Her dagen efter den store X-Factor finale, så læser jeg lidt rundt omkring div. reaktioner på finalen. Det bringer så noget mere med sig med de tanker, som jeg undervejs gør mig.
Vi så X-Factor i stuen igår, og jeg syntes ikke ligefrem, at hverken Babou eller Sarah var særlig gode til at ramme tonerne, men Annelouise stemme betager mig. Den er bare så smuk! Når det så er sagt, så vil jeg da sige, at der er noget med run på, når de to teenagere går på scenen. De er supergode til at performe.
Så ja når man sådan ser det i en helhed, så var Sarah da også den rigtige vinder. Hun virker også som en ualmindelig velafbalanceret pige, der hviler vildt meget i sig selv. Jeg synes også, at hun er megasej, at hun i så ung en alder er afklaret om sin seksualitet. Og jeg kan så fornemme, at netop hendes seksualitet er noget, der kan bringe noget debat frem. Vandt hun fordi hun er lesbisk, og hvis hun var blevet nr. 2 ,var det så, fordi hun er lesbisk, at hun kun blev nr. 2. Ja, jeg er sådan set ligeglad med hvem og hvad hun er til, og det bragte mig så videre på nogle andre oplevelser vedr. fordomme.
Når man sidder rundt om frokostbordet med sine kolleger, så dukker ens forskelligheder virkelig tit op til overfladen. Jeg har ikke noget fast tilhørsforhold rent arbejdsmæssigt, da mit job bringer mig rundt i flere af firmaets afdelinger, hvilket kan være meget interessant.
En dag sidder jeg i en af afdelingerne og snakken kommer til at falde på en af de andre kolleger (i samme hus, men hun spiser med et andet hold i afdelingen). Denne kollega havde spurgt nogle af de andre om de ville med i swingerklub, og da snakken faldt på min kollegas gang i swingerklubben, så var det en blanding af fnisen og fordømmende snak. Jeg kan til tider forholde mig ret tavs til disse måltider og bare lytte, for det kan være ret interessant, men pludselig måtte jeg godt nok fortælle mine kolleger, at de da var frygtelig fordømmende, og at jeg da bare syntes, at det var sejt, at min kollega, at hun var åben, og at hun sikkert fik sig nogle sjove oplevelser i swingerklubben - efter at hun i øvrigt havde levet i et lorteforhold med en syg jaloux stodder i mange år.
En anden gang handlede en frokostsamtale om en udgave af Bubber iflg Danmark, som handlede om S/M eller escortpiger. Kan ikke huske det præcise tema, men det omhandlede igen sex i en eller anden afskygning. Men pointen var, at en af deltagerne, der fortalte om sin verden i programmet var dagplejemor i sit civile job. Mine kolleger korsede sig - og en af reaktionerne var, at hendes barn i hvert fald ikke skulle være i en sådan en dagpleje. Ja, jeg måtte så bare kommentere, at jeg ikke kunne få øje på, hvad det havde med hendes job at gøre. Jeg var da rimelig overbevist om, at hun næppe blandede børnene ind i sine seksuelle handlinger.
Men for dælen da, hvor er vi danskere bare ualmindelig LIDT rummelige...... Det kan gå an, når man hedder Sarah og vinder X-Factor, men hvis det er naboens datter, der er lesbisk, så må "man" da forarges.....
lørdag den 26. marts 2011
onsdag den 23. marts 2011
Gamle fortabte venskaber
For nogle uger siden, da jeg var på vej hjem fra Sjælland, gjorde jeg holdt på en Sunset Boulevard for at indtage mig lidt mad. Mens jeg sad der og fedtede med min Sunset-burger, kom der en familie ind, og jeg syntes bestemt, at jeg kendte kvinden. Det lignede jo min, fra HF-tiden, allerbedste veninde. Vi var supergode allerbedste veninder op gennem 20´erne, og jeg synes, at jeg har delt mange af mine meget store øjeblikke med hende. F.eks Tobias´ fødsel.
Jeg sad lidt og iagttog familien og tænkte på, om jeg skulle give mig selv til kende. Egentlig ville jeg jo ønske, at vi kunne få venskabet tilbage og dele mange gode minder fra ungdomsårene, men vores venskab gik i en periode meget i stykker, og efter at jeg et par gange gennem årene har taget initiativ til at genoplive det, men hvor den gode kemi, lige som bare var væk, så besluttede jeg, at lade den ligge.
Hvis jeg havde givet mig til kende, så er jeg ret sikker på, at det ville være en meget fesen fornemmelse og total overfladiskt, når vi stod der overfor hinanden og skulle sige hej igen. Så jeg valgte i stedet at sluge det sidste af min burger, mens de bestilte deres mad, og liste af i ubemærkethed.
Synes det var en vildt underlig fornemmelse, at et så nært venskab bare dør, selvom evt. strid og bitterhed nu skulle være visket bort. Så selvom det det egentlig ikke var sådan jeg umiddelbart ønskede det. så måtte jeg erkende, at det, jeg dybest set ønskede,var afgået ved døden. Så oplevelsen på Sunset var vel bare min definitive begravelse af det venskab.
Jeg sad lidt og iagttog familien og tænkte på, om jeg skulle give mig selv til kende. Egentlig ville jeg jo ønske, at vi kunne få venskabet tilbage og dele mange gode minder fra ungdomsårene, men vores venskab gik i en periode meget i stykker, og efter at jeg et par gange gennem årene har taget initiativ til at genoplive det, men hvor den gode kemi, lige som bare var væk, så besluttede jeg, at lade den ligge.
Hvis jeg havde givet mig til kende, så er jeg ret sikker på, at det ville være en meget fesen fornemmelse og total overfladiskt, når vi stod der overfor hinanden og skulle sige hej igen. Så jeg valgte i stedet at sluge det sidste af min burger, mens de bestilte deres mad, og liste af i ubemærkethed.
Synes det var en vildt underlig fornemmelse, at et så nært venskab bare dør, selvom evt. strid og bitterhed nu skulle være visket bort. Så selvom det det egentlig ikke var sådan jeg umiddelbart ønskede det. så måtte jeg erkende, at det, jeg dybest set ønskede,var afgået ved døden. Så oplevelsen på Sunset var vel bare min definitive begravelse af det venskab.
fredag den 18. marts 2011
Endnu en årsdag
I dag er det nemlig et år siden, at min dejlige Ninja blev født. Jeg husker, at jeg sad i hospitalssengen på Skejby og læste på Facebook, at Simic fødte. Jeg så også de første billeder af Ninja, der blev født som nr. 2 i kuldet, og tænkte, at det da var HENDE!!
Men jeg var dog på ingen måde sikker på, at jeg fik lov at købe en tævehvalp fra kuldet, for der var nemlig flere købere til tæver end tævehvalpe.
Men hurra for at jeg fik lov at købe Ninja. Det er jeg så glad for. Hun har været det store lyspunkt for mig i 2010, derfor er det en dejlig årsdag i dag.
Jeg håber, du nød de skønne hvalpebilleder af dejlige Ninja. Sikke tiden flyver afsted.
 |
| Så sød - 5 uger |
Men jeg var dog på ingen måde sikker på, at jeg fik lov at købe en tævehvalp fra kuldet, for der var nemlig flere købere til tæver end tævehvalpe.
 |
| 8 uger - og denne her plads er hun for længst vokset fra |
Men hurra for at jeg fik lov at købe Ninja. Det er jeg så glad for. Hun har været det store lyspunkt for mig i 2010, derfor er det en dejlig årsdag i dag.
 |
| 12 uger og meget "artig" |
tirsdag den 15. marts 2011
Så er der gået et år...
Siden en svedtest viste en meget høj koncentration af salt i Silas´ sved. Sammenholdt med hans symptomer og resultatet af denne svedtest, gjorde lægen os det klart, at der vist ikke var nogen som helst tvivl om diagnosen. Endelig en forklaring på Silas´ dårlige trivsel, omend beskeden var knusende.
Sådanne årsdage er lidt underlige, for jeg har en tendens til at opleve lidt af den svære dag igen, men samtidig ser jeg også det positive i, hvordan Silas er i dag, og hvilke underværker den rette behandling har gjort for vores lille seje dreng.
Fra at være en udhungret og underernæret lille dreng, der var meget meget lille af sin alder, så skiller han sig i dag ikke så meget ud blandt jævnaldrende. I hvert fald ikke på grund af sin størrelse.
Henrik havde en sjov oplevelse på forældre/barn gymnastikholdet i dag. Silas får øje på en dreng, der har en bluse magen til en af Silas´ bluser. På blusen er der afbilledet et stop-skilt. Silas går hen til drengen og peger på blusen og siger S-T-O-P, Stop. Henrik fortalte, at de andre forældre måbede over dette lille optrin og med vantro i stemmen havde spurgt, hvad det lige var der foregik der. De kunne vel ikke tro, det som de så.
Vi er godt klar over, at det i en alder af 2½ ikke er normalt at kunne genkende over halvdelen af bogstaverne i alfabetet, eller alle tallene for den sags skyld. Men Silas er ganske betaget af tal og bogstaver, så han "læser" nummerplader, skilte, teksten på plastikposer, emballage og hvad vi ellers kommer forbi.
Måske nogle forældre på holdet gennem tiden har tænkt, at Silas måske er et lidt forsigtigt "skvat", for han er ikke vildbassen, der kaster sig over redskaberne eller hopper ned på madrassen. Han trækker sig væk, når de andre bliver for vilde og fyger om ørerne på ham. Han kan f.eks heller ikke hoppe, men han øver sig da. Han er ikke utryg ved redskaberne til gymnastik, men han har aldrig kastet sig ud i ting, som hans motorik ikke har styr på, så når han gør det, så kan han det faktisk også.
Hvis en forælder eller to gennem sæsonen har set Silas som lidt "skvattet", så blev de nok svært overrasket over dagens episode. Han er måske slet ikke så "skvattet" endda, men har bare sine styrker på andre punkter.
Sådanne årsdage er lidt underlige, for jeg har en tendens til at opleve lidt af den svære dag igen, men samtidig ser jeg også det positive i, hvordan Silas er i dag, og hvilke underværker den rette behandling har gjort for vores lille seje dreng.
 |
| Silas elsker at studere sine bøger |
Henrik havde en sjov oplevelse på forældre/barn gymnastikholdet i dag. Silas får øje på en dreng, der har en bluse magen til en af Silas´ bluser. På blusen er der afbilledet et stop-skilt. Silas går hen til drengen og peger på blusen og siger S-T-O-P, Stop. Henrik fortalte, at de andre forældre måbede over dette lille optrin og med vantro i stemmen havde spurgt, hvad det lige var der foregik der. De kunne vel ikke tro, det som de så.
Vi er godt klar over, at det i en alder af 2½ ikke er normalt at kunne genkende over halvdelen af bogstaverne i alfabetet, eller alle tallene for den sags skyld. Men Silas er ganske betaget af tal og bogstaver, så han "læser" nummerplader, skilte, teksten på plastikposer, emballage og hvad vi ellers kommer forbi.
 |
| Fra fredagens gymnastikopvisning: Forsigtige Silas har ikke så meget fart på (fordel=han bliver ikke rystet på billedet) |
 |
| Silas kan med sin forsigtighed godt skabe en lang kø ved aktiviteterne |
søndag den 13. marts 2011
Stævne i Odense
Sidste weekend var Echo og jeg til stævnet, som DCH Odense arrangerede. Stor ros til arrangørerne for at vælge et sted med nemme tilkørselsforhold (lige op ad E20), have lækker hjemmelavet frokost, give en mulighed for at veksle sin pokal til en flaske vin, flotte præmier, en tidsplan der holdt og i øvrigt søde og venlige hjælpere.
Det er jo ikke arrangørerne, der bestemmer, at banetiderne skal være strammere end til et VM, så den må dommerne tage på deres kappe. Echo undgik med nød og næppe at få tidsfejl i spring 2, selvom han løb i et pænt jævnt tempo. Tænker, at det måske ikke er helt fair, og at nogen af landsholdshundene om lørdagen fik flere sekunders tidsfejl hører da ingen steder hjemme.
Trods mindre gode præstationer fra Echos og min side, så fik jeg faktisk præmier i 3 ud af de 4 gennemløb, jeg havde. Det var tydeligt at se, at det var først på sæsonen. Først var jeg faktisk en smule chokeret over så lang tid klasse 1 hundene var om at komme gennem banerne, men for mange var det jo nok stævne-debut, og jeg havde jo nok et øjeblik glemt, at nogen gange er klasse 1 jo både begynderhunde og -førere. Og ikke altid en rutineret hundefører, der har haft sin hvalp og unghund med rundt til stævner og fremmed træningsarealer og forhindringer.
Det er jo ikke arrangørerne, der bestemmer, at banetiderne skal være strammere end til et VM, så den må dommerne tage på deres kappe. Echo undgik med nød og næppe at få tidsfejl i spring 2, selvom han løb i et pænt jævnt tempo. Tænker, at det måske ikke er helt fair, og at nogen af landsholdshundene om lørdagen fik flere sekunders tidsfejl hører da ingen steder hjemme.
Trods mindre gode præstationer fra Echos og min side, så fik jeg faktisk præmier i 3 ud af de 4 gennemløb, jeg havde. Det var tydeligt at se, at det var først på sæsonen. Først var jeg faktisk en smule chokeret over så lang tid klasse 1 hundene var om at komme gennem banerne, men for mange var det jo nok stævne-debut, og jeg havde jo nok et øjeblik glemt, at nogen gange er klasse 1 jo både begynderhunde og -førere. Og ikke altid en rutineret hundefører, der har haft sin hvalp og unghund med rundt til stævner og fremmed træningsarealer og forhindringer.
tirsdag den 8. marts 2011
Sprog-øre
Jeg har tidligere skrevet om misforståelser, der kan opstå, hvis fremmede skulle gøre, som Kong Silas befaler.
Der er ikke kun en grim fælde i "tis" (kiks) og "sur røv" (sugerør).
Hvis man spørger Silas hvad han vil have på sin franskbrød, så vil han sikkert insistere på "Chili".
Hvem skulle da også kunne regne ud, at det er Nutella?!
Der er ikke kun en grim fælde i "tis" (kiks) og "sur røv" (sugerør).
Hvis man spørger Silas hvad han vil have på sin franskbrød, så vil han sikkert insistere på "Chili".
Hvem skulle da også kunne regne ud, at det er Nutella?!
lørdag den 5. marts 2011
Åh den søskendekærlighed....
... Den smelter bare mit moderhjerte.
Før Silas blev født, var jeg spændt på at se, hvilket forhold de to drenge ville få til hinanden, når der nu er en aldersforskel på 13 år. Klart nok er de jo ikke sådan på "lige fod" med samme interesser og samme udviklingsstadie, men de har "noget" sammen.
Jeg er ikke i tvivl om, at Tobias er utrolig glad for sin lillebror. Han er så utrolig omsorgsfuld og forstående. Det er jo klart, at Silas har fyldt ekstra-ordinært meget i vores familie pga sygdom, indlæggelser, isolation osv. Og jeg kan sagtens forstå, hvis Tobias nogen gange kunne have ønsket Silas derhen, hvor peberet gror. Men Tobias har kun udtrykt forståelse og omsorg.
Silas forguder Tobias. Hans storebror er bare hans helt store helt, og når Tobias kommer ind af døren, så er mor og far nærmest usynlige. Han snakker også nogen gange om Tobias i hverdagene, når Tobias er på efterskole. Så siger han : Bobo dole (betyder : Storebror er i skole)
Før Silas blev født, var jeg spændt på at se, hvilket forhold de to drenge ville få til hinanden, når der nu er en aldersforskel på 13 år. Klart nok er de jo ikke sådan på "lige fod" med samme interesser og samme udviklingsstadie, men de har "noget" sammen.
 |
| Tobias & Silas (foto: Janne Damborg) |
Jeg er ikke i tvivl om, at Tobias er utrolig glad for sin lillebror. Han er så utrolig omsorgsfuld og forstående. Det er jo klart, at Silas har fyldt ekstra-ordinært meget i vores familie pga sygdom, indlæggelser, isolation osv. Og jeg kan sagtens forstå, hvis Tobias nogen gange kunne have ønsket Silas derhen, hvor peberet gror. Men Tobias har kun udtrykt forståelse og omsorg.
 |
| Bemærks storebrors overbærende og kærlige blik. Låååwe it! |
søndag den 27. februar 2011
Ferie på Lundø
Henriks forældre har sommerhus på Lundø (en lille halvø nord for Skive), og vi var heldige at få lov til at låne sommerhuset i vinterferien. Sommerhuset ligger kun en halv times kørsel fra Rydhave Slots Ungdomsskole, hvor Tobias går på efterskole, så vi hentede Tobias og havde så 10 dage på den øde og stille halvø.
Det var virkelig vinter. De første dage stormede det helt vildt og det var bidende koldt at gå tur. Stranden usædvanlig smuk pga isflager, der var skubbet sammen på stranden. Det var så flot,at se solen skinne over al den "vilde" is.
Så kom sneen og det hele var nu hvidt. Dermed var det også let at se, hvor øde der var. Der var ikke mange hjul- og fodspor i sneen.
Det nød jeg temmelig meget, for jeg kunne jo spare hundesnorene på lufteturene. Jeg havde helt glemt hvor befriende det er at gå med sine hunde løse på hele turen. Det kan man ikke herhjemme på Havvejen pga trafikken.
Jeg nød også at lufte kameraet på ferien. Lundø er så dejlig uspoleret. Genstande som er skyllet i land og efterladte ting bliver formet af naturen og får lov at blive stående. Lundø er fuld af smukke motiver.
Sommerhuset bød da også på hygge med familien og besøg af et par venner. Det er dejligt at have ekstra tid til hinanden på sådan en ferie, hvor der ikke er planlagt de vilde aktiviteter.
Det er godt at være ude, men også rart at komme hjem igen.
 |
| Sammenpressede isflager på stranden |
 |
| Smukt syn! |
Så kom sneen og det hele var nu hvidt. Dermed var det også let at se, hvor øde der var. Der var ikke mange hjul- og fodspor i sneen.
 |
| Næsten juleagtigt |
Det nød jeg temmelig meget, for jeg kunne jo spare hundesnorene på lufteturene. Jeg havde helt glemt hvor befriende det er at gå med sine hunde løse på hele turen. Det kan man ikke herhjemme på Havvejen pga trafikken.
 |
| Ninja og Charlie leger i sneen |
 |
| grød-is på fjorden |
 |
| Mit lille trekløver på stranden |
Jeg nød også at lufte kameraet på ferien. Lundø er så dejlig uspoleret. Genstande som er skyllet i land og efterladte ting bliver formet af naturen og får lov at blive stående. Lundø er fuld af smukke motiver.
 |
| Billede fra stranden |
 |
| Det var simpelthen værd at sætte vækkeuret efter..... |
 |
| En "gammel genstand" slikker morgensol |
Sommerhuset bød da også på hygge med familien og besøg af et par venner. Det er dejligt at have ekstra tid til hinanden på sådan en ferie, hvor der ikke er planlagt de vilde aktiviteter.
 |
| Silas og hundene laver morgengymnastik |
 |
| Hygge fra gåturen - smuk himmel! |
 |
| Tobias har skrabt sneen af trampolinen |
Det er godt at være ude, men også rart at komme hjem igen.
lørdag den 19. februar 2011
En særlig hyggelig café
Jeg må da bare dele denne hyggelige café med jer. Under vores ophold i Henriks forældres sommerhus på Lundø, besøgte vi den lille lokale café. Et foretagende som ud fra sin beliggenhed virker som en umulighed, men efter sigende er stedet godt kendt her på egnen.
Det er virkelig også en helt speciel café/gave-/brugskunstbutik.
Jeg synes, at stedet emmer af hygge og sjæl. Spisekortet et begrænset, men det er lækkerier. Både frokostretterne, men også specialthe og lækre hjemmebagte kager (som f.eks min yndlingskage hindbærsnitten, som jeg ofte bliver skuffet over - ikke alle er lige gode til at fremtrylle sådan en, men det kan Savillas også)
Stedet er delt op i en lille butik og en restaurationslokale, hvor der også er masser af brugskunst udstillet til salg. Et ganske spændende sted med en helt speciel atmosfære
Vi kommer igen!
Supplerende kommentar søndag d. 20. feb:
Hvis andre skulle føle sig inspireret og vil besøge Savillas, så anbefaler jeg, at man bestiller bord. Lørdag og søndag har det ikke været til at sparke sig vej frem deroppe og ventelisten for at få et bord for de, som havde taget chancen var laaang.
 |
| Et glimt fra indretningen |
Det er virkelig også en helt speciel café/gave-/brugskunstbutik.
 |
| Silas nyder en oste-bolle og i forgrunden er min Tapas tallerken |
 |
| Silas hygger med far, der spiser Chili Con Carne |
 |
| Måltidet er slut, og det er ved at være tid til afgang |
Supplerende kommentar søndag d. 20. feb:
Hvis andre skulle føle sig inspireret og vil besøge Savillas, så anbefaler jeg, at man bestiller bord. Lørdag og søndag har det ikke været til at sparke sig vej frem deroppe og ventelisten for at få et bord for de, som havde taget chancen var laaang.
tirsdag den 15. februar 2011
Valentines...
Så er det overstået!!! Radioen bugnede af Valentines-reklamer for spisesteder, blomster og forkælelser. Var da ved at gå helt op i liminingen, da P3 med en lytterafstemning kårede dette nummer til "King of Valentine":
Ja, for dælen da, sikke en Valentinesgave at få af sin kæreste - at han/hun slår op. (link til teksten)
Nå men jeg "slap" da både for blomster og chokolade - og ikke mindst et brud fra Henrik. Men er det i virkeligheden ikke også lidt kunstigt, at man skal sætte dato på for at vise sin kærlighed? Det vil selvfølgelig være fedt nok, men jeg vil nu sætte mere pris på spontaniteten end en udenlandsk tradition, der foreskriver, at blomterbutikker, chokoladeforretninger m.fl. skal have lidt ekstra omsætningskroner i den ellers nok så slukne kasse her i dette triste vintervejr.
Jeg faldt over dette blogindlæg fra en af mine yndlingsbloggere. Jeg morede mig (hvilket jeg meget ofte gør, når jeg læser hendes blog) og måtte bare give hende så meget ret i det, som hun skriver.
Ja, for dælen da, sikke en Valentinesgave at få af sin kæreste - at han/hun slår op. (link til teksten)
Nå men jeg "slap" da både for blomster og chokolade - og ikke mindst et brud fra Henrik. Men er det i virkeligheden ikke også lidt kunstigt, at man skal sætte dato på for at vise sin kærlighed? Det vil selvfølgelig være fedt nok, men jeg vil nu sætte mere pris på spontaniteten end en udenlandsk tradition, der foreskriver, at blomterbutikker, chokoladeforretninger m.fl. skal have lidt ekstra omsætningskroner i den ellers nok så slukne kasse her i dette triste vintervejr.
Jeg faldt over dette blogindlæg fra en af mine yndlingsbloggere. Jeg morede mig (hvilket jeg meget ofte gør, når jeg læser hendes blog) og måtte bare give hende så meget ret i det, som hun skriver.
Abonner på:
Opslag (Atom)
