EO med forlænget familieferie

Jeg føler mig ret heldig, at min familie giver mig muligheden for at være sammen med dem og løbe agility på samme tid. I Jutlandia Cup ugen gav Henrik (og den sags skyld også Tobias) den en ordentlig skalle som hjælpere. Da vi kørte til EO var planen egentlig bare, at Henrik og Silas kunne tage på små ture selv og ellers bare hygge og slappe af, mens jeg løb agility. Det blev dog også til et par mindre udflugter, inden EO var ovre.

Ikke langt fra Rieden så vi et skilt med noget, der kunne ligne en borg og kørte efter det. Vi endte så i Kalzmühle og fandt et rimelig stort borgruinanlæg med mange trapper op til og det gav også bonus med en god udsigt.

Silas og Henrik forestiller sig livet på borgen, før den blev en ruin

Smuk udsigt

Vi var også heldige at finde os en god is, inden vi kørte tilbage til Rieden, hvor jeg skulle til indmarch sammen med alle de andre deltagere.

Min solstråle er til vaffelis

Men jeg er til store isdesserter!

Da EO var overstået, blev vi hængende to nætter mere i hytten, som vi havde lejet under EO. Mandag morgen stod vi op og kørte ned til selve hotellet og spiste morgenmad sammen med Jennifer og fik sagt pænt farvel til hende. Vi har lagt mange vilde planer om stævner m.m i både Danmark og USA. Nu må vi se, hvad det kan blive til.

Hundene blev luftet godt af, og da de jo var helt dus med hytten, som tilmed også var ret sval, så kunne vi let og ubekymret tage på tur uden dem.

Ninja, MicMic og Fuji på "bjerget" ved stævnepladsen

Vi kørte en tur til Nürnberg, og fik os en god dag med hinanden og mange timers vandretur i byen. Vi fik kigget på katedraler, flotte huse, borganlæg og hygget. Silas syntes, at museet på borgen var ret spændende, for der var jo en del af udstillingen, der handlede om riddere, sværd og div våben. I Silas kan faktisk selv bruge mange timer på at tegne våbensamlinger med sværd i mange kunstfærdige og drabelig udformninger.

How to....
Altid interessant med en lemlæstelsesmanual

Silas synes utrolig godt om våbenudstillingen på borgen

Udsigt fra tårnet

 Ja vi fik da også lige en enkelt is.

Cannabis-is..... Den prøvede vi nu ikke...

Store is til de store og små is til de små....  :-)

Næste morgen tjekkede vi ud af hytten og satte kursen mod Revensburg. Denne gang med hundene på byvandring.

Ninja tjekker lige ud, hvor vi skal hen på det lille bykort.
Iøvrigt et smart bykort med blindeskrift, så blinde også kunne orientere sig og mærke bygningerne

Revensburg er en virkelig skøn by med små charmerende gader og smøger.

Der var masser af smalle brostensbelagte gader

...smalle smøger

 Byen rummede også mange flotte huse og nogle utrolig smukke katedraler. Vi var inde og se nogle stykker af dem. Selvom Silas startede med at finde dem lidt uinteressante, så blev han faktisk meget optaget af dem, og især af den obligatoriske figur af Jesus´ korsfæstelse. Han spurgte utrolig meget ind til sømmene i hænder og fødder.

Kirkerne i byen var vildt smukke og fyldt med "bling-bling"

Byen er også en UNESCO skat, så der er også andre, der har syntes, at den var noget særligt. Stemningen i byen var virkelig fantastik og charmerende. Der var levende musik i gaderne og gøgl og liv. Silas havde nu sin helt egen kommentar til denne lille "dværg-statuette". Da vi var gået derfra sagde han: Den mand har godt nok et virkelig åndssvagt arbejde. Han hjælper jo ikke engang nogen.....

Silas og manden med det åndssvage "arbejde"

Der var rigtig mange amerikanere i Revensburg. En dansk guldsmed fortalte, at de var kommet ind med de store krydstogtskibe. Amerikanerne kommenterede i høj grad mine hunde og skulle nusse og fortælle, hvor meget de savnede deres hunde hjemme i USA, og at de også havde haft en sheltie osv.

Vi skiftedes til at gå ind og se, mens en blev ved hundene udenfor.

Hundene fandt ret hurtigt ud af at lægge sig ned og sove, når vi holdt pause.
De faldt nærmest om som fluer.

 Det bliver naturligvis lidt amputeret, når man ikke kan gå ind og se bygningerne sammen. En skulle jo være ude hos hundene. Enten sprang jeg bare over at se en kirke eller anden mindre bygning eller også gik Henrik og Silas derind først, mens jeg ventede udenfor. Bagefter tog jeg så en lidt speedet tur, hvor Silas "guidede" mig (hvilket ikke altid gjorde min tur så hurtig... men i stedet meget hyggelig), mens Henrik ventede udenfor med hundene.

Nå ja, en is fik vi naturligvIS også....

Silas´ isvaffel gemmer sig bag min is

Mums!!

Vi havde slet ikke travlt med at komme derfra, men tiden gik jo, og inden vi fik set os om, så havde vi trasket rundt i byen i 7 timer. Vi anede faktisk heller ikke, hvor vi skulle sove om natten, så skulle vi også lige have fundet ud af.

Vi havde først tænkt os at blive i Tyskland, men vi syntes ikke, at vi gad køre længere sydpå, og Henrik havde haft lidt byforvekslinger på kortet, og det som han troede var 1 times kørsel væk var nok nærmere 3. Så fik vi den ide at vi kunne køre til Tjekkiet. Vi kiggede lidt på kortet og tænkte, at vi ville sætte kurs mod Pils (plzen). Tjekkiets fjerde største by. Der hvor pilsneren og Skoda blev opfundet. Ja den by måtte da have noget at byde på?!

Vi ankom først ved 22 tiden og pga vejarbejde inde ved hotellet var det ikke så let at finde vej. Jeg indrømmer gerne, at jeg faktisk ikke var så stolt ved byen. Hotellet lå tæt på banegården, og selvom hotellet var rigtig pænt, og Silas og jeg fik os et skønt karbad næste morgen, så var kvarteret ikke helt så indbydende. Og da vi jo havde hundene med, så var jeg tvunget ud i byvandring sent om aftenen og søge efter en park, så hundene kunne få tisset af.

Silas vindueskigger

Næste dag skulle vi så ud og se på byen. Ja, vi så nu ikke noget særligt. Der var en katedral på en stor åben plads midt i byen, mens Silas og Henrik var inde og se den gik jeg rundt om pladsen med hundene og fik øje på et spøgelsesmuseum, hvor jeg lokkede Henrik og Silas til at gå ind. Silas fik da vist også sit mod sat lidt på prøve derinde. Han fandt museet rigtig interessant, men han følte ikke trang til at udforske deres udstilling i kælderen. Jeg sad sammen med hundene på en fortovs café og det var heldigvis alt andet end uhyggeligt.

Byens katedral

Efter vores frokost var vi ret enige om, at Plzen ikke var en by, som vi gad bruge mere tid på. Prag går man aldrig fejl af, så jeg gik i krig med at kigge efter overnatning på booking.com. Det tager lidt tid at tjekke ud, hvor man kan bo, når man også har tre hunde med på ferien. Nogen steder er hunde ikke tilladt, andre steder er de velkomne mod et gebyr, som sagtens kan være 10 euro pr. hund pr. nat og man kan også så være heldig, at hunde er velkomne og gratis at tage med. Nå men noget tid gik der da med det, for når nu vi skulle være i Prag, så er det jo en god idé at få sin bil parkeret bag lås og slå, så overnatningsstedet skulle også gerne råde over parkering.

Det lykkedes os at finde et meget centralt sted. En rask spadserertur på 20-30 minutter og så stod vi på Karlsbroen. Vi fandt vores hotel, og vi fik vores parkeringsplads ved hotellet. Der var ikke meget plads at give af, og uden assistance til at komme ud og ind, så tror jeg ikke, at det var gået uden ridser. Ikke engang sidespejlene kunne være slået ud.

Hotellet var vel nærmest en pension, og den var virkelig noget helt specielt. Ikke så underligt, at den havde superflotte anmeldelser på Tripadvisor. Vi oplevede en rigtig god service og ikke mindst en helt fantastisk stemning. Værelserne var alle indrettet i temaer. Vores var i jungletema og sengene var på en hems. Underetagen rummede en enkeltseng samt en sofagruppe. Vi havde eget bad og toilet, som dog lå på gangen. Selv toilettet var indrettet i jungletema.

Soveværelse på hemsen

Fællesarealerne hos Artharmony.
På venstre hånd efter de røde stole var et køkken til fri afbenyttelse

Nå, men vi fik tjekket ind og jeg fik luftet hundene, der jo allerede var godt trætte efter et par dages byvandring, så jeg slog deres bure op og efterlod dem på værelset, mens vi gik ud i Prag og nød en storbyaften, mens hundene snorksov. Jeg efterlod mit nummer hos receptionisten, der sad 10 meter fra vores værelse og bad hende sige til, hvis mine hunde mod forventning var urolige. Jeg hørte ikke fra hende, men det forventede jeg nu heller ikke. 

Familie-fjol

Et aften-kig over Moldau med Prags prægtige borg ude til venstre i billedet

Ved Karlsbroen

Silas fanger betaget store sæbebobler

Vi skulle naturligvis også have noget at spise til aften. Børnemenuer er der ikke rigtig noget der hedder, og Silas kan godt være lidt svær at bespise, men han ville dog gerne have et stykke laks uden noget tilbehør, og det bestilte vi så til ham. Mens han sidder og spiser føler han åbenbart trang til at kommentere på sin mad og siger med en meget klog mine: "Den her laks smager slet ikke så dårligt som man skulle tro...." Gud ved hvad han havde forventet? Der blev også spist op...

Silas angriber sin ikke-så-ringe-smagende-laks

Om morgenen sang vi fødselsdagssang for Henrik. Det er ikke hver fødselsdag man vågner op i en "jungle" og får sunget fødselsdagssang i et stort kram. Vi havde bestemt, at vi ville køre hjem torsdag, så vi tjekkede vi ud fra pensionatet og fandt et P-hus til bilen og gik på byvandring i Prag. Hundene var efterhånden ret seje til byvandringer nu. De gik forholdsvis pænt rundt i byen (sindsyg pænt i almindelig folks øjne) - i kort snor naturligvis, og når vi satte os ved en café, restaurant eller udenfor en katedral, så lagde de sig faktisk straks ned og hvilede.

Vi spiser fødselsdagsbrunch på en cafe - Hundene skynder sig at hvile

Fuji som jo er i "spøgelsesalderen" fik i den grad en på opleveren da vi var inde på Rådhuspladsen, hvor der blev spillet på sækkepiber, kasser, pustet millioner af sæbebobler (som hun startede med at mene, at hun skulle fange), der var klovne, segways osv. Der skete virkelig noget.

Fuji overvejer om ikke de der sæbebobler er noget hun skal fange....

Der var rigtig liv og sommer på Rådhuspladsen

Silas synes også lige, at han ville bidrage med lidt gøgl.
Han er ved at kropsforme et H

Fjol med Fuji

Egentlig skulle jeg have haft en lille hat med, som jeg kunne lægge foran mig, når jeg sad og ventede udenfor en eller anden bygning, som Henrik og Silas udforskede, for mit lille hundespand tiltrak sig noget opmærksomhed og der kom også nogle stykker hen og ville have taget billeder sammen med hundene eller tog billeder af mig og hundene. Ja, tænk at tre søde hunde kan blive en lige så stor attraktion som tjekkisk arkitektur.

Hunde eller arkitektur.... same same

Jeg behøver vel ikke at nævne, at vi naturligvis også lige skulle have en is, inden vi kørte retur til Danmark sidst på eftermiddagen?!

Feriens sidste is-dessert

Selvom ferien var lidt ustruktureret, så var det rigtig hyggeligt, og når først vi havde fundet vores seng for natten og var indlogeret, så var det dejligt afslappende. Vi havde ikke rigtig noget som vi skulle nå. Vi tog det bare lidt fra hoften.

European Open

Det er mange år siden, at jeg sidst har været i udlandet og løbe agility. Faktisk ikke siden januar 2008, hvor Diva og jeg var i Göteborg og jagte et CACIAG (som det aldrig lykkedes mig at vinde trods flere forsøg).

Nu var jeg tilbage på udenlandsk jord, men denne gang sammen med Ninja. Vi var blandt de 16 store ekvipager, der havde klaret os bedst på de to kvalifikationsstævner i maj, så vi var en del af det danske team til European Open. Jeg kunne godt se, at det var nogen af de "stærke", som jeg skulle løbe imod. De fleste lande stillede med deres landshold krydret med flere andre gode ekvipager.

Ninja - klar til EO

EO blev afholdt i Rieden i Bayern. Vi kørte hjemmefra, hvor temperaturen måske lige kunne snige sig op på 19 grader, hvis det altså gik godt. På vej ned gennem Tyskland steg temperaturen bare mere og, og da vi nåede Rieden stod termometeret på 38 grader. Jeg tænkte bare, at de temperaturen var umulige at løbe i, men det viste sig nu, at jeg tog fejl, og at temperaturerne ikke føltes helt så slemme, som de på termometeret så ud til. Men vi havde helt klart sommervejr til EO - i modsætning til de danske statusopdateringer, som jeg læste om på Facebook.

Et kig bag i bilen på vejen sydover

Torsdag
Vi startede torsdag med dyrlægekontrol og afprøvning af underlag og forhindringer. 14 minutter til hele holdet. Det gav ca 50 sekunder pr. hund, når vi var to om at dele en bane. Stedet hvor EO blev holdt var et hestesportscenter og underlaget var helt sikkert noget man gik op i. Det blev revet og passet og plejet gennem stævnet. Underlaget bestod af en blanding af meget fint sand og en form for papiruld. I regnvejr virkede det nærmest lidt klistret syntes jeg, men det med regn oplevede vi faktisk kun under vores afprøvning af underlaget resten af tiden havde vi virkelig sommervejr med temperaturer mellem 20 og 38 grader.

Dyrlægekontrol.
Hundene gennemføles og der lyttes hjerte, hvorefter bevægeapparatet tjekkes.
Vi står på række og venter på vores tur på undersøgelsesbordet

Areal og ringe
Arealet bestod af 4 agilityringe, der lå side om side, så man kunne sidde på tribunepladserne og følge med i flere ringe på een gang. Hver morgen startede med halvanden times banegennemgang, hvor man gik banegennemgang inddelt i 9 gruppen. Fredag og lørdag startede altså med at man gik begge de baner, som man skulle løbe den dag. Banerne blev gået mellem kl 8-9.30, uanset om kan skulle løbe dem kl 10 eller kl 17.

Her ses Bane 4, som var agilitybanen for de store hele søndag

Et kig ud over de fire ringe - med et par røde danskere i forgrunden
- og en eller anden sød ivrig krøl-ting, der maste sig ind som en anden linselus :-)

Fredag - holdløb
Fredag skulle vi løbe holdløbene, hvor de bedste hold ville kvalificere sig til finalen. På papiret synes jeg vi havde et ret stærkt hold bestående af Poul/Nala, Heidi/Speed, Lars/Eicko og mig med Ninja, men vi startede med at blive disket hele banden i vores agilitydel, og så var vi sådan set ude af holdkonkurrencen. Bortset fra det sted, hvor jeg blev disket, så synes jeg at vores løb var godt.

Senere på dagen løb vi springløbet, som godt nok gik noget bedre for os, men som ikke rigtig betød så meget pga vores agilityløb. Jeg havde et super godt løb med Ninja, men desværre stolede jeg ikke nok på mig selv og på Ninja, så jeg kom bagud og løb ind i Ninjas linje, og det var nærmest umuligt for hende at undgå en nedrivning. 110% min skyld!

Der ses agility TV fra øverste række på tribunen
og Ninja har fundet sig et tilfældigt "klø-offer"

Banerne i holdkonkurrencen var nok lige en tand for svære (selvom jeg faktisk fandt dem løbebare og ikke helt så svære, som dem jeg havde løbet til Jutlandia, m)  og jeg synes, at handlerne op af dagen begyndte at "fedtspille" lidt på banerne og tage hundene de sikre og lange veje rundt, fordi så mange var disket før dem. Et hold skulle jo have mindst tre af sine fire hunde igennem banerne for at kunne gå videre til hold-finalen, så der var ikke rigtig "råd" til disk i stor stil.

Lørdag - individuel
Lørdag skulle vi løbe individuelt, og kvalifikation til finalen var således: de 25 bedst placerede i henholdsvis agility og springløbet gik direkte i finalen. Derudover gik den bedste hund fra hvert land til finalen - og her lagde man spring og agilityløb sammen.

Vi skulle løbe agilityløbet først, som nr. 21 ud af de 399 i klassen. Dommeren var meget hård i sine bedømmelser og det regnede ned med fejl på vippen. Ninjas felter er ikke noget, jeg bekymrer mig om, og det behøvede jeg heller ikke her.  Jeg får placeret mig forkert inden A-brættet, men improviserer mig tilbage på linjen, men jeg tror det koster mig en lidt for stor bue på kombinationen efter A´et. Men jeg er meget stolt af, at vores løb rakte til en 29. plads i denne klasse. For de flleste lande stillede jo med deres landsholdshunde og andre hunde af samme kaliber. Og jeg synes jo stadigvæk bare, at jeg er en bonderøv, der somme tider har lidt "held" til at fange de gode.

Tilbage var springløbet om eftermiddagen. Jeg kunne rigtig godt lide banen og glædede mig også til at løbe den. Desværre rev Ninja en pind, men havde ellers et super løb. Jeg kan ikke lige se, hvad årsagen til nedrivningen var, men det er jo bare sådan noget, der sker. Havde det ikke været for nedrivningen havde vi fået finalepladsen som bedste store danske hund. Så man kan sige, at vi hele to gange var tæt på finalen. Men jeg ærgrede mig stadig ikke. Jeg var ikke forberedt på, at vi kunne være så tæt på, jeg synes vores løb var gode.

Søndag - finaler
Søndag kunne jeg så sidde og nyde finalerne uden nerver. Jeg var noget overrasket over, hvor hurtige de var til at afvikle finalerne for hold. Der var fire ekvipager på hvert hold, og den ring, hvor finalen skulle løbes var der et hav af forhindringer. Det var så fordi at der er i samme ring var opsat 4 baner, som delvist var flettet ind i hinanden. Holdene kunne så fordele de fire forskellige baner mellem ekvipagerne. Sådan set ret interessant, da man så kunne fordele banerne efter stærke og svage sider ved ekvipagerne. Der var naturligvis kun en hund på banen af gangen, men næste hund var klar, når den forrige hund passerede målstregen (start og mål var ikke samme sted i ringen for de fire baner, så folk stod virkelig klar til start). For dem som løber Maxi Zoo Cup, så kan det nok minde lidt om det.

Banegennemgang til finaleløb

Lidt om EO og overnatningsmuligheder
Jeg har aldrig tidligere været til EO, og jeg må sige, at det nærmest er at sammenligne med en udvidet version af VM. Det er stort set de samme lande, der er repræsenteret, men de kan stille med flere hunde end til VM. Afviklingen foregår jo også i 4 ringe på en gang i modsætning til VM, hvor der jo kun er en ring i brug hele tiden. Så der kan naturligvis afvikles mere, men der er så ikke fuld fokus på alt, hvad der foregår. Jeg må ærligt indrømme, at jeg mest fik set de store hunde på de to kvalifikationsdage.

Gut Mateshof, hvor EO blev afholdt var et fantastisk sted til arrangementet. Campingarealet lå lige op og ned af banerne, og der kunne vælges pladser med og uden strøm. Da vi havde valgt at lave en familieferie ud af EO, så synes jeg ikke lige at stævnecamping var at foretrække for os. Jeg havde hørt, at det nogen gange er campingarealet på asfalt og MEGET tæt, meget larm og løse hunde. I stedet havde jeg lejet et værelse på samme hotel som to andre danske deltagere, og planen var så, at jeg kunne køre med dem mellem hotel og stævnepladsen, så Henrik og Silas kunne have bilen til rådighed, mens der var agility. Pludselig var der desværre ikke plads til mig i deres bil, og jeg synes nok, at jeg havde noget af en udfordring ud af det.

Vores hytte lå skønt i skyggen med et stort græsareal foran

Selvom der umiddelbart var meldt alt udsolgt på Gut Mateshof (hvor EO blev afholdt), som råder over en del værelser og hytter, så valgte jeg at sende dem en mail med en forespørgsel. Jeg gætter på, at de havde fået nogle sidste-øjebliks-afbud, for jeg kunne både vælge mellem en hytte eller en lux lejlighed. Hytten kostede endda det samme som hotelværelset (90€ pr. nat + tillæg for hundene), som jeg havde booket sammen med de andre 40 km fra stævnepladsen. Det var ikke svært at beslutte sig. Jeg nåede lige at afbestille hotelværelset inden fristen og booke hytten i stedet. Nu boede jeg pludselig kun 300 meter fra stævnearealet i stedet for 40 km og der var masser af plads til familien og hundene, eget køkken og dermed mulighed for selv at lave frokost og aftensmad (så vi ikke bare skulle leve af bratwurst, pizza og schnitzler). Total held i uheld. Jeg var ovenud tilfreds, da jeg checkede ind.

Og nej... Mine hunde må ikke være i sengen..
Fuji skamputter sig. Det var nu ret hyggeligt

En anden stor fordel ved at have hotelværelse, lejlighed eller hytte var, at man kunne tage på udflugt og lade hundene blive alene tilbage og slappe af uden at skulle bekymre sig om varme (hytten var dejlig sval), og for vores vedkommende var der også så meget ro omkring hytterne, at hundene også ville have ro der. Det var ikke så let for de, som boede i campingvogn. På den måde fik vi da også lige flettet et par små udflugter ind og et restaurantbesøg.

Gensyn med udenlandske venner
Til disse udenlandske konkurrencer får man også mulighed for at se nogen af de personer, som man ellers ikke ser så ofte pga afstandene. En del af dem havde jeg dog set ugen inden til Jutlandia Cup.

Det gjaldt ikke Jennifer, som jeg var særligt glad for at gense. Jennifere formidlede kontakten til Nick, som købte den sort/hvide hvalp af mig. Det var den, som jeg leverede i Californien. Vi inviterede Jennifer ud at spise, og det var bare sådan en hyggelig aften. Jeg håber, vi får mulighed for at ses igen i 2016 - enten "over there", her i lille DK eller måske begge steder..... Vi fik i hvert fald talt om mange spændende muligheder og alle havde en hyggelig aften.

Silas viser stolt en af sine film til Jennifer
- måske tænker han, at det kan være hans vej til Hollywood

Silas tøede også op, selvom han helt havde glemt sine engelske gloser fra skolen, men hvad han har jo også haft ferie i flere uger nu, så kan man jo godt glemme.

Jutlandia Cup - skærende kontrast til sidste års cup

Uge 29 gik i Guldager ved Esbjerg, hvor der var ugestævne med deltagere fra 16 forskellige nationer. Jeg skulle løbe med Ninja og MicMic, og jeg håbede da også, at vi kunne levere nogle hæderlige resultater.

Ugens resultater
Første dag var jeg fejlfri i den åbne klasse med Ninja og det gav en 10. plads, og det er jo ikke så ringe, når der er over 250 deltagere i klassen, så jeg startede med at være rimelig ovenpå.

Fra præmieoverrækkelsen

Så ja, første dag var sgu mægtig, men så kneb det også derfra med de fejlfrie løb, og jeg fik et par dage uden, at nogen af hundene kunne løbe fejlfrit. Det var en anelse frustrerende, men jeg fik tænkt lidt over det. Mine løb og min kommunikation med begge hunde fungerede, og det var sådan nogle små ting, som gjorde, at løbene ikke var fuldendte. Konklusionen var, at vi var tæt på at være "der", hvilket jo ville være meget bedre end, hvis mine hunde var vildt langsomme eller løbene var total rodede og det var tilfældighederne, der førte os gennem banerne. Så jeg forsøgte at bevare optimismen, og kom stærkt igen dagen efter hviledagen, hvor Ninja og jeg fik trykket et super godt AG3 løb af. Det var virkelig et godt løb, og det indbragte mig 1. pladsen (foran 116 dygtige ekvipager). Det var helt vildt. Jeg indkasserede også et agilitycertifikat for præstationen, så nu mangler vi blot et cert. for, at Ninja kan kalde sig DKAGCH.

Cert, asti. roset og et stort smil

Cuppen slutter altid med en spændende finale, og alle vi vel gerne være med til at løbe denne finale? Ja, jeg vil i hvert fald gerne. Gamle Charlie sikrede mig altid en billet til de der finaler, men Ninja er en tand hurtigere og konkurrencen i stor klasse noget hårdere, så der kan hurtigt rykkes rundt på tingene. Torsdag aften lå vi nr. 13 til finalen, men vi blev desværre disket i det sidste kvalifikationsløb og endte derfor på en delt 26. plads, hvilket jo i virkeligheden var lige udenfor finaledeltagelse. Men et afbud gav mig adgangsbilletten til finalen, og jeg havde faktisk en meget mærkelig følelse over, at skulle løbe denne finale. Jeg ville egentlig utrolig gerne, men jeg "turde" næsten ikke, og jeg var ganske grådlabil. Faktisk stod jeg og tudede op af Sarah, der har opdrættet Ninja nogle timer før finalen. Hun smilede kærligt og sagde, at jeg skulle vente med at tude til jeg havde vundet finalen... :-)

Jeg undrede mig over følelsen, for jeg elsker at løbe finaler og bliver normalt "høj" og tændt, men jo mere jeg tænkte over det og "smagte" på mine følelser, jo mere overbevist blev jeg om, at jeg "blot" var enormt overvældet. Dels fordi jeg sidste års Cup mest var præget af bekymring og chok, da Ninja som bekendt blev skadet efter et styrt fra balancebommen. Jeg tager det bestemt ikke for givet mere, at mine hunde bare kan løbe agility, så taknemmelighed er nok den følelse, der i hverdagen fylder mest i mit sind (ikke kun i agility, men også generelt pga vores forhistorie med Silas). Men jeg var også totalt overvældet over at træde et skridt tilbage og se, at Ninja og jeg faktisk var blandt de bedste 10% af de store hunde.



Finaleløbet
I finalen skulle jeg løbe som nr. 4 ud af de 28 deltagere. Da jeg stod til start, tænkte jeg bare kærligt på søde Ninja, der fandt sin "plads" siddende mellem mine ben - klar til start. "Nu skulle vi bare ind og have det sjovt". Første del af banen var tricky, og jeg havde set en del "tabe" deres hunde der og få en disk ved, at deres hunde havde valgt den forkerte tunnel. Så jeg skulle ikke nyde noget af, at vende ryggen til min hund i den kombination. Jeg handlede nok en smule anspændt på de første 4-5 forhindringer, men så speedede vi op, og jeg hørte publikums heppen og support. Efter den lange tunnel, der var placeret efter bommen, så jeg Ninja komme ud og tvivle et øjeblik, inden hun sprang kort over springet efter tunnellen. Nu var der kun 4 forhindringer tilbage og ved anden sidste, når jeg at tænkte, at jeg pokkerme skal holde den HELE vejen, og jeg er virkelig lettet, glad og stolt, da vi kommer i mål. Tror måske endda jeg kniber en tåre igen.... Ja, den taknemmelig tudeprinsesse, det er mig!


Nu er der bare tilbage at være tilskuer og se om min føring holder. Folk giver den jo gas i en finale, og derfor er der også ofte mange, der diskes. Denne bane var dog efter min smag en anelse for svær til en finale, for det fjerner jo spændingen, når ekvipagerne diskes på forhindring nr. 4. Der blev nu også delt disk ud andre steder, lige så vel som der var fejl og gennemløb, der ikke var så hurtige som mit og Ninjas. Vores føring holdt faktisk lige indtil næstsidste ekvipage, hvor vi måtte se os slået med et halvt sekund. En anden plads er vel egentlig "første-taber-pladsen", men jeg var og er vildt stolt af placeringen. Jeg synes stadig, jeg har meget at lære i stor klasse, og jeg har aldrig haft så høje tanker om mig selv, at jeg troede, at jeg kunne bide skeer med "de store".

Præmieoverrækkelse for finalen

MicMic
På cuppens sidste dag leverede MicMic også sit eneste fejlfrie gennemløb, og vi blev nr. 2 i Spring 1. MicMic løb ellers fantastisk, men havde lidt svært ved at kapere slalom. Hun havde også et prægtigt tempo på banen, og så kan det kræve sit at få afpasset tempoet efter, at man også kan forcere en slalom korrekt.

Smilende MicMic
(Foto: Tina Hindsgaul)

MicMic er bare så sjov en hund at løbe med, for hun er simpelthen så glad, når hun løber agility. Det er lige før hun smiler i hele hovedet.

Ninjas hvalpe
Jeg var så heldig, at alle de danske hvalpe var med ved Jutlandia Cup. Det var rigtig dejligt at gense dem alle, og have lidt mere tid til at nusse og betragte dem, end jeg typisk vil have på en almindelig stævnedag. Det blev faktisk også til et lille familieportræt. Det er ikke nogen nem opgave at tage et billede af sådan en flok banditter.

Doody, Darwin, Ninja, Fuji, Logan

Alle fik de leget på plænen efter billederne blev taget, og det gik rigtig fint. Ninja mente godt nok at Doody trængte til lidt ekstra opdragelse, så hun var lidt efter ham, men ikke mere end hun også gerne ville lege med ham. Men hun var helt tydeligt "mor".

Hviledag
Cuppen byder også altid på en hviledag. Den brugte vi i Blåvand Zoo. Et rigtig hyggeligt sted, som jeg gerne vil anbefale. De har åbent hele året rundt, og stedet har masser af små oaser, hvor man kan sidde og spise sin medbragte madpakke. Deres eget udvalg af mad svarer nok til hvad klubhuset i den lille lokale fodboldklub kan diske op med, men til gengæld må man også spise sin medbragte mad i cafeteriet.

Fuji betragter en struds

Jeg havde kun taget Fuji med derud, for ja, man må nemlig også have hunde med i Blåvand Zoo. Fuji skulle jo ikke løbe agility, og jeg tænkte, at hun nok ville have godt af en op på opleveren uden de andre. Det skal jeg da også lige love for, at hun fik. Hun var godt nok på lakridserne med alle de fremmede indtryk. Ikke mindst lugten af rovdyr, når man pludselig stod ud for et rovdyranlæg fik godt nok skærpet hendes sanser.

Der var masser af oplevelser i Blåvand Zoo

Vi andre kom også tæt på dyrene. Nogle af dem endda rigtig tæt. F.eks fik vi en slange rundt om halsen. Silas var rigtig sej og ville de rigtig gerne. Hvis man ikke passede på, så rakte aberne også ud efter en.

Esbjerg
Det var i øvrigt første gang, at Esbjerg husede Jutlandia Cup. Det var let at køre til vandet derfra. Ikke  kun til Blåvand, som lå en halv times kørsel derfra, men også til Hjerting Strand, hvor jeg samme med drengene også tog et smut til stranden og nød en is, men solen gik ned.

Is-selfie

Silas fjoller

Det var en smuk aften, og jeg er glad for at vi fik sparket os afsted, for når først præmieoverrækkelsen var overstået og familien var fodret af, så var der ikke ret meget mere energi på kontoen, og man kom ikke rigtig afsted til noget.

Smuk solnedgang

Ny bane
Da stævnet var slut, og sidste præmieoverrækkelse var overstået var vi vist alle lige så trætte som et alderdomshjem. Henrik havde haft hjælpertjans hver dag fra 8-17, så han var også noget brugt. Så vi snuppede en overnatning mere, og næste dag stod den på pakning af campingvogn og ikke mindst af min nyindkøbte agilitybane. Faktisk var det den bane, som finalen blev løbet på, som jeg på forhånd havde købt. Det var lidt sjovt, for vinderen af finalen vandt 5 spring, men jeg jokede lidt med, at det var bedre, at blive nr. 2, for jeg havde jo fået hele banen hjem

Ny bane - flotte farver!

Nu glæder jeg mig så bare til at kunne bygge baner i haven, som nu kan blive betydelig mere komplette end før, hvor jeg manglede den del forhindringer for at have en komplet bane. Da jeg sad og noterede mine fejl for Jutlandia Cup ugen, var det også ret tydeligt, at det var den manglende vedligeholdelsestræning, som kostede os fejlene. Især voldte ugens mange svære slalomkombinationer en del problemer.

God rejse GammelFar

17 år blev det til. Kan man overhovedet forlange mere?

Jeg vil i hvert fald ikke forlange mere. Egentlig tror jeg da sagtens, at jeg kunne hive et par måneder mere ud af Charlie - og dog. De sidste par uger, har jeg bare set nogle ting ved ham, som fik mig til at træffe beslutningen og lade Charlie rejse over regnbuebroen, inden hans liv blev uværdigt.

R.I.P Charlie
16.06.98 - 10.07.15

Egentlig var Charlie en glad gammel fyr, der da også sprang rundt i haven og hyggede sig, men det meste af tiden lå han i sin sækkepude i stuen og sov. Det er vel også fint nok, når man er 17 år. Turen op og ned af trapperne klarede han selv, men det skete, at han mistede fodfæste og trillede et par trin ned. Når det skete, så var han altid total upåvirket og gik bare stille og roligt videre i underetagen. Typisk Charlie at tage alt sådan oppe fra og ned. Det var en af de ting, der var så fantastisk ved ham. Han lod sig aldrig slå ud eller hidsede sig op. Han havde et rigtig dejligt væsen.

Charlie var en særlig hund, og absolut ganske MORsyg. Det var vigtigt for ham at have styr på, hvor jeg var i huset, når jeg var hjemme. Sanserne var her på det sidste ikke så fantastiske mere, og det kunne godt knibe med at se forskel på, om det var mig eller Henrik. Og det var der stor forskel på i Charlies verden. For at finde ud af, hvem det var, snusede han dybt ind, hvis det var en nitte Henrik, så fnøs han med afsky, mens han ofte bare gik veltilpas til ro, hvis det var mig. Jeg har altid været den vigtigste for Charlie, og det har ofte været belastende for andre at passe ham, fordi han bare ville have sin mor.

Charlie med piv-mus i munden - og tæt tæt ved mig.
Det var svært at stikke

De sidste uger var det som om, at han ledte særlig meget efter mig og nogle af nætterne vadede han bare hvileløst på stuegulvet. Han plejede ellers bare at snuse ind under døren til soveværelset og konstatere, at jeg var derinde og derefter lægge sig i sækkepuden (som lå udenfor soveværelsesdøren) og sove.

Charlie på sin yndlingsplads

I en meget lang periode gik han sjældent længere væk fra hoveddøren end 10 meter, hvis der ikke var selskab af mig med i haven. Han klarede sine ærinder i bedet i forhaven og tissede helst bare op af blomsterkummerne lige udenfor døren (dem måtte vi fjerne til sidste, fordi der stank af pis, når man åbnede døren) Den sidste måneds tid har han ofte været udenfor i en time eller to - også selvom det var mørkt. Det er jo ikke let at kalde på en døv hund. Han kunne høre klap, men når man klapper lige udenfor huset runger lyden mellem bygningerne, og Charlie kunne ikke finde ud af, hvor lyden kom fra. Det var heller ikke let se ham, når det nu var mørkt. Vores have er over 4.000 kvm med div krat, små tilbygninger osv, så det var ikke bare lige sådan at finde ham. Jeg tænkte, at han nok bare var på opdagelse og gik og hyggede sig, men til sidst var jeg faktisk mere bange for, at han i virkeligheden for vild og derfor var "væk" så længe. Hvorfor skulle en 17 år gammel hund pludselig blive "eventyrlysten", når han i 2 år ikke har gidet at bevæge sig for meget rundt i haven. med mindre vi gjorde ham ved selskab?

Charlie får sig lige en hyggenussetur i haven, mens Tobias holder pause fra
hønsegårdsbyggeriet i påsken 2015

Charlie har været i min flok altid, i hvert fald lige så længe, at man kan tale om en flok. Han har været rigtig fin at have i flokken og altid været den kloge hund, som de unge hunde så op til. Han har sådan set aldrig gjort meget væsen af sig på den front. Han var den perfekte legeonkel og elskede hvalpe. Han blev faktisk helt ustyrlig, når han så hvalpe. Desværre fik han ikke meget fornøjelse af Ninjas hvalpe, da han var blevet for gammel til sådan rigtig at lege og han bemærkede dem knap nok. Fuji forgudede Charlie, og jeg har aldrig rigtig forstået hvorfor, for jeg kan ikke rigtig se en relation.

Fuji Hundehvalp har taget plads i kurven ved siden af Helten Charlie

Charlie var bestemt også Ninjas bedste ven, da hun var hvalp og unghund. Charlie fandt sig i alle hendes tossestreger. Hun slæbte rundt i kraven på den gamle dreng, og han sagde aldrig fra.

Da jeg købte  Charlie hos opdrætter Gert Ziegler i Dianalund i 1998, var han bare en lille mørk border terrier hvalp, og han var mit håb om en ny agilityhund. Charlie har ikke skuffet mig. Jeg fik ikke noget forærende, og jeg lærte meget af ham. Vigtigste lektie var, at man ikke skal træne for svære ting for tidligt. Bare fordi hunden er dygtig, så behøver man ikke hive VM banerne frem. Det dræbte en del fart for Charlie, og jeg har husket det lige siden og træner stadig mine unge hunde efter den lektie.

Jeg tror, at vi er til Jutlandia Cup 2014

Charlie var ikke en vinderhund i den forstand. Han var en hund, der slog til på sin utrolig stabilitet og jeg har ikke tal på hvor mange gange, han har vundet et stævne, når klasserne blev lagt sammen. Han var stort set altid sikker på en finaleplads og det er da også sket, at han har vundet finalerne, fordi han var stabil uden at være decideret langsom. Største resultat var da vi vandt et stort stævne ved Bremerhaven i Tyskland. Det var bare for vildt. Jeg anede ikke, at jeg havde vundet de sammenlagte klasser i klasse 3.

Charlie blev også den første danske Border Terrier, der kunne smykke sig med titlerne Dansk Agility Champion og Dansk Spring Champion.

Charlie i en yngre udgave

Det bliver så mærkeligt, at Charlie nu ikke er her mere. Slut med terrierkapitlet i mit liv. 25 år med terriere blev det til, og nu tæller huset kun hyrdehunde. Det bliver mærkeligt, at stuen ikke fyldes med hans gammelmandssnorke-/gnaske- og smaskelyde, som man hvor underligt det end kan lyde, måske også kommer til at savne. Næppe vil jeg savne hans lyse hår, der borede sig ind i alle tekstiler, men det hørte lige som med til Charlie.

Man kan vel altid snuppe en lur i en skål?!
Dania Cup 2014

Charlie været en fantastisk repræsentant for racen, og jeg ved, at flere har valgt racen efter at have mødt mig og Charlie. Den ære skal Charlie ikke glemmes for.

Charlie sov ind i mine arme hos dyrlægen ved middagstid. Jeg fulgte ham afsted på hans sidste rejse, og nu hviler han i vores lille skov, side om side med Diva og "Prinsessen".

Lykken er en mormor og morfar....

Det er efterhånden mange år siden, at jeg var barn, men jeg husker stadig de mange ferie, som jeg var på hos mine bedsteforældre i Haslund ved Randers. Det var en ren fest at være på ferie der. Der var badebassin og hængesofa i haven, man spillede "Antonius" over hustaget med sine fætre og kusiner, når vi var så heldige, at vi var flere på ferie på samme tid.

Min mormor og morfar til deres krondiamantbryllup i 1995

Hele ferien var dagen på børnebørnenes præmisser. Som jeg husker det, så spillede mine bedsteforældre Ludo og 500 med mig dagen lang (sådan var det nok ikke), og var mine kusiner der også, så kunne vi hyggelege dagen dagen med vores barbiedukker, som vi kunne af- og påklæde i et væk. Da der var købmand i den lille by, kunne vi få en femmer og gå ned og købe os lidt slik.

Min mormor tog os med bybussen ind til Randers by, hvor jeg mest husker, at vi handlede ind i Schou -Epa (den butikskæde er forlængst død) i Dytmærsken, og vi altid skulle forbi den Jydske Hingst på Østervold. Jeg erindrer faktisk ikke, at der var lavet de store foranstaltninger for os børnebørn, når vi kom på ferie. Kun at vi blev forkælet med opmærksomhed og tid. Jeg husker også at mine bedsteforældre havde en VW Boble, men den blev vist kun taget i brug, når turen ikke gik ind til Randers by eller også hang det sammen med, at min mormor ikke havde kørekort.

Den Jyske Hingst på Østervold

Jeg husker nu også, at mormor forventede, at vi hjalp lidt til med de huslige pligter f.eks med at gøre lidt rent, og jeg husker godt, at hun bad mig om at tørre støv af på hendes mørke reoler. Jeg fandt nu det projekt aldeles åndssvagt, for der var jo slet ikke støvet.... Jeg husker også, at hun vaskede (kogte) tøj i en stor balje i vaskehuset, som var en slags udhus, vel som et gammeldags bryggers. Den store balje i samme vaskerum kom i brug, når vi børn skulle bades. Der var godt nok også en bruser i det lille badeværelse i den anden ende af huset, men det var bare mere et mormorbad at komme i baljebadet.

Der var bolcher og søde sager i mormors køkkenskab bag spisepladsen eller over køleskabet. Hvor er det bare sjovt, at man stadig husker alle disse rare sommerstunder i det gamle lavloftede hus med den hyggelige have, hvor man kunne plukke kirsebær, stikkelsbær og ribs.

Men noget af det bedste ved disse ferier var, at man kunne bestemme menuen. Stakkels min morfar, der i flere uger i træk (vi var en del børnebørn, der på skift kom på ferie) må se stegt flæske og medister blive byttet ud med pandekager, æbleskiver (lavet i en rigtig æbleskivepande naturligvis) og risengrød, for de retter var omtrent, hvad alle feriebørnene ønskede hver gang.

Hvor er jeg glad for, at Silas også har den fornøjelse at kunne tage på ferie hos sin mormor og morfar - ligesom Tobias altid har kunnet det. Silas har også bestemt menuen for sin lille ferie her mandag til torsdag, og startede mandag ud med at bestille pandekager, tirsdag hakkebøf og mon ikke også han kan snige laks med ind på menuen, inden han skal hjem imorgen?

Silas og morfar hygger i Jesperhus, hvor vi var afsted sammen i 2011

I dag har de været i Skandinavisk Dyrepark, og Silas kan jo nok holde sine bedsteforældre igang vil jeg tro. Da jeg kørte mandag var han i hvert fald igang med at fægte med lyssværd med morfar. Man skal ikke tage for givet at bedsteforældre gider, men jeg er sikker på, at både børnebørn og bedsteforældre får noget ud af det. Og jeg glædes meget over, at mine forældre gider, for jeg ved, hvor meget tiden med mine bedsteforældre har givet mig af minder.

Silas i Skandinavisk Dyrepark

Henrik og jeg fik lavet vores arbejde uden, at Silas skulle overlades til sig selv, når nu SFO´en holder lukket i 4 uger. Som bonus fik vi også mulighed for at gå lidt ud om aftenen, men det var der nu ikke meget fis ved. Fedt, tænkte vi den første aften. Lad os tage i biffen. Desværre var der ikke nogen film, som vi gad at se. Pyt, så gik vi en tur med hundene ved vandet, og da vi var allerlængst væk fra bilen, stod det ned i stænger. Det blev en våd tur. Idag var vi enige om at tage en tur til Ribe, tage ud at spise og gå med vægterne, men vejret idag er så 12-14 grader, det blæser vel 12-13 m/sek og det er krydret med regn. Hmmmm! Nej, det blev så ikke Ribe. Men en dessert på en restaurant i Haderslev, bare fordi vi kunne.....

Halvt så rig - dobbelt så glad

I dag er det et år siden, at jeg lavede denne opdatering på facebook fra "min" strand en tidlig morgenstund (og efterfølgende dette blogindlæg). Det var en fantastisk morgen. Jeg følte mig virkelig bare så fantastisk fri. Det er næsten som en slags fødselsdag. Altså hvis man lige som kan blive født på ny. Det er måske en overdrivelse, men jeg tror faktisk, at de mennesker, som er tæt på mig, synes at der kom en helt anden  Berit efter d. 25. juni 2014, hvor jeg for sidst gang checkede ud fra mit gamle job og fik lejlighed til at trække stikket godt og grundigt ud og tænke lidt over livet og de ting, som er i mit liv.



Sådan så mit opslag ud for et år siden.
Jeg husker stadig følelsen...

Det har jo bragt mig derhen, hvor jeg sidder nu. Min dagligdag er nu sat sammen af et deltidsjob samt lidt forefaldende arbejde i Henriks firma. Krydret med ekstra tid til Silas, et ridehold for de lokale unger og agilitytræning med mine hunde på et hverdagsformiddagshold i løbet af ugen. Af og til er der også tid til en tur til Fitness centeret, når Silas er blevet fulgt i skole.

Mit deltidsjob giver mig rig mulighed for at bruge mine gode relationer og brancheerfaring fra mit tidligere virke, men også giver mig mulighed for at øse ud af mine kreativitet og sætte mit præg på en spændende udvikling. At dette så foregår hos en konkurrent til min gamle arbejdsgiver (i en meget lille branche) havde jeg nu slet ikke forestillet mig for et år siden. Og da jeg blev kontaktet og tilbudt et job, var min første indskydelse også "Nej tak", men så fik vi efter lidt betænkningstid og forhandling fundet en rigtig fin løsning, synes jeg da.

Det sjove er faktisk, at jeg efterfølgende er blevet fortalt, at flere havde "gættet" på, at jeg ville havne i denne virksomhed allerede for et år siden. Altså lidt som om det var "aftalt" spil, men jeg havde bare slet ikke set det komme (det havde min nye chef - som faktisk er en af mine gamle kolleger, heller ikke), og jeg havde faktisk rystet hele branchen af mig og ud af mit hoved, men pludselig er jeg tilbage. Jeg nyder igen at møde mine gamle relationer og få lejlighed til at anskue tingene fra en anden vinkel end tidligere.

Der er også blevet mere tid til dem her

Hvad så med lønsedlen? Ja, brutto, så er det jo ikke helt det samme, når jeg nu arbejder så få timer, men vi går bestemt ikke sultne i seng, og skattefar er i dag knap så grådig, så det ser slet ikke så skidt ud endda. Der er måske ikke råd til udlandsrejser flere gange om året kombineret med weekendophold, men til gengæld går jeg nu altid glad i seng og står glad op. Det er faktisk langt vigtigere. Jeg har en anden ro og nogle andre muligheder, der gør min hverdag så meget mere værdifuld.

At have mulighed for at tage med Silas´klasse på tur,
beriger helt sikkert min hverdag.
Her er vi på tur til Haderslev Domkirke

Jeg er faktisk stadig lidt skræmt over de ord, som en facebookven skrev til mig nogle måneder efter, at jeg var stoppet i mit gamle job. Hun skrev, at hun kunne se en helt anden ro i mine øjne på billederne på facebook. Det var tankevækkende at døde billeder kunne fortælle så meget.

Smuk juni mark

Nu er det sommerferietid, og jeg plejer at have countdown til ferie, fordi jeg plejer at være så ophængt, at jeg bare higede efter luft. Nu ved jeg faktisk ikke helt, hvor mange dage, der er til jeg har ferie, for jeg "trænger" ikke til ferie på samme måde. Jeg glæder mig da til feriens aktiviteter, men hvis ikke det var fordi jeg gerne skulle holde ferie sammen med Silas i skolernes ferie, og det nok ikke sådan lige er mig, der kan bestemme, hvornår der skal holdes Jutlandia Cup eller European Open, så kunne jeg egentlig godt vente med at holde ferie. Det synes jeg virkelig er at sundhedstegn.

I dag nyder jeg i fulde drag, at jeg selv tilrettelægger min tid, og jeg kunne ikke ønske mig det bedre. Jeg ser mig ikke tilbage og ville ikke bytte mit nuværende liv væk til det, som jeg havde for lidt over et år siden. Det sidste år har været en fantastisk rejse. At rejse er at leve....