USA - del 1

Lige siden jeg forlod Californien for snart 2 år siden, så har jeg haft en plan om at returnere dertil og meget gerne sammen med min familie. Desværre lykkedes det mig ikke at få hele familien med. Tobias havde valgt at blive hjemme for at passe job/uddannelse, så det var kun Henrik, Silas og jeg, der var afsted. 

Rejsen blev planlagt lidt ud fra, hvordan flybilletpriserne var på de forskellige dage. Og så var målet at bygge ferien op omkring uge 42, for at Silas skulle tages mindst muligt ud af skolen. Selvom jeg ikke er så pjattet med at give mine børn fravær fra skolen, så tænker jeg alligevel at en tur til USA giver så meget mere på læringskontoen og opleveren, at det er ok. Inden vi fik set os om, var 14 dage faktisk blevet til 19 dage, da jeg skulle booke flybilletterne.

En lidt træt Silas melder sig klar til afgang sammen med Theo-banden
(De bamser er temmelig berejste)

Første del af dette indlæg er skrevet ombord på flyet mellem København og San Francisco (hvis nogen skulle undre sig over, at jeg skriver i ”fremtid”)

Vi skal bo hos Jennifer, hendes mand og deres to tvillingedrenge, der i øvrigt er nogenlunde på alder med Silas. Jeg lærte Jennifer at kende dengang, hvor jeg havde hvalpe, hvor hun fulgte kuldet tæt. Hun var også den, som ”formidlede”, at en af Ninjas hvalpe i dag bor i Californien.

Og når vi taler om Ninjas hvalpe, så var det klart nok, at vi naturligvis også skal hilse på BlackJack på turen. Der er planlagt, at jeg skal overvære deres træning i opholdets sidste uge. Jeg glæder mig helt vildt til at se ham igen og er spændt på, hvordan han reagerer, når han hører min stemme igen.

Udover at vi skal hygge med hundevennerne, så skal vi naturligvis også ud og opleve USA. I næste uge skal vi på roadtrip, hvor vi vil forsøge at nå til Grand Canyon. Vi er da nødt til at se, om det er så ”breathtaking”, som folk siger. Egentlig er vi sådan lidt "vovede" og har ikke planlagt tingene så nøje, men har nogle ideer om, hvad vi gerne vil se. Nu må vi se, hvad vi så ender op med.

Hele familien ombord i SAS flyet mellem København og San Francisco

Pt sidder vi bænket i flyet mellem Kbh og San Francisco. Det er en flyvetur på ca 10 timer. Der mangler pt kun et par timer af turen. Silas har samlet et par pakker Lego og set et par film og er nok den nemmeste lille knægt at rejse med. En af de andre passagerer har også allerede rost hans tålmodighed.

Der er altid noget at lave i de store fly.
Hvis man ikke lige tegner eller laver Lego, er der tilbud nok i flyets entertainmentsystem

Landet i San Fran

Silas havde gjort sig meget heldigt bemærket hos besætning og medpassagerer. Han høstede roser for sin tålmodighed. Tænk sig på hele flyveturen forlod han kun sit sæde en eneste gang for at gå på toilet og på intet tidspunkt var han utålmodig at høre på.

Inde i lufthavnen stiller vi op i kø til Custom (grænsekontrol). Forud for indrejsen til USA skal man udfylde en ESTA erklæring, hvor man skriver under på, at man ikke har deltaget i terrorhandlinger eller har gonoré for den sags skyld, for blot at nævne nogen af de ting, som man skal skrive under på, når man udfylder erklæringen. Alt det skal man have ordnet hjemmefra, og man får så en godkendelse, men det er ikke ensbetydende med, at man får lov at rejse ind i USA. Det er egentlig grænsekontrollen, der afgør det.

I Custom skal man aflevere fingeraftryk af alle ti fingre, og man bliver fotograferet. Samtidig bliver man udspurgt om, hvad man skal i USA, og hvor man skal opholde sig. Ligesom sidst skulle jeg også svare på, hvor jeg kendte mine amerikanske venner fra. Manden i Custom synes det lød en anelse fjollet, at amerikanere får hunde helt fra Danmark. Ja, det kan være, men det er ikke desto mindre derfra jeg kender mine amerikanske venner.

Sådan! Godkendelsesstempel fra Custom 

Udenfor holdt en vogn og ventede på os, så vi kunne komme sikkert frem til Jennifers hjem, som ligger ca en times kørsel fra lufthavnen. Vi satte rigtig meget pris på, at mine venner havde sørget for, at der kom en vogn og hentede os. Pga job og myldretid kunne ingen af dem selv nå frem til at hente os, men vi slap for at skulle bøvle med at komme det rigtige sted hen. Det hele var serveret på et sølvfad.

Jeg var virkelig glad for at se Jennifer igen, og hun indlogerede os i gæsteværelset, som hun gladeligt stillede til rådighed for os i næsten 3 uger. Det var en rigtig flot gestus, som helt klart gav os en hyggelig, billig og hjemlig base med muligheden for at kigge ind i et eksempel på en amerikansk hverdag.

Efter sådan en lang rejse, hvor man rejser hjemmefra onsdag formiddag og rejser sammenlagt i 13 timer, og faktisk lander onsdag eftermiddag kl 15.45 amerikansk tid, så har man faktisk mistet en nat, for det er ikke oplagt at sove på turen, fordi vi lander på et tidspunkt, der svarer til midnat i Danmark. Så derfor var vi ikke meget værd den første aften, når man ender med at have været vågen uafbrudt i næsten 24 timer. Jennifer havde bestilt mad ude fra, og vi fik spist og hygget, og jeg fik afleveret de nøje udvalgte danske gaver, som jeg havde indkøb til hende og drengene. Kähler og produkter fra Badeanstalten til Jennifer og Lego til drengene. Alt sammen sirligt indpakket i papir med dannebrogflag på, som jeg havde jagtet rundt i Haderslev for at finde. 

Dag 1 - Torsdag

Efter en ret forstyrret nattesøvn var vi klar til at udforske området. Vi vågnede meget tidligt pga jetlag, men blev bare liggende i sengene, så vi ikke vækkede hele huset. Vi havde ikke nogen specifikke planer, så San Francisco var et oplagt rejsemål. Udenfor døren stod Nicks bil nr. 2 nemlig også klar til os. Så vi var bare så heldige både at have et hjem og en bil stillet til vores rådighed. Mine amerikanske venner havde virkelig sørget godt for os. Det kan man kun være meget taknemmelig for.

Det skulle vise sig at blive en begivenhedsrig torsdag. Faktisk startede jeg med at konstatere, at alt Silas´undertøj og bluser lå hjemme i DK. En form for "kuffertpakkekommuniktionsbrist" mellem Henrik og jeg gjorde, at der nu lå tre små bunker tøj på en hylde hjemme på drengeværelset i stedet for i kufferten. Så vi startede med at jagte drengeundertøj og konstaterede, at man ikke bruger helt samme "snit" her, som i DK. Alle drengeunderbukser, som vi stødte på i de første mange butikker havde gylp. Så sådan måtte det blive. Knægten har dog ikke brokket sig over modellen på turen.

Endelig kommer vi helt til San Francisco og får parkeret i et P-hus, som jeg kendte fra mit sidste besøg. Vi går en tur ned til Fisherman Wharf, som for mig minder mest af alt om nogle af de shopping/restaurantområderne, som er i Djurs Sommerland/Legoland og i Løkken. Ja en stor blanding af en turistkulisse, men derfor er der nu meget hyggeligt og stemningsfuldt Vi finder et sted at spise, og vi får også set søløverne, som holder til på Pier 39.

Elastikhop i trampolin. Silas var lykkelig!

Silas har fundet en lygtepæl og klatrer i den.
Bag ham ses Alcatraz

"Byport" til gods fra vandsiden

Derefter går vi en tur op gennem byen og gennem ChinaTown, inden vi til sidst beslutter os for at køre hjemad igen. Jeg er ikke så overvældet af selve San Francisco. Byen rummer mange skæve eksistenser og det kan i sig selv være interessant at gå rundt og betragte.

Transamerica Pyramide dominerer billedet og er
med sine 260 meter byens højeste bygning

Silas får en is i en fortovs-isbar. Henrik taber noget ud af rygsækken, og en mand, gør ham opmærksom på amerikansk opmærksom på, at han har tabt noget. Han hører, at vi taler dansk sammen, og det viser sig, at manden er dansker og har boet i San Francisco i 15 år, og det er hans lille specielle butik med div brugskunst fra hele jordkloden, som han står udenfor. Det var lidt pudsigt. 

Silas nyder en is

Vi har 5-6 hyggelige timer i byen,inden vi går retur til P-huset og trækker vores P-billet til den nette sum af 36 USD (=ca. 250 kr). Ja det er relativ bekosteligt at parkere i SF. Da vi skal køre ud, så får vi indlæst vores bon ved bommen, men pga kø ved udkørslen, går bommen ikke op for os, da vi når frem til den. Efter flere forsøg på at finde en løsning og komme i kontakt med parkeringsservice, synes der kun at være een løsning. Og det var at betale 36 USD igen!! Det var sgu da sure 500 kroner at starte turen med.

Der er lidt over en times kørsel fra SF og hjem til Jennifer. Det var en hård tur pga jetlag. Jeg var simpelthen så træt og var nødt til at køre af og holde ind et sted og snuppe en lille lur. Vi parkerede ved en lukket servicestation og lukkede øjnene.
Efter 10-15 minutter blev vi vækket af en, der bankede hårdt på sideruden og en stærk lommelygte lige i fjæset. Ja, så var jeg i hvert fald færdig med at være træt!! Det var en betjent, der lige ville tjekke, at vi var okay, og hvad vi lavede der. Han ville dog ikke se nogen papirer, men tog til takke med, at vi var danskere på ferie hos venner i San Jose og bare havde lidt jetlag. Efter den opvågning var mine øjenlåg alt andet end tunge, og vi kunne snildt køre de sidste 25 miles og kravle i seng. Så var ferien da også ligesom igang.

Dag 2 - Fredag

Vi stod bare op til regnvejr, og amerikanerne var ret forbavsede, da det stort set aldrig regner i Californien – og da slet ikke i oktober. Det var 8 måneder siden, der sidst var faldet regn, og det var sjovt at se hvordan en smule regn (sammenlignet med danske forhold) kunne få folk til at reagere. Det var lige før, de ikke ville ud at køre pga faren for glatføre. Det var en anelse komisk. Hvis vi skulle tænke sådan hjemme i Danmark så skulle vi blive hjemme mange dage om året pga af diverse former for nedbør.

Regnvejr = shoppingdag

På sådan en trist regnvejrsdag, som vi også naivt (det regner jo aldrig i Californien) forventede ville blive den eneste, kørte vi en tur til Gilroys Outletstore, som ligger ca 30 min fra Jennifer. Jeg havde rigtig lyst til at shoppe rundt, men det var vist kun mig, der følte det sådan. Silas og Henrik blev mere og mere lang-ansigtede at se på for hvert kvarter, så det forblev ikke så fornøjeligt for mig, men et enkelt par Nike Free og en sweater blev det da til for mig. Silas fik også et par trøjer og en træningsdragt. Ikke fordi det interesserede ham en pind, men fordi jeg prakkede ham det på. Han var noget mere interesseret i Toys´r Us Outlet butikken.

Der var mange gode ting at se på - og købe

Det var også her, at det gik op for mig, at jeg havde glemt mit kørekort hjemme i Danmark. Da jeg skulle betale i Guess med mit kreditkort, ville de se ID, og der gik det op for mig, at pladsen i pungen, hvor kørekortet plejer at sidde var tom. Nå, ja jeg havde jo haft det ude af pungen, da jeg skulle udfylde en eksporterklæring i Tyskland en måneds tid forinden. 

Da vi kommer hen i bilen gør Henrik mine til at sætte sig ind i førersiden på bilen i anledning af, at jeg ikke har noget kørekort med. Men jeg siger til ham, at det nok ikke betyder noget. Jeg har da kørt fint nok uden kørekortet på mig indtil nu. Jeg ved, at Henrik hader at køre bil. At køre en tur på over 100 km synes som en opslidende dagsrejse for ham at køre, så hvis han var pisket til at køre den lange tur rundt i USA, så blev han træt bare ved tanken om det. 

Hjemme beroligede vennerne mig med, at politiet ikke sådan stoppede folk i flæng, hvis jeg bare lod være med at køre for stærkt, og at det nok mest var i de andre stater, jeg skulle være varsom, fordi politiet generelt hellere vil pågribe folk fra andre stater end deres egen. Men ellers mente de nu nok, at jeg ville kunne klare mig med at vise mit pas, for de gad næppe gøre en sag ud af det, da det kræve en lang og træls afrapportering fra dem, og det mente de ikke, at politiet gad. 

Dag 3 - Lørdag

Regnvejret fortsatte. Ja faktisk var det meste af det slet ikke regn, som vi er vant til regn i Danmark. Man kunne se regndråberne i luften, men når man gik ud i regnen, blev man nærmest ikke våd. Det var som om, dråberne ikke var så tunge og tætte som i Danmark.

På grund af vejret var det jo oplagt at finde på aktiviteter, som kunne foregå indendøre. Jennifers drenge fik straks solgt os ideen om at tage på Tech Museum i San Jose. Inden vi var klar til at komme så vidt, så skulle vi lige et smut forbi den skole, som Jennifer arbejder på for at fodre hendes klasses to marsvin. Det var rigtig interessant at se nærmere på en skole i et andet land og ikke mindst nærstudere et klasselokale. Der var mange ting, som var anderledes i forhold til i DK, og jeg tror faktisk at jeg vælger, at give det et blogindlæg for sig selv, når jeg har fået skrevet det færdigt.

Museet i San Jose mindede mig om Experimentariet i København. Der var en masse ting, som man kunne prøve og udforske på samme tid. Sådan lidt nørderi er jo lige sagen for Silas. Han fik blandt andet prøvet en jordskælvssimulator, hvilket jo har en vis relevans, når man tænker på at San Francisco nærmest blev jævnet med jorden i 1906 og ca. 3.000 personer omkom. Da vi jo var i lavsæson, så kunne man stort set komme til at prøve alle tingene derinde uden den store ventetid. 

Her skal man stille sig i samme stilling som skelettet
viser på væggen og scorer derved point.

Det var en rigtig hyggelig aktivitet sammen med Jennifer og hendes drenge. Det var også let at køre til. Der var kun 20 minutters kørsel fra Jennifer. Vi skulle nemlig helst ikke alt for langt væk i dag, for vi skulle mødes med ”de andre” til dinner. Egentlig havde vi talt om at bruge hele lørdagen sammen og besøge vingårde og hygge med vinsmagning, men regnvejr og vingårde var måske ikke den bedste kombination, så derfor endte det med Jennifer og jeg tog på museum med drengene (Henrik) i stedet, og så først mødes med ”de andre” til aften. Måske ville de tre små drenge også kede sig bravt ved at besøge vingårde. 

”De andre” er så fællesbetegnelsen for alle de søde personer, som jeg lærte at kende sidst, jeg var afsted. De er alle en del af samme ”agilityklan”. Jeg glædede mig rigtig meget til at se dem allesammen igen. Vi bestilte noget mad udefra og fik arrangeret en lille buffet. Og så fik jeg ellers set en hyggelig tradition, hvor man bare er god til at medbringe, hvad man har at byde ind med. Så en kom med vin, en anden med cookies, og til sammen blev det hele til en ganske uhøjtidelig og super hyggelig og total afslappet middag. 

Jeg glædede mig især til et punkt ved denne dinner. Nick ville tage BlackJack med. For den som ikke har prøvet at opdrætte hvalpe kan nok ikke helt forstå det her, men jeg var nærmest ved at tude over udsigten til, at Nick ville tage Jack med til dinner. Jeg havde ikke forventet at møde ham så tidligt på turen. Det er ikke fordi jeg har det sådan, at jeg føler, at hvalpene er ”mine”. Jeg har solgt dem, og de tilhører deres ejere. Men jeg glædede mig bare så meget til at se ham, og fordi afstanden er så stor, så føler jeg mig egentlig bare heldig med, at jeg ikke kun skal nøjes med billeder og video, for uanset hvad, så er det slet slet ikke det samme, som at opleve hunden ”live”.

Jeg havde nok håbet på den helt store gensynsglæde, men set i bakspejlet, så var det nok for meget at forvente, at når man går ind af døren til et fremmed hjem med en hund, som er lidt overtræt efter at have tilbragt en hel dag med til træning. Han lavede i hvert fald en stor overspringshandling og snusede rundt på tæppet i stedet for at falde mig om halsen. Men nu hvor jeg gennem ferien mødte ham nogle gange er jeg ikke i tvivl om, at han genkender mig, men alle giver ham det ord med på vejen, at han altid er overglad, så det er nok svært at pejle ud fra det, for han logrer med hele kroppen og vil gerne nedlægge og kysse. 

Dejligt gensyn med BlackJack

Aftenen brugte vi også på at kigge kort og tale om rejseplaner for vores roadtrip. Det var jo rart med de mange gode indspark og forslag til rejseruter. Susan insisterede på, at vi skulle have en rigtig trykt kort over Californien, hvor vi kunne sætte krydser og tegn og folde ud. Så sådan et fik hun skaffet os, og det var noget lettere at studerede det med et supplement fra Google Maps. Vi kunne godt høre på vores venner, at vores rejseplaner for den forestående uge ikke var umulige, men i hvert fald tæt pakkede.

Der studeres kort

Dag 4 - Søndag

Man tror det næsten ikke, men søndag regnede det stadigvæk, og for lige at understøtte det med, at de ikke er så vant til regn, så fumlede Jennifer noget undskyldende med vinduesviskerne på vores køreture, for hun kunne faktisk ikke helt huske, hvordan de skulle betjenes, selvom hun har haft bilen i 10 år! Som bonusinfo kan jeg nævne, at Californien er seriøst tørkeramt, og da jeg var derovre for små år siden, havde det ikke regnet i 2 år i dette område.

Nu er det jo ikke sådan, at man ikke kan være udenfor i regnvejr, men eftersom vi havde så mange dage i USA, så havde vi faktisk også tid til bare at slappe af og hygge nogle dage. Jennifer havde et par indkøb, som betød, at det var en god idé at køre i et storcenter. Henrik og jeg havde en mission i Apple Store, så vi tog alle afsted på en shoppingtur i et nærliggende storcenter. Det AppleWatch, som jeg gerne ville købe, var det først muligt at få i midten af november. Øv! Henrik fik kigget på en Ipad, men fandt ud af, at det var langt billigere at købe den på nettet og få det sendt til en af amerikanerne. Så vi kom vist helt tomhændede hjem fra den indkøbstur. Den kostede kun den frokost, som vi indtog i det propfyldte center (en del andre havde fået samme ide på en regnfuld søndag). Selvom man ikke skulle købe noget i centret, så var det mange ting og folk at se på. Det kan være ganske interessant i sig selv. Vi nåede kun at se en brøkdel af det store center.

Westfield Valley Fair

Søndag aften havde vi planer om at mødes med alle ”de andre” igen. Denne gang på en mexikansk restaurant. Men inden vi var klar til det, så havde vi altså også lige en mission om at se på et underlag til udendørs agilitybaner. Det er ikke sådan, at området ligefrem har masser af græsarealer, fordi det hele er så tørt. Så på denne bane var underlaget gummiflager/-spåner, som vi lige skulle inspicere. Materialet er lavet at genbrugsgummi og laves i flere forskellige farver. De brune her lignede bare træflis.

Gummiflis

Her tager man til takke med utrolig lidt plads.
Der er ikke mange baner til rådighed i området.
Banen her er privat

Så gik turen til den mexikanske restaurant, hvor vi var 11 personer samlet til at spise sammen. Jeg føler mig meget priviligeret over, at alle disse mennesker kunne afse så meget tid til at hygge sammen med os. 

Samlet med det meste af "klanen"

Det var rigtig fedt, at vi kunne samle alle og have et par skønne aftener, inden vi skulle afsted på vores lange køretur i den efterfølgende uge. Som ekstra bonus havde Nick også BlackJack i bilen, så vi fik lige hilst igen. Dermed var første del af vores ferie allerede gået, og foran os lå masser af nye oplevelser, som jeg skriver om i del 2. Coming soon.....

Agilitystævne i Morgan Hill (USA)

Det er altid interessant at komme ud og se hvordan man gør tingene andre steder. Det har altid inspireret mig at snuse til stævneafviklingen i andre lande.

Nu kom turen så til USA. Denne gang dog ikke som deltager, bare som tilskuer. Jeg ville gerne have haft MicMic med i håndbagagen på vores tur og have startet med hende. Men hun holder stadig pause efter sin skade i august. Det havde nu nok heller ikke været helt den samme ferie med en hund "på slæb". 

Alene tanken om klapperslanger og hundeluftning i ørkenen tiltaler mig ikke rigtig (og klapperslangen mødte vi jo indenfor de første 10 skridt ude af bilen på vores roadtrip) og en hund i "bagagen" havde i denne omgang også betyder nogle helt andre forpligtigelser i forhold til lufteture og steder, som man ikke kunne besøge med hund. 

Parkeringsplads og ridehallen

Stævnet blev holdt i en ridehal uden sider. Vi danskere ville jo helt klart have holdt et stævne udenfor i det her vejr (25 grader). Men på den anden side set, så var jeg også ude i solen et par gange, og det var dælme varmt for hundene. 5 minutter i solen og tungerne var lange. 

Størrelsesmæssigt mindede stævnet mig om et mindre DCH stævne. Der var måske samlet set 50-70 deltagere.

Der var i alt tre ringe fordelt på to sammenhængende haller

Klasserne var et mix af "ordinære" klasser, gambler og snooker (de som har forsøgt sig med WAO har prøvet de sidste to varianter). Jeg brugte mange gennemløb på at prøve på at fatte, hvordan snooker hang sammen.
Jeg vil ikke lige frem påstå, at det lykkedes, men jeg konkluderede i hvert fald, at det er en konkurrence, der kræver strategi og ikke mindst også en ret vågen dommer, der skal holde styr på pointene for hver forhindring. Jeg synes faktisk, at det var ret interessant med denne variation i klassetilbuddene. I Danmark er stævnerne for 95% af stævnerne bare det samme. Det er lidt ærgerligt, synes jeg personligt. 

Jeg snusede lidt rundt og fik en sludder hist og pist. Jeg fulgte naturligvis Jennifers løb med både Chaser (en hvalp efter Janes Do It) og Tonic. Men fik da snakket med mange nye mennesker, samt nogen af de mennesker, som jeg mødte sidst, jeg var her. 

Tonic og Chaser får sig en slapper i deres store "kravlegård"

Lørdag debuterede Nick faktisk med BlackJack, og det var også meningen, at jeg skulle have set deres løb, men vores besøg i Yosemite Nationalpark trak ud, og for at vi alle sammen kunne få det bedste ud af besøget, så valgte vi at tage en overnatning nær Yosemite og snuppe lørdagen der også. Jeg var naturligvis træt at misse deres debut, men omvendt måtte jeg sammenholde at overvære 30 sekunder springløb i babyklassen (det var lette baner med spring og tunneller) og så en hel dag sammen med Silas og Henrik i Yosemite Nationalpark.

Tilbage til stævnet. Det var bestemt ikke trangen til at vinde store og flotte præmier, som kan være deltagernes motivation til at starte stævner. Præmierne var ribbons. Faktisk nogle ret fesne rosetter, som var nærmest som et lille to farvet flag. Nogle af deltagerne fortalte mig da også, at de faktisk selv skulle bede om dem, for de fleste gad ikke have dem, så de blev ikke uddelt pr. automatik.

Men der var dog en præmie, som jeg syntes var rigtig interessant. Det svarede lidt til en championpræmie. Det var en personlig overligger til et spring, hvor den stævneafviklende klubs logo var trykt på. Overliggeren lagde folk så på et bord sammen med en tuschpen og så kunne de andre konkurrenter også skrive en tillykke-hilsen på det. Sammen med overliggeren fik de også en superflot roset. For at vinde championpræmien skulle man have hvad der svarede til 5 certifikater og så vidt jeg forstod, så skulle de vindes i forskellige discipliner (Snooker, Gambler osv).

Flot roset (hvor navn og dato efterfølgende trykkes på)
samt en helt personlig overligger

Deltagergebyret var nu ikke sådan lige at overse. Ca dkr. 100 pr. klasse. Grand Prix klassen dog ca 175 dkr. Stævnet sidste klasse var gratis, fordi den ikke talte til noget (måske lidt ligesom at man havde betalt for at løbe en klasse, der var afviklet både lørdag og søndag), men det pudsige ved det var, at man faktisk fik en pengepræmier i denne klasse. Vinderen vandt 34 USD og Jennifer, som blev nr. 5 i klassen vandt 4 USD.

Præmien for at vinde denne klasse - ingen andre klasser
havde præmier som denne

Hjælperne tog man sig dog godt af. De fik alle udbetalt Workers Bucks. En fuldtidshjælper fik 10 Workers Bucks pr. dag, og de penge kunne de bruge i hjælperbutikken, hvor der primært kunne købes hundelegetøj. Hjælperpengene kunne dog også godt veksles til mad i madboden eller til startgebyr til kommende stævner.

Her kunne hjælperne bruge deres "Worker Bucks"

Ved ringsiden tjekker man ind, at man har tænkt sig at starte klassen. Man vinger bare af ud for sit navn og hvis man har lyst kan man tage en banetegning. Det kan være ret praktisk i f.eks Snookerklassen, hvor det kan være en meget god ide at planlægge, hvordan man vil forsøge at samle sine point og løbe "lukke-banen" indenfor tidsrammen.

Check in

Snookerbanen

Nu hvor der er "klækket" et kuld Mini Aussier i DK, så kan jeg da også indrapportere, at jeg så et par stykker til dette stævne, som løb rigtig godt til. Jeg hilste f.eks på ham her på billedet herunder. Han måler 39,7 cm og springer ca. 36 cm (omregnet fra tommer). Han var rimelig vaks på poterne.

En af stævnets mini aussies

I USA er springhøjderne på 12-14-16-20-24-26 tommer. Dvs at springhøjden spænder fra knap 31 cm for de mindste hunde til 66,50 cm for de største. Det giver nogle ret små klasser til de mindre stævner, men det er jo logisk nok. 

Hvad er der ellers at sige om USA og agility? Det er nogle super søde mennesker, der gerne vil snakke om deres hunde og høre om Europa, og om man evt kender Silvia Trkmann (Ja Europa er jo bare et lille land for amerikanerne). Der er rimelig langt mellem snapsene, hvis man vil tage til USA for at se god agility og flot handling. Der er de nogle år bag ud, men det havde Jennifer nu allerede fortalt mig. 

Lærernes internationale dag

I går var det Lærernes Internationale Dag. Ja det var sådan set kun noget jeg vidste, fordi jeg havde fået en besked på Forældreintra om det. Tror faktisk heller ikke, at lærerne på Silas´ skole vidste noget om det, men det gjorde faktisk bare denne happening meget sjovere og mere hjertelig.

På Silas´ skole, Den Nye Friskole, starter hver dag med en samling for alle skolens elever. Der synges en sang eller to, og der gives relevante beskeder. I går overtog bestyrelsen samlingen og bad alle lærerne om at gå udenfor og stille sig over til den anden bygning og vente.

Billede fra gårsdagens samling

I anledning af Lærernes dag fik alle eleverne udleveret et æble og en sang, som de kendte, men hvor få ord var tilpasset, så det passede på lærerne. Eleverne fik at vide, at de skulle give æblet til en af lærerne eller andet personale på skolen, og de måtte gerne begrunde deres valg af modtageren, når de overrakte æblet.

Det var faktisk meget skægt at høre eleverne tale om, hvem de gerne ville give deres æble til, og høre deres argumenter, når de talte med hinanden. Det var så hjerteligt og varmt at høre på, og det var så fin en måde at påskynde og anerkende et andet menneske på. Et sølle æble, som i den her sammenhæng var alt andet end sølle.

Derefter gik vi i samlet flok over til de ventende lærere. Eleverne sang den omdelte sang for dem, og bestyrelsen fortalte kort, at det var Lærernes Internationale dag, og at eleverne nu ville uddele deres æbler. Nogen kunne næsten ikke styre alle de æbler, som de fik. Men det er jo klart, at det kan ses, når 125 æbler deles ud. Der var et par af lærerne, der var lidt besværet, og jeg forestiller mig, at de nok skal have æblekage til kaffen hele den kommende uge. De fik godt nok mange æbler.

Der deles æbler ud

Da vi spiste aftensmad, måtte jeg da lige høre Silas, hvem han havde givet sit æble til. Jeg var helt sikker på, at han havde givet det til sin yndlingslærer Chris, som altid forstår Silas, og som deler hans store tegneinteresse. Så jeg var overrasket, da han sagde: Jeg gav det til Pia!

Chris manglede vist ikke æbler...

Pia?? tænkte jeg. Pia er administrativ medarbejder og dækker også vikartimer og SFO timer, men jeg var da en anelse overrasket over det valg, for jeg har aldrig hørt ham fortælle om Pia. Så jeg var da nødt til at høre ham, hvorfor han lige havde udvalgt Pia.

Klogt og omsorgsfuldt var hans svar, at han egentlig ville have givet sit æble til Chris, men han havde set, at Pia ikke havde fået så mange æbler, så derfor valgte han at give sit æble til hende i stedet. Ja, man skal måske være mor for at blive lidt rørt og stolt over den handling, det overblik, det overskud og den omsorg. Og ja jeg blev både stolt og lidt rørt. Men i virkeligheden synes jeg, at den handling afspejler den kultur, som jeg generelt oplever i Silas´ klasse. De er så gode til at drage omsorg for hinanden, og sådan noget smitter heldigvis hele vejen rundt.

DCH DM 2016

Den fantastisk eftersommer fortsætter lidt endnu, og det er bare så skønt. Det var især skønt i weekenden, hvor vi kunne afslutte sæsonen med DCHs Danmarksmesterskaber, som blev afviklet i Næstved.

Jeg havde kvalificeret mig med Ninja, og som altid så glædede jeg mig til at løbe et stævne, hvor det tæller lidt mere end et lille kredsstævne. Arrangørerne kan selvfølgelig ikke rigtig tage æren for det gode sommeragtige vejr med 20 grader og derover, men der var rigtig mange andre ting, som man kunne klappe og rose for.

Arealerne var super gode. Der var teltpladser til alle (tror jeg nok - jeg var faktisk så heldig, at Gunnar og Vibeke havde inviteret mine hunde og mig ind i deres telt, så det stod og var "indflytningsklar" lørdag morgen). DCH afsætter 1,5 meter pr. deltager og det gav en del afstand fra teltene til ringen, så der var ikke rigtig nogen, der sad i deres telte (i hvertf fald ikke hvis de ville følge med i konkurrencen), så når nu vejret var så fantastisk, så gav det også en mere intens stemning ved ringen, fordi publikum sad bænket rundt om ringen.

Lørdagens ag-løb.
Teltene på afstand og publikum i første række ved ringsiden

Parkering var dejlig tæt på, og der var asfalteret sti fra parkeringsarealerne til agilityarealet, så folk ubesværet kunne også køre med vogne osv. Toiletterne og dermed også vand lå også dejligt tæt på. Madteltet lå lige udenfor agilityarealet, så agilityfolkene manglede i mine øjne ingenting.

Åbningen med indmarch og taler gled også ganske let. Talerne var holdt på et meget fornuftigt (kortfattet) niveau (så man faktisk også orkede at høre dem). Nogle år har det nærmest været en kamp at komme igennem rækken af taler, og som deltager vil man bare rigtig gerne igang med konkurrencerne. Når vi så er igang med at rose den ellers lidt langtrukne ceremoni, så lad os endelig rose afslutningen/præmieoverrækkelsen, hvor kun de tre bedst placerede i de forskellige klasser blev nævnt og hædret.

Danmarksmesteren for lille klasse. Susanne Prier

Det var da SÅ befriende ikke at skulle høre på, at 300 resultater blev råbt op, hvoraf en større del af dem også var mindre imponerede (mit eget inklusiv). Så præmieoverrækkelsen havde i år en længde, så man faktisk også orkede at stå op under hele ceremonien. Tag endelig det til jer som en tradition DCH!! Og så en lille detalje, som jeg ikke kunne undgå at bemærke. Præmieskamlen var placeret, så mesterskabsbillederne ikke blev skamferet af modlys eller grimme skurvogne og lignende i baggrunden. Det er naturligvis en mindre deltalje.

Faktisk har jeg kun et eneste kritikpunkt, og det var den manglende skiltning. Det var håbløst at orientere sig i området lørdag morgen. DCH er for mig kendt for at være et sandt skiltehav, som starter allerede ved indfaldsvejene i byen og ellers fører en helt i mål på arealerne. Sådan var det ikke lige i Næstved. Langt fra. Der kunne godt lige have været et skilt eller to mere. Og måske lige seddel på døren ind til bygningen, hvor der var indskrivning og andre relevante steder. Udenfor agilityarealerne lå der på stien lørdag morgen en bunke fine skilte, der var klar til at sætte i jorden. Måske havde ham med skiltetjanset sovet over sig....?! Jeg kunne godt mærke, at jeg startede med at være lidt irriteret over det med de manglende skilte, men fandt en håndfuld positivitet i min lomme og tænkte, at hvis der nu var noget - og måske det eneste, der skulle  være at kritisere, så var skiltning da småting. Meget værre hvis arealerne var dårlige, eller der var 2 km på toilettet eller forhindringerne var dårlige. Skiltene var heldigvis det eneste, jeg synes der var at pege fingre af.

Der var styr på resten og det klappede rigtig fint!!

Nå men det var så DM sådan overordnet set. Hvad så med mine resultater? Man løber et springløb og et agilityløb, og resultaterne for de to klasser lægges sammen. De 40% der er bedst placeret sammenlagt går videre til søndags A-finale,hvor man kæmper om Danmarksmesterskabstitlen. De 60% der ikke kom i A-finalen kunne kvalificere sig via B-finalen, hvor de sidste 60% fik lov at løbe en agilitybane og de tre bedst placerede i B-finalen rykkede med over i A-finalen.

Jeg havde nogle ganske fornuftige løb med Ninja på lørdagens baner, godt nok med en enkelt nedrivning, men bestemt godt nok til at bringe os i A-finalen. Niveauet var ikke pivsvært for et DM. Jeg havde hurtigste eller næsthurtigste tid, men blev alligevel placeret som nr. 20 ud af de ca 55 deltagere. Så andelen af fejlfrie ekvipager i agilityløbet var relativ højt.

Så søndag skulle jeg kun løbe det ene løb, og jeg var ganske sat op til løbet. Jeg elsker at løbe i den stemning, der er til mesterskaber og finaler, og jeg synes virkelig, at DCHs DMs agilityfinaler har en helt fantastisk stemning.

Nogen havde sagt til mig, at jeg da klart ville vinde dette års DM, når nu mine 5 værste konkurrenter (landsholdet) var i Spanien og løbe VM. Sådan har jeg nu ikke set selv, men godt været klar over, at det var da var "nemmere" at kommer til fadet, hvis jeg ikke også havde dem slås med. Men jeg havde nu også spottet et par stykker i A-finalen, der også godt ville kunne slå mig, selvom jeg gav den gas. Men intet er jo givet, fordi man har en god og hurtig hund, for det kræver jo også, at man kommer gennem banen, og nok ikke mindst, at man også er fejlfri. Til et DM synes jeg, at man skal give den gas, og så må det briste eller bære.

Jeg gav den gas i finaleløbet, men Ninja og jeg misforstod hinanden, og jeg tror vi leverede en af weekendens mest underholdende diskvalifikationer. Ninja forsøgte virkelig at finde det tunnelhul, som jeg bad hende om at tage, men hun syntes, det var lidt svært, men hun var så ufattelig sød og forsøgte virkelig. Det holdt bare ikke, og vi blev disket.

Se videoen fra finaleløbet

Jeg gav den gas derfra og nød min hund, hendes glæde og vores samarbejde. Da jeg kom i mål, faldt jeg nærmest helt udmattet, forløst og forpustet om i græsset. Mens jeg lå og bjæffede om kap med Ninja på græsset, så pressede tårerne sig på. Ikke fordi muligheden for en Danmarksmestertitel smuttede, men fordi jeg bare var så glad og taknemmelig og elsker at løbe med min Fantastiske Ninja. Nogen gange føler jeg mig lidt dum og latterlig over at være så grådlabil i mit forhold til Ninja, men hun er virkelig noget helt særligt for mig. Hun er et rusmiddel af den bedre slags.

Men lige der, mens jeg lå der i græsset, så følte jeg mig faktisk sikker på, at resultater eller mangel på samme ikke vil have indflydelse på mine følelser til agility. Det har jo faktisk været min største bekymring i forhold til at melde mig til landsholdet, at jeg ville lade skuffelse og ærgelser, hvis det ikke ville gå som ønsket ødelægge min glæde over samarbejdet. Men det var jo bare en klasse, et stævne og ja, godt nok et mesterskab, men så meget betød det heller ikke.

Nu er sæsonen slut, og for mit vedkommende er der ikke flere stævner i år, og det vil jeg egentlig bare nyde. Nu er der så en vinter til at træne Fuji i, så hun kan komme ud til konkurrencer i løbet af næste sæson, pudse Ninja af og genoptræne MicMic, som jeg forventer klar igen i 2017.

Stafet for Livet - og hvad gør Silas sig af tanker....

Haderslev slog i år sin egen verdensrekord i deltagerantallet i Stafet for Livet (over 8.000 deltagere). Det var et fantastisk arrangement, og når solen skinner som i en smuk sommerweekend (ja og faktisk mere end i de fleste sommerweekender i 2016), så bliver alle udendørsarrangementer bare endnu bedre.

Fra løberuten rundt om Dammen

Stafetten sættes igang kl 12, hvor alle fighterne (nuværende eller tidligere kræftramte iklædt gule T-shirts og gule balloner) samles foran scenen, hvorfra arrangementet skydes igang med korte taler og lidt underholdning.

Fighterne står altid forreste ved scenen ved åbningen

Så er det tid til, at fighterne lader deres balloner stige til vejrs, og derefter går alle deltagerne en runde på ruten, hvor fighterne går forrest. Så er stafetten åben for alle deltagere, og der må gås og løbes efter behag.

Ballonerne sendes til vejrs

Den store gule "klat" er fighterne på første runde

Det koster kr. 100 at være med i Stafetten, og man kan løbe på "løsgænger" eller for et hold. Overskuddet fra Stafetten går til Kræftens Bekæmpelse. Hvert hold skal have mindst en løber på banen under hele stafetten - også om natten. Det symboliserer, at kampen mod kræft kæmpes døgnet rundt. Holdene kan være ens arbejdsplads, sportsforening, familie/venner, eller hvordan man nu har lyst til at danne hold. Vi løb for det motionscenter, hvor vi er medlem.

Silas i fighter T-shirt

Vi var med fra starten, fordi Silas havde sin gule fighter T-shirt på og var med til at åbne stafetten sammen med næsten 200 andre fightere. Det var et fantastisk vejr, og efter fighterrunden startede Henrik, Silas og jeg ud med at skulle gå/løbe den første time for holdet.

Ruterne i Haderslev snor sig rundt i Damparken og rundt om Dammen. Meget centralt. Fra ruten og op til gågaden er afstanden ca 50 meter og i øvrigt går ruten også under omfartsvejen. Så ingen, der passerer gennem byen i dette døgn, kan undgå at se, at der er Stafet for Livet. Det er virkelig smukke omgivelser, som klart motiverer en til komme afsted på ruten og ikke bare sidde og hænge i "lejren". I nogle byer er stafet-ruterne bare en tur rundt om stadion eller et græsareal mere eller mindre udenfor byen. Måske ikke helt så inspirerende som i Haderslev.

Et kig ind over byen med domkirken i midten

Jeg løber normalt ikke. Kun de få minutter, som man højst løber af gangen, når man løber agility. Og hvis jeg begiver mig ud på en løbetur i området her omkring, så orker jeg simpelthen ikke at løbe. Men til stafetten kan jeg sagtens løbe og også uden at være helt smadret her nogle dage efter. Jeg kan stort set ikke mærke det i mine ben, selvom jeg da tog nogle runder både i gang og løb.

Rundt på løberuten har holdene deres telte, hvor der kan være forskellige aktiviteter eller salg af kager, pølser, massage, legetid på hoppeborg osv, hvor pengene for salget går til indsamlingen på Stafetten. Det er faktisk lidt en blanding af en festival og en havefest - og alt er billigt! Utrolig hyggeligt og hjertevarmt.

Seje Silas med Gl. Haderslev Kirke i baggrunden

Efter at have været hjemme et par timer hen under aften, for at se til hundene og aktivere dem lidt, så kørte vi tilbage til byen, hvor vi så blev hængende indtil kl 01.30. Det var svært at forlade stemningen og alt det smukke. Døm selv ud fra billederne. Selv ud på natten var vejret fantastisk, og man kunne sidde i bare ben og uden overtøj - og faktisk uden at blive ædt af myg. Henrik tog en ekstra løbetime derinde om natten, inden han fandt i seng, men jeg lå i min seng ved 2-tiden.

Der var rigtig smukt på ruten da mørket lagde sig

Vi var dog tilbage på posten igen søndag formiddag, hvor vi lige nåede et par runder mere. Til middag sluttede stafetten, og jeg ved faktisk ikke rigtig var mange runder, vi nåede på vores hold, men vores husstand var da ret aktive i den statistik.

Søndag formiddag står poserne naturligvis stadig på ruten

Stafetten i år var faktisk også lidt speciel i forhold til Silas, fordi han først her i sommer er blevet bevidst om, at han har haft en kræftsygdom. Vi har aldrig direkte fortalt ham, at det som han fejlede som spæd hørte til i "Kræft-kassen", men han har bemærket sine ar fra lægernes biopsi i armen samt vejret på brystet, hvor hans port-a-cath var indopereret og spurgt hvad det var, og hvorfor han havde de ar. Vi har svaret ham, at han fik undersøgt sin arm og der var noget i armen, som ikke skulle være der, og at han fik medicin i en lille kapsel under huden. Men nærmere end det har vi nok ikke været det. Men det er jo også den meget udramatiske sandhed.

Stemningsbillede fra de sene timer

Og her i løbet af den sidste måned er det måske også kommet lidt tættere på, fordi en pige fra vores lokalsamfund har fået konstateret tilbagefald af leukæmi, og Silas ved jo, hvem hun og hendes søskende er, fordi de går på samme skole. Vi besøgte dem på Skejby, da vi var til kontrol deroppe i sidste uge, og det afstedkom jo også lidt forklaring overfor Silas, for der sad Bjørk jo uden hår (hun havde dog valgt at få det barberet af, inden kemoen fik det til at falde af og doneret det til parykker til kræftramte). Silas sagde ikke så meget, men var mere optaget af at klatre rundt i cykelskuret udenfor Bjørks stue. Men jeg ved, at hans lille hoved summede.

Stemningsbillede

Under stafetten kiggede Silas lidt på de mange lysposer, som prydede ruten. Han læste også på nogle af dem, og det satte helt sikkert en masse tanker igang hos ham. På en af runderne gik han mellem Henrik og mig og siger så, at "Vi (Henrik og jeg) var heldige, at vi fik lov til at beholde ham". Jeg synes, det var lidt hårdt at høre de ord komme ud af hans egen mund. Men ja, vi er så heldige, at vi har Silas, og det er vi også meget taknemmelige for.

Lysposen kunne have været vores. Teksten passede i hvert fald.
Ikke kun for Silas, men flere i min nære familie har overlevet kræft

Silas spurgte også nysgerrigt ind til sin behandling, og hvor gammel han var den gang, han var syg. Om han blev dårlig af medicinene. Jeg husker tydeligt, at han kastede op hele dagen, når vi kom hjem fra behandling. Opkast i store skyller, men jeg husker også, at Silas var tapper. Der var ingen tvivl om, at alt det her pludselig satte en masse tanker igang i hans lille hoved.

Stemningsbillede fra de sene timer. Springvand og træer er oplyste

Senere går jeg alene med ham, og han kigger lidt på lysposerne igen, og spørger så, om der mon er en der står Silas på. Jeg svarer ham så, at det tror jeg ikke, at der er nogen pose med hans navn. Hvem der skulle have lavet den? Han siger så, at måske hans far havde lavet en pose med en tekst ala "Tak fordi jeg fik lov at beholde min elskede søn" Øhh, den sved mig lidt i hjertet, og samtidig undrede jeg mig nu også over, at han måske kun tænkte, at hans far var taknemmelig.....?! Da jeg senere fortalte det til Henrik, kunne han så fortælle mig, at han og Silas på en af deres runder var kommet til at snakke om, hvad han Henrik evt ville skrive på en pose.

Smukt aftenbillede fra lysceremonien

Ja det kan måske virke lidt underligt, at hele denne snak med Silas kom til at foregå lige der under stafetten, men det var nu en gang her den pressede på, og det var så fin og afslappet en stil, og sådan kan jeg egentlig også godt lide, at Silas ser det. Jeg har aldrig følt for at skulle tage ham i hænderne og kigge ham dybt i øjnene og sige: "Nu skal du høre..... "Han behøver ikke at blive påduttet den frygt, som vi var plaget af de første par år af hans liv. I min verden skal vi aldrig mere bekymre os om hans kræftdiagnose, men sygdom bliver vi desværre aldrig helt fri for at bekymre os om, da man endnu ikke kan helbrede Cystisk Fibrose.

Akupunktur gør en forskel for Silas

Gennem de sidste måneder har jeg jævnligt gået til behandling hos akupunktør Camilla S i Haderslev. Sidst jeg var afsted havde jeg pga sommerferielukning i SFO taget Silas med.

Når jeg får mine behandlinger, som primært går ud på at løsne nogle kæbespændinger, så får jeg som en lille bonus også to små nåle mellem mine skulderblade. De nåle er super gode til løsne sekret i luftvejene. Og jeg plejer at kunne mærke det prompte, og har oplevet at ligge på briksen og hoste mig igennem en timelang behandling, så nu er jeg opmærksom på, at de små blivende nåle først skal sættes i til sidst, for der er en helt tydelig effekt af dem.

Nu hvor jeg har oplevet den gode virkning på mig selv, så har jeg flere gange tænkt, at det skulle Silas også prøve. For dem som ikke lige er helt med, så kan jeg lidt opsummere, at Silas jo har Cystisk Fibrose og det som kendetegner Cystisk Fibrose er netop sejt slim, som kan være meget svær at hoste fri. Så derfor kan det nogen gange være svært for Silas at hoste slim løs fra luftvejene.

Men selvom Silas nu næsten har været nålepude det meste af hans liv, så er det jo ikke sådan, at Silas elsker nåle, så Camilla og jeg måtte dels liste, lokke og presse lidt. Vi viste ham de små nåle. Desværre fik jeg ikke taget et billede af de bitte små nåle, men de er vel en 0,5 mm og sidder på et lille firkantet plaster. Camilla fik let placeret de små plastre, og Silas bemærkede det stort set ikke.

Her ses plastrene med de små nåle under

Virkningen bemærkede han dog selv, inden vi var nået fra klinikken og hen til bilen, hvor han (ikke overraskende) fik et mindre hosteanfald, og han udbrød straks, at det var meget lettere at få slimen løsnet.

Men det var faktisk ikke kun Silas, der bemærkede at forandring. Et par dage efter skulle Silas hjem og lege hos en klassekammerat, hvor han ofte har leget før. Hver eftermiddag får Silas en dosis Mucolysin, som egentlig er et håndkøbspræparat, som "vi andre" bruger som slimløsnende. Silas får det egentlig primært for at skabe et bedre miljø i hans lunger, og han har fået Mucolysin 3 gange dagligt gennem de sidste ca. 4 år. Men at det havde været daglig rutine i flere år, vidste klassekammeratens mor ikke. Hun havde bare givet ham brusetabletterne to gange på en uge (tilfældigvis efter, at Silas havde været med mig til akupunktur), og tænkte, at det nok var noget nyt.

Klassekammeratens mor havde bemærket, at Silas helt klart fik hostet slimet bedre løs end han plejer. Hun har ofte haft lyst til at sige til ham, at han lige skulle hoste en gang eller to mere, for at løsne det, som man tydeligt kan høre sidder i luftvejene ifm et host. De sidste to gange, hun havde været sammen med Silas, havde hun bemærket en langt bedre effekt, når han hostede.

Så når både Silas selv og en klassekammerats mor (der ikke engang ved, at han har fået akupunktur) bemærker forskellen så tydeligt, så er det da svært at komme udenom virkningen.

DM i agility - Store Hestedag

Det er første gang, jeg har været med til DM, hvor det har været afholdt i forbindelse med Store Hestedag i Roskilde. Lad mig starte med at sige, at jeg synes det var en fantastisk god idé. Og så takke Hvalsø Hundevenner (og agiltyudvalget) for det store arbejde, der har været forbundet med det.

Hvalsø Hundevenner (og agilityudvalget) har bestemt ikke ligget på den lade side
- ikke som denne sweisshund, der i den grad holder pause

Det er klart mere besværligt at holde sådan et arrangement "ude i byen". Alt skal slæbes til andre omgivelser. Deltagerne skal have tilsendt armbånd til adgang (og det var åbenbart også ret udfordrende for Postnord at levere brevene med armbånd).

Store Hestedag var naturligvis ikke kun DM i agility

Jeg synes, at det var fedt at være i de rammer, som Store Hestedag bød på. Der var masser af liv omkring os, stort udvalg af madboder og udmærkede toiletfaciliteter. Nogen synes dog, at der var for langt. Jeg synes, at det var ok, og der var aldrig kø. Hvis det var presserende, så havde vi også et lille "festivalskideskur" ved siden af banen.

Lørdagens vejr var til tider næsten sommmerligt. Det var i hvert fald lækkert hundevejr, og vi fik ikke en dråbe af det regn, som vejrudsigten på et tidspunkt havde truet med.

Sol, efterår og agility

"Handelsgade"

Der var masser af aktiviteter rundt omkring på dyreskuepladsen. Jeg fik set en smule af aktiviteterne og fik også gået mig en tur rundt på standene, og var i den forbindelse lykkelig for, at jeg ikke har hest mere. Det kunne meget nemt være blevet en meget bekostelig affære.

Rideudstyr i lange baner - det var bare en af hallerne....

Store Hestedag tiltrak en del tilskuere til agilityringen, som også blev hængende og så en del agility. Det synes jeg jo er et DM værdigt. Allan, som speakede, var ret god til at forklare grundreglerne i agility, så tilskuerne også kunne se, hvad det gik ud på.

Der var ofte pænt mange tilskuere i hjørnet, hvor tilskuere "udefra"
let kunne komme ind til banen

Resultatmæssigt var det ikke særlig prægtigt for mig og Ninja. Godt nok lagde vi ud med at løbe et holdløb, hvor vi var 3. bedste ekvipage ud af ca 100 deltagere. Desværre var de øvrige på holdet Danish Agility Warriors ikke helt så heldige med deres løb, så vi kom ud af springløbene med 15 fejl, og lå nr. 9 til søndagens holdfinaler. Men jeg var super glad for mit springløb alligevel.

Så jeg følte mig også rigtig klar til det individuelle springløb, hvor Ninja desværre blev "suget" ind i et forkert tunnelhul, men hun havde ellers leveret et løb i en blændende tid kunne man se, for dommerteltet var søde at lade tiden løbe, selvom ekvipagerne var disket. Det var jo lidt æv, for dermed var mine DM chancer væk.

Dagen sluttede med en ret svær for-sjov-klasse. Den var nok lidt for meget til den svære side, og det var lidt synd, for det var en klasse, hvor rigtig mange af de hunde, som ikke havde kvalificeret sig til DM stillede op for at være "med". Der var 58 deltagere og vist kun 10 som kom igennem klassen. Ninja vandt klassen rimelig overbevisende og med at fedt fedt løb, som fik selv Hans Peter (som var dommeren på banen) til at give mig en "thumps up" senere. Det er ikke fordi Hans Peter plejer at uddele den slags anderkendelser. Jens Nilsson som havde tegnet weekendens baner kiggede også lige ud fra arrangørteltet og roste gennemløbet. Så ja, måske kan jeg kalde mig For-sjov-Danmarks-mester..... Ville naturligvis hellere have været "for-alvor-Danmarksmester" :-)

Ninja med sin gevinst fra for-sjov-klassen
Så kunne jeg da trøstespise med den....

Søndag startede vi med holdløbene. Vi lå nr. 9, men en podieplads kunne det måske blive til, hvis vi var rigtig gode. Det var der også nogle stykker fra holdet, der var. Jeg løb som den sidste ekvipage og skulle egentlig "bare" være fejlfri, men jeg blev disket, da Ninja vendte forkert over et spring, og jeg ikke  kunne nå at få hende ledt udenom springvingen og hun springer tilbage til mig over samme spring. Vores hold ender som nr. 5-6 stykker.

Da de store hold mangler ca 3-4 hold, begynder det at regne sådan vedvarende. Den regn varer ved resten af dagen.

De individuelle Danmarksmestre blev fundet i regn

Efter holdene skulle de individuelle danmarksmestre findes. Alle tre størrelser skulle løbe nøjagtig samme bane, så både hundenes og førerenes løbelinjer blev rimelig opkørte. Jeg besluttede mig for at trække Ninja fra det individuelle agilityløb. Jeg havde ikke lyst til at løbe på den glatte bane af frygt for, at min hund eller jeg skulle komme til skade.

Jeg er måske lidt en kylling, men jeg havde heller ikke noget at løbe for andet end bare for "sjov," og jeg synes ikke, at det var rigtig sjovt at skulle løbe i silende regn på et underlag, hvor hundeførerne løb rundt og lignede pingviner i deres bevægelser og bestræbelser for ikke at falde på den glatte bane.

Silende regn! = glat bane!

Den sidste præmieoverrækkelse sluttede kl 15.55, og det var jo ret flot ramt, når arrangørerne havde lovet, at vi var færdig kl 16. Jeg var glad for at have fået pakket sammen og slæbt ud til bilen i forbindelse banegennemgangene, så var jeg kunne nå hjem og sige godaften og ikke mindst godnat til Silas.

Nu er der for mit vedkommende også kun et stævne tilbage i sæsonen, og det er DCHs DM om tre uger. Jeg elsker at løbe agility, men jeg glæder mig også til weekender med andet end agilitystævner. Næste weekend skal vi (familien, landsbyen og fitness centret) løbe Stafet for livet i Haderslev, og det bliver helt sikkert hyggeligt - også selvom Ribe Hundevenner afvikler stort stævne i samme weekend - og der skal jeg så ikke løbe!

Tidlig juleferie til MicMic

Her er en lidt kedelig update vedr. MicMic.

Godt nok var hun rengående allerede dagen efter sit tunnelstunt i Kolding, men min mavefornemmelse sagde mig, at jeg ikke skulle løbe agility med hende, selvom hun gik fint, og jeg intet kunne se i galop, trav eller skridt.

Jeg meldte hende straks fra de to stævner, som jeg allerede havde meldt hende til (stævnet på Gram Slot og Jysk Mesterskab i Varde) og tænkte, at selvom hun var rengående, så måtte jeg bare tjekke min kedelig mavefornemmelse, inden jeg ville kaste mig over nogen som helst form for aktivitet med MicMic.

Endelig lykkedes det mig at få en tid hos en af de få personer, som jeg stoler på, når det handler om mine hundes bevægeapparat, nemlig Jacob på Nordre Dyrehospital. Jeg kørte op til ham igår. Jeg fortalte ham om forløbet, inden vi gik ud, så Jacob kunne se MicMic gå. Hun var fint rengående, også når han kiggede på hende.

Jacob gik hende grundigt igennem, og kunne så desværre konstatere en ligamentskade på indersiden af skulderen. Der var også lidt trækning om i højre side mellem hals og skulder. Skulderskaden er en skade, der typisk opstår for hunde om vinteren, når de glider på isen, og i MicMics tilfælde er Jacobs bud, at hendes venstre forben har "siddet fast", mens resten af kroppen har bevæget sig videre i tunnellen, så hun har fået vredet skulderen ud, som hvis vi mennesker skal pege til venstre med venstre arm. Det er hundens skulderled ikke konstrueret til.

MicMic elsker at give den gas

Skadens omfang kunne han ikke helt sige, men han kunne konstatere, at hun her 17 dage efter stævnet stadig var hævet inde bag skulderleddet. Jeg havde naturligvis selv mærket efter hævelser, men ikke gravet så dybt i hendes led, som Jacob gjorde. Derfor havde jeg ikke fundet noget.

Forløbet er nu små tre uger på smertestillende pga den antiinflammatoriske effekt. Derefter vil han gerne mærke på hende igen, for at se om hævelsen er faldet, og hvordan hun ellers er.

Hvis den ikke er faldet, kan vi så tage stilling til, om der skal foretages en kikkertundersøgelse for at se, hvor beskadiget ligamentet er, og om det evt skal opereres. Jeg er umiddelbart ikke så pjattet med tanken om, at skulle have "fremmedlegemer" ind i leddene på min hund.

Behandlingen synes mest af alt at være ro. Spørgsmålet er nok mest i hvor lang tid?? Hvis det er rigtig grelt og ligamentet er revet helt over, så kan man operere, men eftersom at hun ikke har virket smerteplaget og i øvrigt er rengående, når hun går almindeligt ligeud, så tyder det ikke på det. Så hvis det "bare" handler om ro, så har jeg jo prøvet det før. Jeg tror på, at jeg har den tid og tålmodighed, der skal til. At MicMic så ikke er så begejstret for begrebet "ro" er en helt anden sag.

Der går noget tid, før vi igen skal more os sammen med det her....

Det var i øvrigt også en ligament- og muskelskade, som satte Ninja ud af spillet for 2 år siden. På hende var det på venstre inderlår. Så jeg har måske lidt en ide om, hvad der venter mig. Det er sgu også som om, historien gentager sig. Dengang for 2 år siden var Ninja og jeg også lige blevet rigtig "makkere" på banen og fundet melodien, da hun blev skadet. Til stævnet i Kolding kunne jeg bare slet ikke få armene ned af begejstring over, hvor "samspillet" MicMic og jeg var blevet.

Nå men nu er jeg bare glad for, at jeg lyttede til min mavefornemmelse. Jeg kunne simpelthen ikke tro på, at det der stunt i Kolding var "gratis", og vi bare kunne løbe videre weekenden efter. Jeg har hverken forsøgt eller overvejet, når der ligner en agilityforhindring med hende de sidste 17 dage. Jeg er så glad for, at jeg fik hende tjekket, selvom alt umiddelbart så fint ud.

Jeg har siden stævnet i Kolding holdt MicMic i ro. Luftet i flexline og ikke lukket hende i haven sammen med de to andre og stoppet leg med de andre. Så der er ingen skade sket ved det eller skaden, der er opstået, er heller ikke blevet forværret. Nu skal vi bare have det til at hele lidt hurtigere op med noget smertestillende - og fortsat ro.

Andre ville sikkert være mere begejstret for at få juleferie nu....

Hermed siger MicMic vist bare God Jul og forhåbentlig på gensyn på agilitybanerne igen til næste år.