Påskeferie

De som kender mig ved, at jeg er en person, der meget gerne vil 1.000 ting på en gang. Sådan er det også med en påskeferie. En dejlig lille forårsferie, i hvert fald for os, som stort set også har holdt ferie samtidig med skolebørnene.

Mit hoved var ellers helt klar på at skulle på campingferie, men temperaturen var jo kun 4-6 grader sidst på ugen i sidste uge, og det tiltalte mig heller ikke. Jeg havde heller ikke lige fået vasket campingvognen (den tjans hader jeg som pesten), og en grøn vogn vil jeg ikke afsted i. Jeg undrer mig da lidt over, at campingvognsproducenterne ikke laver vognene i mosgrønne farver i stedet for alle de hvide vogne. Nå men jeg nåede da, at få vasket campingvognen i ferien, så den er klar til, når den skal tages i brug igen.

Der var også lige en 18 års fødselsdag midt i påskeferien. Min søde svigerdatter holdt fødselsdag hjemme hos sine forældre i Hvide Sande, og vi var så heldige at få lov at være med til at fejre hende. Der var nu også andre planer lagt for påskeferien.

Henrik og jeg har egentlig altid været gode til at komme afsted på kærestetur uden Silas og hundene en eller to gange om året. Af en eller anden grund må det være smuttet sidste år. Men det kunne julegaven fra mine forældre rette op på. Vi fik nemlig et gavekort på en overnatning med middag, som gjaldt til en række kroer og hoteller i Danmark. Gaven inkluderede desuden pasning til Silas og hundene.Det var jo ren luksus, og fantastisk dejligt, at mine forældre både magter og gider at passe 3 hunde og Silas.

Ja hvem kan også sige nej til at passe sådan en flok.
Min far kan ikke! - og mine tøser elsker min far!

 Så efter at have kigget lidt på muligheder og sammenholdt dem med min trods alt brede viden om de jyske byer, så solgte jeg let ideen om Hotel Jutlandia i Frederikshavn til Henrik. Jeg har altid fundet Frederikshavn ret charmerende, fordi byen er omgivet af masser af natur og historie, og så er der bare noget særligt ved landet nord for Limfjorden.

Vi startede faktisk vores udflugt allerede søndag formiddag, hvor vi kørte mod Djursland, for jeg havde nemlig en familiefribillet til Fregatten Jylland liggende i skuffen. Det var den sidste af de mange forskellige fribilletter, som Ninja vandt til nogen af sidste sæsons stævner.

Vi gjorde et lille holdt ved Kalø Slotsruin, hvor vi fik rørt benene på to- og firbenede. Vi gik ikke ud til ruinen denne gang, men vi har det tilgode. Silas har aldrig været med derude, og han har helt klart arvet sin fars fascination af ruiner, så næste gang skal vi vist have lidt bedre tid, når vi gør holdt der. Kalø Slotsruin er jo et fantastisk udflugtsmål. Der er lækker travetur ud til ruinen og stedet har en historie, og sidste men ikke mindst, så er det helt og aldeles gratis. Det koster nok højest den is, som man ikke kan lade være med at købe ved ishuset på p-pladsen.

Vi havde en lille strække-ben-pause ved Kalø

Der var blå himmel over Ebeltoft og der var forår i luften. Fregatten Jylland var bestemt et besøg værd, men Silas syntes desværre, at det var lidt uhyggeligt under dækket på skibet, fordi der var dukker, der skulle være "statister" for besætning. Lugten virkede også troværdig, men det var nok mest af alt lydene af knirkende skibstræ og tov, som han ikke brød sig om.

En benamputation.
Ikke alle dukkerne var så uhyggelige

Men ankeret og kanonerne var helt klart interessante for ham. Vores besøg sluttede, da vi havde hørt en kanon blive skudt af. Så var der ligesom ikke noget, der kunne stå mål med den oplevelse.

Silas ved ankeret
Theo og Theo var med på tur

Ebeltoft er en smuk by med mange gamle og smukke huse på brostensbelagte smalle gader. Ved en tidligere lejlighed var jeg i forbindelse med mit job inde forbi det gamle rådhus midt i byen, som i dag fungerer som museum. Der fortalte kustoden mig, at hun var blevet spurgt af nogle turister, hvor de folk i husene rundt om ellers boede.... Ja turisterne troede faktisk at Ebeltoft var en stor udstilling. Lidt morsomt.

Ebeltofts smukke brostensbelagte gader

Nå men vi fandt os en cafe og fik is og kage.

Lækker chai latte og kage - is til Silas

Mine forældre sørgede for aftensmaden og overnatning til os alle. Næste morgen kørte Henrik og jeg nordpå, til vi ramte Frederikshavn.

Vi indtog vores frokost udendørs på 2Takt, som er en super lækker cafe i Frederikshavn. I den syd-/vestlige del af byen ligger Bangsbo Fort højt hævet over byen. Det var lækkert vejr, god udsigt og Henrik har flere gange haft lyst at gå en tur oppe ved de bunkers, som man tydeligt kan se nede fra vejen, når man kører ind til Frederikshavn.

Et kig mod syd fra Bangsbo Fort

Hvis hotellet skulle ske at være overbooket, så var der da 6 ledige køjer
i denne mandskabsbunker

Da vi kørte op mod Bangsbo Fort, så vi skiltet Pikkerbakken, og det grinede vi en del af. Vi blev enige om, at der måtte vi altså op. Om ikke andet så bare for at grine og tagge os selv der på Facebook. Men det var nu slet ikke så tosset på Pikkerbakken

Formidabel fin udsigt fra Pikkerbakken.
Frederikshavn i baggrunden

Morgenstunden på hotellet var helt fantastisk, for vi boede på 5. etage og havde udsigt ud over vandet, hvor vi kunne kigge til Læsø og Sverige. Vores værelse vendte mod øst og solen bragede op over Kattegat, og sådan noget kan jeg virkelig blive høj af.

Udsigt fra værelset, når man stak hovedet ud og kiggede mod nord

Da jeg alligevel var i området havde jeg lige et møde i nærområdet. Det var jo meget praktisk, når jeg alligevel var i området. Derefter slentrede vi en tur op og ned af gågaden og snuppede os en tur i Dyrehaven ved Bangsbo inden vi tog sydpå igen. Jeg skulle ellers tøjle mig selv gevaldigt for ikke at drøne de sidste 40 km nordpå til Skagen, men jeg vidste, at vi også skulle helt til Haderslev, før vi kunne gå i seng.

Trætoppe i Dyrehaven.
Lige der hvor løvtræer og graner mødes

Det var sgu en tosset lækker tur!

Hjemme igen gik vi igang med projekt skur til agilityforhindringerne. Vi researchede i lange baner, og overvejdede at købe noget færdigt eller bygge selv. Jeg syntes, at byg-selv-projektet virkede uoverskueligt, men det var nu det, som vi endte ud med alligevel. Tobias og Simone kom og gav en hånd og hyggeligt påskeselskab. Skuret blev ikke helt færdigt, men skelettet er færdigt og klar til at blive beklædt.

Vejret drillede lidt, så vi måtte have gang i stævneteltet til savearbejdet

Så er vi vist klar til slå siderne og taget på

Imorgen truer hverdagen igen, og ugen starter med to dages arbejde på Sjælland. Den påskeferie fløj da afsted, men der ligger spændende arbejdsopgaver klar og venter på mig, og ja så har jeg også booket en træningstime på Sjælland, når jeg er færdig med jobbet onsdag.

Når jeg ser tilbage på påsken og tænker på alt det, som jeg gerne ville i mine tanker, men som jeg måtte vælge fra, så ser jeg, at jeg har fået en langt mere alsidig påskeferie og både har fået oplevelser, hygge og praktisk arbejde fra hånden.

Mine strande - Tormaj strand

Wow nu blev det endelig forår. Torsdag skinnede solen så smukt, og selvom jeg faktisk havde en udbudsbesvarelse, der skulle afleveres fredag, som ikke var helt færdig (men der var styr på den), så måtte jeg altså ud at gå en tur med hundene, da solen brændte igennem først på formiddagen.

Fuji dypper poterne ved Tormaj Strand

Her hvor vi bor, kan jeg indenfor 20 minutter nå til adskillige forskellige strande. Ja de hænger jo sådan set sammen, men terrænet ved vandsiden er nogen steder så ufremkommeligt, at man ikke bare kan gøre som ved Vesterhavet, hvor man så bare går og går og går. Og selvom strandene "hænger sammen" fra vandsiden, så er de utrolig forskellige at gå ved.

Denne gange valgte jeg så den strand, som jeg ellers aldrig rigtig gider at tage til, fordi jeg plejer at se den som stenet og ufremkommelig og ikke særlig egnet til hundelufterstrand (og det er sådan set væsentligt for mig). Men på et møde i idrætsforeningen i sidste uge, kom vi til at tale om områdets strande, og en af de andre lovpriste Tormaj strand.

Så jeg pakkede min skepsis ned i baglommen og kørte de 3 km til Tormaj Strand. Det er faktisk så grinagtigt, at det er den strand, som ligger tættest på der, hvor vi bor, og alligevel, så vælger jeg som regel en af de andre.

Denne del af stranden plejer jeg at bevæge mig på...
Turen plejer at være kort, for til den anden side er der kun sten - troede jeg...

Det første stykke af stranden er meget stenet, og man skal kante sig lidt rundt om en delvist nedstyrtet skrænt, især hvis det er højvande. Jeg plejer så at droppe det i nærheden af skrænten, fordi jeg synes det virker for ufremkommeligt og for stenet for hundene, som jo ikke rigtig kan gasse af på det underlag. Men nu havde jeg jo fået fortalt, at man kunne komme flere kilometer langs vandet, hvis man bare kantede sig forbi den nedstyrtede skrænt.

Når man runder omtalte skrænt ser det ca sådan ud.

Underlaget bliver lidt "finere"
Det løse grus på "stien" var relativ tungt

Vandet stod lavt i torsdags, så det var overhovedet ikke et problem at komme rundt om skrænten, og på den anden side viste det sig faktisk, at stranden var som Pandoras æske. Underlaget skiftede mellem sten på størrelse med knyttede næver til løs grus/grov sand og fin strandsand. Nogen steder kunne hundene gå i vandet andre steder virkede det straks mere stenet helt ud vandet.

Hundene blev straks tiltrukket af vandet, da terrænet ned mod vandet
blev mere fremkommeligt

Landskabet er råt med skrænter og væltede og delvist væltede træer

Hvis et træ vælter får naturen lov at tage hånd om det
- måske vokser der et nyt træ op af det...

Vejret var fantastisk. Min bil sagde godt nok 6 grader, da jeg kørte mod stranden, men solens stråler og vindens fravær gjorde, at jeg til sidst fik smidt jakken.

Terrænet er virkelig afvekslende af en strand at være

Jeg fik gået en lang solid tur og var faktisk godt træt i bentøjet. Skridttælleren sagde ca 8.000 skridt på den tur. Jeg havde bare lyst til at blive ved med at gå og gå, for turen var så skøn, og hver gang jeg rundede pynt på stranden, så kiggede jeg frem og tænkte, at jeg bare lige skulle runde den næste. Men arbejdet kaldte derhjemme, så jeg var nødt til at vende om.

Jeg snuppede et hvil på en af de store sten,
mens hundene tonsede lidt rundt

"Den tilsandede sko"

Turen tilbage var også smuk og himlen endnu mere blå

Nu har jeg fået smag for Tormaj Strand, så jeg vender helt sikkert tilbage. Jeg fandt også ud af, at det faktisk var en ganske fed hundelufterstrand. Det meget afvekslende terræn gjorde bestemt også gode ting for hundene. Når vi gik i det store nævestore sten, så tilpassede hundene deres tempo til underlaget og det var faktisk fin balancetræning og styrketræning til leddene, når de skulle gå i stenene.

Underlaget bød på lidt af hvert

Når der var sandstrand, så kunne de tage en spurter. Der var masser af ting på turen, som de kunne undersøge, fordi det hele var så varieret. Så ja, det var slet ikke så tosset en strand. Herunder er der lidt flere billeder af "stranden med de mange udtryk". Hvis man bevæger sig ind skovområdet skulle der iflg Henrik være meget mere at se og opleve. Det har jeg dog stadig tilgode, men jeg er ikke færdig med Tormaj.

Nogle steder langs stranden løber vandet ud i små vandløb

Altid interessant at se hvad der gemte sig bare næste pynt

Min oplevelse med Tormaj Strand var et godt eksempel på, at man ikke skal skue hunden på hårene. Jeg har i mange år nærmest fordømt denne strand, men nu hvor jeg kom til at "kradse lidt i overfladen", kunne jeg se, at stranden havde fantastisk meget at byde på. Det var nærmest som Pandoras æske. Sådan er det i øvrigt med mange andre ting i livet end bare lige strande. Giv det en chance og stik lidt dybere....

Smukt synes jeg...

Masser af løse småsten at gå i.
God træning

Jeg undskylder at vandet løber ud af nogle af billederne. Jeg fik ikke redigeret billederne før de blev lagt op på bloggen. Jeg hader personligt selv strandbilleder, hvor horisonten er skæv....

Hvad 2016 bringer - eller ikke bringer....

Livet er fuld af valg. Det er naturligvis total luksus, når der er ting, man kan vælge - også selvom det koster en del fravalg.

Det er svært at spå om, hvad et år vil bringe og ikke bringe, men man kan træffe nogle valg som udelukker at bestemte begivenhed bliver en del af ens år.

Det er også sådan 2016 vil blive for mig. Nu er jeg altid tosset med at "ville det hele", så jeg er ofte nødt til at tage fravalg, fordi jeg desværre er forhindret i at være mere end et sted af gangen.

Solnedgang - Hjerting Strand
En af de skønne ting, man ikke må gå glip af

Jeg havde nogle tanker om at melde mig til landsholdet i 2016, og jeg har egentlig tænkt som en gal og været rigtig meget i tvivl. Men jeg endte med at have det rigtig godt med min beslutning, selvom jeg måske kommer til at mærke et stik af "det kunne nu have været sjovt at forsøge...." i løbet af sæsonen, da jeg faktisk er endt med at planlægge samtlige udtagelsesstævner ind i min kalender alligevel. Men et er at løbe for at kæmpe sig til en plads, noget andet er bare at deltage til et stævne -  for sjov....

Diva og jeg på landsholdet 2005
Der blev VM også afholdt i Spanien

Årets VM skal afholdes i Spanien og umiddelbart indbefatter det, at man flyver, og jeg er ikke så pjattet med at flyve med en hund i lasten. Ninja er trods alt for stor til at ligge i en taske under sædet oppe i kabinen, i hvert fald i følge flyselskabernes retningslinjer for håndbagage.

Man kan så også godt køre turen, men uden at have tjekket ruteplanen, så er det vel en køretur på mellem 4.000-5.000 km, og selvom jeg er ret kold overfor at køre langt, så tager turen tid og "koster" ekstra dages ferie og fravær fra familien. VM ville i den henseende være en total ego-tripper-tur og betyde, at jeg ville være væk hjemmefra i over en uge, og samtidig vil den sandsynligvis koste et anseligt beløb, og jeg har i forvejen lagt planer, der koster en del penge. Næste år er VM i Tjekkiet, hvilket er mere overskueligt for mig, så der kan jeg overveje igen. Men lad os se. Ninja bliver jo hellere ikke yngre.

Jeg ved også, at det at melde sig til landsholdet vil betyde, at jeg mentalt vil føle mig presset, vurderet og bedømt (uanset om andre "folk" vil forholde sig til, hvordan mine løb går til udtagelsesstævnerne, så tror jeg, at jeg vil have følelsen, HVIS jeg havde meldt mig). Det pres ville jeg så skulle "slæbe" rundt på fra starten af april til engang hen over midten af juni, hvor landsholdet vel udtages ifm samlingen i juni. Perioden er vist i øvrigt afkortet lidt ift "i gamle dage". Men som en god veninde sagde til mig: "Jeg er sikker på, at du får en sjovere sæson, hvis du ikke melder dig".

Man kunne faktisk godt ønske sig, at det var lige som Dogdancing landsholdet, som udtages på baggrund af resultater. Som jeg har forstået det, så bliver du udtaget, men kan naturligvis takke nej, hvis du ikke har lyst til at repræsentere Danmark til det store mesterskaber. Så var man fri for at tage beslutningen, inden sæsonen gik igang. Jeg er så klar over, at man ikke løber med samme pres i sæsonen. Ja, der er fordele og ulemper.

Nå men de oplistede grunde herover er sådan set grunde nok til at stå over, men kunne stadig får mig til at "ville lidt alligevel". Den sidste gode grund gør nok mit valg soleklart for alle de fleste. Sagen er den, at vi påtænker, at rejse en tur til USA. Og en tur til USA tager også en del tid... og koster en del kapital!!!

Men det bedste ved USA turen er, at det er sammen med min familie, og hvis jeg skal vælge mellem et "ego-VM" og en familietur med Henrik og drengene til USA, så er det faktisk ualmindelig let at vælge!! Jeg glæder mig til at opleve USA sammen med dem, hilse på Black Jack (den hvalp som jeg eksporterede til Californien) og mine amerikanske venner samt se noget mere af USA end det, som jeg nåede sidst. Nu mangler vi blot at finde ud af, hvornår det kan passe ind.

Når vi skal ud at rejse, er jeg faktisk altid lidt "kilden" ift Silas, fordi han ofte skal have en forhåndsgodkendelse hos SOS Rejseforsikring, som lige skal vurdere hans sag fra gang til gang for at se, om de vil dække ham. Der er ikke noget, der indikerer, at han ikke skulle blive dækket, for han har det fint, men tænk hvis han pludselig skulle få en eller anden skodbakterie, der ville få indflydelse på vores rejseplaner. Ja nogen gange skal man ikke "udskyde til imorgen, hvad man kan gøre i dag". Så jeg ønsker ikke at udskyde rejsen i en uendelighed.

Det var faktisk vores plan at ville være rejst til USA for 5 år siden, men det måtte vi droppe, fordi Silas var meget ustabil og efter lang tids mistrivsel og sygdom fik diagnosen Cystisk Fibrose. En USA tur var dengang udelukket, for vi ville ikke være dækket, og vi havde heller ikke det mentale overskud til det dengang.

Ja, jeg har faktisk haft mange tanker for, hvad jeg skulle "opleve" med Ninja i 2016, for jeg kunne også godt tænke mig at prøve at komme med til WAO. Jeg synes det er lidt interessant, at der ligesom er andre discipliner end de traditionelle spring og agilityklasser. WAO har jeg overvejet et par år, men det ligger i pinsen, og der plejer jeg, at have andre planer (Ribe Hundevenners pinsestævne). Men jeg tænkte alligevel på, om det skulle være i år... men lige præcis i år bliver det afholdt i England, og jeg tænkte, at det nok vil blive lidt for dyrt. Næste år er det Holland. Så kan jeg da overveje det igen. Ja nogen ting, kan man altså sagtens udskyde til "i morgen". Hvis jeg aldrig kommer med til WAO, så forringer det ikke min livskvalitet.

Til Fionia Cup står jeg også over i år. Vi plejer at være afsted hele familien, men Henrik meldte allerede ud sidste år under Jutlandia Cup, at han ikke ønskede at være hjælper, og så besluttede jeg, at jeg ville kigge mig om efter andre sommeraktiviteter end det danske ugestævne. Jeg synes ellers, at Fionia er et godt arrangement, så det har ikke noget med det at gøre. Jeg synes bare, at det kunne være sjovt nok at prøve noget andet.

Egentlig havde jeg også tænkt, at jeg ville deltage til Gåsahoppet i år, men jeg indså, at det ville smadre hele min påskeferie, og tænkte, at jeg hellere ville tilgodese familien og samværet med dem end at tage en dyr tur til Sverige, hvor stævnedagene var placeret fredag, lørdag og søndag i påsken. Jeg ville derfor ikke engang kunne kombinere det med noget arbejde på Sjælland. Ja, jeg forsøger også at tænke lidt praktisk midt i alle agilityen og må også tænke på, hvad stævner koster mig at deltage i både i kroner og i tid.

Ja, hvad er der så tilbage? Skal jeg overhovedet løbe agility?? Hvad vil jeg egentlig bruge agilitysæsonen 2016 til. Først og fremmest vil jeg bruge sæsonen til at have det sjovt og hygge mig med hundene og de øvrige deltagere. Jeg deltager bare i de stævner, som jeg finder attraktive.

Ninja til EO

Sidste år var jeg med til European Open, og det vil jeg også meget gerne igen i år. I år holdes det i Frankrig, og det kan vist godt friste Henrik lidt, da han ofte har snakket om, at han gerne vil til Nordfrankrig og snuse lidt til krigshistorien. Så det kan være en mulighed for at kombinere et særdeles interessant agilitystævne med efterfølgende familieferie. EO er stort og ekvipagerne er seje og Frankrig vel ikke det værste sted efterfølgende at holde sommerferie?!

Hygge i Tjekkiet. Faktisk kombineret med EO i 2015

Nå ja, så er der jo også DM. Jeg vil da gerne kvalificere mig til DM, og for DKKs DM så har jeg planlagt at deltage i 3-4 stævner med kvalifikationsløb. Hvis jeg kvalificerer mig der, så er det fint, ellers så undværer jeg nok DKKs DM. Jeg gider ikke jagte kvalifikationerne.

Spas skal der også være plads til...

Så er der DCHs DM, som jeg nok hellere vil kvalificere mig til. Her er deltagelsen til stævnerne (der alle har kvalifikationsløb) noget billigere end DKKs, og det kan man da godt mærke, når man har to hunde.  En anden bonus er også, at jeg kan nå frem til mange stævner ved blot at køre 45-60 min, og det er også meget bekvemt.

Ja og selvom jeg i år ikke vælger de (for nogen) måske mest oplagte ting, så kommer der da til at gå nogle weekender med agility alligevel, men forhåbentligt også andet. Desuden vil jeg også meget gerne en tur eller to til Sverige for at se, om det ikke skulle lykkes for Ninja og mig at løbe os til et svensk certifikat. Igen bare for at prøve noget nyt og andet end det, som jeg "plejer".

Jeg har også meldt mig til at stævne i Tyskland i juni, så helt kedelig bliver det nok ikke. Jeg glæder mig til at komme ud og prøve udlandet igen. Alt i alt skal det nok blive en fin sæson, selvom de største, mest seriøse og ambitiøse planer ikke kom med i min planlægning alligevel.

Det hele er en balancegang mellem tid, økonomi, samvær med familien og ambitioner. Må du også få en forrygende sæson, der passer til dine mål!

Udstilling og klargøring til stævnesæsonen

Udstilling bliver nok aldrig noget, som for alvor vil fange min interesse, men jeg var nu alligevel kørt til Fredericia i dag for at kigge med på den internationale DKK udstilling. Det var jo også lidt ekstra spændende at kigge med, da Darwin skulle udstilles. Eller rettere, det var kun det, som fik mig til at køre derop.

Darwin så rigtig godt ud.
Charme, selvtillid og lækker hår. Det med det lækre hår ødelagde han dog lidt en lille time, inden han skulle ringen, hvor han afleverede en portion "jeg-har-vist-let-løs-flydende-mave".

Darwin - som udstillingshund

Dommeren kunne sådan set godt lide Darwin, men han var lidt fedtet med båndene i dag. Han uddelte i alt 4 gule bånd til dagens bordere, 2 blå og 12 røde bånd. Darwin fik faktisk en rigtig fin kritik, og han sagde også til Line, der handlede Darwin, at han godt kunne lide hunden, men han havde noget bøvl med at få en ordentlig tandvisning, fordi Darwin godt kan lide at lægge tungen ud over tænderne, og det er jo ikke helt smart, når der skal kigges bisser. Så ja, han var ikke den eneste, der blev sendt hjem med et gult bånd, som er det bånd, der gives for "Good"/3. præmiering

Her er Darwins kritik:
mycket god typ, mycket typisk huved, bra öron, svårt att sluta käkerne korrekt, utm hals och ryglinie, valutveklat brystkorg, utm vinklar, rör sig mycket bra, han ar nogot över tempereret. utm pels,

Nå, ja og så synes han, at Darwin var lidt for glad. Men helt ærligt, det er sgu svært at tage sig af, ikk? Det er da trist at se på hunde, der går rundt og hænger i ringen. Ud fra kritikken at læse, så er et gult bånd måske lige hårdt nok bedømt. Never mind. Tine og handler Line forsøger sig igen senere i sæsonen.

Men det her er nu mere ham....

Jeg havde også taget mine hunde med, men det var mest fordi jeg havde lavet en aftale med Niels Poulsen. Nogle gange hjemsøges jeg af "spøgelser" der tror, at der er "noget" galt med Ninja. Det kommer sådan ud af det blå, og jeg kan roligt sige, at hvis jeg skulle følge min mavefornemmelse og ræse til dyrlæge, hver gang, der er et spøgelse, der "prikker" mig i maven, så ville jeg skulle betale mig meget fattig i blodprøver, scanninger osv.

Niels fandt da heller ikke "noget" ud over en spænding i venstre side, som om hun var blevet løbet ind i (og det er ikke utænkeligt, at det kan være sket under en leg med Fuji) og lidt spændinger i underlivet, som han dog også hurtigt fik løsnet.

For god ordens skyld fik jeg også tjekket Fuji. Da Niels efter at have haft fat i hende et minuts tid sagde: "Hvad dælen er der da galt med hende her??", blev jeg helt uroligt, indtil han fortsatte: "Jamen den er jo helt lige i bagpartiet - og i skuldrene, fortsatte han. Han kunne så supplere, at det var sjældent, at han fik unghunde i hænderne, som var så "fine". Slutteligt roste han hendes temperament, for hun var virkelig total upåvirket af at stå i en trykkende udstillingshal og lade sig "befamle" af en mand, som hun egentlig ikke kendte, og som måske ikke ligefrem bare aede hende.

MicMic fik også lige et tjek. Så nu er hun også klar til at gå sæsonen i møde. Ninja og MicMic starter stævne i næste weekend, hvor vi skal løbe i Vejle. Indtil videre forsøger min hjerne stadig at få forventninger, planer og målsætninger for 2016 til at gå op.

At elske er at turde miste

Tidligere i dag læste jeg en status opdatering fra en af mine facebookvenner, og den fik mig til at skrive dette indlæg, som jeg egentlig har tænkt på at skrive mange gange tidligere.

Opdateringen lød således:
Alle siger at kærlighed gør ondt 😥 men det er ikke sandt👌
Ensomhed gør ondt😥 afvisning gør ondt, og at miste gør ondt😭
Alle forveksler disse ting med kærlighed😍men i virkeligheden er kærlighed det
eneste i verden🌍 Der får os til at glemme al smerten😭 og gør os lykkelige igen💑🍀
Så vis kærlighed til dem du holder af 

I 2003 oplevede vi i min familie den tragedie, at min svigerinde og hendes far kørte galt og begge blev dræbt ved ulykken. Ulykken og min brors og hendes/deres børnenes tab har siden kastet en skygge over familien. Den er dog aftaget med årene, men forsvinder aldrig!

Jeg stod min bror meget nær i månederne efter, og oplevede sorgen på "første række", hvis man kan sige det sådan. Jeg så hans kærlighed og hans sorg. Han elskede hende og ingen havde vel forventet, at døden ville indhente hende i en alder af 33 år.

Det lyder måske rigtig underligt, men at stå ved min bror side i den periode fik mine øjne op for, at jeg snød mig selv for kærligheden. Midt i hans sorg og ulykke, så jeg, at jeg afskar mig selv fra at opleve lykken.

På det tidspunkt havde jeg boet alene siden jeg var 20 år (jeg var dengang 31 år). Jeg havde ikke boet sammen med Tobias´ far, men havde kendt ham i nogle år i et lettere turbulent forhold omkring den periode, hvor Tobias blev født. Jeg var 22, da Tobias blev født, og omtalte tragedie indtraf, da Tobias var 8 år. Så jeg havde sådan set boet alene i mere end 10 år. Mest af alt fordi jeg ikke magtede at indlede et nyt forhold ovenpå forholdet til Tobias´ far, men mest af alt, fordi jeg gerne ville beskytte Tobias, så han ikke skulle opleve svigt pga evt. skiftende forhold. Tanken om at Tobias skulle knytte sig til en fyr, og forholdet ville gå i stykker, kunne jeg slet ikke bære, så hver gang, jeg stod på dørtærsklen til et nyt forhold afholdt det mig som regel fra at blive alt for "seriøs".

Men som jeg stod der og så hvor stor og smuk kærligheden kunne være, selvom sorgen fyldte mest på det tidspunkt, så ændrede jeg langsomt min indstilling og tænkte over ordsproget "For at elske skal man turde miste" og indså, at hvis jeg selv ville opleve den store kærlighed, så var jeg også nødt til at lukke kærligheden ind og "turde".

Et halvt års tid senere mødte jeg Henrik og efter nogle en del måneders tilløb "overgav" jeg mig og lukkede ham fuldgyldigt ind i mit og Tobias´ liv og gik "all-in", og her har han så heldigvis været i mere end 10 år nu. Men det er da egentlig grotesk, at der skulle et dødsfald og en sorg til, før jeg så "lyset".

Min facebookven med ovennævnte opdatering har desværre også oplevet den store sorg at miste sin livsledsager gennem mange år, men jeg glæder nu mig på hans og min venindes (som han danner par med nu) vegne, fordi han trods sit tab og sorg, stadig tror på kærligheden.

Wearing Darwin

For et par uger siden var jeg en tur i Nordjylland, hvor jeg mødtes med Laila og Tine. Jeg havde glædet mig til at kramme de tobenede, men ikke mindst Ninjas søn, Darwin.

Darwin

Tine var meget hooked på, at vi skulle hjem forbi hende i Hjallerup, for hun havde noget til mig, som hun havde glemt at tage med ned til Laila.

Tine havde en lille gave liggende til mig. I gaven var der et armbånd, som Tine havde fået lavet med Darwins hår i. Ja, så selvom Darwin jo bor hos Tine, så har jeg da også lidt af ham hos mig. I det daglige tænker jeg nu ikke så meget på, at Tine og jeg ejer Darwin i fællesskab. Jeg nyder bare opdateringerne og den gode udvikling.

Armbånd med hundehår

Tine er super god til at lade mig følge med i Darwins gøren og laden, og jeg nyder hendes mange opdateringer og videoer. Jeg nyder bestemt også godt af hendes mange input til min egen træning. Det er dejligt med noget sparring.

Laila og jeg også trænet lidt lydighed med vores unge hunde under Tines kyndige vejledning. Det var nogle rigtig hyggelige timer, inden jeg trillede de 300 km sydpå igen.

Darwin - nyvasket og forberedt til udstilling

Næste gang jeg ser Darwin er, når han skal udstilles i Fredericia. Jeg skal naturligvis op og "heppe". Det er bare så skønt at følge med i hvalpenes liv, selvom de er flyttet for et år siden.

Et kærligt spark bag i. Man kunne ellers godt fristes til at sige i skridtet

Tilbage i september købte jeg mig en fitness tracker (Garmin Vivo Fit2). Jeg var mest nysgerrig efter, hvor mange skridt jeg egentlig gik, og mest af alt så var jeg ret nysgerrig efter, hvor meget mange skridt, der mon var i agilitysporten.

Det er ofte ret tydeligt at se, hvad min dag er gået med. De dage, hvor jeg f.eks er på Sjælland og kører frem og tilbage samme dag. Ja, der bliver det ikke til mange skridt.

Hvis det til gengæld er en dag med agilitykurser eller -stævner, så er det intet problem at nå målet. Somme tider er det 40-60% over målet.

Det er bestemt ikke fordi jeg er sygeligt optaget af, hvad min skridttæller står på, men hvis jeg kigger på den og ser, at den mangler 500 skridt i at nå det mål, som trackeren selv har regnet sig frem til, at jeg burde tage på en dag, så skal jeg nok finde de 500 skridt. Så det kan virkelig fungere som et lille spark i bagdelen at vide, at ens antal skridt lagres.

Det kan også ske, at jeg kigger på armbåndet efter aftensmaden og slukøret konstaterer, at det har været en meget fysisk inaktiv dag. Sådan som i dag, hvor jeg stort set kun havde været ude i haven og fodre høns og kaniner. Hundene klarede "lufteturen" i haven selv ved samme lejlighed. Klokken var også ret mange, inden jeg overhovedet stod rigtigt ud af sengen. Jeg vågnede kl 07 med dundrende hovedpine, så jeg indtog et par piller og gik i seng igen. Så var den vel 10 inden jeg stod op - desværre stadig med en dundrende hovedpine. Så var den formiddag jo nærmest væk.

Pga en nært forestående deadline på en arbejdsopgave, så var jeg nødt til at arbejde hele eftermiddagen væk. Øv, jeg måtte blive væk fra agilitytræning, og Henrik vandt også den hyggelige tur i skolebio med Silas. Men jeg blev færdig med min opgave kl 21.

Så da vi satte os til bordet her til aften kiggede jeg efter, hvor mange skridt jeg havde taget. 1487! Det var ikke mange. Det kunne jeg ikke lide tanken om skulle fremgå af min statistik.

På tur i mørket med reflekser og lys

Så da Silas var puttet begav jeg mig ud i den tætte og våde tåge sammen med hundene. Ved samme lejlighed delte vi flyers ud for "mit" fitness center. Hundene syntes godt nok, at det var underligt, at vi skulle stoppe hele tiden ved postkasserne, og nogen gange var de overbevist om, at vi nok skulle ind og besøge dem alle.

Hvad står vi nu her for??

Vi fik frisk luft, gjort en god gerning og fik lidt ekstra skridt på kontoen. Efter gåturen stod tælleren på 7253, og her inden midnat sneg den sig op på de 8.000 skridt som Garmin Vivo Fit havde regnet sig frem til måtte være dagens mål

klart et bedre tal end 1487

Det er desværre bare ikke hver dag, at jeg når målene i trackeren, og den sidste uge har været lidt sløj på det punkt. Men dog langt fra den sløjeste uge, da jeg trods alt er over 70% af målet alle 7 dage. 

Ugesstatistik over skridt.
Gul = nået målet
Blå = målet ikke nået

I mit daglige job er der ofte ikke mange skridt. Især ikke, hvis jeg bare siddet og arbejder med en besvarelse af et udbud. Egentlig er det lidt skræmmende, hvor stor forskel der kan være i ens fysiske aktivitetsniveau alt efter, hvad man laver på jobbet.

Jeg kan bestemt godt anbefale en fitness tracker. Den kan godt få en til at vælge anderledes, hvis man lige er ved at sætte sig til rette i sofaen. 

Året der gik - 2015

Så er der sørme gået endnu et år. Det kan man godt være taknemmelig for. 2015 var faktisk på alle måder et prægtigt år. Det er jeg skam også taknemmelig for.  Det var afgjort et år, der gik noget i "hundene". Altså på den gode måde.

Men når jeg ser tilbage på året, så var det også prægtigt. Mine børn har det begge godt. Silas trives trods sin sygdom. Det går godt for Tobias, der er glad ung mand, der er kommet godt på vej i sit liv og altid smiler sammen med sin søde kæreste.

Silas og Tobias

Der har været rigtig mange skønne weekender i campingvognen sammen med Silas og hundene, når jeg har været afsted til stævnerne. Silas har nydt stævnerne på sin egen lidt "på sidelinjen facon", og når folk pakker sammen søndag eftermiddag, så har han været skuffet, men ingen grund til at fortvivle, har jeg tænkt, der kommer jo mange flere stævner.

Ofte kan man finde en "sandkasse",
når campingpladsen er på sportsarealerne ved klubber og skoler

Jeg synes dagligdagen fungerer ret godt. Faktisk sagde Silas til mig en dag: Du kører mig næsten altid i skole om morgenen, og da jeg gik i børnehave var det næsten altid far, der hentede mig. Nu er det næsten altid dig, der henter mig. Hvorfor er det det?

Knægten har ret. Der er helt sikkert forskel. Henrik og jeg hjælpes ad, men da Silas gik i børnehave var det sjældent mig, der hentede ham. Før i tiden var det også svært at finde tid til svømmehal, Street Dome, biblioteksbesøg, morgenlufteture på stranden osv på hverdagene. Nu kan det da også lade sig gøre med jævne mellemrum.

Balsam for sjælen når hundene tosser på stranden

Det var også svært at finde "Berit-tid" med mindre det involverede en hund. Nu er der også tid til fitness og lidt venindehygge på hverdage.

Januar:
Måneden var helt sikkert domineret af Ninjas hvalpe. I januar stod den på socialisering, hvalpetest og fordeling til de spændte hvalpekøbere. Der er meget arbejde i sådan en håndfuld hvalpe. Jeg kunne (naturligvis) ikke lade være med at gå op i dem med liv og sjæl. Heldigvis havde jeg også tiden, da jeg havde taget forældreorlov de første par måneder i 2015.

Fuji, BlackJack, Darwin

Doody, Logan

MicMic havde stævnedebut og hun imponerede! Hun er en sej lille hund, der elsker agility. Vi startede dog bare ud med et stille og rolig DGI stævne, hvor vi tog hvalpene med, så de også kunne blive socialiseret lidt.

En anden kæmpe stor oplevelse var min rejse til USA, hvor jeg skulle over og aflevere Black Jack, som jeg solgte til en virkelig rar fyr i Californien. Nick som købte Black Jack havde ikke selv noget pas, men var meget interesseret i en hvalp efter Ninja og Jessi. Så vi fandt en løsning, hvor Nick oveni i hvalpens pris også betalte min flybillet. Jeg var så heldig, at få 6 dage i området ved San Fransisco, hvor jeg boede hos nogen af Nicks venner. Det var simpelthen en helt fantastisk oplevelse, som jeg med garanti aldrig vil glemme.

Selfie i strandkanten på Pebble Beach

Solnedgang ved Carmel

En kold lørdag morgen i Californien
Varmer mig ved BlackJack, mens vi ser agilitytræning

Selvom Black Jack er langt væk, så hører jeg takket være Facebook hører jeg af og til nyt fra Nick og får små videoer og billeder. Ligesom jeg naturligvis også har løbende kontakt til de danske hvalpekøbere.

Februar:
Det var ikke ligefrem begivenhedernes måned. Jeg sundede mig lidt ovenpå et par hektisk hvalpemåneder. Ellers brugte jeg vist mest tid på at slås med bureaukratiet, da jeg oprettede mit firma. Faktisk har jeg i skrivende stund stadig noget udestående med Udbetaling Danmark, fordi min "sag" ikke sådan er lige efter bogen.

Marts:
Henrik bortførte mig så jeg kunne få min julegave. Han havde booket et værelse på historiske Rindsholm Kro. Virkelig en speciel kro med masser af historie. Det var nu nok ikke primært for kroens skyld, men Henrik havde købt billetter til Jan Gintbergs show i Viborg, så vi rigtig kunne grine sammen. Henriks bedsteforældre kom fra Viborg, og dagen efter tog vi rundt i Viborg og jeg fik en lille rundvisning i Henriks barndom. Det var også interessant. Det var vel også lidt et historisk indslag.

Digterparken, Viborg
Henrik leder efter det reb, som han gyngede i som barn.
Der hang stadig en lille reb-stump oppe i træet

Det var også i denne måned, at jeg efter et par måneders dialog startede i mit nye job. En tidligere kollega kontaktede mig og tilbød mig et job. Efter lidt snak frem og tilbage fandt vi frem til en god løsning, og jeg er super glad for mit arbejde. Jeg er virkelig glad hver morgen, når jeg står op. Jeg arbejder ikke på fuld tid. Nogle uger kræver lidt mere af mig end andre, men jeg synes det fungerer rigtig godt.

Månedens fedeste oplevelse fra helt klart en klassefest for min gamle folkeskoleklasse. Det er over 25 år siden vi gik ud af skolen, og der var heldigvis rigtig mange, der mødte op til klassefesten. Vi mødtes også 10 år efter, at vi gik ud, og der synes jeg, at det var noget helt andet. Denne gang var det meget mere afslappet og folk hvilede lige som mere i sig selv, og det var faktisk fløjtende ligegyldigt, hvor de var endt i deres liv. Ingen skulle præstere og bevise. Jeg følte, at der var en helt anden respekt for hinanden, og det var interessant at høre om folks "rejser" til der, hvor de var nu. Det var vildt hyggeligt, og klokken blev meget tidlig morgen, før jeg sammen med 3-4 andre lukkede og slukkede festen og dinglede hjem på mit gamle pigeværelse.

April:
Påsken gik med et hyggeligt udendørs projekt, hvor Tobias også sluttede sig til det arbejdende team. Vi byggede hønsegård. Pludselig var jeg blevet tændt på ideen om at få høns og dermed veksle vores køkkenaffald til frisklagte æg. Så vi udvidede husdyrbestanden med 5 høns af blandet herkomst.

Alle hjælper til.....

Hønsene kan dog nogen gange komme i tvivl om
hvor deres hønsehus er....

April blev også måneden hvor Ninja igen kom på banen. Jeg var spændt og nervøs. Inden havde jeg genoptrænet med core-øvelser, svømning og holdt hende i form med gåture. Vi var lidt rustne sammen, men Ninja var tændt, glad og mentalt helt vildt klar til agility igen. 

Skønt at være med igen

Til stævnet i Nordjylland var jeg også så heldig at vi kunne lave et lille hvalpetræf for Ninjas danske hvalpe. Det var både Silas og jeg glade for. Silas føler også lidt at det er hans hvalpe, for han var faktisk meget deltagende i projektet og de første uger hjalp han mig dagligt med at veje de små. Alle hvalpene elsker børn - især drenge!

Ninja og hendes unger

Maj:
Det er altid min travleste stævnemåned, og 2015 var faktisk heller ikke nogen undtagelse. Jeg fik lyst til at prøve kræfter internationalt og meldte mig derfor til at repræsentere Danmark til European Open. Deltagerne på det danske hold skulle findes over to stævner, som afholdtes i maj måned. De to stævner (Maxi Zoo Cup i Hvalsø og Maxi Zoo Cup i Viby) forløb ganske fornuftigt for Ninja og mig, og vi blev udtaget til holdet.

Det var også til disse to stævner, hvor jeg nærmest skovlede springcertifikater ind. Faktisk fik vi alle 3 certer på 12 dage, og Ninja kan smykke sig med titlen Dansk Springchampion. Ninja løb blændende. MicMic skuffede mig heller ikke, men var stadig en grøn hund. Fordi jeg ikke var tilfreds med niveauet på hendes balancebom (udgangspositionen var ikke tilstrækkeligt indlært), så valgte jeg, at jeg kun ville starte hende i springklasserne resten af sæsonen.

MicMic

Det var også i maj, at min egen klub, Ribe Hundevenner afholdte det årlige pinsestævne. Der voksede træerne så resultatmæssigt ikke rigtig ind i himmelen. Det kan være sin sag både at afvikle stævne og selv stille til start, men det var en fornøjelse igen at være med til at være med til at holde sådan et stævne igen.

Juni:
Måneden startede med Åben Ø dag, hvor vi sammen med Mona Pharsen besøgte Aarø, som er "vores" egen lille lokale ø. Der var gratis færgeoverfart, og et rigtig fint vejr og naturligvis masser af aktivitet på øen. Det var en skøn dag for os alle.

Ohøj Skipper. Kurset er sat mod Årø

Jeg var heldig at kunne deltage på hele to agilitykurser. Første ugekurset hos Ribe Hundevenner med Jane Christensen og Gaby Hansen. Jeg vekslede mellem MicMic og Ninja, som begge gjorde det ganske blændende.

Hundene ser agility-TV fra deres indhegning ved campingarealet

Sidst på måneden var jeg to dage afsted på kurset i Ødis Bramdrup, hvor jeg blev undervist af Natasha Gjerulff og Lee Gibson. Igen kunne jeg veksle mellem to hunde, og kunne samle lidt guldkorn op her og der.

Juli:
Charlie rundede de 17 år i juni, og han var blevet gammel og senil. Jeg besluttede derfor at lade ham sove ind hos dyrlægen i starten af juli. Det er bare aldrig særlig sjovt at tage afsted med sin gamle trofaste ven. Men det var den rigtige beslutning, og Charlie havde været en fantastisk hund og haft et skønt langt hundeliv.

Mit sidste billede af Charlie

Hele familien tog til Jutlandia Cup, hvor den stod på en uges agility med skarp konkurrence. Vi var lidt træge om at komme igang med de gode løb, men så skal jeg da ellers lige love for at der kom hul på bylden. Ninja vandt en AG3 med 117 hunde i klassen, og vi kvalificerede os til finalen (25 ud af 287 store hunde kvalificerede sig til finalen), hvor vi endte på en helt utrolig 2. plads.

Det fedeste cert at vinde

Vi var kun lige hjemme og vende, inden vi kørte sydpå til Rieden det sydlige Tyskland, hvor vi skulle løbe EO. Jeg havde ikke været i udlandet og løbe siden 2008, og var lidt spændt på det hele. Der var 30-38 grader dernede og vi fik virkelig sommer (i modsætning til i DK). EO var en rigtig god oplevelse, og jeg synes vi havde nogle gode løb dernede (bedste resultat var en 29. plads ud af 399 ekvipager). Jeg var så heldig at Jennifer, som jeg også boede hos i USA også var til EO, og det var super dejligt at se hende igen. Denne gang fik hun hilst på min familie og mine hunde, og vi fik spist middag sammen og hygget.

Efter EO forlængede vi lige ferien dernede med et par dage i området, inden vi kørte videre til Tjekkiet, hvor vi også havde et par dages ferie.

Silas ved Karlsbroen

Morgenmad på en fortovscafe

Og vi fik masser af is på turen.

August:
Der var stadig heftigt gang i stævnerne, og stadig med fantastisk resultater. Månedens bedste resultat var da Ninja vandt titlen som Jysk Mester, og det var sgu lidt svært at få armene ned.

Nykåret Jysk Mester - Silas var fotograf

Når der ikke var stævne, så havde jeg en stak fribilletter til div forlýstelsesparker, som jeg skulle indløses. Det var alle sammen fribilletter, som Ninja havde vundet til stævner. På den konto var vi en tur i Tivoli Friheden. Silas nød virkelig turen, og syntes da sagtens, at vi lige kan tage afsted igen. Ja faktisk blev det til flere familieudflugter i denne måned.

Candyfloss i Friheden

September:
Haderslev dannede rammen om verdens største Stafet for Livet. Stafetten i Haderslev er blevet en vild succes, og det har helt sikkert også noget med den smukke beliggenhed at gøre.

Turen rundt om Haderslev Inderdam er bestemt med til at gøre turen smuk

I år var vi bare ikke så heldige med vejret. Der var både stærk blæst og regn, men ind i mellem da også et par solstråler. Det blev ikke til så mange omgange, men Silas fik da vist "flaget" (eller rettere ballonen og den gule T-shirt) da stafetten blev åbnet.

Silas er klar til at slippe sin ballon

Vi nød også en tur i Legoland sammen med Foreningen Cancerramte Børn. Vi plejer at være i Legoland en gang om året, og når jeg husker det, så tager jeg et billede af Silas sammen med de små Legofigurer på "butiksstrøget" ved indgangen. Sjovt at se forskellen fra dengang har bare var en lille purk, der ikke havde vokset pga sygdom og så til nu, hvor han er mere normal i højde og drøjde.

Silas 7 år

Silas 2 år

Efter mange års mere eller mindre selvvalgt fravær fra DCHs DM valgte jeg i år at deltage, og havde en rigtig hyggelige weekend med gode løb. Jeg så min veninde Charlotte blive Danmarksmester i Rally Lydighed (for 4. gang), og jeg vil heller ikke klage over mine egne resultater. Finalen til DCHs DM er nærmest kogende og en sand publikumsmagnet. Der var virkelig gjort noget ud af det med speaker, musik og masser af publikum som følge af det. Ninja og jeg blev nr. 2, blot sølle 0,06 sek efter vinderen.

Æresrunden for nr. 1 -2 -3

Fuji startede til præ-agility hos Sannes Hundecenter. Jeg var egentlig lidt bange for, om hun kunne koncentrere sig om at samarbejde, når der var andre hunde igang også. Fuji er noget mere hektisk end mor Ninja. Det er gået fint. I skrivende stund kan hun stadig ikke ret meget, men jeg har også god tid og i øvrigt også hænderne fulde med Ninja og MicMic.

Oktober:
Sidste del af uge 42 var vi i sommerhus sammen med Mona og Oliver. Vi havde lånt et hus ved Vejers Strand. Super lækkert!

5 hunde klar til at spurte ud i vandet

Sommerhus er afslapning

...Også for hundene

Vejret var med os, og vi kunne faktisk sidde udenfor i solen og drikke eftermiddagskaffe. Fra sommerhuset til stranden var der kun 5-10 minutters gang, så det blev også til en del ture langs vandet, både med og uden ungerne. Det var super skønt med sådan et lille pusterum.

Ungerne leger

Ved sæsonens sidste stævne vandt Ninja AG3 og dermed også sit sidste certifikat. Nu er hun så også indehaver af titlen Dansk Agility Champion. Det var jo en mægtig fin afslutning på en fuldstændig vild og fantastisk sæson.

Det blev også til en tur i Ree Safari Park. Endnu en omgang fribilletter, som Ninja havde vundet til et stævne. Det var virkelige en utrolig velanlagt park, hvor dyrene havde rigtig god plads og anlæggene var velintegrerede i naturen. Jeg kan godt give parken mine varmeste anbefalinger.

Safaritur i Ree Park

November:
Efter utrolig lang tids kiggen efter en ny/anden bil, fandt jeg endelig en bil, som jeg tænkte kunne leve op til alle min kriterier. Det blev en Opel Astra og hvis jeg ser bort fra dens brændstofforbrug som skuffende ligger på 16-17 km/l (og nej jeg kører ikke "smart-kørsel"), så er jeg vældig tilfreds med den. Den kører godt, og jeg kører alligevel ca. 50.000 km om året, så det er rart med lidt komfort. Det holdt ellers hårdt at finde den rette bil, der levede op til mine krav om plads, alder, km, pris og brændstofforbrug, og det hele blev faktisk ikke nemmere af, at det til tider føltes ret håbløst at kigge på bil, når man som kvinde tager ud og kigger på bil alene. Det var til tider svært at finde bilsælgere, som overhovedet virkede interesseret i at sælge deres biler eller i det mindste bare ekspedere en kvinder, der kigger på bil alene.

Aldrig har jeg da brugt så mange penge på een ting...

Jeg fik også prøvet kræfter med "en dag som lærer" i Silas´ klasse. Sammen med et par andre forældre stod vi for undervisning en dag i klassen. Jeg blev tildelt en times tid og måtte igang med noget brugbart undervisning omkring hundes brugsegenskaber, som også kunne fordøjes for børn på 7 år. Det var sjovt at prøve, og jeg tror, at både børn og hunde havde en fantastisk dag.

Undervisning i klasseværelset

 Vi sluttede af med agility på en meget lille bane på skolen boldbane, hvor ungerne tydeligvis var imponerede over tempoet, men dog ikke mere end, at de gerne ville udfordre tempoet og løbe om kap med hundene ved siden af agilitybanen.

MicMic viser agility

December:
Året rinder ud, ja sådan går det hvert år. Første lørdag i december plejer vi at være til juletræsfest hos Foreningen Cancerramte Børn. Det er et super hyggeligt arrangement. Egentlig er vi ikke "berettiget" til at deltage mere, fordi Silas for længst er færdigbehandlet for sin cancersygdom, men til dette arrangement er der stor efterspørgsel på mine kort og snemandssupper fra mit projekt Cancerkort. Så vi deltager selvfølgelig og nyder det hyggelige arrangement.

Julemanden deler en gave ud til hvert barn

Vi holdte julen hos mine forældre sammen med Tobias, min bror og to af hans tre børn. Jeg elsker at holde jul hos mine forældre. Tobias elsker det! Silas synes vores bedste jul var, da vi holdt julen hjemme sidste år, måske fordi bedstevennen Oliver også var julegæst dengang.

"Dans" om juletræet

Juleferien var ikke fuld af planer. Ofte har vi været taget i sommerhus i dagene mellem jul og nytår og hygget der, men i år har vi bare været hjemme. Stille og roligt, sovet utrolig længe, set fjernsyn, har også været et smut i svømmehallen, fået "nusset" lidt med oprydning. Nytårsaften fejrede vi også stille og roligt hjemme, bare Silas, Henrik og jeg med lækker mad, et spil Sequense, lidt krudt for drengene. Ja det var så det år, og pludselig har vi nu 2016.

Nytårsselfie

Nytårsforsæt skal man passe lidt på med, for man kan jo alligevel aldrig holde dem, og hvorfor er det lige til nytår, at man skal revidere det hele og love sig selv alt muligt. Men skulle jeg ønske at blive bedre til noget, så må det være at opdatere min blog lidt oftere. Et til to indlæg om måneden er skisme for slapt synes jeg. Ofte har jeg kladder til indlæg liggende på min blog. De bliver bare aldrig udgivet, fordi jeg lige mangler billederne eller slutningen..... Så måske jeg bare skal være lidt mindre kritisk og ikke nurse så meget i billeder og kommaer eller hvad det nu lige er mit øje fanger, inden jeg trykker "udgiv".