USA - del 1

Lige siden jeg forlod Californien for snart 2 år siden, så har jeg haft en plan om at returnere dertil og meget gerne sammen med min familie. Desværre lykkedes det mig ikke at få hele familien med. Tobias havde valgt at blive hjemme for at passe job/uddannelse, så det var kun Henrik, Silas og jeg, der var afsted. 

Rejsen blev planlagt lidt ud fra, hvordan flybilletpriserne var på de forskellige dage. Og så var målet at bygge ferien op omkring uge 42, for at Silas skulle tages mindst muligt ud af skolen. Selvom jeg ikke er så pjattet med at give mine børn fravær fra skolen, så tænker jeg alligevel at en tur til USA giver så meget mere på læringskontoen og opleveren, at det er ok. Inden vi fik set os om, var 14 dage faktisk blevet til 19 dage, da jeg skulle booke flybilletterne.

En lidt træt Silas melder sig klar til afgang sammen med Theo-banden
(De bamser er temmelig berejste)

Første del af dette indlæg er skrevet ombord på flyet mellem København og San Francisco (hvis nogen skulle undre sig over, at jeg skriver i ”fremtid”)

Vi skal bo hos Jennifer, hendes mand og deres to tvillingedrenge, der i øvrigt er nogenlunde på alder med Silas. Jeg lærte Jennifer at kende dengang, hvor jeg havde hvalpe, hvor hun fulgte kuldet tæt. Hun var også den, som ”formidlede”, at en af Ninjas hvalpe i dag bor i Californien.

Og når vi taler om Ninjas hvalpe, så var det klart nok, at vi naturligvis også skal hilse på BlackJack på turen. Der er planlagt, at jeg skal overvære deres træning i opholdets sidste uge. Jeg glæder mig helt vildt til at se ham igen og er spændt på, hvordan han reagerer, når han hører min stemme igen.

Udover at vi skal hygge med hundevennerne, så skal vi naturligvis også ud og opleve USA. I næste uge skal vi på roadtrip, hvor vi vil forsøge at nå til Grand Canyon. Vi er da nødt til at se, om det er så ”breathtaking”, som folk siger. Egentlig er vi sådan lidt "vovede" og har ikke planlagt tingene så nøje, men har nogle ideer om, hvad vi gerne vil se. Nu må vi se, hvad vi så ender op med.

Hele familien ombord i SAS flyet mellem København og San Francisco

Pt sidder vi bænket i flyet mellem Kbh og San Francisco. Det er en flyvetur på ca 10 timer. Der mangler pt kun et par timer af turen. Silas har samlet et par pakker Lego og set et par film og er nok den nemmeste lille knægt at rejse med. En af de andre passagerer har også allerede rost hans tålmodighed.

Der er altid noget at lave i de store fly.
Hvis man ikke lige tegner eller laver Lego, er der tilbud nok i flyets entertainmentsystem

Landet i San Fran

Silas havde gjort sig meget heldigt bemærket hos besætning og medpassagerer. Han høstede roser for sin tålmodighed. Tænk sig på hele flyveturen forlod han kun sit sæde en eneste gang for at gå på toilet og på intet tidspunkt var han utålmodig at høre på.

Inde i lufthavnen stiller vi op i kø til Custom (grænsekontrol). Forud for indrejsen til USA skal man udfylde en ESTA erklæring, hvor man skriver under på, at man ikke har deltaget i terrorhandlinger eller har gonoré for den sags skyld, for blot at nævne nogen af de ting, som man skal skrive under på, når man udfylder erklæringen. Alt det skal man have ordnet hjemmefra, og man får så en godkendelse, men det er ikke ensbetydende med, at man får lov at rejse ind i USA. Det er egentlig grænsekontrollen, der afgør det.

I Custom skal man aflevere fingeraftryk af alle ti fingre, og man bliver fotograferet. Samtidig bliver man udspurgt om, hvad man skal i USA, og hvor man skal opholde sig. Ligesom sidst skulle jeg også svare på, hvor jeg kendte mine amerikanske venner fra. Manden i Custom synes det lød en anelse fjollet, at amerikanere får hunde helt fra Danmark. Ja, det kan være, men det er ikke desto mindre derfra jeg kender mine amerikanske venner.

Sådan! Godkendelsesstempel fra Custom 

Udenfor holdt en vogn og ventede på os, så vi kunne komme sikkert frem til Jennifers hjem, som ligger ca en times kørsel fra lufthavnen. Vi satte rigtig meget pris på, at mine venner havde sørget for, at der kom en vogn og hentede os. Pga job og myldretid kunne ingen af dem selv nå frem til at hente os, men vi slap for at skulle bøvle med at komme det rigtige sted hen. Det hele var serveret på et sølvfad.

Jeg var virkelig glad for at se Jennifer igen, og hun indlogerede os i gæsteværelset, som hun gladeligt stillede til rådighed for os i næsten 3 uger. Det var en rigtig flot gestus, som helt klart gav os en hyggelig, billig og hjemlig base med muligheden for at kigge ind i et eksempel på en amerikansk hverdag.

Efter sådan en lang rejse, hvor man rejser hjemmefra onsdag formiddag og rejser sammenlagt i 13 timer, og faktisk lander onsdag eftermiddag kl 15.45 amerikansk tid, så har man faktisk mistet en nat, for det er ikke oplagt at sove på turen, fordi vi lander på et tidspunkt, der svarer til midnat i Danmark. Så derfor var vi ikke meget værd den første aften, når man ender med at have været vågen uafbrudt i næsten 24 timer. Jennifer havde bestilt mad ude fra, og vi fik spist og hygget, og jeg fik afleveret de nøje udvalgte danske gaver, som jeg havde indkøb til hende og drengene. Kähler og produkter fra Badeanstalten til Jennifer og Lego til drengene. Alt sammen sirligt indpakket i papir med dannebrogflag på, som jeg havde jagtet rundt i Haderslev for at finde. 

Dag 1 - Torsdag

Efter en ret forstyrret nattesøvn var vi klar til at udforske området. Vi vågnede meget tidligt pga jetlag, men blev bare liggende i sengene, så vi ikke vækkede hele huset. Vi havde ikke nogen specifikke planer, så San Francisco var et oplagt rejsemål. Udenfor døren stod Nicks bil nr. 2 nemlig også klar til os. Så vi var bare så heldige både at have et hjem og en bil stillet til vores rådighed. Mine amerikanske venner havde virkelig sørget godt for os. Det kan man kun være meget taknemmelig for.

Det skulle vise sig at blive en begivenhedsrig torsdag. Faktisk startede jeg med at konstatere, at alt Silas´undertøj og bluser lå hjemme i DK. En form for "kuffertpakkekommuniktionsbrist" mellem Henrik og jeg gjorde, at der nu lå tre små bunker tøj på en hylde hjemme på drengeværelset i stedet for i kufferten. Så vi startede med at jagte drengeundertøj og konstaterede, at man ikke bruger helt samme "snit" her, som i DK. Alle drengeunderbukser, som vi stødte på i de første mange butikker havde gylp. Så sådan måtte det blive. Knægten har dog ikke brokket sig over modellen på turen.

Endelig kommer vi helt til San Francisco og får parkeret i et P-hus, som jeg kendte fra mit sidste besøg. Vi går en tur ned til Fisherman Wharf, som for mig minder mest af alt om nogle af de shopping/restaurantområderne, som er i Djurs Sommerland/Legoland og i Løkken. Ja en stor blanding af en turistkulisse, men derfor er der nu meget hyggeligt og stemningsfuldt Vi finder et sted at spise, og vi får også set søløverne, som holder til på Pier 39.

Elastikhop i trampolin. Silas var lykkelig!

Silas har fundet en lygtepæl og klatrer i den.
Bag ham ses Alcatraz

"Byport" til gods fra vandsiden

Derefter går vi en tur op gennem byen og gennem ChinaTown, inden vi til sidst beslutter os for at køre hjemad igen. Jeg er ikke så overvældet af selve San Francisco. Byen rummer mange skæve eksistenser og det kan i sig selv være interessant at gå rundt og betragte.

Transamerica Pyramide dominerer billedet og er
med sine 260 meter byens højeste bygning

Silas får en is i en fortovs-isbar. Henrik taber noget ud af rygsækken, og en mand, gør ham opmærksom på amerikansk opmærksom på, at han har tabt noget. Han hører, at vi taler dansk sammen, og det viser sig, at manden er dansker og har boet i San Francisco i 15 år, og det er hans lille specielle butik med div brugskunst fra hele jordkloden, som han står udenfor. Det var lidt pudsigt. 

Silas nyder en is

Vi har 5-6 hyggelige timer i byen,inden vi går retur til P-huset og trækker vores P-billet til den nette sum af 36 USD (=ca. 250 kr). Ja det er relativ bekosteligt at parkere i SF. Da vi skal køre ud, så får vi indlæst vores bon ved bommen, men pga kø ved udkørslen, går bommen ikke op for os, da vi når frem til den. Efter flere forsøg på at finde en løsning og komme i kontakt med parkeringsservice, synes der kun at være een løsning. Og det var at betale 36 USD igen!! Det var sgu da sure 500 kroner at starte turen med.

Der er lidt over en times kørsel fra SF og hjem til Jennifer. Det var en hård tur pga jetlag. Jeg var simpelthen så træt og var nødt til at køre af og holde ind et sted og snuppe en lille lur. Vi parkerede ved en lukket servicestation og lukkede øjnene.
Efter 10-15 minutter blev vi vækket af en, der bankede hårdt på sideruden og en stærk lommelygte lige i fjæset. Ja, så var jeg i hvert fald færdig med at være træt!! Det var en betjent, der lige ville tjekke, at vi var okay, og hvad vi lavede der. Han ville dog ikke se nogen papirer, men tog til takke med, at vi var danskere på ferie hos venner i San Jose og bare havde lidt jetlag. Efter den opvågning var mine øjenlåg alt andet end tunge, og vi kunne snildt køre de sidste 25 miles og kravle i seng. Så var ferien da også ligesom igang.

Dag 2 - Fredag

Vi stod bare op til regnvejr, og amerikanerne var ret forbavsede, da det stort set aldrig regner i Californien – og da slet ikke i oktober. Det var 8 måneder siden, der sidst var faldet regn, og det var sjovt at se hvordan en smule regn (sammenlignet med danske forhold) kunne få folk til at reagere. Det var lige før, de ikke ville ud at køre pga faren for glatføre. Det var en anelse komisk. Hvis vi skulle tænke sådan hjemme i Danmark så skulle vi blive hjemme mange dage om året pga af diverse former for nedbør.

Regnvejr = shoppingdag

På sådan en trist regnvejrsdag, som vi også naivt (det regner jo aldrig i Californien) forventede ville blive den eneste, kørte vi en tur til Gilroys Outletstore, som ligger ca 30 min fra Jennifer. Jeg havde rigtig lyst til at shoppe rundt, men det var vist kun mig, der følte det sådan. Silas og Henrik blev mere og mere lang-ansigtede at se på for hvert kvarter, så det forblev ikke så fornøjeligt for mig, men et enkelt par Nike Free og en sweater blev det da til for mig. Silas fik også et par trøjer og en træningsdragt. Ikke fordi det interesserede ham en pind, men fordi jeg prakkede ham det på. Han var noget mere interesseret i Toys´r Us Outlet butikken.

Der var mange gode ting at se på - og købe

Det var også her, at det gik op for mig, at jeg havde glemt mit kørekort hjemme i Danmark. Da jeg skulle betale i Guess med mit kreditkort, ville de se ID, og der gik det op for mig, at pladsen i pungen, hvor kørekortet plejer at sidde var tom. Nå, ja jeg havde jo haft det ude af pungen, da jeg skulle udfylde en eksporterklæring i Tyskland en måneds tid forinden. 

Da vi kommer hen i bilen gør Henrik mine til at sætte sig ind i førersiden på bilen i anledning af, at jeg ikke har noget kørekort med. Men jeg siger til ham, at det nok ikke betyder noget. Jeg har da kørt fint nok uden kørekortet på mig indtil nu. Jeg ved, at Henrik hader at køre bil. At køre en tur på over 100 km synes som en opslidende dagsrejse for ham at køre, så hvis han var pisket til at køre den lange tur rundt i USA, så blev han træt bare ved tanken om det. 

Hjemme beroligede vennerne mig med, at politiet ikke sådan stoppede folk i flæng, hvis jeg bare lod være med at køre for stærkt, og at det nok mest var i de andre stater, jeg skulle være varsom, fordi politiet generelt hellere vil pågribe folk fra andre stater end deres egen. Men ellers mente de nu nok, at jeg ville kunne klare mig med at vise mit pas, for de gad næppe gøre en sag ud af det, da det kræve en lang og træls afrapportering fra dem, og det mente de ikke, at politiet gad. 

Dag 3 - Lørdag

Regnvejret fortsatte. Ja faktisk var det meste af det slet ikke regn, som vi er vant til regn i Danmark. Man kunne se regndråberne i luften, men når man gik ud i regnen, blev man nærmest ikke våd. Det var som om, dråberne ikke var så tunge og tætte som i Danmark.

På grund af vejret var det jo oplagt at finde på aktiviteter, som kunne foregå indendøre. Jennifers drenge fik straks solgt os ideen om at tage på Tech Museum i San Jose. Inden vi var klar til at komme så vidt, så skulle vi lige et smut forbi den skole, som Jennifer arbejder på for at fodre hendes klasses to marsvin. Det var rigtig interessant at se nærmere på en skole i et andet land og ikke mindst nærstudere et klasselokale. Der var mange ting, som var anderledes i forhold til i DK, og jeg tror faktisk at jeg vælger, at give det et blogindlæg for sig selv, når jeg har fået skrevet det færdigt.

Museet i San Jose mindede mig om Experimentariet i København. Der var en masse ting, som man kunne prøve og udforske på samme tid. Sådan lidt nørderi er jo lige sagen for Silas. Han fik blandt andet prøvet en jordskælvssimulator, hvilket jo har en vis relevans, når man tænker på at San Francisco nærmest blev jævnet med jorden i 1906 og ca. 3.000 personer omkom. Da vi jo var i lavsæson, så kunne man stort set komme til at prøve alle tingene derinde uden den store ventetid. 

Her skal man stille sig i samme stilling som skelettet
viser på væggen og scorer derved point.

Det var en rigtig hyggelig aktivitet sammen med Jennifer og hendes drenge. Det var også let at køre til. Der var kun 20 minutters kørsel fra Jennifer. Vi skulle nemlig helst ikke alt for langt væk i dag, for vi skulle mødes med ”de andre” til dinner. Egentlig havde vi talt om at bruge hele lørdagen sammen og besøge vingårde og hygge med vinsmagning, men regnvejr og vingårde var måske ikke den bedste kombination, så derfor endte det med Jennifer og jeg tog på museum med drengene (Henrik) i stedet, og så først mødes med ”de andre” til aften. Måske ville de tre små drenge også kede sig bravt ved at besøge vingårde. 

”De andre” er så fællesbetegnelsen for alle de søde personer, som jeg lærte at kende sidst, jeg var afsted. De er alle en del af samme ”agilityklan”. Jeg glædede mig rigtig meget til at se dem allesammen igen. Vi bestilte noget mad udefra og fik arrangeret en lille buffet. Og så fik jeg ellers set en hyggelig tradition, hvor man bare er god til at medbringe, hvad man har at byde ind med. Så en kom med vin, en anden med cookies, og til sammen blev det hele til en ganske uhøjtidelig og super hyggelig og total afslappet middag. 

Jeg glædede mig især til et punkt ved denne dinner. Nick ville tage BlackJack med. For den som ikke har prøvet at opdrætte hvalpe kan nok ikke helt forstå det her, men jeg var nærmest ved at tude over udsigten til, at Nick ville tage Jack med til dinner. Jeg havde ikke forventet at møde ham så tidligt på turen. Det er ikke fordi jeg har det sådan, at jeg føler, at hvalpene er ”mine”. Jeg har solgt dem, og de tilhører deres ejere. Men jeg glædede mig bare så meget til at se ham, og fordi afstanden er så stor, så føler jeg mig egentlig bare heldig med, at jeg ikke kun skal nøjes med billeder og video, for uanset hvad, så er det slet slet ikke det samme, som at opleve hunden ”live”.

Jeg havde nok håbet på den helt store gensynsglæde, men set i bakspejlet, så var det nok for meget at forvente, at når man går ind af døren til et fremmed hjem med en hund, som er lidt overtræt efter at have tilbragt en hel dag med til træning. Han lavede i hvert fald en stor overspringshandling og snusede rundt på tæppet i stedet for at falde mig om halsen. Men nu hvor jeg gennem ferien mødte ham nogle gange er jeg ikke i tvivl om, at han genkender mig, men alle giver ham det ord med på vejen, at han altid er overglad, så det er nok svært at pejle ud fra det, for han logrer med hele kroppen og vil gerne nedlægge og kysse. 

Dejligt gensyn med BlackJack

Aftenen brugte vi også på at kigge kort og tale om rejseplaner for vores roadtrip. Det var jo rart med de mange gode indspark og forslag til rejseruter. Susan insisterede på, at vi skulle have en rigtig trykt kort over Californien, hvor vi kunne sætte krydser og tegn og folde ud. Så sådan et fik hun skaffet os, og det var noget lettere at studerede det med et supplement fra Google Maps. Vi kunne godt høre på vores venner, at vores rejseplaner for den forestående uge ikke var umulige, men i hvert fald tæt pakkede.

Der studeres kort

Dag 4 - Søndag

Man tror det næsten ikke, men søndag regnede det stadigvæk, og for lige at understøtte det med, at de ikke er så vant til regn, så fumlede Jennifer noget undskyldende med vinduesviskerne på vores køreture, for hun kunne faktisk ikke helt huske, hvordan de skulle betjenes, selvom hun har haft bilen i 10 år! Som bonusinfo kan jeg nævne, at Californien er seriøst tørkeramt, og da jeg var derovre for små år siden, havde det ikke regnet i 2 år i dette område.

Nu er det jo ikke sådan, at man ikke kan være udenfor i regnvejr, men eftersom vi havde så mange dage i USA, så havde vi faktisk også tid til bare at slappe af og hygge nogle dage. Jennifer havde et par indkøb, som betød, at det var en god idé at køre i et storcenter. Henrik og jeg havde en mission i Apple Store, så vi tog alle afsted på en shoppingtur i et nærliggende storcenter. Det AppleWatch, som jeg gerne ville købe, var det først muligt at få i midten af november. Øv! Henrik fik kigget på en Ipad, men fandt ud af, at det var langt billigere at købe den på nettet og få det sendt til en af amerikanerne. Så vi kom vist helt tomhændede hjem fra den indkøbstur. Den kostede kun den frokost, som vi indtog i det propfyldte center (en del andre havde fået samme ide på en regnfuld søndag). Selvom man ikke skulle købe noget i centret, så var det mange ting og folk at se på. Det kan være ganske interessant i sig selv. Vi nåede kun at se en brøkdel af det store center.

Westfield Valley Fair

Søndag aften havde vi planer om at mødes med alle ”de andre” igen. Denne gang på en mexikansk restaurant. Men inden vi var klar til det, så havde vi altså også lige en mission om at se på et underlag til udendørs agilitybaner. Det er ikke sådan, at området ligefrem har masser af græsarealer, fordi det hele er så tørt. Så på denne bane var underlaget gummiflager/-spåner, som vi lige skulle inspicere. Materialet er lavet at genbrugsgummi og laves i flere forskellige farver. De brune her lignede bare træflis.

Gummiflis

Her tager man til takke med utrolig lidt plads.
Der er ikke mange baner til rådighed i området.
Banen her er privat

Så gik turen til den mexikanske restaurant, hvor vi var 11 personer samlet til at spise sammen. Jeg føler mig meget priviligeret over, at alle disse mennesker kunne afse så meget tid til at hygge sammen med os. 

Samlet med det meste af "klanen"

Det var rigtig fedt, at vi kunne samle alle og have et par skønne aftener, inden vi skulle afsted på vores lange køretur i den efterfølgende uge. Som ekstra bonus havde Nick også BlackJack i bilen, så vi fik lige hilst igen. Dermed var første del af vores ferie allerede gået, og foran os lå masser af nye oplevelser, som jeg skriver om i del 2. Coming soon.....