lørdag den 25. december 2010

Driving home for Christmas.....


Vores julehjemrejse startede ret tidligt d. 23. dec. Dagen før havde jeg haft et par kundebesøg i Varde og Holstebro og havde kørt gennem Vestjylland i det smukkeste landskab. Dog havde jeg noteret mig, at motorvejen ikke ligefrem var nogen fornøjelse at køre på. Den var nemlig lumsk og spejlglat - sort is!

Rydhave Slot klædt i hvidt

På den smukke tur, som blev afsluttet med en hyggelig juleafslutning på Rydhave Slots Ungdomsskole og afhentning af teenageren, hørte jeg naturligvis også radio og hørte der, at de gentagne gange opfordrede folk til at køre afsted på juleferie allerede d. 22. dec eller vente til selve juleaftensdag. Det lod sig bare ikke rigtig gøre for os, da jeg først var retur fra efterskolen kl 20.30.

Sidst på aftenen begyndte sneen at dale ned over Haderslev, og jeg besluttede at køre bilen op til vejen. Selvom der kun er 50 meter fra huset og op til vejen, så ved vi, at der godt kan komme nogle trælse driver, når det fyger.

Da vi stod op næste morgen, kunne jeg da også erfare, at det havde været en ganske klog beslutning, for der lå en íkke helt usynlig snedrive.

Billede fra huset og op mod vejen
 - "Dejlig" snedrive i højre side af billedet

Vores juletur startede med et kontrolbesøg med Silas på Skejby. Turen plejer at tage 1½ times tid, og vi havde sat 3 timer af til turen, og det holdt da nogenlunde stik, men turen var aldeles rædselsfuld. Motorvejen var meget anstrengende og glat at køre på, og jeg glædede mig helt vildt til turen ville være overstået. Dertil skal siges, at jeg ikke ligefrem betegner mig selv som trafiksart, da jeg normaltvis kører ca. 60.000 km om året i både sne og slud, men jeg ville utrolig gerne nå frem i sikkerhed, og jeg følte mig alt andet end sikker på motorvej E45.

En tætpakket bil (hunde i bunden og bagage øverst)


Der var også trængsel på bagsædet

Juleplanerne efter Skejby besøget var så at indlogere os hos mine forældre på Djursland og juleaftensdag køre ned til Henriks forældre i Horsens. Derved sparede vi en tur til det meget snedækkede Sønderjylland, hvor man direkte beskrev vores område (ret specifikt egnen Diernæs/Sønderballe), som nærmest ufremkommeligt.

Og slutteligt kan jeg lige tilføje, at professoren på Skejby var meget imponeret over Silas´ vækstkurve. Han har igen taget på og er vokset. 11,75 kg og 83,2 cm. Hans vækstkurve er meget stejl og hvis han følger den, så skulle han ramme 100 cm, når han fylder 3 år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar