Påskeferien bød ikke kun på turen til Hotel Baltic, men også på campingtur i det midtjyske. Vi havde 5 overnatninger på Hesselhus Camping, og vejret var jo ganske fantastisk til at campere i.
|
Silas som campingmester |
Tobias stødte til torsdag formiddag, så vi alle kunne nyde ferien sammen. Der var ikke mange teenageaktiviteter på pladsen, men Tobias nød solen og at være grill-mester. Da vi lørdag hentede hans kæreste herud på et lille besøg, så var han da ganske tilfreds. Hun er også bare en rigtig sød pige, som vi alle holder meget af - Lille Silas er ganske betaget af Edina, som han plejer at kalde Christina.
|
Travetur i den skønne natur |
Dejligt med sådan en daseferie, selvom Henrik og jeg nu er ret enige om, at mange ting bliver lidt mere tidskrævende på en campingplads, fordi man skal bevæge sig ekstra efter det. Det kræver en gåtur at vaske op (og her er kunsten jo at huske alle opvaskerekvisitterne, inden man drager afsted mod fælleskøkkenet), at komme i bad (her er det også surt at komme afsted uden at få det hele med - træls at stå ved servicebygningen uden magnetkort eller uden håndklæde). Heldigvis er der toilet i campingvognen, så morgentissetåren kan da fikses uden større forudgående spadserertur.
|
Christina og Silas laver sand-elefanter |
Vi havde nemlig ikke fået den plads, som lå tættest på servicebygningen. Til gengæld havde vi fået en dejlig plads, som lå for enden af campingpladsen - klods op og ned af et lille legetårn med rutschebane og sandkasse. Det var bare lige sagen for Silas, der elsker at lege i sandkasse og rutsche. Faktisk også ret underholdende at høre børnene lege, når man sad i forteltet. Morede mig meget over at høre en pige på ca. 5 år sige til sin lillesøster : "Hvad i alverden skulle det nu til for?". Mon ikke de ord plejede at komme ud af deres mors mund i stedet for?
|
Silas nyder solen - iført selvvalgt påklædning |
50 meter fra vores plads var der en låge ud til et sommerhuskvarter, hvor der var ganske fine luftemuligheder. Ved siden af pladsen var der også et fritløbsareal, hvor man kunne slippe sine hunde løs mellem alle mulige hunde i en pærevælling (og håbe på det bedste...), men det var nu ikke et tilbud, som jeg fandt særlig fristende, men sådan er vi hundeejere jo så forskellige - og måske netop derfor følte jeg mig ikke fristet!
|
Diva ligger bag vores hegn og holder øje |
Vi sluttede ferien af med en tur i Cirkus Arena. Det var meget interessant at have Silas med i cirkus. Han fik klart alle detaljerne med, og det var ikke altid artisternes optræden i manegen, der gjorde allerstørst indtryk på ham, men så var der så mange andre ting, man kunne bemærke og kommentere.
|
Cirkusstemning |
Det lyder til at have været en hel fantastisk påske :) Tak for kigget :)
SvarSlet