Agility er som medicin....

Det var min konklusion efter torsdagens træning i Sannes Hundecenter. Jeg havde ikke været til træning de sidste to torsdage pga frost-lukket i centret/bisættelse og noget arbejde, som forhindrede mig. Faktisk var jeg bare flad og doven og derfor tæt på ikke at køre de 55 minutter til Hedensted og i stedet blive liggende på min sofa. Men jeg fik sparket mig afsted alligevel.

Dejlig træning. Ninja var skøn at træne med - som altid! Da jeg kørte derfra, så var jeg næsten helt høj og tænkte faktisk, at denne træning var det mest energi- og glædegivende, jeg havde oplevet i flere uger. Jeg tænkte de snart 5 år tilbage, hvor jeg var stress-sygemeldt og huskede også, hvor stor en forskel agilityen gjorde for mig dengang. Det er da fantastisk!

Den sidste måneds tid har faktisk ikke budt på særlig mange glædelige ting, synes jeg. Jeg synes nærmest, at det ene har været værre end det andet. Jeg kan forholde mig til at skulle kysse gode Diva godnat for sidste gang efter et godt langt liv og vide, at det hele var fredfyldt. Det kniber noget mere med Cookies måde at forlade blive revet ud af denne verden på. Jeg havde det meget skidt med det i flere dage, for jeg ved jo, at hans liv var for kort, og at hans sidste oplevelser absolut var alt andet end positive, og vejen til døden ikke fredfyldt og smuk. Jeg græd så mange tårer over den måde, som Cookie kom herfra. "Min" lille Cookie fortjente bare bedre.

Men det var som om alt med Cookie blev så ligegyldigt (set i perspektivet i hvert fald), da jeg for to uger siden modtog beskeden om, at mine venners søn på 15 år var sovet ind efter mange års sygdom. Selvom et dødsfald kan være "rigtigt", fordi en træt og slidt krop for fred, så er det i mine øjne så forkert, at forældre skal begrave deres børn, og jeg kan desværre godt tillade mig at sige, at jeg kender frygten for at miste, men heldigvis ikke til at miste. Det, som jeg har følt på egen krop berører nok også nogle andre knapper i mig end hos de fleste andre i vennekredsen (heldigvis for dem). Siden jeg fik den triste besked har mine tanker nærmest konstant været hos familien, som trods det hele tackler det hele så flot og åbent.

Tja den sidste måned har som man kan se ikke budt på mange solstrålehistorier eller overskud til at blogge (eller læse div blogs for den sags skyld). Jeg tror på ordsproget om at efter regn kommer altid solskin..............