Det har været forbudt for Tobias indtil nu, da jeg ikke synes, at "børn" og alkohol hører sammen. Men på et tidspunkt så må man jo give lidt slip og håbe, at man har fået proppet fornuft ind i de små hoveder.
For at elevfesterne ikke løber helt løbsk, så plejer der også at være nogle forældre til stede. Så jeg havde meldt mig som "vagt" ved denne fest. Festen skulle holdes i Grønhøj ved Spjald i det meget mørke Vestjylland. Det betød jo lige 2 timers kørsel derhen -og to timer hjem igen i nat. Så klokken var tæt på 06, før jeg kom i seng i morges.
Festen startede kl 21, og deltagerne kom sådan lidt i klumper de første 1½ time. De var glade men virkede ret fornuftige. Dog virkede pigernes påklædning måske knap så fornuftigt. F.eks havde en af pigerne en kjole på, der var så kort, at vi forældre var ved at forveksle den med en lidt for lang badedragt. Det er altså ikke så fikst, når man kan se trusserne, selvom personen står oprejst.
De første par timer var rimelig rolige. De unge mennesker var total glade i låget, men på daværende tidspunkt rimelig under kontrol. Mellem kl. 23-00 faldt de "på stribe", og forældrenes vagtstue blev forvandlet til en samarit-stue med en lille håndfuld fordrukne teenagere, der enten småsov og kastede op, mens de ventede på afhentning eller snarlig bedring. Andre kunne da nøjes med at knække sig i hegnet udenfor og lod sig ikke mærke yderligere med det. Og ja, jeg kunne ikke lide det, men jeg er da hellere ikke ældre end, at jeg faktisk også godt kunne huske dengang, da jeg selv var ung.
Det endte med at der konsekvent måtte stå en voksen i baren og holde øje med udskænkningen, så alkohol-indtaget kom lidt under kontrol. Hvilket også hjalp på det. Udover dem, som blev syge, så var det jo en fornøjelse at se de unge holde fest. De dansede, snakkede, grinte og drak (uden at det var en drikkekonkurrence). Man blev faktisk rigtig glad af at stå op betragte dem. Vi oplevede også, at de unge mennesker virkelig tog sig af hinanden, og at de var trygge ved, at vi voksne var til stede. Vores opgave var jo heller ikke at overvåge og ødelægge festen.
Der var 90 elever, og der var kun 5 voksne til stede. Det var forældre til 4 af eleverne. De fleste forældre bor indenfor en radius af 45 minutters kørsel til skolen, så det burde jo ikke være en umulig opgave at troppe op til elevfesten, for 5 forældre var lige i underkanten til den store flok, hvis man både skulle være ude og inde. Jeg ved så også godt, at nogle af eleverne ikke ønsker, at deres forældre skal være vagter ved festerne, men jeg er temmelig overrasket over, at så få forældre tilsyneladende ønsker at tage ansvar ift deres unge mennesker og deres kammerater. Vi oplevede desværre også, at vi brugte 1½ time på at ringe et forældrepar til en meget utilpas pige op. Vi havde flere numre, men der var ingen, der svarede. Det var ret frustrerende, og jeg er overrasket over, at forældre kan virke så ligeglade med deres unge mennesker, når de bevæger sig ud på lidt gyngende og eksperimenterende grund, at de ikke engang sørger for at være tilgængelige.
Dejligt at festen gik godt. Jeg kan selv huske da Anna Cecilie var til den første fest med alkohold og ja det er svært, men det bliver nemmere. Og nemmere blev det også da vi opdagede at hun faktisk ikke drikker sig i hegnet..dejligt at noget er sevet ind :)
SvarSlet