Med de gamle hunde ved dyrlægen

I torsdags var jeg til dyrlæge med de to gamle hunde, som jo begge nærmer sig de 13 år med meget hastige skridt. Jeg hader at have mine gamle hunde med til dyrlæge. Jeg frygter altid, at det er sidste gang. Og mine følelser sidder derfor noget yderligt ved disse besøg.

Diva var begyndt at bliver hårløs på snudespidsen, og det så bare lidt mystisk ud, så det ville jeg lige have tjekket. Dyrlægen havde ikke så mange gode bud. Han synes bare, at det lignede, at hun havde skrabt snuden på noget (tremmer eller andet), men det skulle ligne Diva dårligt. Mens han var ude at tjekke for svamp (ingen svamp påvist), så gramsede jeg lidt ekstra rundt på Diva og opdagede pludselig en knude i hendes mave.


Gøende Diva


Dyrlægen mærkede da han kom tilbage, og han kunne naturligvis ikke sige med sikkerhed, hvad det var. Det kunne være brok i bughulen, men han kunne ikke rigtig trykke noget på "plads". Det kunne også være en fedtknude eller i værste fald en ond tumor. Hun virker ikke generet af den, og vi blev enige om, at jeg skulle holde øje med knuden og se, om den voksede eller begyndte at genere hende. Derfra måtte vi så tage stilling til evt. yderligere tiltag. Øv, så stod jeg der og snøftede. Dyrlægen synes, at jeg tog sorgerne lidt på forskud, og han troede ikke umiddelbart, at det var noget ondartet. Men tro er ikke nok for mig, men viden får jeg jo kun, hvis vi lukker min gamle hund op og kigger efter, og det gør vi ikke lige nu. Men mest af alt blev jeg vel bare bange for, at se tiden rinde ud for min gamle hund.

Charlie skulle bare have et tandtjek, da han har parandentose, som jeg har fået rimelig kontrol over efter, at jeg er begyndt at give ham en tur med tandbørsten. Men sidst da jeg var afsted med ham, stod jeg også og småtudede over paradentose-munden, for har en hund unden tænder et værdigt liv? Det ser dog ud til, at han kan få lov at beholde største delen af de tilbageblivende tænder, så ham er jeg pt ikke særlig nervøs for.



Charlie fremviser sit "flotte" gebis