DCH DM 2016

Den fantastisk eftersommer fortsætter lidt endnu, og det er bare så skønt. Det var især skønt i weekenden, hvor vi kunne afslutte sæsonen med DCHs Danmarksmesterskaber, som blev afviklet i Næstved.

Jeg havde kvalificeret mig med Ninja, og som altid så glædede jeg mig til at løbe et stævne, hvor det tæller lidt mere end et lille kredsstævne. Arrangørerne kan selvfølgelig ikke rigtig tage æren for det gode sommeragtige vejr med 20 grader og derover, men der var rigtig mange andre ting, som man kunne klappe og rose for.

Arealerne var super gode. Der var teltpladser til alle (tror jeg nok - jeg var faktisk så heldig, at Gunnar og Vibeke havde inviteret mine hunde og mig ind i deres telt, så det stod og var "indflytningsklar" lørdag morgen). DCH afsætter 1,5 meter pr. deltager og det gav en del afstand fra teltene til ringen, så der var ikke rigtig nogen, der sad i deres telte (i hvertf fald ikke hvis de ville følge med i konkurrencen), så når nu vejret var så fantastisk, så gav det også en mere intens stemning ved ringen, fordi publikum sad bænket rundt om ringen.

Lørdagens ag-løb.
Teltene på afstand og publikum i første række ved ringsiden

Parkering var dejlig tæt på, og der var asfalteret sti fra parkeringsarealerne til agilityarealet, så folk ubesværet kunne også køre med vogne osv. Toiletterne og dermed også vand lå også dejligt tæt på. Madteltet lå lige udenfor agilityarealet, så agilityfolkene manglede i mine øjne ingenting.

Åbningen med indmarch og taler gled også ganske let. Talerne var holdt på et meget fornuftigt (kortfattet) niveau (så man faktisk også orkede at høre dem). Nogle år har det nærmest været en kamp at komme igennem rækken af taler, og som deltager vil man bare rigtig gerne igang med konkurrencerne. Når vi så er igang med at rose den ellers lidt langtrukne ceremoni, så lad os endelig rose afslutningen/præmieoverrækkelsen, hvor kun de tre bedst placerede i de forskellige klasser blev nævnt og hædret.

Danmarksmesteren for lille klasse. Susanne Prier

Det var da SÅ befriende ikke at skulle høre på, at 300 resultater blev råbt op, hvoraf en større del af dem også var mindre imponerede (mit eget inklusiv). Så præmieoverrækkelsen havde i år en længde, så man faktisk også orkede at stå op under hele ceremonien. Tag endelig det til jer som en tradition DCH!! Og så en lille detalje, som jeg ikke kunne undgå at bemærke. Præmieskamlen var placeret, så mesterskabsbillederne ikke blev skamferet af modlys eller grimme skurvogne og lignende i baggrunden. Det er naturligvis en mindre deltalje.

Faktisk har jeg kun et eneste kritikpunkt, og det var den manglende skiltning. Det var håbløst at orientere sig i området lørdag morgen. DCH er for mig kendt for at være et sandt skiltehav, som starter allerede ved indfaldsvejene i byen og ellers fører en helt i mål på arealerne. Sådan var det ikke lige i Næstved. Langt fra. Der kunne godt lige have været et skilt eller to mere. Og måske lige seddel på døren ind til bygningen, hvor der var indskrivning og andre relevante steder. Udenfor agilityarealerne lå der på stien lørdag morgen en bunke fine skilte, der var klar til at sætte i jorden. Måske havde ham med skiltetjanset sovet over sig....?! Jeg kunne godt mærke, at jeg startede med at være lidt irriteret over det med de manglende skilte, men fandt en håndfuld positivitet i min lomme og tænkte, at hvis der nu var noget - og måske det eneste, der skulle  være at kritisere, så var skiltning da småting. Meget værre hvis arealerne var dårlige, eller der var 2 km på toilettet eller forhindringerne var dårlige. Skiltene var heldigvis det eneste, jeg synes der var at pege fingre af.

Der var styr på resten og det klappede rigtig fint!!

Nå men det var så DM sådan overordnet set. Hvad så med mine resultater? Man løber et springløb og et agilityløb, og resultaterne for de to klasser lægges sammen. De 40% der er bedst placeret sammenlagt går videre til søndags A-finale,hvor man kæmper om Danmarksmesterskabstitlen. De 60% der ikke kom i A-finalen kunne kvalificere sig via B-finalen, hvor de sidste 60% fik lov at løbe en agilitybane og de tre bedst placerede i B-finalen rykkede med over i A-finalen.

Jeg havde nogle ganske fornuftige løb med Ninja på lørdagens baner, godt nok med en enkelt nedrivning, men bestemt godt nok til at bringe os i A-finalen. Niveauet var ikke pivsvært for et DM. Jeg havde hurtigste eller næsthurtigste tid, men blev alligevel placeret som nr. 20 ud af de ca 55 deltagere. Så andelen af fejlfrie ekvipager i agilityløbet var relativ højt.

Så søndag skulle jeg kun løbe det ene løb, og jeg var ganske sat op til løbet. Jeg elsker at løbe i den stemning, der er til mesterskaber og finaler, og jeg synes virkelig, at DCHs DMs agilityfinaler har en helt fantastisk stemning.

Nogen havde sagt til mig, at jeg da klart ville vinde dette års DM, når nu mine 5 værste konkurrenter (landsholdet) var i Spanien og løbe VM. Sådan har jeg nu ikke set selv, men godt været klar over, at det var da var "nemmere" at kommer til fadet, hvis jeg ikke også havde dem slås med. Men jeg havde nu også spottet et par stykker i A-finalen, der også godt ville kunne slå mig, selvom jeg gav den gas. Men intet er jo givet, fordi man har en god og hurtig hund, for det kræver jo også, at man kommer gennem banen, og nok ikke mindst, at man også er fejlfri. Til et DM synes jeg, at man skal give den gas, og så må det briste eller bære.

Jeg gav den gas i finaleløbet, men Ninja og jeg misforstod hinanden, og jeg tror vi leverede en af weekendens mest underholdende diskvalifikationer. Ninja forsøgte virkelig at finde det tunnelhul, som jeg bad hende om at tage, men hun syntes, det var lidt svært, men hun var så ufattelig sød og forsøgte virkelig. Det holdt bare ikke, og vi blev disket.

Se videoen fra finaleløbet

Jeg gav den gas derfra og nød min hund, hendes glæde og vores samarbejde. Da jeg kom i mål, faldt jeg nærmest helt udmattet, forløst og forpustet om i græsset. Mens jeg lå og bjæffede om kap med Ninja på græsset, så pressede tårerne sig på. Ikke fordi muligheden for en Danmarksmestertitel smuttede, men fordi jeg bare var så glad og taknemmelig og elsker at løbe med min Fantastiske Ninja. Nogen gange føler jeg mig lidt dum og latterlig over at være så grådlabil i mit forhold til Ninja, men hun er virkelig noget helt særligt for mig. Hun er et rusmiddel af den bedre slags.

Men lige der, mens jeg lå der i græsset, så følte jeg mig faktisk sikker på, at resultater eller mangel på samme ikke vil have indflydelse på mine følelser til agility. Det har jo faktisk været min største bekymring i forhold til at melde mig til landsholdet, at jeg ville lade skuffelse og ærgelser, hvis det ikke ville gå som ønsket ødelægge min glæde over samarbejdet. Men det var jo bare en klasse, et stævne og ja, godt nok et mesterskab, men så meget betød det heller ikke.

Nu er sæsonen slut, og for mit vedkommende er der ikke flere stævner i år, og det vil jeg egentlig bare nyde. Nu er der så en vinter til at træne Fuji i, så hun kan komme ud til konkurrencer i løbet af næste sæson, pudse Ninja af og genoptræne MicMic, som jeg forventer klar igen i 2017.