
Nu var det så pludselig blevet sommer - hvert fald sommervejr. Det kunne ikke rigtig indfinde sig i sommerferien, bortset fra den uge, hvor vi var på Mandø, men helt usædvanligt, så var det sommer langt ind i september. Lækkert med 20-25 grader og badevandstemperaturer over 20 grader. Jeg gjorde det nærmest til en vane at have badetøjet i bilen, og jeg fik mig da også et par dukkerter på vejen hjem fra diverse møder. Som f.eks billedet herunder, hvor hundene og jeg bader i Assens medio september efter et møde.

Fuji og jeg bader ved Assens

September er også måneden, hvor agilitysæsonen afsluttes med DM, både i DCH og DKK. Ninja var i år kvalificeret til at deltage i dem begge, så jeg startede med at smutte til Roskilde for at løbe DKKs DM. Det individuelle kiksede helt for mig ved 11. forhindring i springløbet, hvor Ninja smuttede i det forkerte tunnelhul. Så var det lige som slut med chancerne for at gøre sig gældende individuelt.

Klar til morgenskål til DM - skål i Cocio

Jeg løb i år også med på hold, da DAW-holdet havde inviteret mig med på deres hold. Vi havde faktisk en rimelig fin placering efter springløbet, som godt kunne have givet os en podieplads, men vi kiksede desværre ag-løbet, så det blev der ikke noget af. Søndagen regnede nærmest væk, og jeg valgte at trække Ninja fra det individuelle løb. Jeg så ingen grund til at løbe på det smattede og glatte underlag. Nogen gange er jeg bare lidt pylret, men jeg havde heller ikke "noget" at løbe for, så hvorfor skulle jeg dog?! Selvom det silede ned søndag, så var der faktisk pænt med tilskuere ude fra weekenden igennem. DM blev holdt sammen med Hestens Dag, og jeg synes det var fedt, at et DM var placeret, så det var synligt, fremfor på en eller anden ensom og afsides sportsplads.

DM ringen med tilskuer-hjørnet

DCHs DM blev afviklet i Næstved, så vi fik en tur mere til Sjælland. Det var også et hyggeligt DM, hvor man gør meget ud af højtideligheden med indmarch, fælles præmieoverrækkelse og udmarch. Nogen gange kan jeg godt synes, at det er en lidt langtrukken affære, men uanset hvad så hyggede jeg mig, også selvom jeg ikke fik en podieplads med hjem fra Næstved.

Mellem de to DM´er deltog hele familien i Stafet for Livet i Haderslev. Smukke omgivelser og Verdens største udendørs-stafet. Det er hyggeligt og en dejlig måde at opleve byen på. Naturligvis også en skøn måde at være sammen på, bevæge sig, være nærværende og støtte et godt formål. Se når alle fighterne slipper ballonerne løs ved åbning på den korte video herunder.

Oktober:
Denne måned er total overskygget af vores helt igennem fantastiske tur til USA. Der går nærmest ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på turen og vores oplevelser sammen. Vi var ialt i 4 stater. og vi så nogle af de "største" ting i den vestlige del af USA, og ingen af os føler, at vi blev "færdige", men sådan en tur kræver jo en masse ferie og samtidig også en masse penge, men vi skal tilbage. Det er vi enige om.

Familiebillede i Yosemite Nationalpark

Vi havde bare en skøn skøn ferie sammen, hvor vi både fik set en masse, og jeg fik lejlighed til at besøge den hvalp, som jeg for to år siden solgte til Nick i Californien. Dengang lærte jeg også mange andre at kende derovre, og det var så hyggeligt at gense dem. Jeg vil ikke skrive mere om USA turen her i mit tilbageblik, for jeg mangler stadig et par blogindlæg fra turen, og det er for svært at fatte sig i korthed om den tur.

November:
Vi brugte vist mest denne måned på at forsøge at finde os selv. Dog havde Henrik og jeg også fornøjelsen af et par kulturelle oplevelser i denne måned.

Blandt andet var vi inde og se Fredericia Teaters opsætning af Klokkeren fra Notre Dame. Det var virkelig en fantastisk opsætning. Jeg var så vild med scenen, lyset og lyden. Jeg har aldrig oplevet noget så gennemført. Der var ingen irriterende sceneskift, hvor folk skubbede rundt med kulisserne, mens der stod et par skuespillere og underholdte i den ene side af scenen for at sløre det igangværende sceneskifte.

Men vi var også meget imponeret af den forestilling, som Den Nye Friskole opførte efter at have arbejdet med den i små to uger. De havde arbejdet helt fra scratch, og eleverne havde skrevet stykket (med voksenhjælp naturligvis), og det var virkelig godt.

Da de for to år siden også skulle lave teater var det meget tydeligt, at Silas ikke var så pjattet med at skulle stå på scenen, og han endte også med ikke at komme på scenen dengang, så jeg syntes det var lidt øv at komme hjem fra USA (det gav jo lidt fagligt fravær, men så til gengæld så meget andet til ham) og så starte to uger med musical op.

En rå Silas med læderjakke - nr. 2 fra venstre

Men Silas udvikler sig heldigvis også, og han endte faktisk med at gå op rigtig meget i det, og han spillede så fint på scenen og dansede med i sit stykke (han hader sang og dans). Det er virkelig store fremskridt for ham, og det var Henrik og jeg rigtig glade for at se. Silas afkrævede os da også svar på, hvilken forestilling, vi syntes var den bedste. Friskolens stykke eller Klokkeren fra Notre Dame?

November og december var også præget af hyppige besøg på Skejby Sygehus, fordi Silas skulle deltage i et forskningsprojekt. Det var opslidende for både Silas og mig. Silas var virkelig bange og ked af blodprøver og sug flere gange i træk. Det sled selvfølgelig også i mig at mærke hans utryghed, og jeg gjorde mit bedste for at gøre oplevelsen så smertefri og let som mulig, og ellers forholde mig stille og roligt omkring, hvad der skulle ske. Jeg brugte meget tid på at forklare og også på at finde ud af, hvad vi (teamet på Skejby og jeg) kunne gøre for at hjælpe ham. Nu er projektet overstået, og vi er på den anden ende. Hvad Silas ikke ved er, at han i januars kontrolbesøg også skal have taget en blodprøve, fordi hans levertal har været forhøjede, og det vil de gerne følge op på. Jeg venter med at fortælle ham det, indtil vi har fået indkaldelsen, så han ikke bruger flere uger på at køre op over det.

December:
Min mor havde rund fødselsdag i starten af december og havde inviteret børn, børnebørn og oldebørn til middag hjemme hos dem selv. Vi fik super lækker mad fra Auning Kro, og det var så fantastisk dejligt at være hjemme frem for på en kro eller et andet spisested, for her kunne ungerne lege og hygge sig sammen uden at skulle sidde bænket til bordet, mens vi voksne kunne blive siddende og snakke, spise og hygge sammen.

Lækker lagkage fra bageren kunne frembringe appetit hos Silas
- han tog nu også godt for sig af dyreryggen til hovedretten.

Ellers er december jo også jul. Vi holdt en helt tradtionel jul, som i min barndom hjemme hos mine forældre. Vi var 8 juleaften, og vi fik risengrød med mandel i til forret. Det var helt, som dengang jeg var barn - som dengang fik jeg heller ikke mandelgaven.

Risengrød - som i min barndom

Bagefter fik vi andesteg, flæskesteg, medisterpølse og brune, hvide og franske kartofler. Ja der manglede ikke noget. Vi havde god tid til at sidde og hygge os, for der var ingen små børn, som skulle tidligt i seng.

Silas tegner, mens vi venter

 Juletræet var nærmest klodset op på julegaver, og jeg synes ellers ikke, at vi giver mange julegaver, men f.eks Tobias høstede mange gaver, da han lige har fået sin helt egen lejlighed i Herning.

Juletræet med sin pynt, venter på vi får begyndt...

Tobias fik et hav af pakker

Julegaverne blev uddelt en for en, hver gang, der blev slået en 6´er med terningen. Silas læste op fra gavemærkerne og uddelte gaverne, som blev pakket op til skue for alle os andre, inden vi gik videre til den næste pakke.

Hundene er ikke velkomne på parketgulvet,
så de må nøjes med at opleve juleaften fra den anden stue

Hvis man nærmer sig gulvtæppet så overfaldes man af hunde,
der ved, at de ikke må sætte poterne på parketgulvet

Ingen hastværk med gaverne, og alle gaver fik opmærksomhed. Klokken blev også mange, inden vi kastede os over kaffe/the og konfekt.

Juleslik

Ellers brugte vi mest vores juleferie på at slappe af og ikke lave ret mange ting. Vi har sovet længe og puslet lidt omkring, men ikke udrettet nogle store ting og projekter, som jeg måske godt kunne have tænkt mig, men vi trængte til at slappe af i stedet.

Nytårsaften havde vi besøg af gode venner og fik god mad og hyggede os. Heldigvis er mine hunde ligeglad med fyrværkeriet, og der bliver da fyret af herude, men det er ikke så slemt. Men jeg vil alligevel ikke lade mine hunde være alene hjemme sådan en aften, og vi har også bare den holdning, at god mad og en stille aften er fin for os.

Godt nytår til alle mine læsere, og jeg håber vi ses på bloggen eller ude i virkeligheden.