Drømmen om Amerika

Vi kom hjem torsdag aften. Hvor var det bare skønt at komme hjem igen. Da jeg sidst var hjemme lå der sne i haven, og jeg havde ikke set haven uden snedække siden juletid.

Da vi kom hjem var det nærmest forårsagtigt, og vintergækker og agilityforhindringer var tittet frem på græsplænen.

I dag var jeg så på job for at afholde et spændende og vigtigt møde, som har været planlagt længe før alt det her indlæggelseshalløj.

Det var så den arbejdsdag, og jeg har nu fire ugers ferie. Den ferie har også været planlagt meget længe og vi har havde drømt om en tur til USA. Planen var at vi skulle besøge nogle af mine venner ved New York, og ellers ville vi drage vestover og se noget af den storslåede natur.

Heldigvis klappede vi hesten lidt med planlægningen, da vi startede på udredningen med Silas for et par måneder siden.

Det er svært at ramme munden, når man hænger på sengekanten og ser TV

Heldigvis, for fakta er, at ingen forsikringsselskaber vil forsikre Silas på sådan en rejse, så det er slet ikke muligt at gennemføre planerne. Hvad andet er, så har vi pt ikke overskud til sådan en tur. Så det bliver ikke i denne omgang, så vi har turen til gode til et andet tidspunkt.

Så eneste programpunkt for de fire ugers ferie er en uge i et af Foreningen Cancerramte Børns sommerhuse, som ligger ved Sejerøbugten. Det er ikke helt det samme som en tur til USA, men jeg glæder mig rigtig meget til at hygge mig sammen med mine to dejlige drenge, Henrik og mine firbenede venner.

Det lidt underlige ansigtsudtryk kommer fordi Silas puster efter blomsterne

- det er nemlig sådan noget man gør, hvis man hedder Silas.

Men jeg er vist aldrig gået fra til sådan en lang ferie med en mere flad fornemmelse i maven. Henrik har en måneds orlov nu, og vi har mange nye rutiner, som skal lægges ind i vores hverdag, så det får vi da også lov at øve os lidt på, før det bliver hverdag.


Som et lille ps så glædes vi her i huset over, at Silas har fået lidt runde kinder, som I jo også kan se på billederne i dette indlæg.