Projekt lattergas - en stor succes

Nogle af de aktiviteter, som foregår ifm sygehusbesøg, når Silas er til kontrol ifm. Cystisk Fibrose er ikke ligefrem morsomme.

I starten, dvs de første par år, tog Silas det egentlig pænt nok, og det var kun lige, når det ubehagelige skulle ske, at han blev ked af det. Pludselig ændrede det sig desværre.

Når vi fortalte ham, at vi skulle på Skejby kunne man nærmest se på ham, at blev angst og betuttet. Og hans første spørgsmål var også "Skal jeg have fanget bussemænd?" Derfor valgte vi til sidst at vente med at sige det til ham dagen før.

For ca 2 år siden fik Skejby som et forsøg lov at bruge lattergas til de børn med angst for blodprøver, sug o.lign. En håndfuld børn på Cystisk Fibrosecentret fik dette tilbud, og Silas var et af dem.

Det har gjort en kæmpe forskel for os og ikke mindst Silas, fordi han nu er helt tryg ved kontrollerne, og lader ikke negativt op til dem. Kontrollerne skal han jo gennem ca 10 gange om året. Han er tydeligvis meget mere afslappet omkring det forestående besøg, når man fortæller ham det.

Hvor han før reagerede negativt på beskeden om et forestående besøg på Skejby, tager han nu beskeden om et forestående kontrolbesøg med en helt anden ro. Nærmest med ligegyldighed.

Jeg bemærkede det især i onsdags, hvor han også skulle til kontrol. Da vi først skulle være der kl 11.30 og klassen havde tværfaglig dag, så valgte vi, at han ikke skulle i skole først. Vi kunne derfor sove en ekstra time og nyde en dejlig morgenmad med friskbagte boller sammen. Silas var bare helt i hopla fra morgenstunden, og det slog mig, at han førhen virkede noget mere stille, inden vi skulle afsted.

Hyggeligt at starte en onsdag morgen med hjemmebag

Da vi kom op på sygehuset, kom jeg i tanker om, at Silas ved dette besøg også skulle have taget blodprøver samt influenzavaccineres. Det er Silas normal vis heller ikke så pjattet med (mildt sagt), men da jeg fortalte ham det, var hans lidt konstatering i en lettere ligegyldig tone: "Kedeligt!" Ingen anden reaktion i ord eller mimik. 

Lattergassen foregår ved, at Silas vælger den duft, som lattergassen skal have (jordbær, karamel eller cola). Han er selv meget inddraget i hvad der skal foregå. Han griber nærmest masken med lattergas helt grådigt, for han elsker simpelthen at få lattergas, som vi kalder "Gøglergas", for han bliver virkelig total fjollet. Øjne spræller nærmest af liv og narrestreger, når han sidder der.

Silas i lattergaståger. Bemærk lige glæden i hans øjne.
(selvom laboranten roder med hans arm)
Han er så glad og fjollet, at det smitter af på alle på stuen

I onsdags var det så sådan, at lige da gassen virkede kom laboranten ind af døren (perfekt timet), og mens hun sad og baksede med at finde en åre at stikke i (Silas kan være svær at stikke i), så kom lægen også ind for at vaccinere. Det hele var så velforberedt, at Silas sad med et tæppe over sine ben, så det var var at flytte tæppet og vaccinere. Han nåede dårligt at opdage det.

Laboranten bøvlede noget med at finde et sted at stikke, og måtte også skifte arm. Imens sad jeg og havde øjenkontakt og opmærksomhed fra Silas. Det gik bare så let.

Der tappes blod, og åren driller, men det lykkes.
Bemærk smilene hos både sygeplejerske Mette og Silas. 

Herefter var der så suget. Silas hader bare at blive suget, og ofte har vi måtte holde ham fast. Når vi sagde, at nu var det tid til sug og ville fjerne lattergasmasken, så pressede han masken ind mod ansigten, og gjorde det lidt svært og trak tiden i et spinkelt håb om at slippe.

I går var han faktisk helt ok med det og samarbejdede også flot med suget, og det var ikke en gang nødvendigt at holde hans hoved fast (hvis ikke hans hoved er i ro, så er suget bare endnu mere generende, da det ikke er let at føre slangen korrekt ned). Og da suget var overstået kom der heller ikke eder og forbandelser ud af munden på ham, som der ofte gør, når han synes, at han skal afreagere på overgrebet (ja undskyld for det er jo hvad det er for ham).

Via dette link kan du se en video med et andet barn, der bliver suget. Når man ser linket, kan man måske godt forstå, hvor Silas ikke synes, at det er det mest fantastiske, man kan blive udsat for. Det gør ikke ondt, men det er ubehagligt, så det er forståeligt nok, hvis man hellere vil være fri.

Henrik og jeg talte bare om, hvor fantastisk en forskel lattergas gør for Silas og den angst, som han tydeligvis havde udviklet op til kontrolbesøgene. Det er dejligt, når man kan køre hjem med følelsen af, at sygehusbesøget var en god oplevelse for alle. Men endnu dejligere, at man kan køre afsted mod sygehuset, uden at Silas sidder betuttet og indesluttet på bagsædet.

Hvad var resultaterne af kontrolbesøget så?

Suget tages for at dyrke slimprøven for at se, om der er bakterier i suget. Hvis der findes dumme bakterier i slimprøven, igangsættes en antibiotikakur. Vi har allerede fået svar på onsdagens sug, og det var "rent", hvilket er en god tilbagemelding.

Blodprøven blev taget, fordi Silas´ levertal ved blodprøven i august var forhøjet. Også den var der positiv tilbagemelding på. Tallene var faldet en del, men lå dog stadig lidt over normalgrænsen, men eftersom lever og maveregionen blev scannet i august og alt så ok ud, så er vi (og lægerne)  helt rolige.

Lærer for en dag

I 1994 blev jeg optaget på lærerseminariet i Skaarup, men jeg droppede faktisk ud, før jeg kom i gang. Jeg var ikke sikker på, at det var det, som jeg ville alligevel. Det var vist min evigt overdrevne perfektionisme, der gav mig kolde fødder. Hvis jeg skulle stå og undervise, så måtte der ikke være en finger at sætte, og jeg skulle vide mere om mine fag, end mine egne i elever (jeg kunne møde sådan en elev som mig selv, der kunne finde på at rette på læreren).

Men denne mandag sprang jeg alligevel ud som lærer i Silas´ klasse. Lærerne på Silas´ skole havde haft pædagogisk dag i lørdags og havde derfor fri i går. Derfor skulle forældrene forestå denne undervisningsdag, og i klasserne havde forældrene frit spil. 

Man kan synes meget om at gøre det på denne måde, men personligt synes jeg, at det var en ganske god dag, og jeg tror også, at børnene hyggede sig og fandt dagen interessant. Jeg har tidligere været med klassen på udflugt, haft klassen til fødselsdag osv, så jeg synes, at jeg kender børnene rimelig godt efterhånden. Igen sender jeg en taknemmelig tanke til mit "nye" liv, hvor et selvvalgt deltidsjob gør sådan  noget relativ let at få passet ind i ens hverdag. 

Vi havde flere indslag i dagens løb. Dagen startede med cykelringridning, som var optakten til et besøg vi fik af en vaskeægte sønderjysk ringrider, der skulle fortælle om sit liv med ringridning.

Der skulle koncentration og koordination til for at ramme

Mellem de to aktiviteter var der pause, hvor børnene kunne spise deres formiddagsmadpakker. Mens de spiser madpakkerne, plejer de at få læst højt. Jeg elsker faktisk at læse højt, så jeg fik hurtigt gaflet højtlæsningsbogen ud af hænderne på den anden forælder og læste højt om Spionhunden.

Mens ringrideren holdt sit indlæg, så trillede jeg min trailer ned på sportspladsen, hvor jeg stillede en lille agility racerbane op, som jeg skulle bruge til mit indlæg. Så tog jeg Fuji og Ninja med ind i klassen sammen med lidt rekvisitter såsom hulllahopring, vaskebalje og et par pokaler.

Jeg havde forberedt indlægget med en lille power point præsentation, hvor vi kunne snakke om, hvad hunde kan bruges til, og om hunde kan have et ”job”. Ungerne var vildt interesserede og bidrog med spørgsmål og supplerende oplysninger (=egne oplevelser). Så fik ungerne lov at stille op på en række så alle kunne se hundene lave tricks på skift. De var meget imponerede og jublede vildt da Ninja kunne vippe snuden ind under en hullahopring og kravle ud under ringen.

Så er vi startet på "hunde-indlægget"

Så gik turen ned på sportspladsen, hvor de skulle se agility, hvilket MicMic og Ninja skulle levere sammen med mig. Unger syntes godt nok, at de løb stærkt og de jublede og heppede. Jeg kunne nok have løbet rundt derned endnu, hvis det stod til dem. Til slut lavede vi en lille udfordring, hvor en af de andre forældre (vi var 4 forældre) skulle løbe om kap med Ninja. Ninja på banen og forælderen bare ved siden af. Der var ingen tvivl om, hvem der var ungernes darling.

Ungerne (og MicMic) er bare SÅ klar!

Men 1. klasse må se sig slået - MicMics hale ses i højre hjørne
- forlængst i mål

Bagefter var ungerne friske på at løbe om kap med MicMic på samme måde. De piskede afsted, og var meget optaget af nedtællingen og af at stå klar til start. Det var sådan set ikke fordi ungerne ikke gad mere, men de skulle videre til frokostpause og dagens sidste indlæg, der handlede om håndlavede knive.

Bjarne havde virkelig ungernes opmærksomhed
(Tasken til højre for ham indeholder nogle af hans håndlavede knive)

I al beskedenhed synes jeg faktisk, at min lille ”lektion” gik rigtig godt, men jeg har dog ikke fortrudt mig valg  af erhverv.  Jeg tror ungerne syntes, at den lidt anderledes dag var ganske spændende, selvom ikke alting var lige som det plejede.

DKAGCH - Prikken over i´et

2015 har været en fantastisk sæson for Ninja og mig. Jeg var spændt og nervøs for, hvad det var for en hund, jeg skulle starte op med i foråret igen efter skadespause og hvalpebarsel.

Kunne hun holde til det? Kunne vi finde hinanden igen? Det ser ud til, at jeg kan svare ja til begge dele. Ninja er kommet "tilbage" med større iver og gejst, end da jeg "lagde hende på hylden" sidste sommer.

Lørdag var årets sidste stævne, og jeg tænkte, at det ville være prikken over i´et, hvis Ninja kunne vinde AG certet til stævnet, som blev afholdt i vores egen klub, Ribe Hundevenner. Ikke fordi det var "hjemmebanefordel", som nogen jokede lidt med, for ridehallen, hvor stævnet blev holdt i, kommer vi kun i, når klubben holder stævne hvert år i oktober.

DKAGCH DKSPCH Border Treasure B My Ninja

Da jeg gik og varmede Ninja op, var jeg ellers ret bange for, at hun ville være vild og ustyrlig. Dvs ikke kontaktbar. Sådan var hun nemlig til træning sidste søndag, hvor hun bare fjollede rundt og prøvede at tage hele banen og lidt til.

Det viste sig nu, at Ninja var ret koncentreret, og løbet, som vi vandt certet i, var egentlig nok mere nydeligt og kontrolleret end det var fantastisk flot. Men ikke desto mindre vandt hun altså klassen og indkasserede derved sit sidste Agility Certifikat og blev Dansk Agility Champion på dagen. Herunder ses løbet:



Nu er der en så en velfortjent stævnepause, hvor vi bare skal finpudse lidt på nogle af vores svagheder, og så må vi se, hvad næste sæson bringer...

Idag har jeg fået gråd til morgenmad - om datoer, negle og Facebook. Måske også lidt "Knæk Cancer"

Mit liv er egentlig ikke sådan, at jeg sidder for mig selv og græder, så det var egentligt lidt underligt sådan at sidde over min morgenmad med tårer i øjnene.

Jeg var ikke ked af det. Jeg var bare berørt...

Facebook har sådan en fin service, hvor de gør opmærksom på, hvad man skrev i sine opdateringer på samme dato tidligere år, hvad folk har skrevet på ens tidslinje osv

Jeg er faktisk selv lidt en dato-nørd. Jeg kan huske de underligste datoer og begivenheder. F.eks blev jeg d. 20. okt 1990 (det er jo for fanden 25 år siden) trådt over tæerne af min hest. Det er sådan set sket mange gange i mit "hesteliv" at jeg er blevet jokket over tæerne af en hest, men denne gang var lidt mere voldsomt, og jeg stod bagefter med min venstre storetå-negl løst i strømpen. Ja, og det var bare en negl og en dato. Min storetånegl blev dog aldrig den samme igen...

Den 20, oktober 2008 var Henrik og jeg kaldt til samtale på Odense Universitets Hospital, hvor vi skulle have svar på den biopsi, som lægerne have udtaget fra Silas´arm 11 dage forinden. Vi var ikke sådan rigtig urolige for svaret, for det var jo nærmest usandsynligt, at Silas kunne fejle det værste man kunne frygte (og læse sig til på nettet). Vi blev klogere.... Mit liv bliver aldrig helt det samme igen...

Mest af alt husker jeg, hvordan min verden under denne samtale med overlægen styrtede i grus. Sådan virkelig som om jorden styrtede sammen under mig, og man derefter skulle forsøge at genfinde fodfæstet i en nypløjet mark. Jeg husker mest, at overlægen sagde "cellegift" og satte streg under denne linje i informationsfolderen fra Børnecancerfonden "Hvis sygdommen debuterer før barnets 2. leveår, anses sygdommen for livstruende". Overlægen sluttede samtalen med den "opmuntrende" sætning: "Der er jo ingen, der siger, at det er jeres barn, der dør af det". Silas var dengang kun 11 uger gammel, så man må sige, at det var noget før hans 2. leveår. Min solstråle er her heldigvis endnu, og han beriger os hver eneste dag.

For mange "cancerforældre" er "diagnosedagen" en dato, som de aldrig glemmer. Hvilket også betyder, at det er en usædvanlig dag hver eneste år. En dag, hvor følelserne får en rusketur. De sidste 2-3 år har jeg faktisk "glemt" den, og først kommet til at tænke over den et par dage efter, og jeg skænkede det faktisk heller ikke en tanke i går. Så ja, mit liv er gået videre....

Her til morgen sad jeg så og læste de gamle opdateringer og beskeder på min væg fra d. 21. oktober de sidste 7 år, som Facebook havde fundet frem til mig. Jeg skrev i 2008 et trist blogindlæg på min gamle blog om aftenen d. 20. oktober, og min besøgstallen på min blog nærmest eksploderede.

Henrik og jeg sad nærmest bare passive i chok derhjemme de første dage efter samtalen med overlægen - ude af stand til overhovedet at tale sammen. Imens tikkede det ind med medfølende mails, buketter samt beskeder og opslag på Facebook. Alle de beskeder og folks varme tanker var en stor trøst og varme for os dengang, og det berørte mig faktisk også rigtig meget at læse dem her til morgen. Så ja, jeg måtte lige tørre mine øjne en gang eller to, mens jeg læste dem.

Nu vil jeg så gå ned og kysse min sovende Silas på panden, inden jeg putter mig under dynen, og bare mærker livet og lykken omfavne mig. Mit liv er stadig ikke det samme, men rigere på sin egen barske måde. Og neglen, hvis nogen tænker på den. Ja den er stadig grim.......

Fujis første "skoledag"

Nu er agilitystævnesæsonen stort set slut, og Fuji er blevet 10 måneder. Det er rigtig godt timet, for nu kan jeg så småt starte hende op i agilityens kunst. Det passer mig rigtig fint at lade mine hunde få lov at være hvalpe uden at skulle gøre så meget andet end at lære dem at ville tilvælge mig, at kunne sætte og lægge dem af og kunne kalde dem ind/frem.

I onsdags startede vi på hvalpeagility i Sannes Hundecenter. Det er min tredje hund, som jeg grundtræner efter Sannes "opskrift". Jeg synes, hundene får en rigtig fin forståelse og masser af god basis agility i rygsækken, og det gør det rigtig let at arbejde videre ud fra.

Jeg havde virkelig også glædet mig til at skulle starte på dette hold. Ikke kun fordi jeg skulle starte op med Fuji, men også fordi to af Fujis kuldbrødre også startede på dette hold.

Fuji klar til at lære en masse nyt

Fuji havde indtil i onsdags ikke engang været mellem to springvinger., enkelte af dagens øvelser havde hun dog snust lidt til. Men hun har aldrig tidligere skulle arbejde med forstyrrelser, og da hun er meget udadvendt og optaget af andre, når de arbejder, så frygtede jeg nok det værste.

Min frygt blev gjort til skamme. Hun arbejdede rigtig fint og opmærksomt med mig. Hun er ikke lige som Ninja. Fuji er noget mere hektisk, men jeg synes, at hun er ganske fed at arbejde med, selvom det næsten føles som en hel vulkan at arbejde med.

Hun nyder det....

Nu har jeg så 9 gange tilbage på dette grundkursus, hvor Fuji langsomt kan blive introduceret til agility, og hvor jeg kan nyde hendes brødre og deres samarbejde med deres ejere. Det er en skøn sidegevinst

Vicedanmarksmester

Sæsonen er nu officielt slut. Og sikke en afslutning! Overskriften siger vel det meste. Ninja og jeg sluttede af med en tur på podiet til DCHs DM. Det var faktisk 5. gang, jeg kom på podiet til DCHs DM, og faktisk 4. gang jeg stod som nr. 2. Er jeg skuffet? Nej jeg er stolt og utrolig glad.

Fra DCHs festlige præmieoverrækkelse
Nr.1 Dennis/Number, nr. 2 Berit/Ninja, nr.3 Carsten/Mac

Dagen før DM synes jeg ellers ikke rigtig, at jeg kunne sætte mig op. Men jeg stod nu tidligt op lørdag morgen, smurte en madpakke (hvilket jeg sjældent gør til et stævne), pakkede telt, stol og bure og ikke mindst hundene i bilen. Men så var min bilnøgler total væk. Jeg ledte i over en halv time i tasker, jakker, skuffer, skabe, bag skabe/reoler, i køleskabet, på agilitybanen og nogle helt vanvittige steder, og blev bare mere og mere frustreret over ikke at kunne finde de skide nøgler. Enden blev, at jeg måtte låne Henriks bil og læsse et par hunde af, så jeg kun fik hovedpersonen, Ninja med.

Ninja og mig foran faneholderne

DCHs DM afgøres ved at man via et agilityløb og et springløb kvalificerer sig til A finalen. Disse løb løbes om lørdagen. De bedste 40% (tror det er den procentsats) går direkte i A finalen, som er det agilityløb, som alene afgør, hvem der bliver Danmarksmester.

En målrettet Ninja på vej fra tunnel til slalom.
Jeg elsker det blik

De resterende 60% løber B-finale, som er et agilityløb, hvor de tre bedste hunde i hver størrelse også får en plads i finalen.
I springløbet løber vi et fejlfrit løb, som er ganske ok, men der var ting, der kunne være bedre. Vi ligger nr. 5 efter springløbet. I agilityløbet er der en kombination på banen, hvor jeg ved, at Ninja kan være svag på sit nedgangsfelt på A´et, men jeg vælger at handle det med risiko for, at svagheden viser sig ved en feltfejl, men jeg er så også sikker på, at jeg har styr på hende, når jeg skal sende hende i tunnelen, hvilket jo gør at jeg kan afværge en mulig diskvalifikation, fordi hun måske ville vælge det forkerte tunnelhul. Jeg var dog overbevist om, at jeg selv med 5 fejl ville komme i A-finalen.

Vi fik de fem fejl, og vi blev samlet placeret som den 5. bedste ekvipage, når de to løb blev lagt sammen, så den strategi virkede nu meget godt (selvom jeg hellere ville have haft to fejlfrie løb). Vi var dermed direkte i A-finalen og behøvede ikke at pine os selv med en B-finale.

Når man starter i A-finalen om søndagen er tavlen "ren" for alle deltagere. Dvs alle som har adgang til deltagelse i A-finalen har muligheden for at blive Danmarksmester. Hvis de altså "bare" vinder dette ene gennemløb.

Et enkelt billede fra lørdagens springløb

Jeg skulle starte som den femte sidste i A-finalen pga min placeringer fra om lørdagen. Jeg havde ikke haft overskud og tid (pga opvarmning) til at følge med i ret mange af de andres løb, så jeg vidste egentlig ikke, hvordan deres løb havde været. Det kunne også være lige meget. Der var kun en vej derinde, og det var fuld gas.

Der er helt klart intensitet

Ringen var tæt pakket af publikum, og der var faktisk en rigtig fed stemning i agilityringen. Publikum var ikke kun agilityfolk eller hundefolk fra de andre dicipliner. Der var også mange folk ude fra, som var kommet for at se hundearbejde, og finaleløbene for de store hunde var vel nok et af de sidste steder, der var aktivitet, og her var stemningen høj og intens.



Som man kan se, så er der tæt pakket af publikum rundt om ringen

Hele weekenden var der speaker og musik til banegennemgang - og ikke mindst når ekvipagerne blev disket i et gennemløb. Alt det var helt klart med til at give det mere stemning. Jeg elsker at løbe finaler, og jeg var helt ok med det. Jeg var ikke nervøs, men tænkte bare, at jeg skulle give den gas og være der for Ninja, og så måtte det briste eller bære.

Det bar. Jeg synes næsten, man kan se det her over slutspringet

Ninja leverede et perfekt løb i tiden 38,36, og jeg kom i mål og førte med 1½ sekund ned til nr. 2. Der manglede stadig 4 hunde. Det er jo altid meget interessant og nervepirrende at stå og se om ens føring kan holde. Næstsidst ekvipage som var Dennis med Number, der løb sig ind i tiden 38,30. Altså 0,06 sek hurtigere end Ninjas tid. Og sådan endte placeringen også. Prøv lige at blinke engang. Ja, det svarer vel til det, som jeg "tabte" med. Er jeg skuffet, når det nu var så tæt på? Nej egentlig vil jeg hellere slås med 0,06 sekund end med 2 hele sekunder.  

 

 

 

 

Fra æresrunden

Så selvom weekenden startede lidt kaotisk og ikke særlig heldigt, så endte den da meget godt, hvis jeg selv skal sige det. Bilnøglerne dukkede i øvrigt op igen... De havde ligget på trappen og var faldet ned derfra og lå så lige så fint under trappen nederste trin.

Tak til alle de folk, som sad og skød flotte billeder på sidelinjen. Der var rigtig mange flotte imellem - også af de andre ekvipager naturligvis.

Agilityfri weekender

Siden Jysk Mesterskab har vi holdt agilityfri. Dvs det er blevet til en smule træning hjemme i haven, men ellers ingen agility. Det har jo også givet weekender med andre muligheder end at stå tidligt op for at deltage i stævner og ikke mindst mulighed for at hele familien kunne hygge sammen.

Den første af de to weekender var der skam også masser af muligheder. Lørdag kunne jeg vælge mellem at deltage i agilityopvisning i Tinglev, en tur til Mandø og hygge med venner eller måske en tur til middelalderfestival i Horsens.

Alle der kender vejen til Mandø ved også sådan ser det ud ved "porten" til Mandø

Det var faktisk lidt svært, men det blev Mandø der vandt. Og jeg havde altså bare en helt fantastisk dag på Mandø. Total afslapning og Silas fik leget med Oliver for fulde gardiner.

Oliver og Silas

Hen under aften var jeg så heldig at få lov at gå en tur med Sanne og hendes kamera. Jeg havde nok forestillet mig, at jeg også skulle tage nogle billeder, men jeg havde nok arbejde i at "holde mine hunde til kameraet", så Sanne kunne skyde løs og lege med flash, modlys og hele pivtøjet.

Sanne indstiller....

Det kom der nogle aldeles fantastisk billeder ud af. Herunder dem som Sanne skød i modlys/solnedgang med flash.

Min tøsebande
Foto: Sanne Ammitzbøll

 

Min Fantastisk Ninja i en for hende helt normal stilling/udtryk
Foto: Sanne Ammitzbøll

Vi fik dog også leget lidt inden solen begyndte at "dykke". Det er altid fedt at få lov at være "offer" når Sanne vil lege med sit kamera.



Min skønne humørbombe MicMic
Foto: Sanne Ammitzbøll

Bagefter nød vi aftenen med fællesspisning sammen med "fastliggerholdet" fra Sannes Tossefarm på Mandø Camping.

En af de sidste sommerdage - og i hyggeligt selskab!

Da det var blevet mørkt trillede Silas og jeg hjem over låningsvejen og ramte hjemadressen ved midnatstid. Jeg synes jo Mandø er ganske speciel og uhøjtidig på sin egen lidt gammeldags måde.

Næste dag sov vi bare indtil vi ikke gad mere Silas kom og vækkede os. Det var fedt for alle at have en rolig morgen. Silas fik en klassekammerat på besøg, og de fik leget 4-5 timer. Da han var taget hjem igen, så vendte vi snuderne mod Kalvø. Kalvø er bare et skønt udflugtsmål, som ligger ca 10-15 km syd for hvor vi bor.

Silas fandt en snegl, som gjorde os selskab på gåturen

Der er stort set udsigt ud over vandet på hele gåturen.

Mine tøser på højen mellem badehotellet og lystbådehavnen
(det er ikke lystbådehavnen der ses bagved hundene)

 Vi plejer at kombinere en gåtur med en kalorietung tur ind på Kalvø Badehotel. Gåturen er smuk og en tilpas længde, så også Silas kan være med på turen. Den varme chokolade og den hjemmelavede æblekage på badehotellet er virkelig også en skøn oplevelse.

Mums, siger jeg bare!!

Sidste weekend var der så Stafet for livet i Haderslev. Arrangementet var vokset endnu engang og nu var det faktisk verdens største stafet. Det er jo ret imponerende for en by af så ubetydelig en størrelse som Haderslev. Det siger nok også en del om, hvor villige danskere er til at støtte op om velgørenhed. Der samles jo flere hundrede tusinde ind til Kræftens Bekæmpelse så sådan et døgn, som stafetten varer.

Silas var iklædt den gule fighter T-shirt, og det er på en eller anden måde ret bevægende for mig at se min lille solstråle sammen med alle de andre fightere. Jeg kunne høre på mange af deltagerne, som var med som støtte, at en del af dem også bliver særligt berørt af at se børn blandt fighterne.

Silas med fighter T-shirt

Stafetten sættes i gang ved at alle fighterne slipper deres gule balloner

Sammen fik vi løbet og gået nogle kilometer rundt om Dammen. Ruten på denne stafet er nemlig særlig smuk, hvilken den også allerede er blevet berømt for. Ruten er så bynær, at gågaden ligger mindre end 100 meter fra ruten og går rundt om Inderdammen og når man tager den lange rute på 2 km så kommer man også ud til Yderdammen.

Udsigt fra stafetruten
Inderdammen med udsigt mod centrum. Domkirken kan anes til venstre

Udsigt fra stafetruten

Udsigt fra stafetruten. På billedet ses Gl. Haderslev Kirke

Nu står der en ny weekend for døren, og der skal jeg hygge med agility i Kolding, hvor jeg skal til kredsstævne. Det er et ret lille stævne, men jeg glæder mig rigtig meget til at deltage. Jeg er så heldig at Echo, som jo tidligere var min også deltager sammen med Lene, som har Echo nu. Kort fortalt er historien den, at jeg desværre måtte omplacere ham i 2009, da han slet ikke kan være i sig selv, når han hører barnegråd og den del var jo desværre ikke så let helt at udelukke, da Silas var lille. Det var synd for både Echo og for os, der også blev aldeles stressede af hans adfærd.

Nu glæder jeg mig til at se ham i aktion og have tid til stille og rolig hygge og se agility på én bane. Morgendagens stævne er det sidste inden DCHs DM om to uger. 

Jysk Mester 2015

Som en fin forlængelse af sidste blogindlæg og min personlige course designer/træner, så sagde Silas til mig, da han begyndt at lave baner, at han ville træne mig, så kunne blive nr. 1 i stedet for nr. 2 (med henvisning til Jutlandia Cup, hvor det tilsyneladende var værre for ham end for mig, at jeg blev slået på målstregen).

Da jeg havde løbet den første af hans baner, spurgte han mig, da jeg havde løbet den, om jeg var fejlfri. Det kunne jeg svare ja til, hvortil han så svarede: Der kan du se mor. Det har allerede hjulpet. Jeg har allerede trænet dig bedre.

I dag var jeg så til Jysk Mesterskab i Horsens, hvor jeg kun skulle løbe med Ninja. Der løbes to kvalifikationsløb, et spring og et agility, som lægges sammen. Der vil de bedste 50% (tror jeg, at det var) gå direkte videre til en A-finale, som er selve mesterskabsløbet. Men er man ikke blandt A finale deltagerne, så får man en ekstra chance ved at løbe en B-finale. De bedste tre fra B finalen går videre til A-finalen.

 

Stolt!

Vi kommer faktisk umådelig dårligt fra start, da Ninja desværre overhører mine signaler ved en tunnel og smutter i det forkerte tunnelhul. Ellers har vi et brangende flot løb. Agilityløbet vinder vi med næsten et sekund ned til nr. 2. Vi får så en ekstra chance i B-finalen, hvor de bedste tre vil gå videre. B-finalen vinder vi med 3 sekunder, og er dermed klar til at løbe om mesterskabet.

I A finalen skal vi pga vores ringe placering (vi er jo kommet ind med 4-toget fra B-finalen) løbe som nr. 3. Ninja flyver afsted og leverer et løb med masser af knald på. Fedt nok, for vi kommer alle til denne finale med 0 point på kontoen, så den som leverer bedst i løbet vinder. Med det løb er der lige som lagt pres på de øvrige ekvipager. Vores føring holder hele vejen, og vi vinder klassen med halvandet sekund. Dermed kan vi kalde os Jysk Mester 2015!!

Præmieoverrækkelse

For præcis et år siden offentliggjorde jeg et blogindlæg, hvor jeg skrev, at jeg der indså, at jeg var nødt til at lade Ninja få en pause pga sidste års skade. Da jeg skulle til at køre fra stævnepladsen mindede Facebook mig om de opslag, jeg lavede for 1, 2, 3 osv år siden på samme dag, og der kom foromtalte indlæg op, sammen med en masse forstående kommentarer og ønsker om et fedt come back i 2015. Og tak, det synes jeg bestemt, at jeg har haft.

Silas trak nu alligevel lidt i land i sin overbevisning om, at det var ham, der havde gjort mig "så god". Som den søde mor jeg er, så svarede jeg ham, at hans baner jo var med til at gøre mig lidt bedre til nogen af de svære ting på banerne. Den godtog han vist.

Da JM var overstået, kørte vi de små 20 km til Sannes Hundecenter, hvor vi havde fået lov at stille campingvognen for natten. I morgen skal vi nemlig tilbage til samme stævneplads og løbe et helt ordinært stævne. I mine øjne total fjollet at tilbyde stævne over to dage på en plads, hvor man ikke også kan tilbyde overnatning til deltagerne.

Vi holder McDonals picnic på Rally træningsbanen

Jeg kunne også godt have kørt de 100 km frem og tilbage, men Silas nyder, at vi sover sammen i campingvognen, og det er også en fin base for ham under selve stævnet. Det er ikke altid han gider at sidde ved ringsiden, men hygger sig i stedet med film, Ipad, Lego eller tegning i campingvognen. Så vi tog en aften og nat ved hundecentret og i morgen er vi klar igen. Der skal MicMic også stille til start, og jeg glæder mig til at løbe med hende.

Min egen private course designer

Da jeg købte min komplette bane her efter Jutlandia Cup, så kiggede jeg lidt på mine nummerskilte og tænkte, hvad jeg mon egentlig skulle bruge dem til.

Det har jeg så siden fundet ud af. For en eftermiddag kom Silas ind til mig og sagde, at han havde lavet en bane til mig og trak mig derefter med ud i haven.

I haven stod en bane, som jeg havde trænet lidt på dagen forinden. Den havde han så nummereret. Det kom der denne bane ud af.

Silas´ bane

Banen rummede sjovt nok nogle elementer, som jeg havde bestemt mig for at træne lidt på. Man skulle jo næsten tro at knægten var synsk. Det er især kombinationen 5-9, hvor jeg især gerne ville træne skiftet bagved slalom.

Generelt var der mange udfordringer i banen, og Silas filmede nogle af mine løb, hvor jeg løser den på lidt forskellige måder.

Hvis du mangler lidt ny inspiration, så byg banen og leg med den. Der kan dog forekomme lange afstande, men det er nok også ret sundt at øve det en gang imellem.

Silas har siden designet et par andre baner ud fra samme opstilling, så der er masser af muligheder. Det er ikke fordi Silas selv kan bygge baner, men han nyder virkelig at gå og sysle lidt med at kigge ud i hvilken rækkefølge forhindringerne kan tages.

Silas er igang med at udtænke en ny bane til mig

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at hans baner er langt mere udfordrende end det, som jeg selv sætter op.

EO med forlænget familieferie

Jeg føler mig ret heldig, at min familie giver mig muligheden for at være sammen med dem og løbe agility på samme tid. I Jutlandia Cup ugen gav Henrik (og den sags skyld også Tobias) den en ordentlig skalle som hjælpere. Da vi kørte til EO var planen egentlig bare, at Henrik og Silas kunne tage på små ture selv og ellers bare hygge og slappe af, mens jeg løb agility. Det blev dog også til et par mindre udflugter, inden EO var ovre.

Ikke langt fra Rieden så vi et skilt med noget, der kunne ligne en borg og kørte efter det. Vi endte så i Kalzmühle og fandt et rimelig stort borgruinanlæg med mange trapper op til og det gav også bonus med en god udsigt.

Silas og Henrik forestiller sig livet på borgen, før den blev en ruin

Smuk udsigt

Vi var også heldige at finde os en god is, inden vi kørte tilbage til Rieden, hvor jeg skulle til indmarch sammen med alle de andre deltagere.

Min solstråle er til vaffelis

Men jeg er til store isdesserter!

Da EO var overstået, blev vi hængende to nætter mere i hytten, som vi havde lejet under EO. Mandag morgen stod vi op og kørte ned til selve hotellet og spiste morgenmad sammen med Jennifer og fik sagt pænt farvel til hende. Vi har lagt mange vilde planer om stævner m.m i både Danmark og USA. Nu må vi se, hvad det kan blive til.

Hundene blev luftet godt af, og da de jo var helt dus med hytten, som tilmed også var ret sval, så kunne vi let og ubekymret tage på tur uden dem.

Ninja, MicMic og Fuji på "bjerget" ved stævnepladsen

Vi kørte en tur til Nürnberg, og fik os en god dag med hinanden og mange timers vandretur i byen. Vi fik kigget på katedraler, flotte huse, borganlæg og hygget. Silas syntes, at museet på borgen var ret spændende, for der var jo en del af udstillingen, der handlede om riddere, sværd og div våben. I Silas kan faktisk selv bruge mange timer på at tegne våbensamlinger med sværd i mange kunstfærdige og drabelig udformninger.

How to....
Altid interessant med en lemlæstelsesmanual

Silas synes utrolig godt om våbenudstillingen på borgen

Udsigt fra tårnet

 Ja vi fik da også lige en enkelt is.

Cannabis-is..... Den prøvede vi nu ikke...

Store is til de store og små is til de små....  :-)

Næste morgen tjekkede vi ud af hytten og satte kursen mod Revensburg. Denne gang med hundene på byvandring.

Ninja tjekker lige ud, hvor vi skal hen på det lille bykort.
Iøvrigt et smart bykort med blindeskrift, så blinde også kunne orientere sig og mærke bygningerne

Revensburg er en virkelig skøn by med små charmerende gader og smøger.

Der var masser af smalle brostensbelagte gader

...smalle smøger

 Byen rummede også mange flotte huse og nogle utrolig smukke katedraler. Vi var inde og se nogle stykker af dem. Selvom Silas startede med at finde dem lidt uinteressante, så blev han faktisk meget optaget af dem, og især af den obligatoriske figur af Jesus´ korsfæstelse. Han spurgte utrolig meget ind til sømmene i hænder og fødder.

Kirkerne i byen var vildt smukke og fyldt med "bling-bling"

Byen er også en UNESCO skat, så der er også andre, der har syntes, at den var noget særligt. Stemningen i byen var virkelig fantastik og charmerende. Der var levende musik i gaderne og gøgl og liv. Silas havde nu sin helt egen kommentar til denne lille "dværg-statuette". Da vi var gået derfra sagde han: Den mand har godt nok et virkelig åndssvagt arbejde. Han hjælper jo ikke engang nogen.....

Silas og manden med det åndssvage "arbejde"

Der var rigtig mange amerikanere i Revensburg. En dansk guldsmed fortalte, at de var kommet ind med de store krydstogtskibe. Amerikanerne kommenterede i høj grad mine hunde og skulle nusse og fortælle, hvor meget de savnede deres hunde hjemme i USA, og at de også havde haft en sheltie osv.

Vi skiftedes til at gå ind og se, mens en blev ved hundene udenfor.

Hundene fandt ret hurtigt ud af at lægge sig ned og sove, når vi holdt pause.
De faldt nærmest om som fluer.

 Det bliver naturligvis lidt amputeret, når man ikke kan gå ind og se bygningerne sammen. En skulle jo være ude hos hundene. Enten sprang jeg bare over at se en kirke eller anden mindre bygning eller også gik Henrik og Silas derind først, mens jeg ventede udenfor. Bagefter tog jeg så en lidt speedet tur, hvor Silas "guidede" mig (hvilket ikke altid gjorde min tur så hurtig... men i stedet meget hyggelig), mens Henrik ventede udenfor med hundene.

Nå ja, en is fik vi naturligvIS også....

Silas´ isvaffel gemmer sig bag min is

Mums!!

Vi havde slet ikke travlt med at komme derfra, men tiden gik jo, og inden vi fik set os om, så havde vi trasket rundt i byen i 7 timer. Vi anede faktisk heller ikke, hvor vi skulle sove om natten, så skulle vi også lige have fundet ud af.

Vi havde først tænkt os at blive i Tyskland, men vi syntes ikke, at vi gad køre længere sydpå, og Henrik havde haft lidt byforvekslinger på kortet, og det som han troede var 1 times kørsel væk var nok nærmere 3. Så fik vi den ide at vi kunne køre til Tjekkiet. Vi kiggede lidt på kortet og tænkte, at vi ville sætte kurs mod Pils (plzen). Tjekkiets fjerde største by. Der hvor pilsneren og Skoda blev opfundet. Ja den by måtte da have noget at byde på?!

Vi ankom først ved 22 tiden og pga vejarbejde inde ved hotellet var det ikke så let at finde vej. Jeg indrømmer gerne, at jeg faktisk ikke var så stolt ved byen. Hotellet lå tæt på banegården, og selvom hotellet var rigtig pænt, og Silas og jeg fik os et skønt karbad næste morgen, så var kvarteret ikke helt så indbydende. Og da vi jo havde hundene med, så var jeg tvunget ud i byvandring sent om aftenen og søge efter en park, så hundene kunne få tisset af.

Silas vindueskigger

Næste dag skulle vi så ud og se på byen. Ja, vi så nu ikke noget særligt. Der var en katedral på en stor åben plads midt i byen, mens Silas og Henrik var inde og se den gik jeg rundt om pladsen med hundene og fik øje på et spøgelsesmuseum, hvor jeg lokkede Henrik og Silas til at gå ind. Silas fik da vist også sit mod sat lidt på prøve derinde. Han fandt museet rigtig interessant, men han følte ikke trang til at udforske deres udstilling i kælderen. Jeg sad sammen med hundene på en fortovs café og det var heldigvis alt andet end uhyggeligt.

Byens katedral

Efter vores frokost var vi ret enige om, at Plzen ikke var en by, som vi gad bruge mere tid på. Prag går man aldrig fejl af, så jeg gik i krig med at kigge efter overnatning på booking.com. Det tager lidt tid at tjekke ud, hvor man kan bo, når man også har tre hunde med på ferien. Nogen steder er hunde ikke tilladt, andre steder er de velkomne mod et gebyr, som sagtens kan være 10 euro pr. hund pr. nat og man kan også så være heldig, at hunde er velkomne og gratis at tage med. Nå men noget tid gik der da med det, for når nu vi skulle være i Prag, så er det jo en god idé at få sin bil parkeret bag lås og slå, så overnatningsstedet skulle også gerne råde over parkering.

Det lykkedes os at finde et meget centralt sted. En rask spadserertur på 20-30 minutter og så stod vi på Karlsbroen. Vi fandt vores hotel, og vi fik vores parkeringsplads ved hotellet. Der var ikke meget plads at give af, og uden assistance til at komme ud og ind, så tror jeg ikke, at det var gået uden ridser. Ikke engang sidespejlene kunne være slået ud.

Hotellet var vel nærmest en pension, og den var virkelig noget helt specielt. Ikke så underligt, at den havde superflotte anmeldelser på Tripadvisor. Vi oplevede en rigtig god service og ikke mindst en helt fantastisk stemning. Værelserne var alle indrettet i temaer. Vores var i jungletema og sengene var på en hems. Underetagen rummede en enkeltseng samt en sofagruppe. Vi havde eget bad og toilet, som dog lå på gangen. Selv toilettet var indrettet i jungletema.

Soveværelse på hemsen

Fællesarealerne hos Artharmony.
På venstre hånd efter de røde stole var et køkken til fri afbenyttelse

Nå, men vi fik tjekket ind og jeg fik luftet hundene, der jo allerede var godt trætte efter et par dages byvandring, så jeg slog deres bure op og efterlod dem på værelset, mens vi gik ud i Prag og nød en storbyaften, mens hundene snorksov. Jeg efterlod mit nummer hos receptionisten, der sad 10 meter fra vores værelse og bad hende sige til, hvis mine hunde mod forventning var urolige. Jeg hørte ikke fra hende, men det forventede jeg nu heller ikke. 

Familie-fjol

Et aften-kig over Moldau med Prags prægtige borg ude til venstre i billedet

Ved Karlsbroen

Silas fanger betaget store sæbebobler

Vi skulle naturligvis også have noget at spise til aften. Børnemenuer er der ikke rigtig noget der hedder, og Silas kan godt være lidt svær at bespise, men han ville dog gerne have et stykke laks uden noget tilbehør, og det bestilte vi så til ham. Mens han sidder og spiser føler han åbenbart trang til at kommentere på sin mad og siger med en meget klog mine: "Den her laks smager slet ikke så dårligt som man skulle tro...." Gud ved hvad han havde forventet? Der blev også spist op...

Silas angriber sin ikke-så-ringe-smagende-laks

Om morgenen sang vi fødselsdagssang for Henrik. Det er ikke hver fødselsdag man vågner op i en "jungle" og får sunget fødselsdagssang i et stort kram. Vi havde bestemt, at vi ville køre hjem torsdag, så vi tjekkede vi ud fra pensionatet og fandt et P-hus til bilen og gik på byvandring i Prag. Hundene var efterhånden ret seje til byvandringer nu. De gik forholdsvis pænt rundt i byen (sindsyg pænt i almindelig folks øjne) - i kort snor naturligvis, og når vi satte os ved en café, restaurant eller udenfor en katedral, så lagde de sig faktisk straks ned og hvilede.

Vi spiser fødselsdagsbrunch på en cafe - Hundene skynder sig at hvile

Fuji som jo er i "spøgelsesalderen" fik i den grad en på opleveren da vi var inde på Rådhuspladsen, hvor der blev spillet på sækkepiber, kasser, pustet millioner af sæbebobler (som hun startede med at mene, at hun skulle fange), der var klovne, segways osv. Der skete virkelig noget.

Fuji overvejer om ikke de der sæbebobler er noget hun skal fange....

Der var rigtig liv og sommer på Rådhuspladsen

Silas synes også lige, at han ville bidrage med lidt gøgl.
Han er ved at kropsforme et H

Fjol med Fuji

Egentlig skulle jeg have haft en lille hat med, som jeg kunne lægge foran mig, når jeg sad og ventede udenfor en eller anden bygning, som Henrik og Silas udforskede, for mit lille hundespand tiltrak sig noget opmærksomhed og der kom også nogle stykker hen og ville have taget billeder sammen med hundene eller tog billeder af mig og hundene. Ja, tænk at tre søde hunde kan blive en lige så stor attraktion som tjekkisk arkitektur.

Hunde eller arkitektur.... same same

Jeg behøver vel ikke at nævne, at vi naturligvis også lige skulle have en is, inden vi kørte retur til Danmark sidst på eftermiddagen?!

Feriens sidste is-dessert

Selvom ferien var lidt ustruktureret, så var det rigtig hyggeligt, og når først vi havde fundet vores seng for natten og var indlogeret, så var det dejligt afslappende. Vi havde ikke rigtig noget som vi skulle nå. Vi tog det bare lidt fra hoften.