MicMic er weekendens stjerne

Denne skønne forårsdag tilbragte jeg i IEC i Viborg, hvor der var stævne for små og mellemhunde. Mit mål er at MicMic skal i klasse 3 i 2017, og det arbejdede hun rigtig godt på i dag. Hun er en rigtig lækker hund at løbe med, og hun smiler hele banen rundt.

Vi startede med AG1. Vi manglede kun en enkelte oprykning i agilityklassen for at være i klasse 2. AG1 vandt vi med over et sekund, så den oprykning, sad lige i skabet. 

MicMic vinder AG1 

Resultatlisten

Vores debut i AG2 endte desværre med en disk, fordi jeg glemte, at det var MicMic, som har brug for mere støtte end Ninja, som jeg var på banen med. I mit næste AG2 løb var hun pludselig ikke så begejstret for vippen, selvom det var tredje gang i dag, at hun skulle på den. Men det var nok, fordi jeg ville bagkrydse på vippen. Hun er jo stadig ikke så stævnevant i agilityklasserne. 

Vores sidste løb var SP2, som var en bane med en noget dum linje på hjemturen. MicMic var faktisk også den eneste af alle lille og mellemhundene, der var fejlfri på den bane, så det løb vandt vi, kan den lidt kvikke nok regne ud. Så der sikrede vi også et oprykningsnotat i resultatbogen. Du kan se løbet her

MicMic vinder SP2

Resultatlisten SP2

Jeg var meget tilfreds med at vinde 2 ud af de 4 klasser, som jeg startede i idag. MicMic var rigtig sej og arbejdede rigtig godt. Hun bliver bedre og bedre. 

Oprindeligt var det ikke min plan at skulle løbe i dag, men i stedet i morgen med Ninja, da der er landsholdsløb i morgen (eftersom jeg har meldt Ninja til landsholdets bruttotrup, så var vi nærmest nødt til at starte), og jeg forinden havde gjort op med mig selv, at jeg ikke ville bruge hele weekenden på at være til stævne i Viborg. Derfor havde jeg prioriteret Ninja, og ville ikke have løbet med MicMic.

Men desværre må jeg sande, at Ninja altså ikke er klar til at løbe agility endnu. Jeg har gradvis belastet hende efter, at jeg havde fået grønt lys til at gå igang igen. Der har ingenting været at se hverken under eller efter lufteture unden snor på markveje, skov eller på stranden, og heller ikke efter at have løbet en halv bane på 30 cm springhøjde. Så jeg besluttede mig for at prøve at træne hende lidt på en bane i haven på 55 cms springhøjde. Efter lidt mere end 5 minutters træning, så følte jeg bare, at det var "forkert", for hun trak sig lige så lidt. Men det er så svært at se den hund, som man selv står/går med, så jeg filmede hendes trav ifm træningen, og så var jeg slet ikke i tvivl om, at hun ikke skulle løbe i denne weekend, og min mavefornemmelse sagde mig også inden, at hun ikke var klar, og den skulle dumme jeg have lyttet efter og givet hende mere restitution, inden jeg tog hende ind på en bane igen. Men nogen gange føler jeg mig også overhysterisk, og at jeg pakker mine hunde ind i vat. 

Det var ret hårdt i dag, når folk (venligt og omsorgsfuldt) spurgte, hvordan det går med Ninja. Jeg må sige, at jeg flere gang fik våde øjne, og måtte også sige til et par stykker, at jeg ikke havde lyst til at snakke om det, for jeg er så frustreret over, at der ikke er "noget" galt med hende, når jeg kan se, at hun ikke er ok, og jeg vil også gerne være med... Men mest af alt vil jeg bare gerne have en sund og velfungerende hund. 

Så der er ingen stævne til os i morgen (eller for den sags skyld de næste fire uger, mindst), men så kan jeg jo passende vaske campingvognen i morgen og gøre den klar til en ny sæson.

Vask af taget på campingvognen

Jeg fik heldigvis vasket taget i går. Det er den mest belastende flade på vognen, men resten skal jo også vaskes.... og hvis vejret er godt kan jeg nyde det ude i det fri i stedet for inde i en kold hal. 

Inspiration til slalomtræning

For et par uger siden efterlyste jeg nogle inspirerende og gerne korte baner, hvor jeg kunne udfordre MicMic i slalom.

Det er en af de ting, som jeg gerne ville pudse af på hende, så er der jo kun et at gøre, og det er at træne, træne, træne.

Der kom flere gode forslag, og den ene bane var denne:

Jeg kender ikke banens oprindelse, så jeg ved ikke, hvem der skal have æren for den. Men det er en bane, man selv kan sætte op på få minutter og den kræver ikke mange forhindringer, men til gengæld kan man have meget morskab/beskæftigelse med den og dens mange løsningsforslag.

Det er en bane, der udfordrer hundene på distancen, da der nogle steder er langt mellem forhindringerne, og hvis man sjusker med linjerne, så tager de andre forhindringer end den tiltænkte. Der er naturligvis også en vis sværhedsgrad på banen.

På opslaget på facebook fornemmede jeg godt, at mange havde fulgt banen, tråden og set det klip, som jeg havde lagt ud, hvor jeg løb banen med MicMic. Nu har jeg tilføjet forskellige løsningsforlag og lidt bloopers, for vi løste heller ikke banen i et hug.

Det er en bane, som jeg er gået til og fra gennem en uges tid, hvor jeg så sammenlagt har trænet på den tre gange. Den sidste dag filmede sekvenserne med de opdelte løsningsforslag. Løsningsforslagene er ikke perfekt udførte, men optaget med så få takes som muligt. Men de kan da give en idé om mulighederne i banen. Det har været sjovt at lege med en simpel opstilling med så mange fine udfordringer. Måske har du også lyst til at lege med?

Den nye video kan du se her

Skoleløb til fordel for Børnelungefonden

Traditionen tro har skolerne skoleløb dagen før påskeferien. Det er Team Rynkeby der står for skoleløbet, og i år har det valgt at alle pengene fra skoleløbet skal gå ubeskåret til Børnelungefonden. Sidste år løb Silas rigtig mange penge ind ved dette løb. Jeg var glad for den utrolig dejlige og massive opbakning, som han fik til skoleløbet.

Sidste år gik pengene til Børnecancerfonden, og det er et formål, som jeg føler, at jeg kan relatere mig til. Men i år går pengene, som skrevet til Børnelungefonden, og det kan jeg på vegne af Silas helt sikkert relatere mig langt mere til nu. På grund af Cystisk Fibrose er det aktuelt for Silas nu og resten af hans liv.

Alle børn får en sponsorseddel

Alle pengene fra skoleløbet går ubeskåret til Børnelungefonden og pengene fra skoleløbet forvaltes såldes:
70% til forskning
30% til aktiviteter
0% til administration

Som mikrosponsor kan man støtte med et hvilket som helst beløb. Om det er 5 kroner pr. omgang, 10 eller 20 er helt op til den enkelte. Hvilket som helst beløb gør en forskel. Mange bække små, gør en stor å. Sidste år blev der indsamlet kr. 17,6 mill via skoleløbet, og det vil glæde mig rigtig meget, hvis beløbet i år kunne blive mindst ligeså stort. Til orientering løb Silas sidste år 7 runder indenfor den tidsramme, som løbet afvikles i.

Børnelungefonden er en underafdeling af Lungefonden. Du kan læse om Børnelungefonden her.

Mad på bordet

Hver anden uge er en stor lettelse her i huset. I hvert fald for mig. Hvem kender ikke det lidt frustrerende i, at man ikke helt ved, hvad man skal have til aftensmad, og derfor ikke har handlet noget ind. Så roder man lidt rundt mellem sine få faste retter, som man så lige handler ind til. Jeg er ikke super opfindsom, når jeg skal lave mad, og jeg har også indset, at man faktisk spilder uendelig meget tid på at handle ind fra dag til dag. Ja, faktisk spilder man både tid og penge på at have det indkøbsmønster.

Det kender jeg godt en opskrift på. Den hedder madplan! Men i vores familie er vi ikke alle sammen planlægningsmennesker, så det lykkes ikke helt godt. Det har kunnet fungere, men det er ikke rigtig lykkes at genindføre det.

Maden leveret lige til døren

Det som gør hver anden uge så fantastisk befriende er, at vi får leveret en måltidskasse fra Skagen Food. Vi har fået 4 kasser nu, og jeg så imponeret og ovenud tilfreds med retterne, leveringen og kvaliteten. Med måltidskasser slipper man for 2 væsentlige belastninger: At finde på retterne samt at handle ind til dem. Alt bliver leveret til døren med alle ingredienser i et par kasser.

Vi har tidligere flirtet lidt med Aarstiderne, sådan on/off i flere år. Vi var sådan set også rimeligt tilfredse, men det var da også bare, fordi vi ikke havde prøvet Skagen Food. Aarstiderne virkede efterhånden lidt ensidige, og retterne ikke så godt afstemte. Nogen gange manglede vi lige som sammenhæng mellem de forskellige elementer i retten. Og så oplevede vi et utal af gange, at der var ansjoser i retterne, som om det var det mest naturlige at indtage. Vi undrede os ærlig talt over hyppigheden af ansjoserne. Er det normalt at spise ansjoser lige så ofte som bøffer eller pastaskruer? Det er det åbenbart hos Aarstiderne.

Sidst vi fik en måltidskasse derfra blev den leveret med bud midt om natten. Er du så færdig hundene flippede helt og aldeles ud, da en bil parkede oppe ved vejen og en mand stavrede ned gennem indkørslen med en dansende lyskegle foran sig fra den medbragte lygte. Det tog lidt tid, før der faldt helt ro i huset igen, og før mit hjerte genfandt hvilepulsen, og vi alle sov igen.

Skagen Foods måltidskasser leveres af PostNord. Det er måske ikke lige det, som man opfatter som tryghed og leveringssikkerhed, men indtil videre, så er de blevet leveret rettidigt, og de kommer da i det mindste heller ikke og forstyrrer nattesøvnen.

Retterne er lækre, kvaliteten på kødet (og alt andet) er helt i top. Især fiskene er helt bemærkelsesværdig lækre. Alt hvad man skal bruge er pakket i måltidskassen. Man behøver ikke selv andet end olivenolie/smør, resten er i kassen. Det er også let at pakke til at tage med i f.eks sommerhus, som vi gjorde i sidste weekend.

Så er det bare at gå i gang.
Det var i øvrigt en vildt lækker ret, kan jeg huske

Kød og mælkeprodukter er pakket i en flamingokasse sammen med is, så det sagtens kan holde sig koldt hele dagen. Frugt og grøntsager er pakket i en papkasse, som nemt bortskaffes i papcontaineren efter endt brug (Aarstiderne er en trækasse, som du kan returnere, hvis man altså husker at sætte den ud til buddet. Det betyder også, at man altid har mindst en trækasse stående, med mindre man brænder dem af eller smider dem i "træcontaineren" på genbrugspladsen). Både Skagen Food og Aarstiderne tager emballagen med retur ved næste levering, hvis man sætter det ud til dem.

Lad mig bare sige det med det samme. Indlægget her er på ingen måde sponsoreret af Skagen Food, så jeg taler bare af hjertet og maven, og der findes flere andre udbydere af måltidskasser efterhånden, hvis man har lyst til at prøve det.

Jamen er de måltidskasser så ikke rasende dyre? Ja, de er ikke gratis. Vores kasse er til 3 personer i 3 dage og koster lige i underkanten af kr. 500. Det er sådan lige omkring en halvtredser pr portion. Så er der til gengæld ingen impulskøb, man sparer tiden og råvarerne er økologiske. Hvis det ikke passer ind i planerne end uge, så kan man naturligvis også melde kassen af i den uge. De lige uger her i huset er de lette uger, hvor man får nye, lækre og inspirerende retter, hvor man ikke skal gøre meget andet end at lukke kasserne op og følge opskrifterne, der ligger i kasserne.

Denne kokossuppe med fisk og tilhørende ris var også et hit.
Nemt og velsmagende

I denne uge skal vi have:
Stegte fiskefiletter med persillesovs, kartofler og frugtsalat
Chili con carne
Koteletter med polenta og tomatsauce

Weekendhygge i sommerhus

Sidste weekend må jeg altså også lige huske at blogge om. For det var dejlig weekend spækket med familiehygge, trække-stikket-ud og samvær.

Vi har flere gang før lejet i sommerhus f.eks mellem jul og nytår. Bare for at tage væk og hygge os lidt sammen. Det er måske en smule åndssvagt, at man ligefrem skal tage ud i andre omgivelser for at hygge sig. Men når man er derhjemme falder man bare i trummerum-hamsterhjulet og sidder måske og sumper med en pc, tablet eller giver sig til et projekt med oprydning, maling eller andet.

Jeg fandt et sommerhus via en facebookgruppe for udlejning af sommerhuse. Kriterierne var, at vi gerne ville ud til vandet, vi gad ikke køre alt for langt, ville betale en mindre formue og havde ikke brug for luksus med pool, sauna osv. Der skulle bare være plads til os tre og hundene. Vi valgte en lille sød og særdeles hyggelig bjælkehytte ved Ballum tæt ved Vadehavet.

Lidt stressende og hektisk fik jeg pakket de fleste af vores ting, inden Henrik kom hjem fra jobbet, så vi kunne være klar til at køre tidligst muligt. Det er noget af et pakke-arbejde at få pakket en Opel Astra til 3 personer og 3 hunde i 3 dage. Den var fyldt til bristepunktet.

Pc´erne var efterladt derhjemme og var i stedet byttet ud med nogle brætspil. I mit barndomshjem og i min mormors hjem spillede man mange spil. Det er jo gratis og hyggeligt. Det er en dejlig måde at være sammen mpå. Der er også meget social læring i at spille brætspil med "rigtig levende" mennesker, som man sidder overfor og forpligter sig overfor, når man siger ja til at spille. Det er nu ikke, fordi jeg ser det som udfordrende for nogen i min lille familie, men det er bare en observation i forskellen mellem den virkelig verdens spil og den virtuelle verdens spil.

Fredag eftermiddag/aften gik bare med at installere os og handle et par småting hos den lille lokale købmand, inden Disneysjov og X-factor skulle være en del af vores fredagshygge.

Jeg nyder at se Silas udfolde sin kreativitet.
Her med Minecraft figurer

En weekendmorgen i sommerhus skal starte med hjemmebagte boller. Sådan er det bare! Så lørdag morgen var der friskbagte boller. I løbet af dagen gik vi en tur ned til Vadehavet, men vi var ikke særlig heldige med vejret. Det var gråt og blæsende. Turen blev placeret mellem bygerne, men Silas og Henrik vendte om efter, at vi havde været lidt tid ved vandet. Det vejr tiltalte dem ikke rigtig.

Jeg tror der nørdes med noget jordbund og underminering

Jeg fortsatte med hundene på diget langs med Vadehavet. Hundene drønede rundt og især Ninja og Fuji holdt en fest og trak pinde og jagtede hinanden på den brede græssti. Hundene er jo komplet ligeglad med vejret.

Ninja har kastet sin kærlighed på en "lille pind"

3 forblæste hunde venter på en godbid

Tilbage i sommerhuset fik vi gang i brætspil og brændeovnshygge. Aftenen gik med at se Melodi Grand Prix. Ja, det hedder det ikke mere, men sådan hedder den sangkonkurrence altså bare. Der er ting, man ikke bare kan døbe om. Ligesom Peter Pedal. Ham kan man heller ikke bare kalde Georg Nysgerrig eller hvad det nu lige var han skulle omdøbes til. Det kan man altså ikke.... Vi ser faktisk aldrig rigtig Melodi Grand Prix, højest med et kvart øje og øre. Men nu lå vi en bunke i sofaen og så det sammen.

Søndag efter de obligatoriske hjemmebagte boller blev vi enige om at køre de små 20 km til Rømø og gå en tur der. Det var temmelig tåget og luftfugtigheden var så høj, at det næsten var som regn, når blæsten slog ind på en. Der var ikke mange mennesker på Rømø, og Fuji og MicMic festede total rundt på det lave vand. Ninja måtte finde sig i, at turen for hende foregik i snor, da hun om lørdagen desværre haltede lidt efter lørdagens gåtur. Så hun var dømt i snor, indtil jeg havde fået kigget nærmere på det.

Rømø, blæsende, kold og vådt

Silas elsker at gå i klitter, og Fuji elsker at løbe i klitter. Fuji elsker at løbe ALLE steder, men klitter er superfede. Hun fræsede op og ned af klitterne med MicMic i hælene og smilede nærmest hele tiden. Heldigvis havde vi nærmest Rømø for os selv.

Smukt landskab.
Fuji og MicMic i fuld fart

Vi måtte indstille turen, da Henrik var blevet gennemblødt (en computernørd er ikke nødvendigvis så super velekviperet på outdoorsiden). Alle var smurt ind i det fine strandstrand, men ingen i den grad som Fuji, der havde gardiner af det fine sand hængende på flanker og bukser.

Så retur til sommerhuset og skylle hunde. Jeg anede ikke at en hund kunne indeholde SÅ meget sand. Så var det frem med brætspillene igen, og heldigvis var sommerhuset lejet ud med slutrengøring, og vi kunne blive der indtil sidst på eftermiddagen. Det gav ekstra tid til hygge og brætspil.

Der spilles og hygges

Det var supergodt, for normalt så bruger vi jo størstedelen af søndagen på at pakke og gøre rent. Ikke mindst fordi jeg er total hysterisk med at fjerne alle spor af, at der har været hunde (selvom de gerne må være der), fordi jeg gerne være et godt eksempel, så lejerne igen tør leje ud til hundefolk. Jeg kommer jo også tit med en hund eller to mere, end de fleste sommerhusudlejere ofte tillader. Så det var vildt befriende bare lige at løbe huset over med en støvsuger (fordi jeg bare ikke kan få mig selv til at efterlade hundehår og det uundgålige sand på gulvet) og kaste sine ting i bilen og så trille hjem.

En vaskeægte 7-kabale med rigtige spillekort

Jeg nød weekenden og nærværet. Jeg nød, at min mobil stort set også holdt en pause, og jeg kunne bruge tiden sammen med familien, se fjernsyn, lægge kabale, læse ugeblade i stedet for at sidde med næsen nede i mobilen fra tid til anden. Ingen tvinger mig til at gøre det. Det er noget jeg selv vælger, og dermed også noget jeg kan fravælge.

WAO Udtagelse

I dag var der  udtagelse til World Agility Open. Jeg havde på forhånd meldt Ninja fra, så jeg tog bare afsted med MicMic. Det var lidt underligt, for hun plejer "bare" at være "vedhæng". Jeg nyder helt sikkert at løbe med MicMic, men jeg har ikke prioriteret hende så højt, og jeg erkender, at det er en kæmpe fejl, for hun har jo et lækkert potentiale, som jeg kan få meget mere ud af. Jeg arbejder på at ændre på det og prioritere hende højere. Lige nu kommer det jo af sig selv, fordi Ninja ikke kan løbe og Fuji er jo stadig "in the making".

Vores første løb fik hun en slalomfejl i. Hun kom korrekt ind men missede en port undervejs. Det kan jo ske, men hun kom da igennem banen. Næste løb fik hun vægring, fordi jeg glemte, at det var MicMic og ikke Ninja, som jeg løb med, så jeg fik ikke støttet og kaldt nok. Men jeg synes, at hun var supersej, for banerne var ikke nemme, og der var rigtig mange disk. Vi var 21 hunde i MicMics størrelse, og da vi havde løbet de første to agilityløb, var MicMic, så vidt jeg er orienteret den eneste hund i gruppen, der var kommet gennem begge baner uden disk, så alle kunne sige sig selv, at jeg "bare" skulle igennem den sidste bane, som var en springbane, så ville jeg være med på WAO holdet. For ved udtagelsen lægges alle tre løb sammen.

MicMic og jeg tager en slapper ved ringsiden før et løb

Så med den viden gik jeg til det sidste gennemløb, som var en lidt nemmere bane end de to foregående. Jeg indkasserede en vægring på et bagkryds (der er noget at træne mere på, for mine hunde skal kunne deres bagkryds) og ved forhindring nr. 19 blev MicMic lidt for frisk og snuppede et ekstra spring i farten, så vi blev disket.

Tilbage var der bare at vente på at beregnerne fik regnet og tjekket og dobbelttjekket, før holdet kunne offentliggøres. Jeg havde jo nok set, at mine chancer var betydeligt reduceret pga disken i sidste løb, og jeg havde jo heller ikke et fejlfrit løb at præsentere. Holdet blev råbt op, og MicMic og jeg blev råbt op på plads nr. 4, hvilket vil sige, at vi er første reserver. Jeg forventer nu ikke, at reservepladsen kommer i spil, og det er faktisk lidt som at være på tabernes vinderplads, men når det så er sagt, så er det fuldt berettiget. For jeg synes stadig, at der er mange basale ting, der halter for os som ekvipage. Vi er ikke helt samspillet endnu, og der er mange ting, som MicMic ikke er sikker i.

Der regnes på livet løs før holdet offentliggøres

Det var nogle anderledes baner, som vi skulle løbe i dag. Der var lange afstande mellem forhindringerne og nogle lidt underlige vinkler, men det er sådan nogle baner, man skal forvente til WAO, har jeg ladet mig fortælle. Der var også mange flotte løb i dag. Det bliver helt sikkert en fest for de 12 deltagere at skulle afsted. Det er jo lidt sjovt for alle hundeførerne er af hunkøn. Total girlpower!

Tak til Jørn Elsberg for at bruge dagen på at stå og dømme. Tak til det fine hjælperteam og til Sannes Hundecenter for at stille faciliteter til rådighed. Tillykke til holddeltagerne og god tur til Holland.

Vi fik ikke en plads, og selvom jeg kan overveje at søge en wildcard plads med Ninja, så tror jeg nok ikke rigtig på det, for der bliver kun uddelt ialt 5 wildcards, og vi har ikke nogle internationale resultater eller mesterskabstitler, som kan tælle med. Vi kan bare prøve igen til næste år, for jeg tror det kunne være meget sjovt at prøve.

Ikke en ønskestart på sæsonen

Forrige weekend startede agilitysæsonen for mig og mine hunde. Jeg glædede mig til at komme igang efter 5 måneder uden stævner (for MicMic var det over et halvt år). Ninja og jeg startede hos DCH Vejle om lørdagen, og vi kom ikke særlig heldig fra start. Disk i to løb pga forkert bane og en slalomfejl i et af løbene. Det var en kold dag, og jeg havde Ninja i bilen. Hun lå på et tykt tæppe og var pakket ind i et varmt dækken. Jeg sørgede for at varme op og skridte af ifm løbene, og synes bestemt, at jeg var ekstra omhyggelig pga kulden.

Da jeg henter Ninja inden banegennemgangen til mit fjerde løb, hoppede hun ud af bilen og ville først ikke støtte på venstre bagben, men kom så ned på benet efter et par skridt og går, dog noget urent, men ikke haltende. Jeg tænker, at hendes ben måske havde sovet, da hun lå i bilen, men jeg kan godt se, at hun aflaster det, når hun står. Jeg trækker hende naturligvis var dagens sidste løb.

Det er første gang, jeg har oplevet, at måtte trække en af mine hunde fra et løb, fordi den pludselig og helt spontant er halt (bortset fra Dania Cup i 2014, hvor Ninja faldt af bommen, men det var noget mere dramatisk og åbenlyst, hvorfor hun ikke var rentgående efter den omgang).

Dagen efter behandlede Niels Poulsen Ninja, og hun var spændt op i det meste af kroppen, og bagefter virkede hun helt ok igen, for jeg har jo heller ikke set, at der er sket noget, som ligefrem kan have udløst en skade. Så jeg regnede med, at det var det. Jeg pakkede hende ikke ind i vat eller tog særlige hensyn i sidste uge, men jeg løb heller ikke agility med hende.

I weekenden var vi en tur ved Vadehavet, og på en gåtur hundene fik lov at tonse løse rundt i en times tid. Ninja og Fuji løb og legede. De jagtede hinanden og de ting, som de hver i sær løb med i munden. Der var ikke noget unormalt at spore på Ninjas gang. Da vi kommer tilbage til sommerhuset, og hundene har "sovet løbeturen ud", så kan jeg se, at Ninja igen trækker på venstre bagben.

Igår mandag var jeg så hos Jacob på Nordre Dyrehospital. Det var også Jacob, der stod for den primære behandling af Ninja, dengang hun faldt af balancebommen. Han kunne ikke finde noget "slemt", men kunne konstaterede, at hun ikke var så vild med, at han havde fat i den muskel der går fra lysken til forsiden af knæet på venstre bagben. Han var ikke panderynkende bekymret, selvom jeg naturligvis bliver det. Det er jo samme ben, som dengang i 2014 - i øvrigt den eneste skade Ninja nogensinde har haft, og jeg har ikke set noget til den hverken før eller siden.

Nu står den så på 14 dage uden de store udskejelser og på smertestillende. Den første uge i snor og næste uge "bare hund", der må løbe frit uden at "tosse". Så må vi se, hvordan det hele ser ud, når Jacob har fat i hende igen om 14 dage. Men jeg kan allerede se nu, at Ninja og jeg ikke skal til WAO sammen og løbe, for det er jo i denne weekend, der skal løbes om pladserne på det hold. Det var en lidt kedelig erkendelse, men den havde jeg jo sådan set allerede i lørdags, da jeg så hende gå urent efter leg på diget ved Ballum. Nu krydser jeg bare fingre for, at to uger på smertestillende/antiinflamatorisk heler skaden op, når jeg kombinerer dem med strækøvelser af bagbenene. Ellers ser det ud til, at eventuelle landsholdskvalifikationsløb kommer i fare, men nu ser vi lige, hvad Jacob siger om 14 dage, før jeg drager forhastede konklusioner.

Men ikke hele sæsonstarten var trist. Jeg skal da ikke glemme at berette om MicMics opstart her efter at have holdt stævnefri siden august. Jeg var til stævne i Vallensbæk om søndagen (dagen efter, at jeg var i Vejle med Ninja), hvor MicMic skulle løbe på gulvtæppe for første gang. Jeg skulle lige finde ud af hvor meget, jeg faktisk skulle støtte hende, da hun havde lidt svært ved at bremse og dreje, når hun kom op i fart (og det gør hun jo heldigvis). Det kostede os nogle fejl/disk. Vores første to løb blev vi disket i og i det tredie fik hun en vægring, men sluttede dog på en fin 2. plads. Der var faktisk kun en fejlfri hund i klassen. Sidste agilityløb var vi fejlfri i, og MicMic vandt klassen og fik et fint lille "notat" i sin startbog. Nu mangler vi et fejlfrit ag1 løb, før hun er i klasse 2. Så vi er godt på vej.

Det var i øvrigt et meget tilrettelagt stævne, hvor tingene bare kørte derudaf. Nogen gange næsten lidt for hæsblæsende. Alle løb lå nærmest lige efter hinanden, så det var et uafbrudt loop af at varme op - gå bane - løbe - skridte af - gå bane - varme op - løbe - skridt af.....

Præmierne var helt og aldeles fede, og der var altid noget at vælge imellem på præmiebordet. Jeg forstår sådan set godt, hvorfor VAS stævnerne er så populære. Hvis jeg skulle have glemt det, for det er nemlig mange år siden, at jeg sidst har været til stævne der, men der går ikke lige så lang tid, før jeg kommer igen næste gang.

Min mest sviende bemærkning

For 7 år siden. Nærmest på dato, stod vi i gangen med en lille taske og Silas pakket i den lille babyautostol, som han trods af sin alder på 18 måneder stadig kunne passe, fordi han bare var et lille skravl på 7,5 kg og 77 cm lang. Ja, det er ikke meget for en 1½ års knægt.... Han var lille og tynd, og vi var efterhånden desperate over hans mistrivsel.

Vi havde været hos egen læge om formiddagen, for atter at få lyttet på Silas´ lunger, da han hev efter vejret. Lægen indlagde os på Kolding Sygehus, så vi skulle bare køre hjem og pakke og så køre derop over middag. Som vi stod der og skulle ud af døren, kom posten og afleverede et brev. Det var fra SKAT (før e-boksens tid). Jeg åbnede brevet og konstaterede, at SKAT gerne ville have kr. 25.000 ekstra fra mig. Lidt ærgerligt, men ikke helt uventet.

Billedet her er taget for 6 år siden om morgenen, inden vi blev indlagt

Med den ene ben ude af døren var min kække og mest sviende bemærkning til Henrik: "Nå, men så lad os køre op og få noget for vores skattepenge". Der anede jeg slet ikke, hvad der ventede os. Jeg havde heller ikke fantasi til det. Men jeg kan sige, at efter 6 dage på Kolding Sygehus stillede de endelig en diagnose. Det var ikke nogen drømme diagnose. Silas havde (og har resten af sit liv) Cystisk Fibrose. Vi blev derefter indlagt 10 dage på Skejby Sygehus, og efter 16 dage var vi hjemme igen, og havde vist så rigeligt fået valuta for min skyldige skat. Men det stopper jo ikke her. Det er resten af Silas´liv.

Henrik og jeg har tit talt om, at vi i den grad betaler vores skat med glæde. Uden et velfærdssamfund, så ville patienter, som Silas vare chanceløse (hvis ikke man var godt forsikret). Alene medicinudgifterne for Silas´ normale medicin koster kr. 125.000 om året, men nogen gange sker det, at han skal have noget udover det normale, som f.eks idag, hvor Henrik havde hentet den nye antibiotikakur til Silas. Jeg kiggede på CTR udskriften og konstaterede at de to kasser med ampuller tilsammen koster kr. 55.000!!!

Køleskabet er fyldt til bristepunktet

De to kasser skal opbevares på køl. Ligesom det andet inhalationsmedicin, som Silas får, så det begyndte at knibe med pladsen i køleskabet, da Henrik kom hjem fra apoteket. Heldigvis kan alt det øvrige medicin opbevares ved stuetemperatur, ellers var vi nok nødt til at anskaffe os et nyt køleskab.

Fordi Silas har en kronisk lidelse, får han kronikertilskud, hvilket i praksis betyder, at vi henter medicinen på apoteket, som så via en medicinbevilling afregner med kommunen, der så igen afregner noget af det med regionen. Så hvis vi ikke kigger på den vedlagte CTR udskrift, så ved vi i princippet ikke hvad medicinen koster. Hvem vil da også have kr. 55.000 liggende til en antibiotikakur i ny og næ?!

Den nye kur, som Silas skal igang med skal gives i inhalation, der forstøver medicinen ned i lungerne. Det skal gøres morgen og aften i 30 dage. Silas har ikke prøvet denne kur før, men jeg har læst, at det tager 10-15 minutter for hver inhalation. Det er lang tid at sidde med en inhalationsstuds i munden og næseklemme på (han har i forvejen en anden inhalation, som han tager hver aften). TOBI kuren skulle ikke være behagelig at inhalere, men jeg håber, at Silas er lige så hårdfør og lige så lidt pjevset på det punkt, som han plejer at være. Silas brokker sig sjældent over sin medicin, men han skal holdes til ilden, ellers lader han det nogen gange bare ligge.

Den nye kur, som Silas skal igang med, skal han have, fordi de fandt stafylokokker i hans sidste sug. Ikke at det er så usædvanligt, og de plejer kun at give tabletter som kur ved fund af stafylokokker. Nu er det bare sådan, at de også har konstateret et fald i hans lungefunktion, så går vi nu lidt hårdere til værks i behandlingen. Derfor har de valgt at sætte ind med en mere skrap kur. Så fra næste uge skal han både have antibiotikapræparat i pilleform og som inhalation. Vi håber det hjælper på hans lungefunktion, da den faktisk ikke må dale. Jeg kan leve rimeligt i fred og fordragelig med Cystisk Fibrose som et ekstra familiemedlem, men jeg bryder mig ikke rigtig om, når sygdommen viser tænder.

2017 - Et nyt agility år venter lige om hjørnet

Når et nyt år starter, så er det vel meget naturligt, at man kigger lidt fremad og tænker lidt over, hvad man vil med den kommende sæson. Men jeg føler mig nu ikke helt målrettet, fordi der er så meget, der kommer an på noget andet. Men jeg har dog alligevel gjort nogle tiltag og tanker.

Jeg er jo så heldig at have tre hunde, som jeg kan arbejde med, og jeg er meget taknemmelig for, at jeg har 3 sunde og raske hunde, der meget villigt stiller sig klar, når jeg vil løbe agility. Meget villigt er måske næsten en underdrivelse. Når jeg træner ude i haven, så står der nærmest i en bunke for at være den, som bliver valgt, når jeg skal igang med at træne.

MicMic, Fuji og Ninja
(Foto: Sanne Ammitzbøll)

Fuji er mit yngste skud på stammen. Hun er jo Ninjas datter. Hun er nu to år, og hun er ikke helt klar til konkurrencer endnu. Men jeg mangler jo heller ikke konkurrencehunde, så jeg ser ingen grund til at starte hende. Jeg har sådan set ingen stævneplaner for hende i 2017. Hvis hun skulle blive klar til nogle springløb, så kan det være, at hun kan få lov til at prøve kræfter med det i efteråret. Vi mangler stadig at få styr på slalom og generelt at have styr på at løbe længere baner (dvs over 10 forhindringer), før vi kan starte en springklasse - og vi mangler noget mere før vi kan løbe en agilityklasse.

Fuji Fuld Fart
(foto: Charlotte Jensen)

MicMic er heldigvis klar igen efter hun fik et forlænget ophold inde i en tunnel i august. Jeg har givet hende masser af ro, og har forsøgt at skåne hendes skuldre, så hun har undgået vild leg og drej i løb de første måneder efter. Men hun er klar igen, og har ikke helt glemt hvordan man løber agility. MicMic er stadig kun i klasse 1, selvom hun har løbet konkurrencer i 1½ sæson. Det skyldes, at hun i første sæson kun løb springløb, og da jeg startede agilityløbene sidste år, så havde vi nogle udfordringer med nedgangsfeltet på bommen. Fordi jeg konsekvent holdt på, at hun ikke måtte forlade feltet, før jeg gav lov (og i øvrigt heller ikke måtte springe over feltet), så kostede det rigtig mange disk. Så vi mangler nu to fejlfrie placeringer i agilityklasse 1, før vi er klar til at komme i klasse 2. Det forventer jeg da bestemt, at vi kommer i 2017, og jeg vil også gerne have hende godt på vej mod klasse 3, for så vil 2018 ligger mere åben for os, men det er jo først til næste år.

MicMic
(Foto: Sanne Ammitzbøll)

 Ninja. Min dejlige veltiltrådte vandrestøvle. Hun er en fornøjelse at vandre sammen med. Jeg har allerede nået mange gode ting med Ninja, selvom jeg måske ikke har været nationens mest ambitiøse hundefører. Men i år har jeg faktisk taget skridtet og meldt os til bruttolandsholdet i agility, og så må vi se, hvor det bringer os hen. Jeg er ikke i tvivl om, at feltet også er hårdt i år, og der er mange gode ekvipager om buddet. Men jeg vover pelsen alligevel og vil prøve at se, om der kan blive en plads på landsholdet til os. Jeg synes selv, at vi i hvert fald vil være et rigtig godt bud på en ekvipage til NM.

Ninja i aktion

Det er 10 år siden jeg sidst har været på landsholdet. Det sidste mesterskab, hvor jeg løb for landsholdet var NM i Helskinki i 2007, hvor jeg var så ny-gravid, som man næsten kunne være, og sommeren efter blev Silas født.... Åh ja, og dem som kender "historien" ved, at det ikke var en let start på livet, han fik, og vi alle gik en svær periode igennem. Da jeg måske kunne være klar til at løbe rigtigt igen, var Diva desuden blevet for gammel. Men nu har jeg oparbejdet en solid beholdning af hunde, hvis man kan sige det sådan, og føler at jeg har mod på at prøve igen.

Diva og jeg på landsholdet - Basel 2006

Efter overvejelser og opfordringer har jeg så valgt at melde mig til bruttotruppen i år. Selvom det måske er vores "efterår", så må vi se, hvorhen det bærer os. Mest af alt så håber jeg, at jeg vil bibeholde min glæde og taknemmelighed ved at løbe agility med Ninja, selvom det hele pludselig tæller til "noget stort". Ellers håber jeg, at nogen prikker mig på skulderen, og siger det, hvis min egen pande skulle være blevet for tyk til at se, hvis det pludselig forholder sig anderledes.

Ninja lader op til sæsonen

Allerede nu mærker jeg, at det fylder en del i min planlægning, at jeg har meldt mig til landsholdet. For andre planer afhænger af, hvordan udfaldet bliver af det. Men landsholdet udtages jo i juni, og til den tid er der jo stadig masser af sæson tilbage.

Jeg har også besluttet at melde mig til WAO (World Agility Open). Jeg har meldt begge hunde til, om ikke andet, så kan vi da støtte holdet som skal afsted økonomisk ved at starte udtagelsesklasserne i marts. MicMic skal pga sin højde springe 40 cm, og det er jo noget mere end hun nu er vant til, men jeg ved, at hun sagtens kan, da jeg trænede hende op som mellemhund, fordi hun ligger lige op af grænsen. Vi må se, hvad udtagelsesløbene bringer. Jeg har meldt mig, fordi jeg tror, at WAO er en anderledes og sjov oplevelse, og jeg også synes, at de anderledes discipliner lyder interessante. Jeg snuste jo lidt til dem i USA.

Banetegning til Snooker

Sommeren byder også på en masse muligheder. Den oplagte er jo Dania Cup (hvis man altså er så heldig at komme med), men det trækker også lidt i mig at komme udenlands og kombinere noget agility i udlandet med ferie med familien. Og måske ikke nødvendigvis en helt uge med agility, men bare et weekendstævne eller to i juli. Hvis nogen har gode forslag, så modtages de med kyshånd!

Men indtil videre står jeg lidt i stampe med agilitykalenderen, for der er også en del DCH stævner, som jeg også gerne vil løbe, fordi der bare er så mange gode og hyggelig DCH stævner her i det jyske, men der er også de stævner og samlinger, som der kræves for at gøre sig forhåbninger om det landsholdet. Man kan kun være et sted ad gangen, og hundene kan ikke løbe agility hele tiden og så den mindre detalje; der skal også være penge til at betale startgebyrene. Ved siden af det, så er der også en familie, som jeg også godt kan lide at hygge mig sammen med. Sikke da et luksusproblem, når alt kommer til alt. At man ikke er begrænset, men selv kan vælge til og fra alle de mange muligheder.

Jeg vil naturligvis gerne med til DM i både DCH og DKK, men for DKKs DMs vedkommende, så er det noget, der skal klares på de stævner, som allerede er planlagte, for jeg er ikke indstillet på at køre land og rige rundt efter DKK kvalifikationerne. I DCH er der mange flere stævner at vælge imellem, og nogen af dem ligger indenfor en times kørsel fra mig, så det er til at overskue at være lidt mere impulsiv på det område. Det er fedt at løbe DM, sådan er det bare! Derfor vil jeg gerne med!

Jeg elsker stemning til mesterskaber

Nu må vi se, hvad sæsonen bringer. Der er kastet mange bolde op i luften, så må vi se, hvor de lander henne. Jeg glæder mig i hvert fald til masser af hygge og samvær med agilityfamilien. Jeg glæder mig også til mange sjove, hurtige og positive runder på agilitybanerne med mine tøser. Jeg glæder mig til weekendstævner med hyggestunder i campingvognen med Silas. Det hele lyder lovende. Jeg ser positivt frem mod en ny sæson, for mit vedkommende starter i næste weekend med stævne i Vejle om lørdagen, og VAS om søndagen.

Man skal jo ikke gå ned på hunde....

I sidste uge var det faktisk meget praktisk, at jeg havde tre hunde at træne agility med. For jeg var vist kommet til at overbooke mig lidt ift kurser og undervisning. Men det er jo svært at styre, hvornår man kan komme på kursus hos nogle af de store "kapaciteter". Så hvis man vil være med der, så må man jo bare slå til, når de er her og udbyder kurser.

Så derfor endte jeg med at være til træning/på kursus 4 ud af 6 dage, men der var nu ingen at hundene, der led overlast, for når man har tre hunde, så kan man jo fordele dem.

Søndag var jeg så heldig at komme på kursus med finske Elina Jänesniemi. Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle tage Ninja eller MicMic med på kurset. Jeg valgte at tage MicMic med, og det var jeg rigtig glad for. Jeg har ikke brug meget kursuskrudt på MicMic, og vi er først lige kommet igang med agilityen igen efter skaden. Det er nu ikke, fordi hun som sådan har ligget stille. Siden 1. november har jeg ikke stoppet hende i nogen som helst aktiviteter, og jeg skal hilse at sige, at Fuji nok skal tilbyde hende en fræsetur nede på stranden (eller i haven), og MicMic siger ikke nej til det.

Elina gav rigtig mange gode fif videre til os alle, og hun talte højt og tydeligt, så alle kunne høre hendes guldkorn. Jeg kunne godt lide, at hun delte sine tanker omkring indlæring, træning og belønning, og en del af hendes guldkorn, kan jeg trække med over til træning med mine andre hunde også og til evt. kursister.

MicMic venter tålmodigt på at det bliver hendes tur

MicMic løb rigtig godt. Det var lidt sjovt, for Elina var ret imponeret over MicMic, og hun noterede sig især, at der var paralleler at trække mellem MicMic og en stor hund, og hun syntes godt om hendes tempo, søgen på forhindringer og generelle drive. Elina kunne selvfølgelig heller ikke vide, at jeg var vant til at løbe med Ninja.

Video fra kurset - Gennemløb - også med kiksere i :-)

Vi er nogle stykker, der har booket 6 ganges mandagstræning hos Ann-Britt i hallen i Kværndrup, så allerede dagen efter, var jeg afsted igen. Træningen er delt i to, så første del er for unghundene, så der fik Fuji lov at udfolde sig på en lidt åben bane. Fuji vil rigtig gerne have lov at løbe igennem, og jeg forsøger egentlig at pakke hende lidt sammen på lidt tættere baner.

Her er et lille videoklip fra træningen 

Efter unghundene, så har vi et lille hold for konkurrencehundene, og her fik Ninja lov et udfolde sig. Ninja er jo lige som et par veltiltrådte sko at løbe i/med. Så det er rigtig rart og komfortabelt at slutte aftenen af med at løbe med hende.

Ninja holder øje

Onsdag træner jeg fast på Sannes Hundecenter, og på det hold skifter jeg nogen gange hunde ind, som det lige passer. Så jeg synes, at det passede bedst med MicMic. Træningen er egentlig rimelig effektiv hos Sanne, fordi vi skifter mellem tre baner, og er sammen to og to, så det bliver faktisk til meget aktivitet på en time, så jeg syntes, at MicMic virkede lidt træt til sidst.

Fredag var jeg så heldig, at jeg havde fået plads på kurset med Tereza Králová i Lazi hallen ved Roskilde. Det passede jo perfekt, for jeg skulle til konference i København torsdag og fredag. Så planen var at jeg kunne køre Ninja ud til privat pasning, men pga hvalpefødsel hos hende, måtte jeg forståeligt nok finde et alternativ. Det var bare lidt vanskeligt, for Ninja var højløbsk, så det hele blev pludselig lidt kompliceret. Jeg var på nippet til sælge min plads, fordi jeg var lidt ked af at have Ninja med til konferencen. Dvs Ninja liggende på hotelværelset mens jeg var til konference = meget alenetid i fremmede omgivelser. Men sådan blev det altså alligevel. Med muligheden for at lægge sig ind i sit åbne bur (for at føle sig hjemme) og med TV´et tændt (til at fjerne fokus fra lyde fra gangen), så gik det nu fint nok. Ninja er heldigvis rejsevant, og fik sine lufteture inden festmiddagen, inden sengetid og igen om morgenen, inden jeg tog de sidste 4 timer af konferencen om fredagen med.

Da konferencen var slut kunne jeg køre direkte ud i hallen. Det var et interessant kursus med Tereza. Jeg var naturligvis spændt og glædede mig til at løbe og blive udfordret sammen med Ninja. Og udfordret blev jeg sandelig også. Tereza sagde hvad adskillige andre har sagt til mig mange gange før. Jeg babysitter Ninja for meget og venter for meget. Det får jo så det resultat, at jeg ikke når frem til mest optimale sted til at hjælpe Ninja næste sted på banen. Det har det resultat, at Ninja enten får en tidskrævende bue eller kommer til at hoppe som en lille gummibold på linjen mellem forhindringerne.

Ninja holder sig klar

Terezas handling var ikke svær og overdrevent, men der var i mine øjne rigtig mange klassiske ting i det, og banerne var naturligvis bygget, så du var nødt til at bruge dem, og din hund var nødt til at have en god grundtræning.

Når jeg er på kursus vil jeg altid gerne have optaget det på video, og det er faktisk en stor hjælp for mig, når jeg kommer hjem og ser tingene med mine egne øjne. Og på Terezas kursus var det faktisk helt fantastisk, fordi der også var mange andre, der havde været afsted på samme video og havde oploadet deres gennemløb på samme bane. Det var et fint sammenligningsgrundlag, der gjorde det let, at se hvor jeg ikke var i position rettidigt.

Her ses video fra kurset. Med lidt klippearbejde nåede vi op på alle 33-34 forhindringer

Det var en lidt hård agilityuge, men mest for mig, fordi jeg var afsted 4 dage ud af 6 dage. Hunde har jeg jo nok af, så der var noget at veksle med. Til gengæld så holder vi træningsfri i denne uge, hvilket vil sige, at jeg besluttede ikke at tage afsted til noget træning. Jeg har dog haft små korte sekvenser herhjemme i haven med f.eks udgangspositioner og slalom, men ingen banegennemløb og bare få minutter ad gangen.

Det var fedt at komme ud og få ny inspiration af udenlandske instruktører. Jeg var faktisk ikke på et eneste kursus med udenlandske instruktører i 2016, så det tog jeg da vist lige revanche på i januar 2017.