R.I.P Cookie

Gennem de sidste par år, har jeg tænkt på, hvordan jeg mon ville reagere, den dag, hvor en af mine tidligere hunde (her tænker jeg på Cookie og Echo, som jeg har fundet nye hjem til) ville rejse til de evige agilitybaner.


Tankerne har været der, fordi jeg jo havde både Charlie og Diva, som er/var over 13 år, og jo derfor godt har vidst, at de to ikke ville leve evigt, men alligevel har jeg tænkt, at det ikke havde den store relevans at tænke tankerne for de to unge hunde, som er født i 2002 og 2006. For der ville jo være mange år til det var relevant..... men sådan skulle det ikke være.

Cookie

Her til aften fik jeg en SMS fra min veninde Janne (som Cookie flyttede hjem til for et par år siden). Hun skrev til mig, at Cookie var blevet overfaldet af en løs hund og havde brækket nakken. Der havde ikke været noget at gøre, og Cookie er nu væk - død -  borte!!


Jeg er faktisk rigtig ked af det, selvom han jo ikke var "min" hund mere, og jeg i mit hjem ikke kan mærke forskel på igår og imorgen ift Cookie. Jeg kan bare ikke rigtig forstå, at han ikke ER mere, og at jeg aldrig ser ham igen. Så på en måde synes jeg, at jeg har mistet endnu en hund! Men min sorg er jo trods alt vand sammenlignet med Jannes og hendes to pigers sorg. Jeg ved, at han betød meget for dem alle, og Cookie var en lille konge, der nød livet som kontorhund i Jannes firma.

Cookie fiser den af på kontoret

Den måde som Cookie blev revet fra dem, er vel enhver hundeejers frygt? Det er en meget ringe trøst, at den overfaldende hund aflives i morgen. Det kommer Cookie ikke tilbage af, men samme hund bliver da trods alt ikke årsag til at andre skal opleve det samme.