En artikel, som jeg faktisk er glad for i dag.

Her taler jeg om artiklen i Ude og Hjemme, som var i udgaven fra uge 36.

Få dage efter besøget af journalist og fotograf fik vi et udkast til en artikel til gennemlæsning. Ud over et par ting, som var direkte forkerte, så var der et par formuleringer/udlægninger, som vi ikke var så glade for, da de kunne misforstås. Eksempelvis havde de skrevet, at Henrik var SIKKER på, at Silas skulle dø. Ligesom jeg FRYGTEDE han det "bare". Der er nu noget forskel på de to ord. Vi syntes også begge, at de budskaber, som vi ønskede artiklen skulle have var skubbet for langt i baggrunden.




Efter en mail til journalisten fik vi et lidt bedre udkast til gennemsyn, som vi så godkendte. I ugen op til udgivelsen kom jeg rigtig meget i tvivl om, hvorvidt jeg ville blive glad for den artikel. Faktisk var jeg til sidst ret træt af artiklen. Måske hænger det sammen med, at det faktisk kan være svært at se 3. persons formuleringer vedr. ens følelser.






Da jeg så så artiklen trykt med billederne og sat op (og faktisk rettet til det endnu bedre), var jeg rimelig tilfreds og havde i hvert fald ikke fortrudt. Men reaktionerne på artiklen fra venner, kolleger, familie osv har faktisk gjort mig rigtig glad for den.


Flere har sagt til mig, at artiklen gav dem indblik i hvad det var, vi havde stået i og bedst af alt, så har rigtig mange fanget budskabet om, hvordan man kan hjælpe en familie i krise. Desværre fik enkelte dårlig samvittighed på den konto. Det var nu slet ikke planen. Men jeg håbede blot, at budskabet kunne komme andre tilgode. For hjælp til selv meget små ting, gør en kæmpe forskel for en familie, hvor alt ligger i ruiner




Artiklen gav også lidt henvendelser i form af bestillinger på kort. Dog ikke mange, men lidt har også ret. Intet kan dog slå det salg, som jeg søndag havde, da vi var med Foreningen Cancerramte Børn i Legoland (det er også her et par af ovenstående fotos er fra) og kortkassen var stillet op i familie-buffetten, hvor vi skulle spise sammen. På to timer var der solgt for mere end kr. 900 - og så lå der kun sølle 5 kort tilbage i kassen. Vildt vildt!

DM i agility

Det som fyldte mest i den forgangne weekend var helt klart DM i agility. For første gang et ægte "Fælles-DM", hvor man både havde kunnet kvalificere sig til stævner med rød (DKK) samt blå (DCH) bog.

Synes også at det var tydeligt, at der var en del "nye" ansigter med, som ikke plejer at være repræsenteret i DKK-regi. Men omvendt synes jeg, at der manglede rigtig mange af de "gamle" ansigter (men måske de ikke havde kvalificret sig).

Nok skriver jeg, at det var DM der fyldte mest, men det ligger der noget ekstra positivt i, for det var fordi det var muligt at lave andet i den weekend, da der var overskudstid før og efter DM begge dage.

Foto: Gitte Poulsen/Schnauzerpower

Lørdag var der holdløb. Jeg syntes, at vi stillede med et ret godt hold; Jesper/Emsi, Susanne/Spirit, Anne Mette/Tyson og så Diva og jeg. Men det var vist bedre på papiret end i virkeligheden. Vi endte i hvert fald nede i bunden af feltet.

Søndag var der individuelt DM. Gode Gamle Diva løb sig til en flot 5. plads efter springløbet. Jeg er fuldt ud klar over at hun med sin alder og kondition ikke kan banke de hurtigste små hunde, så jeg var meget godt tilfreds med at ligge nr. 5 efter springløbet.

DM - Springløb

Jeg kiggede lidt på resultaterne fra springløbet og kunne godt se, at uanset hvor meget jeg satsede og pressede, så ville jeg ikke kunne hente de tre hunde, der lå i top 3, så jeg besluttede mig for at løbe derefter. Dvs. ikke noget hasarderet handling eller voldsom pres. Det er nu ikke fordi man sådan kan løbe i slow motion med Diva, men man er dog selv herre over om man på forhånd planlægger at løbe med hovedet under armen.

Da alle små hunde havde løbet agilityløbet var vi samlet set nr. 4. Det var jeg ganske tilfreds med. Selvom det jo havde været sjovere at blive nr. 3 især når jeg vel ikke rigtig kan tillade mig at have de stor forventninger i de kommende sæsoner til min aldrende hund. Jeg havde håbet på en plads i Top 5, og det fik jeg.

Så gik den weekend

Vupti, inden man får set sig om, så er sådan en dejlig weekend væk.....

Lørdag skulle vi ikke rigtig noget. Jeg skulle have malet loftet på Silas´kommende værelse, som forhåbentlig snart bliver færdigt. Det har været en langstrakt affære at få det lavet - ikke mindst fordi alle væggene var pil-skæv og uisolerede, så det var ikke bare sådan lige. Det var faktisk ganske rart ikke at have planlagt en hel masse, men dagen forsvandt bare, som sand mellem fingrene.

Lørdag var en rigtig slapperdag - i hvert fald for Echo

Dagen i dag brugte jeg så til et lille hyggeligt stævne hos DCH Varde. Jeg tænkte godt nok lidt på, om de nu også "kunne finde ud af det med at afholde agilitystævner", da jeg ikke lige kunne mindes at have set dem på stævnekalenderen før. Men jeg havde mest i hovedet, at det måske var sundt nok med et lille stævne inden DM i næste weekend.

Der var vel ca. 50 deltagere, men trods det forholdsvise lave deltagerantal blev stævnet afviklet i to ringe. Sikke en skøn beliggenhed DCH Varde har og total lækkert og stort klubhus. Præmierne var også absolut i topklasse - Imponerende flotte præmier!!

Dagens højdepunkter for mig/os var SP1, som Echo vandt trods 5 fejl på en vægring, som jeg klart må tage på min kappe. Men hans slalom i dette løb var bare SUPER - flot indgang! Echo løber pt kun springklasser, så hans sidste løb i dag var Spring Åben, hvor jeg også var meget tilfreds med ham. Han spilder bare ikke et skridt på banen og havde da også en pæn hastighed uden decideret at være et lyn. Løbet rakte til en 1. plads i Spring Åben. Sejt!!

Dagens præmiehøst - der mangler endda en pokal, som jeg afsatte til DCH Vejle.

Gode gamle Diva er jo stadig vildt tændt på agility, så da jeg gik fra hende ved start i AG3 rejste hun sig fra dæk til sit. Jeg kommanderede hende ned i dæk igen og gik ud for at placere mig. Da jeg vendte mig om for at kalde hende frem til mig, så kom hun tordnende. Et stk. sheltie indfanget og båret ud fra banen. Vel er det sødt at hun i den alder (11 år) har masser af gejst og glæde, men tyvstarter er bare ikke ok. Og Diva er faktisk "snu" nok til at lære sig at det er ok, hvis hun får succes med noget (sjovt nok især uønskede ting). Og jeg lærer nok aldrig at forstå de hundeførere, der stævne efter stævne lader deres hunde tyvstarte. Hver eneste gang får hundene den belønning, at de får lov at løbe trods deres tyvstart. Det var ikke en straf, at Diva ikke fik lov at løbe, men jeg fjernede belønningen (=løbet).


I de åbne klasser var Diva fejlfri, men i Spring Åben var hun noget sejlende, men hun vandt klassen alligevel. Faktisk var vi dermed meget tæt på at være kvalificeret til DCHs DM, men jeg havde besluttet for en måneds tid siden, at jeg faktisk ikke ønskede at deltage til DCHs DM. I hvert fald ikke i år. Tanken om at skulle stille op/vente til ind- og udmarch i sammenlagt timer, fik mig helt til at miste lysten. Og selvom der faktisk ikke er imponerende mange timers aktiv agility, så går der uendelig meget tid med DCHs DM, når man er deltager, og det tiltaler mig ikke lige at spendere på projektet. Jeg indrømmer også gerne at udsigten til et kursus i samme weekend med Sarah Lorentzen i Ribe Hundevenner også trækker i mig. Man kan bare ikke alt!

Nu smager det lidt af barselsorlov

Der sker så meget med Silas. Han forsøger nu at efterligne lyde og bevægelser, og det er gået rigtig stærkt den sidste måneds tid. Sjovt at se, hvor hurtigt han opfatter tingene. Det med at kravle lader dog vente på sig, men når man nu bare kan trille eller trække sig frem i armene, så er det vel også godt nok?!

I dag har jeg været til et tema-arrangement, som Sundhedsplejen i Haderslev afholdte. Det handlede om Baby-rytmik. Da Silas var en måned var jeg afsted til et lignende arrangement og besluttede dengang, at det skulle Silas og jeg da gå til, når han var et halvt års tid, men omstændighederne ville det jo anderledes. Nu har jeg så tilmeldt os et hold.

En dreng, der suger indtryk til sig - siddende på et spillende flygel til rytmik.

Faktisk er både Silas og jeg begyndt at opdage verden blandt raske. I torsdags spiste vi på Café sammen med en veninde, som jeg desværre sjældent ser. Verden er fuld af muligheder.

Igår var vi også på en lille udflugt. Ja, det ligner nok mere en barselsorlov nu, selvom det faktisk stadig er tabt arbejdsfortjeneste et par måneder mere. Men jeg har mange mange ugers ikke afholdt barselsorlov i "banken", som jeg kan afvikle senere.


Stævner bliver det ikke til så mange af. Tiden går med familien og huset. Men vi skal da til Fælles DM i starten af sept. Dog kun Diva og jeg. Echo løber jo stadig ikke agilityklasser, så han kan derfor slet ikke kvalificere sig.

Jeg bruger også en del energi på kortproduktion samt distribution af mine og andres kort. Indtil videre har jeg indsamlet mere end 10.000 kroner til Foreningen Cancerramte Børn siden februar. Utroligt at jeg kan blive så bidt af det. Henrik har siden fortalt mig, at han ikke troede, at det med at lave kort kunne fange min interesse i mere end 20 minutter Derefter ville jeg ikke gide det mere. Men han tog fejl!!



Imorgen udkommer Ude og Hjemme, og for mig er det jo nok et sær-nummer. Det er egentlig lidt en mærkelig fornemmelse at tænke på, at imorgen er vores historie meget "offentlig". Jeg kan egentlig godt blive lidt forlegen ved tanken, og jeg er også lidt spændt på, hvordan artiklen tager sig ud i bladet. Det første artikel-udkast kunne vi ikke godkende. Det var total følelses-porno, og det var lidt som om, følelserne havde fået et ekstra gear. Vi fik lavet nogle ændringer i artiklen, men sådan super tilfredse med den, er vi ikke. Men ting på tryk syner jo også nogen gange hårdt. Forløbet har da også været hårdt, og vi jublede da heller ikke over den besked, som vi fik af overlægen dengang tilbage i okt. 08.

(kommentar tilføjet d. 26. aug: Artiklen er ikke i denne uges udgave af Ude & Hjemme, da den nok har måttet vige for mere "aktuelle" artikler, så måske i næste uge..........)

Endnu en fødselsdag

Tiden går, og jeg er nu blevet et år ældre. Det var så den tredje fødselsdag i familien på under 2 uger. I onsdags var det 37 år siden, jeg kom til verden. Når man er voksen er en fødselsdag ikke sådan noget særligt, som man gider at gøre et stort nummer ud af.....

Morgenbordet

Dog var det nu lidt hyggeligt, at mine forældre tog herned tirsdag aften og blev til onsdag morgen, hvorefter de skulle videre. Vi fik da nydt morgenmaden sammen, inden de kørte.

Ude og Hjemme medbragte denne buket i anledningen af min fødselsdag.

Det ene hold gæster afløste nu bare det andet. En fotograf og en journalist fra Ude og Hjemme kom nemlig kl 11. Journalisten havde for en uges tid siden skrevet til mig, og spurgt om jeg ville medvirke i en artikel. Hun havde fundet frem til mig via en facebookgruppe til fordel for Afd. H2 på OUH. Hun var så havnet inde på denne blog og læst lidt med her. Baggrunden for artiklen var, at hun gerne ville skrive en solstrålehistorie med udgangspunkt i Silas´ sygdomsforløb. Jeg tænkte over det i et par dage, før jeg ringede tilbage til hende, og svarede, at jeg gerne ville medvirke. Hvis artiklen kan være med til at holde modet oppe hos familier, der står i en lignende situation eller gavne dem på anden vis, så er det jo positivt.

Dagens smil!

Opdatering

Ups - jeg har ikke været så flittig på bloggen på det sidste. Ikke fordi her ikke er sket noget, men jeg har ikke rigtig kunnet få skrevet noget. Så er lille opsumering af de sidste par ugers begivenheder.

Vores tredje og sidste uge af ferien var sat af til et terasseprojekt, som jeg havde forventet kunne klares på et par dage. Det blev nu til noget mere end et par. Dels pga Silvan, som brugte 10 dage på at levere sandet, trods et løfte om max 7 dage (som også var 10 gange dyrere end det sand, som vi efterfølgende hentede hos en vognmand 7 km herfra), men også pga at gravearbejdet viste sig lidt mere "udfordrende" end først forventet. Under det betonfundament, som udgjorde den gamle "terasse" var der nemlig masser store sten. Så vi blev desværre ikke færdige med terassen til Silas´ fødselsdag. Men det nærmer sig. Nu mangler der kun lidt småjusteringer.

Dette var udgangspunktet

Her nærmer vi os en afslutning - dog afventes holmegårdssten til kanten

Sidste lørdag fyldte MiniMan nemlig 1 år. Tænk at han allerede er 1 år. Der er godt nok sket meget hos os det sidste år. Vi havde jo kun boet i huset en dags tid, da Silas meldte sin ankomst, så det var flyttekasser og virvar - og en fødsel. Ja og året har jo i det hele taget budt på hele følelsesspektret, da Silas blev syg, og vi blev fyldt med sorg og angst. Jo, det har virkelig været et år med op- og nedture. Måske derfor var Silas´ fødselsdag også noget ekstra særligt. For vi tog den bestemt ikke for givet.

Silas fornøjer sig med sin helt egen lagkage

Nu er det hverdag igen. Skolestart for Tobias og job efter ferien for os voksne, der stadig arbejder på skift og på skift er hjemme hos Silas. Vi nyder ham i fulde drag! Og jeg glæder mig over det privilegium at kunne opleve ham og se hans rivende udvikling.

Silas udvikler sit huslige talent. Dejligt med en hjælpende hånd med vasketøjet.

En fantastisk ferieuge

Søndag efter Jutlandia Cup fik vi pakket alt vores happen-gut sammen og trillede direkte mod Blåvand, hvor vi havde booket plads på Hvidbjerg Strand Feriepark.

Henrik og Silas kigger efter dragerne.

Det er en stor flot (og ganske dyr) campingplads, hvor der absolut ikke mangler noget som helst. Pladsen var primært valgt pga sin beliggenhed lige ud til Vesterhavet og pga sit tropiske vandland.

Tobias og Silas hygger i vandland

Nu kunne Silas jo endelig endelig komme i svømmehal, og så skulle han sandelig også komme med manér. Knægten var dog ret uimponeret, og sad bare og iagttog alt, hvad der skete omkring ham. Trods 8 måneder, hvor han har levet en ret isoleret tilværelse, så sluger han bare den nye verden og de mange indtryk. Og vi voksne nyder "friheden", der giver helt nye muligheder, men det bliver faktisk hurtigt hverdag at handle ind hele familien osv.

"Hi Barbie, Wonna go for a ride??"
Fedt badekar udformet som sportsvogn.

Jeg nød denne ferieuge, som jeg ikke har nydt en ferie i flere år. Kan faktisk ikke mindes, at jeg har slappet sådan af og nydt det, siden vi var i Kroatien for 3 år siden. Fantastisk at være så meget i nuet og nyde det SÅ meget. For der var jo ikke noget "særligt" over den ferie uge. Det var jo "bare" afslapning med familien. Ingen aktiviteter. Kun dase, gå en tur ind til Blåvand og spise is og ellers bare afslapning i lange baner.

En lille diskret is fra Blåvand Bolchers is-bar - MUMS!

Vi købte også en drage, og den fik vi en del tid til at gå med. For helt ærligt. Vi var pissedårlige til at flyve med den, da vi prøvede den første gang. Det blev dog betydelig bedre, men den bestod de mange crash-tests, som vi udsatte den for.

Henrik og Tobias flyver med drage

Hjemme fra campingferien snuppede jeg lige et weekendstævne hos DCH Åbenrå. Jeg havde forinden besluttet mig for, at det var sidste udkald, hvis Diva skulle kvalificeres til Fælles-DM. Søndag blev hun nr. 2 i begge de åbne klasser, så vi fik den sidste kvalifikation i agility, som vi manglede.

Echo løb rigtig pænt i weekenden og overraskede mig totalt ved at vinde spring åben med 28 deltagere. Godt nok væltede vi ikke rundt i landsholdshunde, men det er Echos første sæson, og jeg synes bestemt, at han især halter på lidt på fremaddriften, som er lidt svingende. Så at vinde en åben klasse var helt over mine forventninger.

Jutlandia Cup

Nu er en skøn uge ved Vingsted for længst overstået. Hele familien var afsted til Jutlandia Cup. Jeg skulle løbe med Echo og Diva, og Henrik havde meldt sig som hjælper.

Som en samlet betragtning så var det et super godt stævne. Vel tilrettelagt og godt afviklet. Jeg opdagede personligt ikke andet.

Hver dag blev afviklet efter nøjagtig samme plan. Samme klasser i samme rækkefølge på de bestemte baner, så man skulle ikke forholde sig til et nyt program og vidt forskellige tidspunkter hver dag. Desværre betød det så også, at jeg skulle tidligt op hver morgen, da åben klasse for små hunde startede kl 08 hver morgen, men det var nu alligevel en befrielse, at ens personlige tidsplan ikke ændrede sig fra dag til dag.

For hjælperne var det også ganske lækkert, for de skulle være en del af samme team hver dag og havde samme opgaver hver dag. Henrik tastede resultater i AG3 hver dag og fik da også set nogle spændende agilityløb, selvom sporten ikke interesserer ham synderligt. Men jeg er taknemmelig for, at han gider at give et nap med ved ugestævnerne, og dermed også er med til at forhøje mine chancer for at få en plads til disse ugestævner, for uden hjælpere, så er afviklingen en umulighed. Henrik siger faktisk, at han synes, at det er hyggeligt at hjælpe lidt til. Så er det lidt afveksling i dagen.

Silas i blændende humør

Det gik også fint nok med at have Silas med til stævnet, selvom det da er noget nemmere uden en baby. Men Silas er heldigvis en rigtig nem og tålmodig dreng, og ham var der ikke meget ballade med. Trods det, at han ikke var helt på toppen, og vi forlod stævet hele tirsdagen for at bruge tiden på sygehuset i stedet. Der var utrolig mange, som spurgte til Silas i løbet af ugen, og det varmede mig at mærke andres omsorg. Vi var naturligvis bekymrede over de spontane opkastninger, som vi nu håber er fortid. Scanningen tirsdag efter Jutlandia viste ikke noget unormalt i Silas´ maveregion, og han er heldigvis også helt stoppet med at kaste op.

Silas udforsker græsset

Tilbage til stævnet: Echo skulle løbe springklasse 1 og spring Åben. Han er endnu ikke er klar til agility. Det gik faktisk rigtig godt. Han løb nogle rigtige pæne løb. I det første Spring 1 løb han mellem hjul og ramme, men næste gang vi løb spring 1, havde han et flot fejlfrit løb, og vi rykkede op i klasse 2. Første springklasse 2 gik han forkert ind i slalom, hvilket jeg ikke rettede, da jeg gerne vil bevare hans fremaddrift i slalom, og det var faktisk mig, der fik skubbet ham så meget, at han ikke kunne komme ind i første port. Han sluttede stævnet med et fint klasse 2 løb, hvor han fik oprykningsplacering. Jeg var meget tilfreds med hans indsats, og han har også udviklet sig ift sin opførsel ved ringsiden, for nu er det faktisk muligt at gå med ham langs ringene, uden at han ustandselig gør, skriger, og kaster sig ud mod ringen. Ikke at han er tavs, men klar en forbedring.

Echo i spring 1

Diva er jo bare en fantastisk gammel pige, der med sine 11 år kløede på. Hun fik nogle gode placeringer i de åbne klasser. Nr. 5 - nr. 6 og nr. 7 og placerede sig dermed til finalen. Fredag aften var hun dog godt brugt, og hun nærmest hang efter mig på aftenlufteturen. En god nats søvn skadede hende dog ikke.

Finalebanen var rimelig let, men der var meget luft mellem forhindringerne - ikke ligefrem en fordel for en gammel kortbenet sheltie. Selv synes jeg, at Diva løb langsomt i finalen, men det var nok bare, fordi afstandene var så store, men nok også fordi hun var træt. Hun blev nr. 5 eller 6 med et fejlfrit løb. Finalen for de små hunde blev lige som sidste års Dania Cup Finale velfortjent vundet af Nadine Hundsberger med Q.

Diva i agility Åben

Der er ikke meget skidt at sige om Jutlandia Cup, men den smule der er, tillader jeg mig da også lige at nævne, og jeg ved, at jeg ikke er alene om det synspunkt. Præmierne!! Godt nok, skal man ikke følge DKKs præmiepolitik, hvis man bare gør opmærksom på, at man ikke følger den. Men derfor behøver man jo ikke blive fedtet, og det synes jeg, at man er, når man kun uddeler 12 præmier ud af 195 deltagere i en klasse eller under 10 præmier til 100 deltagere. Hvis de få præmier, der så blev uddelt så bare var overfede, så var det en anden snak, men sådan var det nu ikke. Var der 6 personer til præmieoverrækkelse, så lå der 7 ting på bordet, og jeg hørte, da flere være skuffede over det, som de kunne vælge. Der kan naturligvis ikke være guld og glimmer til alle placerede. Sådan i hovedtræk var jeg tilfreds med de præmier, som jeg vandt, og præmie-utilfredshed er som sådan også mest et luksusproblem forbeholdt de personer, som vinder noget. De, som ikke er så heldige eller dygtige, er jo nok fløjtendes ligeglade, men som stævnearrangør i Ribe Hundevenner er det nu dejligt at høre agilityfolkene fremhæve vores stævner pga mange flotte og forskellige præmier. Men vi bruger faktisk også ret mange penge på præmier, og man får sjældent sponsoreret SÅ mange herligheder.

Update: Silas

Som jeg skrev i sidste blogindlæg, så har Silas bøvlet en del med opkastninger i den sidste tid, og da det ikke rigtig ville blive bedre, så ringede vi til OUH i weekenden og aftalte, at hvis det ikke var blevet bedre mandag/tirsdag, så skulle vi komme over om onsdagen og få ham undersøgt.

Natten mellem søndag og mandag vågnede Silas med smerter og græd utrøsteligt i en times tid. Vi kørte bilen frem og gjorde klar til afgang til Odense. Men efter at have talt med en sygeplejerske og givet Silas lidt panodil-mikstur, så gav vi det lige en halv time mere, hvorefter Silas faldt i søvn.

Mandag kastede Silas igen op, så jeg bogstaveligt talt skovlede det væk under hagen på ham. Stakkels lille mand. Vi ringede igen til OUH og fik en tid til undersøgelse tirsdag. Tirsdag skulle ellers have været en festdag, da isolationen udløb den dag, men en dag på sygehuset lagde nu en dæmper på feststemningen.

Efter at have brugt det meste af dagen på hospitalsbesøg kunne vi køre hjem igen uden at blive meget klogere. Der var ikke nogen umiddelbar logisk forklaring på hans gentagne opkastninger. På tirsdag skal han have ultralydsscannet maven. Men vi håber faktisk på, at det med opkastningerne er et overstået kapitel. Han har i hvert fald været i klar bedring, selvom han kastede op igår og i dag. Men vi synes godt, at vi kan finde en forklaring på de to ganges opkast - nemlig noget mad, som krildrede ham lidt for meget i halsen.

Hvad så med isolationen? Jo hurra, den er ophørt og vi kan gå hvorhen vi vil, og det var en kæmpe nydelse at kunne trave ind i et indkøbscenter med Silas. Så på vejen hjem fra OUH kørte vi ind på Bryggen i Vejle. Her fik Silas sig godt nok en på opleveren med farver, lys og lyde.

Ferietid

Bag mig ligger en uge med mange gøremål. Forude ligger 3 ugers ferie - Dejligt!

Ugens 3 første dage brugte jeg i hundeklubben med at bespise en flok søde unger og et par voksne. Det gik stille for sig. Og kurset for de unge hundeførere var en gentagelse af sidste års succes. Johanna Allanach var instruktør, og hun er suveræn god til børn.

Juniorholdet anno 2009

Agilitybanerne var bestemt ikke barnemad, og der var sandelig udfordring nok i kursusprogrammet for ungerne. Den første aften skulle de lave et freestyleprogram på 1 minut. Av, det er sgu da ikke let. Men jeg synes, de klarede det rigtig rigtig flot. Jeg fik desværre ikke set så meget til deres aktiviteter, som jeg kunne have ønsket, men jeg var der sådan set også bare for at sørge for, at de fik mad i maverne. Ved siden af det skulle jeg også dikke-dikke Silas og lave lidt kort, så jeg måske også kan få solgt nogle til Jutlandia Cup.

Annemai og Cookie var blandt deltagerne - her i Freestyle-programmet

Apropos kort så har jeg i denne uge også været til fotograf (Sine Perrod) for at få taget billeder af nogle kort. Gode proff. billeder, der kan bruges på nettet. En stor tak til Sine, som tilbød mig at tage disse billeder u/b. Ved samme lejlighed fik jeg taget nogle billeder af Silas, hvoraf jeg gerne skal have valgt et, som jeg skal have printet på lærred i str. 40x60cm. Det var nemlig den fantastisk flotte finalepræmie, som Diva og jeg vandt ved Bededagsstævnet i DKK Viby.

Silas - The Drummer

Silas har været hos lægen i denne uge for at starte på vaccinationsprogrammet. Han nåede ikke at få nogen vacciner, før han blev konstateret syg i okt. Men nu har han fået grønt lys til at gå igang med vaccinerne. Henrik og jeg var ellers lidt betænkelige ved at lade ham vaccinere, da Silas har bøvlet med daglig opkast i lidt mere end en uge. Lægen fik mig overtalt til at lade ham vaccinere, da hun ikke mente, at han havde noget virus eller andet i kroppen, der ville bryde ud pga vaccinen. Så jeg kom derfra uden at være blevet meget klogere vedr. opkastningerne, men normalt kan det da næppe være? Men han virker glad, kvik og feberfri, men han kaster op 1-2 gange om dagen.

Tankerne fyldt med angst og bekymring vedr. årsagen til, at Silas kaster op har fyldt temmelig meget idag, hvor Silas har kastet op 6 gange i løbet af dagen. Både Henrik og jeg bliver bekymrede for, om han har fået LCH i andre dele af kroppen. Og hvis det skulle være tilfældet, så vil han være multiorgan angrebet, og det er bestemt en meget skidt prognose - samt naturligvis en ommer mht behandling. Jeg kan ikke bære tanken, hvis frygten og virkeligheden er den samme......

Men fra andre forældre i situationer lig vores, ved jeg også, at man har antennerne meget ude, fordi man konstant er bange, hvis der er det mindste. Så jeg håber bare, at dette er et eksempel på ubegrundet bekymring. Så vi kan nyde, at Silas er færdig med sin isolation på tirsdag, og vi igen kan leve et normalt liv.