Resultater og præstationer

Efter tre weekender i træk med stævner, så var denne weekend stævnefri. I stedet fik vi gæster og fejrede, at Tobias bliver 17 i næste weekend. Som altid var det dejligt, at have Tobias hjemme på weekend fra efterskolen, og hyggeligt at fejre ham sammen med familien.

Jeg har nu nydt at være afsted til stævnerne og få prøvet Ninja (og mig selv) af. Helt ærligt, så synes jeg, at det er pisse svært at løbe med hende. For det første så tager hun en del længere skridt end de hunde, som jeg tidligere har løbet med, og hun har også et rimelig godt tempo. Jeg er ikke særlig vant til at løbe hele baner med hende, så jeg føler ikke rigtig, at jeg kender hende. Min "værktøjskasse" er begrænset til primært at bestå af basic handling. Alligevel synes jeg bestemt at flere af løbene var værd at være stolte over.

En tændt Ninja i slalom
(Foto: Tina Hindsgaul)

Jeg kom i mål efter et løb med en disk, men roste Ninja helt vildt, for hun havde fortjent rosen for sin indsats på banen, og jeg syntes,  at hun egentlig havde præsteret mere, end jeg kunne forvente af hende. En fortalte mig, at hun havde overværet, at jeg kom i mål og bemærkede, hvordan jeg virkede vildt glad og roste Ninja en del. Hun tænkte, at det måtte have været et fantastisk og ikke mindst fejlfrit løb, men måtte så undre sig, da hun hørte en af de andre tilskuere på opmuntrende vis sige, at "det vel nok var en skam"... Det glæder mig at høre, at det var synligt at præstationen var vigtigere for mig en resultatet.

Jeg har det rigtig fint med løb, hvor det (stort set) kun er mig selv og dommeren, der opdager vores fejl/disk. Som jeg plejer at sige, så er det ikke dommersedlen, der viser, om gennemløbet var godt. Jeg har vundet åbne klasser med Diva, hvor jeg faktisk ikke synes, at løbene var gode. Selvom det er dommersedlen, der viser vinderen, så kan man godt glæde sig over flotte løb trods diskvalifikationer.

Vores eget stævne i Ribe Hundevenner i pinsen bød på 6 løb, hvoraf de 5 var disk-løb og et enkelt fejlfrit i AG1, som gav en 2. plads. Jeg fik dog mange positive ord med på vejen fra nogle af de andre hundeførere, og det var jeg glad for. Selvom jeg kan føle mig som en hund i et spil kegler, så lyser det måske ikke så langt ud af mig/os.

Næste uge skulle have været en ferieuge med agilitytræning med nogle af Nordens bedste instruktører, men når jeg kigger på arbejdsbunkerne, så bye bye ferie... Jeg må bare flette arbejde og træning/fritid ind mellem hinanden den kommende uge.

Sommerritual

De sidste par weekenden er hovedsageligt gået med agilitystævner (det skal jeg nok berette om i mit næste indlæg)

Min hjemklub Ribe Hundevenner afviklede i dag sidste dag i pinsestævnet, men da min niece også fylder 10 i dag, så valgte jeg, at lade være med at skuffe hende ved vores fravær og i stedet droppe den sidste stævnedag.

Det er nu 12 år siden jeg flyttede fra Djursland og i en del år derefter havde jeg et ritual, der gik ud på, at jeg skulle nå til Fjellerup Vaffelbageri og have en is. Ellers ville det ikke blive rigtig sommer. Fakta om vejret er at de sidste dage har temperaturen været 23-29 grader - og imorgen varsler de 12-15 grader...

Mums is fra Fjellerup Vaffelbageri

Men når nu jeg har været i Fjellerup og nyde en is (det er et par år siden, jeg har været der sidst), så kommer sommeren nok snart retur.

Silas var mere interesseret i at soppe i vandet end i is

Løgumkloster styrer for vildt!

I weekenden var jeg til stævne i DCH-Løgumkloster. Tilsvarende stævne i 2011 var det eneste DCH stævne, som jeg deltog i i hele sæsonen. Det er ikke helt tilfældigt. Udover at jeg kan køre dertil på ½ time, så er der også mange andre ting, der trækker ved Løgumklosters stævne, som af nogle kaldes for "Danmarks hyggeligste agilitystævne"

Det holdes på supergode arealer ved byesn kommune-skole. Det betyder jævnt nyklippet græs, gode toiletfaciliteter og en legeplads, for os der havde børn med.

Alle hjælperne (som er personer, som jeg ikke plejer at møde ude til andre stævner) er virkelig utrolig venlige og imødekommende. De er så søde og fleksible, så allerede der føler man sig utrolig velkommen.

Så er maden jo et helt kapitel for sig. Alt er hjemmelavet og til så rimelig priser, at man nærmest er et fjols, hvis man smører en madpakke hjemmefra.

Vi skal i den forbindelse ikke glemme at nævne deres hjemmebagte hindbærsnitter. Mums. Jeg er vild med hindbærsnitter, men ikke med alle hindbærsnitter. Der skal en vis kvalitet til, før jeg roser dem. Løgumklosters er super gode. Min lille kræsne Silas guffede dem også i sig - det er i sig selv et kæmpe kvalitetsstempel, for der er ikke mange ting, der ryger forbi hans "madsorteringscenter"''

Til allersidst må jeg også lige rose præmierne. Masser af skønne og varierede præmier. I år bemærkede jeg de lidt mere særprægede præmier, så som hængesofa, stafeli, arbejdsbukke (dem scorede jeg faktisk), jakke, specialøl blandt meget andet. Ellers var der jo de lidt mere traditionelle præmier som foder, legetøj mv.

Ninja skulle for første gang løbe agilityklasser, og selvom det ikke blev til det store sådan rent placeringsmæssigt, så var jeg godt tilfreds med hendes præstationer. Det er jo ikke altid på dommersedlen, at man kan læse, om det har været et godt løb. Nogle af banerne var temmelig svære syntes jeg, og hun ikke så rutineret i at løbe lange baneforløb endnu.

Vi startede faktisk stævnet med at løbe spring åben, hvor vi havde et skønt og fejlfrit løb, som der nærmest gik "rygter" om på stævnepladsen. Jeg fik mange positive tilkendegivelser fra de andre deltagere, og det var da rart med lidt "skulderklap". Løbet rakte til en 6. plads ud af ca 70 hunde. Der er stadig plads til forbedringer, men der er masser af tid til at hun skal komme til at føle sig helt "hjemme" på banen.

Echo var også forbi om søndagen for at løbe et par løb. Det var nu ikke den store succes men Echo hyggede sig  med lidt agiltyløb, og det var så let, fordi han bor lige i området og blev leveret på pladsen.

Prisen venner, prisen... 4 løb kr. 150 danske kroner. Det er jo noget man kan forstå!! Har du ikke prøvet stævnet før, så prøv det!!

Præstens vise ord

I sidste weekend var vi til barnedåb. Min nevø er blevet far til den skønneste "lille" (4 måneder gammel vejer han mere end Silas gjorde, da han var 1½ år...) søn. Lidt pudsigt var det faktisk, at min far fortalte, at han var blevet døbt i samme kirke for snart 67 år siden, som lille Emil nu også blev døbt i (min far er tilfældigvis født i det sogn, men ikke opvokset der).

Gudstjenesten var temmelig lang, pga en præsteindsættelse og 4 dåber. Jeg var ret imponeret over, at Silas formåede at sidde stille i næsten1½ time. Den nye præst, som blev indsat, var desværre utrolig kedelig at høre på. Jeg forsøgte ellers at lytte efter hendes prædiken, men antager at det ikke er hendes retoriske evner, der har givet hende stillingen. Det blev så heller ikke lettere af, at et spædbarn pludselig græd vildt og uhæmmet i adskillige minutter (indtil moderen endelig fandt lidt pli og gik ud).

Men for at gøre den nu efterhånden lange historie kort, så hørte jeg, at hun sagde "Det er som om jo ældre man bliver, jo smukker bliver foråret".

Pudsigt tænkte jeg, for i mine mange køreture i de lysegrønne landskaber i ugen op til denne dåb, så havde jeg netop tænkt, at det er utroligt, at jeg faktisk synes, at foråret "overgår" sig selv hvert år. Især kan jeg blive helt høj af at se de gule rapsmarker.

Her er et par eksemler på, hvad jeg har mødt på min vej de sidste to uger - og  bare knipset med telefonen.

Mælkebøttemark ved Gørding

Lysegrøn skov i Svendborg - desværre i gråvejr
Men smuk alligevel

Julegaven

Sidste weekend var Henrik og jeg i København for at se Chess. Henrik havde givet mig musicalbilletterne i julegave, og vi så frem til forestillingen. Desværre blev vi ret skuffede over opsætningen.

Musikken var så høj, at vocalerne nærmest druknede, og det var temmelig svært at høre, hvad der blev sunget, og det gør det en anelse svært at følge med i en musical. Det var rigtig ærgerligt.
Heldigvis havde vi også booket et ophold på Copenhagen Island på Kalvebod Brygge, så der var da lidt mere "kød" på weekenden og turen til København. Sikke et skønt hotel med en rigtig dejlig beliggenhed.

Vores indbydende værelse
Det er aldrig let at tage et godt billede af hotelværelser i ny stil

Udsigten fra vores balkon - det trekantede glasparti er hotellets restaurant

Vi spiste middagen med udsigt over Københavns Havn og ind til det centrale København.

Der var dog et par missere fra hotellets side. F.eks skulle vi ved ankomsten have en flaske boblevand, men alt hvad der var til os, var to glas i en spand med vand (vel smeltet isterninger) udenfor døren - ingen flaske. Vi rykkede efter flasken et par gange, men hotellet var løbet tør for boblevand, så vi fik i stedet fri mini bar. Det er nu ikke så farligt at give os, men vi delte da den flaske boblevand, som var i køleskabet og nød et dejlig varmt karbad.

Søndag formiddag gik vi en tur langs Holmens Kanal og nød foråret, inden vi atter vendte hjem til hverdagen - og ikke mindst Silas. Nu er vi så igang med Bededagsferien, og nu har vi vist fået turet så meget rundt, at vi ikke orker, at tage ud at slappe af med campingvognen.

En smuttur til Paris

Midt i al vores ståhej de sidste måned, fik jeg en alvorlig trang til at "stikke af". Komme lidt væk fra hverdagen og holde lidt ferie. Henrik og jeg plejer at tage en hotelovernatning et par gange om året, for lige som bare at have tid til hinanden og intet andet. Det var faktisk også længe siden, vi sidst havde været alene afsted.


Der var stadig lidt ferie at tage, så vi besluttede, at vi ville tage til Paris. Så efter at have koordineret vores kalendre, så kunne vi finde nogle dage til formålet. Da flyafgange/-priser var elendige for de udvalgte dage, så besluttede vi at køre derned.

Eiffel - Paris´ varetegn

Note til mig selv: Ankomst til Paris på en onsdag kl 16, kan ikke anbefales. For det første kører de som svin i Paris og maser sig ind og ud mellem hinanden upåagtet om der er plads - der bliver plads! For det andet, så kommer selv en GPS på glatis, når den ikke har helt styr på de MANGE ensrettede gader. Konstant bad den mig om at dreje op af gader med indkørsel forbudt. For det tredje så er det at finde en parkeringsplads i Paris nærmest som at finde en skat.

Planen var at stoppe ved hotellet og sætte bagagen af og finde et p-hus (25 EURO pr. dag) i gå-afstand fra hotellet. Enden på det blev - efter to timers kørsel i Paris, at smide bilen i P-huset og slæbe vores trætte kroppe og bagagen 1,5 km til hotellet. Kors hvor var jeg smadret efter mere end 1.000 km bag rattet, der var afsluttet med et "festfyrværkeri" af trafik i Paris.

Ikke kun kørslen er tæt i Paris - også parkeringen

Nogen gange FOR tæt
Kofangeren er fint foldet om stolpen

Efter en god nats søvn var vi så klar til at indtage Paris. Vi havde ikke nogen som helst agenda for turen. Så vi startede bare med at gå. Jeg har været i Paris for 16 år siden, men Henrik havde "debut" i storbyen, så jeg fulgte blot efter ham, hvis man kan sige det sådan.


På vores vej fik vi faktisk set de fleste af Paris´ store serværdigheder.


Vi startede på kunstnertorvet på Mont Martre (det lå få hundrede meter fra vores hotel), hvor vi spiste morgenmad. Morgenmad på hotellet kostede 10 EURO pr. person, og det var let at finde morgenmad til de samme penge eller et par EURO billigere på de små restauranter, hvilket i særdeleshed også var meget hyggeligere (et lille praktisk rejsetip, da langt de fleste hotellers overnatningspriser er uden morgenmad)

Morgenmad på Mont Martre

Div. gadekunstnere stod tæt

Tæt derpå ligger Sacre-Coeur, som tårnede sig så smukt op mod den blå forårshimmel. Vi gik ind i kirken, hvor der trods en stor turistvrimmel i kirken var gudstjeneste. Det virkede lidt underligt at gå rundt og kigge i den smukke kirke til bønnesang, men det gjorde bestemt ikke kirken mindre smuk.

Bemærk den blå himmel
-De lange ben (der venter på at blive slidt op)
-De oppustede overkroppe
Et ægte karikaturfoto

Vi slentrede af sted mod bymidten og gav os god tid til at gå og se på byen og de forskellige butikker. F.eks lå der flere hundrede meter med butikker, der solgte tøj og div tilbehør til brudepar eller en hel gade, hvor butikkerne kun solgte hårprodukter eller en anden gade, hvor temaet var div stoffer/tekstiler. Lidt pudsigt.

Men alt det så vi jo blot på vores vej mellem de forskellige turist-serværdigheder.


Foråret var tydeligvis lidt længere fremme i Paris

Invalides museet
Endnu en af byens bygninger med masser af smukke detaljer

Ved Louvre

Pludselig var det så aften, og vores ben var trætte - og mine var meget trætte!

Vi fandt en restaurant på hjemvejen og bestilte en gang fondue. Vi undrede os begge over, at det rå kød lå op af de stegte pomfritter. Ikke lige den lektie vi har lært om fødevarehygiejne. Efter den lange travetur, som jeg anslår til 15-20 km, så var øllene til maden noget af det mest himmelske, vi begge havde smagt længe.

Næste dag tog vi ud til den nye bydel. La Defence, hvor den nye triumfbue troner. Den er i øvrigt tegnet af en dansk arkitekt og er klart større end den kan kaldes flot. Bydelen er nok mest spændende, fordi den står i skærende kontrast til det gamle Paris, som man i det meget fjerne kan betragte gennem/ved buen, hvor man øjner triumfbuen på Champs-Elysées og bag den Louvre.

Henrik ved Grande Arche - eller faktisk nogle hundrede meter derfra...
Den er STOR!

La Defence er fyldt med højhuse og masser af kontorer

Vejret var ret omskifteligt, men heldigvis var der et stort indkøbscenter, hvor tiden også kunne slås ihjel, mens det regnede, når vi ikke lige bevægede os rundt i bydelen og nød udsigten. Det var nu ikke helt sådan jeg betragtede det at shoppe. Jeg var helt salig, da jeg så denne Desigual butik i centret. Var da nødt til at købe mig en ny jakke og en taske.



Masser af Desigual!!

Jeg forærede også mig selv et ur. Ja, jeg ser nu sådan på det, at det var en souvenir. Klart bedre end blinkende Eiffeltårne, som gadesælgerne forsøgte at proppe i halsen på os, når vi gik ved turistattraktionerne.

Vi tog hjem på hotellet et par timer og hvilede fødderne lidt, inden vi tog ud i Paris´ gader, da mørket var faldet på. Paris er anderledes smuk om aftenen. Faktisk var det ikke kun på souvenirers at tårnet blinkede. Udover at være oplyst som på billedet, så oplevede vi også, at der var løbelys på tårnet.

Eiffel - oplyst

Vi nåede på den anden side af midnat, før vi var hjemme i nærheden af hotellet, og det var ikke sådan lige at finde et sted at spise, så vi endte med at indtage aftens-/natmaden på en fast-food kæderestaurant ala Burger King.

Lørdag var vores sidste dag i Paris, og det var kun en halv dag, da vi gerne skulle være hjemme inden søndag middag.

Det blev derfor kun lige til et smut hen til Pompidou, hvor vi satte os på pladsen foran og nød foråret og lod os underholde af en engelsk gadeartist, som både var dygtig og sjov.

En kollega spurgte mig, da vi kom hjem, om vi havde været ude at spise på nogle lækre restauranter...

Ups - dem her faldt vi i et par gange

Jeg kunne så bare svare "Åh nej, det har vi ikke..." Vi spiste lige der, hvor vi kom forbi, og når vi lige havde tid/behov. Så det var ikke en stor gastronomisk oplevelse for os at tage til Paris, men vi fik set meget og fik tid sammen bare Henrik og jeg.

Positivt kontrolbesøg

I går var vi til kontrol på Skejby, og da jeg har erfaret, at både mine facebookvenner og bloglæsere følger med i Silas' ve og vel, så skylder jeg lige en opdatering.
Der blev taget et røntgenbillede af lungerne som opfølgning på indgrebet i den sammenfaldne lunge. Det viste, at lungen igen er fuld funktionsdygtig. Indgrebet har altså haft den ønskede effekt. Dejlig besked og vi kan nu trappe behandling (lungefysioterapi og pulmozyme) ned til det normale niveau igen.

Det var også rart at se, at både vægt og højde var opadgående siden sidste kontrol d. 12. Marts

Herunder et dugfriskt foto af Silas, der hjælper Henrik med opvasken.

Stævnedebut

Ninja har nu rundet de to år, og søndag debuterede hun til et officielt agilitystævne.

Jeg var sådan set ikke nervøs, men forventningsfuld, fordi jeg glædede mig til at komme igang med hende. Pt synes jeg selv, at jeg har fint styr på hende, men det kan til tider være lidt udfordrende for mig, at huske at en stor hund lander andre steder end en lille og mellem hund.

Vi har heller ikke rigtig løbet hele baner, så det var også nyt for Ninja. Endelig vidste jeg heller ikke hvordan hun ville reagere på at skulle løbe i en stævnering med tilskuere osv. Måske ville hun blive trykket, måske ville hun blive helt ustyrlig...

Ninja (foto: Gitte Poulsen)

Første løb var jeg nok selv lidt forsigtigt fordi jeg ikke rigtig vidste, hvad det var for en "hund" jeg havde med på banen. Det var et fint løb, men med en vægring, som jeg klart "lavede", men jeg var fint tilfreds med hendes løb.

Næste og sidste løb på dagen gav jeg hende lidt mere gas, selvom hun faktisk ikke rigtig er vant til at blive presset. Efter et par misforståelser i starten, så kørte det rigtig flot og flydende.


(jeg beklager den ringe lydkvalitet)

Jeg kan ikke være andet end tilfreds med sådan en debut, og det er jeg også. Nu mangler jeg bare at få styr på det sidste med feltforhindringerne, så vi også kan løbe agilityklasser.

Bare en almindelig skøn lørdag

Kender I det?

Man står op og er helt høj af sit eget fantastisk gode humør og lykkefølelse?

Sådan havde jeg det til morgen. Solen skinnede og selvom det var en kold morgen, så var jeg sikker på, at det ville blive en smuk dag.

Jeg skulle på et to timers kursus ved Sarah Lorentzen sammen med Ninja kl 9, så klokken 8 trillede jeg afsted mod klubben og glædede mig vildt til at skulle ud at løbe agility.

Puha, det var en svær bane, som vi skulle have "knækket" og en del af handlingen var umiddelbart ren russisk for Ninja, men hun var ret kvik i pæren og faktisk god til at fange det. Det er vel altid værre, når ens hund har en motorisk spasser med på banen (læs mig). Det var ikke det hele, jeg var lige kvik til at fange.

Jeg var nu ganske tilfreds med det, som vi sammen udrettede på kurset. I øvrigt sjovt at se, hvordan Ninja flippede ud af gensynsglæde, da hun så Sarah igen (Sarah er Ninjas opdrætter). Det er over et halvt år siden de sidst hilste på hinanden, men hun glemmer hende da vist ikke.

Efter træningen fik jeg sat præmier klar til morgendagens stævne, så jeg ikke skulle stresse rundt med det i morgen.

Jeg nåede at være hjemme igen, så vi også kunne få lidt familiehygge sammen. Det gode vejr og solskin lokkede os til stranden for at gå tur. Det var dog hundekoldt ved vandet, så det blev ikke så lang en tur, men alle hyggede sig. Silas kastede sten i vandet, Ninja hentede tang i vandet og Charlie gnaskede i gamle pinde, der var drevet i land.

Charlie gnasker pind

Badenymfen Ninja

Man bliver aldrig færdig med at tømme stranden for sten

Vi sluttede så dagen af med at tage på café i Aabenraa. Super hyggeligt og rigtig skønt at se, at Silas spiste pommes frites. Jeg ved godt, at andre forældre ikke ville klappe hænderne over det, men for os er det en sejr, at han bare spiser noget andet end de få ting, han plejer at ville spise - og ikke mindst når det er tilrettet af andre. F.eks ville han ikke slet ikke smage på æblejuicen, da der var isterningerne og sugerør i. Trods vores fine forklaringer, så nægtede han at smage, men vi har altid vores eget skyts i tasken, for det er ikke noget, som vi gider at gøre til en kamp.

Silas kastede sig grådigt over maden

På vejen hjem kørte vi langs vandet, og jeg tænkte, at nu måtte jeg altså ned og se "det der" Kalvø. Skiltet har tit appeleret til min nysgerrighed, men mere er der ikke sket. Vi kørte ned til Kalvø, som ved første øjekast bare ligner en lille (halv-)ø med et gammelt badehotel og et lille bitte værft, men efter at have læst lidt på Wikipidea, så tror jeg da nok, at vi nok er nødt til at køre derud igen en anden dag, hvor vejret er lidt bedre. Denne gang blev det kun til at kaste lidt sten i vandet fra en broerne.

Kalvø

Ja, sådan kan en skøn lørdag se ud. Vi har ikke udrettet ret mange praktiske ting i hus og have, men så har vi nået så meget andet. Nu er det sengetid, så jeg kan komme afsted til min stævnedebut med Ninja i morgen.

En artikel med indblik

"Jeg ved jo ikke, hvordan det er, for jeg har jo ikke prøvet det selv". Den sætning både hører (og siger jeg også selv) ofte. For det er svært at sætte sig ind i en situation/hverdag/følelse, hvis man ikke selv kan identificere sig med den.

Derfor har jeg lyst til at dele en fantastisk flot artikel med mine bloglæsere. Godt nok ser den lang ud, men den er faktisk utrolig kortfattet og enkel i sin måde at forklare de tanker, følelser og omstændigheder, som følger med at have et barn i kræftbehandling. Jeg blev i hvert fald selv lige trukket 3 år tilbage i tiden, men føler også at artiklen beskriver det så enkelt og alligevel få fyldestgørende, at "folk udefra" også kan mærke lidt af det.

Klik på linket :http://www.bt.dk/danmark/8-aarige-laurits-emil-slog-kraeften

Lad mig bare lige nævne, at jeg ikke kender Laurits-Emil og hans mor, som artiklen handler om, men jeg kender følelserne. Og jeg tager sådan hatten af for hende og for deres kamp.