lørdag den 16. juni 2012

Min alderspræsident

"Gammelfar" aka Charlie bliver 14 år i dag. Jeg har aldrig haft en ældre hund (men både Diva og Jack blev begge 13 år). Egentlig er han i meget fin vigør, men alderen trykker selvfølgelig.

Han sover rigtig meget og snorker rimelig højt. Hørelsen er heller ikke så fin mere, den svinger mellem stokdøv og hørehæmmet. Om det er fordi han ikke hører så godt mere, at han er blevet så indiskret ved jeg ikke, men når han ligger og "vasker" sin gamle krop, så foregår det med højlydt grynten og gnasken.

Charlie elsker at gå på solo-opdagelse i det høje græs


Charlie er ofte mit vækkeur i weekenderne. Som regel begynder han at pibe mellem 6 og 7. Nogen gange for at få opmærksomhed og andre gange er det fordi han virkelig virkelig skal ud at tisse. Imorges tror jeg, at det mest var førstnævnte, og nu kunne jeg faktisk sove længe for en sjælden gangs skyld - troede jeg! Anyway jeg synes jo egentlig, at det er tidsspilde at sove længe, så nu sidder jeg klokken 7 og skriver blogindlæg (som jeg først offentliggør lidt senere, når jeg har fået taget et par billeder af fødselsdagsbarnet - desværre er Charlie ikke særlig fotogen)

For 1-2 måneder siden var jeg ellers ret bekymret for Charlie. Uheldigvis var han blevet fodret med Ninjas foder i en måneds tid, og jeg syntes han var blevet meget tørstig og i øvrigt tissede meget læænge, når jeg lukkede ham ud om morgenen. Jeg tror ikke lige, at hans nyrer havde så godt af andet end hans seniorfoder. Jeg skyndte mig at skifte tilbage på seniorfoderet igen, og nu efter et par måneder virker han noget bedre.

Morgenens leg i køkkenet
(der var lidt for meget fart på motivet, iftt hvad min iphone kan præstere)


Den bedste indikator for en bedring er dog det, som Ninja viser mig. For et par måneder siden ignorerede hun nærmest Charlie. Hun forsøgte ikke at få en leg igang og slæbte ikke rundt på ham i kraven, som hun ellers så ofte gør. Men det er anderledes nu. Nu leger de højlydt og løber også rundt sammen, men legen går oftest ud på, at hun "tygger" på Charlie og trækker lidt rundt på ham - gerne mens han ligger på ryggen på gulvet. Det, at Ninja har genoptaget legen fortæller mig, at han har det meget bedre. Gode gamle tålmodige Charlie leger stadig med trods sin høje alder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar